Rejser

Hurtigruten langs Norges vestkyst

af Hanne Høiberg 1. september 2010
Hver dag året rundt sejler i alt 13 skibe på den legendariske Hurtigruten langs Norges vestkyst – fra Bergen i syd til Kirkenæs ved den russiske grænse. Vi var med et stykke af vejen og kan bekræfte, at der må være tale om verdens smukkeste sørejse, hvor hver dag er et nyt eventyr. Stig om bord på »MS Nordnorge« og oplev mødet med små, afsidesliggende bygder, dybe fjorde, bratte bjerge – og nærkontakt med både grindehvaler og havørne.

Hvis De kigger ud på bagbords side, kan De se hvaler, forkynder stemmen i skibets højtaler - først på norsk, så på engelsk og tysk.

Vi er midt i frokostbuffeten med 5 slags sild, laks i alle afskygninger, lune retter, 3 slags is, desserter og ost, men det forhindrer ikke flertallet i at styrte hen til vinduerne i venstre side.Og sandelig, dér - ikke ret langt væk - svømmer en flok på 8-10 hvaler. Grindehvaler, får jeg senere at vide.Samme morgen, meget tidligt, har vi krydset polarcirklen, grænsen til midnatssolens land.En usynlig cirkel rundt om Jorden, 66 gr. 33' nord, som markerer det sydligste punkt, hvor solen skinner 24 timer i døgnet omkring midsommerdøgnet.»Vi« er identisk med godt 300 passagerer på »MS Nordnorge«, et af 13 skibe på den legendariske Hurtigruten, som hver dag året rundt sejler langs Norges vestkyst og lægger til ved 34 havne mellem Bergen i syd og Kirkenæs i nord ved den russiske grænse.Jeg steg om bord i Bergen for 4 dage siden, og lige nu nærmer vi os Bodø. En moderne storby med 45.000 indbyggere, handels- og trafikalt centrum i Nordnorge. Bl.a. er det her, jernbanen fra Oslo ender. Og her, jeg ifører mig overlevelsesdragt, vanter, hue og goggles og sætter mig til rette i en RIP-gummibåd for at sejle på udflugt ud til Saltstraumen, som siges at være verdens stærkeste malstrøm.

Tæt på ørne og hvaler

Det er stille, havet ligger blankt omkring os, og RIP'en øger farten til 30 knob, ca. 55 km i timen. Vi nærmest flyver ud gennem skærgården og drejer ind i en fjord længere mod syd.Pludselig sagtner vi farten helt, og mens motorlarmen forsvinder, lyder det ivrigt fra guiden: - En ørn se, deroppe på klippen. En ordentlig krabat af en havørn, hvilket vi snart får at se, da det behager den at lette."Der er en til", guiden peger op mod et fyrretræ. Også den letter, så vi endnu en gang kan betragte den imponerende fugl, der lever af fisk, men også kan tage et nyfødt lam, hvis den er sulten. I løbet af turen ser vi yderligere 5 ørne, men vi befinder os også et af de steder i hele verden, der har den største bestand af havørne.Da vi nærmer os malstrømmene i det 150 meter brede sund, begynder den før så blanke havoverflade at te sig, som var der en kæmpe blender dybt under overfladen: Vandet bliver suget nedad i store strømhvirvler, som opstår, når tidevandet presser 372 kubikmeter vand ind gennem den smalle passage, hvor havdybden samtidig forandres dramatisk.Det er tid at vende snuden tilbage mod Bodø. Vi har afgang kl. 15, og en rutebåd venter altså ikke på en håndfuld forsinkede passagerer.Da vi nærmer os havnen, bremser RIP'en igen - meget hurtigt. Før vi ved at det, befinder vi os midt i en gruppe på 12-15 grindehvaler, der jager en flok sild.Derfor synes de ligeglade med os. Og derfor oplever vi, at en sort, blank hvalkrop på omkring otte meter dukker op lige under gummibådens stævn! Alle gisper af begejstring lige indtil næste gang, hvor mor og kalv dukker op lige ved siden af os."Jeg er ked af det", siger kaptajnen, da han efter 20 minutter gasser lige så langsomt op og ud af grindeflokken. Det er vi ti passagerer også.Men vi tilgiver ham og har svært ved at tørre smilene af ansigterne, da vi lægger til kaj i Bodø, hvor »MS Nordnorge« tutter besked om, at nu skal vi altså sejle…

Alperne i Nordatlanten

Kursen er sat mod nordvest tværs over Vestfjorden til Lofoten, 4 timers sejlads fra Bodø. Men længe før dukker en række skarpe, høje bjergtinder frem i horisonten: Selveste Lofotenvæggen, alias den 100 km lange kæde af øer, der nok mest er berømt for sin fiskerigdom.

Den lokale torskeart skrej til tørreved indsejlingen til Svolvær

Efter Anden Verdenskrig søgte 20.000 fiskere hertil hver vinter for at fange torsk, i dag er der kun omkring 3.000 tilbage. Men fiskeriet spiller stadig en væsentlig rolle. Nu sammen med turismen.Jo nærmere, vi kommer, jo mere minder Lofoten om et stykke af Alperne, der er revet af og smidt heroppe i Nordatlanten.Selv om vi er midt i maj, er bjergene klædt i sne, og da vi lægger til i Svolvær klokken 21, står solen stadig på himmelen. Vi sejler først kl. 22, tid nok til at strække benene, få et kig på fiskerbyen og de store stativer med skrej, den lokale torskeart, som hænger til tørre.Vi stikker videre nordover gennem det smalle, 20 km lange Raftsundet, som næsten mirakuløst skærer sig gennem de tårnhøje, stejle bjergvægge. Klokken nærmer sig midnat, det er stadig lyst.

Der er ikke mange bådsbredder mellem »MS Nordnorge« og klippesiderne. Men da kaptajnen drejer ind i Trollfjorden, er der nærmest kun plads til en søndagsberlinger.Den to kilometer lange fjord er kun 100 meter bred, og den bratte, 1084 meter høje Trolltindan og alle dens makkere har for længst forvandlet »MS Nordnorge« til et legetøjsskib.Inderst inde breder fjorden sig ud, så båden kan vende rundt og kaptajnen endnu en gang bevise sit sømandsskab. Det er lige før, man kan plukke en tot græs på klippesiden, så tæt er vi på klippen.Dag 4 med Hurtigruten nærmer sig sin naturlige afslutning, den af mine dage om bord jeg altid vil huske ned til mindste detalje. I morgen afmønstrer jeg i Tromsø for at fange et fly til Oslo og videre til København.Mine medpassagerer glæder sig til den videre tur mod Nordkap og Kirkenæs.Den har jeg til gengæld til gode.