Rejser
15. juli 2010

Himmelen over Fanø

12 minutters sejlads fra Esbjerg ligger Vadehavsøen Fanø med strand så langt øjet rækker, velbevarede, stråtækte skipperhuse fra dengang, søfarten dominerede, mens campingpladser og feriecentre vidner om turismen af i dag. Tag med til Fanø.
Af: Hanne Høiberg
https://imgix.femina.dk/media/8ca257c9bade4d998bfe2ff55ab6a701.jpg

Fanø er himmel og hav, så langt øjet rækker.

Tidevand, der trækker sig langsomt tilbage og kun efterlader bølgernes spor i sandet som bevis på, at det lige har været her. Og pibler frem igen, mens det æder af stranden - meter for meter.

Praktisk information om Fanø:

  • Vejen til Fanø:
    Fanø Turistbureau på Færgevej i Nordby er altid behjælpelig med informationer. Kig også på hjemmesiden www.visitfanoe.dk, der er spækket med inspiration, programmer og links til feriehusudlejere.

  • Tidevandet:
    Tidevandet er en del af livet på Fanø - altså den regelmæssige stigning og fald i vandstanden, der foregår i en cyklus på 12 1/2 time. Tjek tidevandstabellen på www.dmi.dk, før du går ud i vaden, som det hedder her.

Vadehavet i den sydvestligste del af Jylland, som Fanø er del af, er et unikt stykke Danmark. Enten falder man pladask for det særlige lys over det flade grønne marskland og den uendelige himmel, eller også længes man efter bakkedrag og brede bøge.

Jeg kan ikke huske, hvornår jeg besøgte Fanø første gang.

Og med en far, der var fra Ribe og betragtede Fanø som del af sin baghave, har jeg ikke været ret gammel. Og jeg bilder mig ind, at mit første billede af den uendeligt brede strand, hvor vi ledte efter rav, stammer fra engang i 1960'erne.

Fanø er nationalpark

Siden har Fanø ændret sig markant.

Ganske vist slog turismen allerede rødder i slutningen af 1900-tallet, da de første kurhoteller blev bygget.

Men flertallet af de 2.500 sommerhuse, campingpladserne og Fanø Bads feriecentre, mere eller mindre heldigt placeret i klitterne, hører vore dage til.

Fanø bliver også den eneste kommune herhjemme, hvor hele arealet er nationalpark.

I hvert fald hvis alt går efter planerne, og Nationalpark Vadehavet (fra Blåvandshug i nord til Tøndermarsken i syd) indvies officielt senere på året.

Sønderho



Kun 12 minutters sejlads med færgen fra Esbjerg Havn møder man Nordby, metropolen på Fanø med hele 2.800 indbyggere.

En blanding af 200-300 år gamle skipperhuse, nybyggerier og masser af butikker - både i Hovedgaden, der agerer gågade om sommeren, og på Strandvejen.

Lige uden for Nordby ligger også Danmarks ældste golfbane, Fanø Golf Links fra 1901.

Fanø er en forholdsvis lille ø - kun ca. 56 kvm, 16 km fra nord til syd og 5 km på bredeste sted fra øst til vest.

Alligevel er der forskel på folk. På et tidspunkt var øen nemlig delt af en lille strimmel vand, og beboerne nord for var fanniker, mens dem mod syd var sønderhoninger. Sådan er det stadig.

Netop Sønderho på sydspidsen er øens absolutte kulturperle af en landsby. Er der frit valg på alle hylder, vil jeg klart vælge Sønderho som udgangspunkt for ferien.

De 70 huse i fisker- og skibsfartsbyen Sønderho ligger alle »vindret«, dvs. i øst-vestlig retning. Indtil mindste sindrige detalje er de utroligt velholdte, og det kan være svært ikke at være for nysgerrig. Men husene er altså beboede, så kig på afstand og gå i detaljer i Hannes Hus, der er omdannet til museum.

Ellers kan man besøge den maritimt dekorerede kirke i udkanten af byen, Fanø Kunstmuseum, som denne sommer viser en udstilling om fanømalere gennem tiderne, den gamle redningsstation og Sønderho Mølle.

Sønderho Mølle

De fleste af de fredede huse er skipperhuse, som stammer fra byens storhedstid som søfartsby fra slutningen af 1700-tallet til midten af 1800-tallet.

Siden gik udviklingen helt i stå, hvilket vi kan være glade for i dag, hvor byen står (omtrent) som dengang.

Selv om flere af husene nu kun bliver brugt om sommeren, kæmper beboerne en ihærdig kamp for at opretholde en levende by.

Men de kan takke turismen for, at restauranter, butikker, sparekasse og bibliotek kan holde åbent hele året. www.soenderho-fanoe.dk

Den stråtækte Sønderho Kro fra 1722 er en af Danmarks ældste og mest velbevarede kroer, der ligger med en storslået udsigt over marsk og vadehav.

Nyd en gourmetmenu i den lavloftede restaurant, sammensat af de bedste råvarer, gerne fra Vadehavsregionen og økologiske, urter fra kroens køkkenhave og inspiration fra hele verden. Og bo i et af de 14, individuelt indrettede værelser, der oser af hjemlig hygge. Det fås ikke meget bedre.

Find rav på stranden

Min mands onkel John, der boede i Nordby, gik altid på stranden efter et par dage med god vestenvind.

Han vidste, at det er bedst at finde rav, når vandet er faldende. Og at man skal lede mellem tang og forrådnede træstumper, der flyder ligesom rav. Prøv selv.

Det kræver både tålmodighed og held. Lykkes det ikke, har du under alle omstændigheder fået godt med havluft i lungerne og en dejlig travetur. Endelig kan du altid besøge ravsliberen - der er både en i Sønderho og i Nordby - og følge med i, hvordan de rå ravstykker forvandles til smykker.

Her på sandbanken ved Fanøs sydspids er chancerne for at opleve sæler allerstørst. Ofte ligger der fra 200 helt op til 700 sæler på sandbanken.

De 100 kr., det koster at gå turen sammen med en naturvejleder, er godt givet ud. Både fordi hun/han ved alt om sælerne, men også fordi de fortæller dig detaljer om naturen, du ikke anede eksisterede. Der er run på turene, så bestil i god tid på www.visitfanoeshop.dk


Selv om Fanø Bryghus hurtigt fik ry for at brygge godt øl, har det lille bryghus haft det svært og endda måttet lukke.

Men fra foråret 2010 bliver der igen produceret Fanø Rav, Vadehav og Lynghvede på bryghuset på Strandvejen i Nordby. Her arrangeres både ølsmagninger og rundvisninger.

Fine festivaler

Fanø er en aktiv kultur-ø med hele 15 forskellige festivaler fra april til september. Blandt andet:

International Shanty Festival, 20.-22. august 2010 med deltagelse af shantykor fra Fanø, Irland, England og Holland.

Vadehavsfestival, 4.-12. september 2010, kunst- og kulturfestival med udgangspunkt i Vadehavet.

Godtfolk, 10-12. september 2010: Traditionsrig folkemusikfestival med alt fra Fanøs egne spillemænd til verdensmusik.

Læs også