https://imgix.femina.dk/media/03b748ed2e304ff2921ed15d9c9e774a.jpg
Rejser

Genfind romantikken på Ærø

2. september 2009
af Mette Rou Lund
Foto: Nikolaj Tring Christensen, Hotel Ærøhus, Ærø Turistbureau
På en weekendtur til Ærø er der rig mulighed for idylliske naturoplevelser, der giver en saltvandsindsprøjtning til dit parforhold

Smukke Ærø er det perfekte sted at holde i hånden, hvis du har brug for at puste lidt romantik ind i dit forhold. Jeg tog kæresten med til øen for at flygte fra den kaotiske hverdag, vi småbørnsforældre har, med alt, hvad det indbefatter af søvn- og sexmangel og alt for lidt romantik.

Bobler og afslapning
Vi kører i land på Ærø og nyder køreturen langs kysten, som tager sig smukt ud i aftensolen. Det lille hvide og gule margueritrute-skilt dukker op mange steder på turen, og det er fuldt fortjent. En lille halv time senere befinder vi os ved de eksklusive ferielejligheder Søbylyst, hvor vi skal bo. Der er udsigt til havet fra de skrå vinduer og et dejligt stort spabad, som vi straks smutter i. Jeg overrasker kæresten med champagne, som vi drikker i boblebadet, mens vi slapper helt af og får skuldrene ned.

Romantik på golfbanen
Næste morgen bliver vi vækket af fuglesang, og denne dag skal vi opleve Nordeuropas smukkeste golfbane. En imponerende golfbane med havudsigt fra alle sider. Efter golfturen er vi modige og kravler op i det lille fyrtårn, der står for enden af banen. Det blæser meget, men der er et flot view over golfbanen - og så er det et oplagt kyssested, hvis man ikke har højdeskræk. Bagefter skal vi ud at vandre ad Øhavsstien, der er Ærøs nyeste vandrerute. Det er bestemt en meget idyllisk tur og meget romantisk, for solen skinner, og kornmarkerne bølger, og vi er de eneste på stien.

Idyllisk picnicsted
Vi har fået et tip om et hemmeligt sted, der er godt at holde picnic, kendt af de lokale som Sommerfugledalen. Det ligger ved vandet i bakkede omgivelser med en gammel skorsten som pejlemærke. Omgivet af højt græs kan vi sidde at nyde udsigten over vandet og markerne med dekorative valmuer. Så bliver det ikke meget mere romantisk på den helt naturlige og meget danske måde. Næste dag vender vi snuden mod København og er enige om, at vi helt sikkert skal tilbage til Ærø, og hvor godt det er for parforholdet med sådan en lille sviptur i skøn dansk natur.

Ærø


Golfbanen med havudsigt.

Ærø


Endelig tid til at slappe helt af med en skøn picnic, og så er der lagt op til kysseri, for ingen kan se os for det høje græs ...

Ærø


På hjemrejsen sejler vi forbi den smukkeste træskonnert.


Se også:
Oplev Bornholm - Rå og romantisk
Alsace for alle sanser

Rettelse

FEMINA bragte i denne uge en rejseartikel fra Ærø. I boksen "Fakta om Ærø" er journalisten fejlagtigt kommet til at skrive, at der er ca. 70.000 indbyggere på Ærø. Det er selvfølgelig en slåfejl. Det rigtige antal er ca. 7.000.

FEMINA beklager fejlen.

Læs også