Fantastisk smukke Azorerne
Rejser

Fantastisk smukke Azorerne

28. oktober 2010
af Camilla Lindemann
FEMINAs udsendte har besøgt den største af de ni azoriske øer og oplevet den fantastiske natur, der er kendetegnende for Azorerne

São Miguel er den største af de ni azoriske øer midt i Atlanterhavet. Øen har masser at byde på - lige fra en fantastisk og storblomstrende natur, til det nogle kalder "verdens lækreste frugt".

Krydstogt til Azorerne

En pittoresk by
Vi er på øen São Miguel mellem Portugal og USA. Hovedbyen Ponta Delgada er en pittoresk by. Smalle gader med endnu smallere fortove, med hvide kalksten og sorte lavasten. Overalt, gade op og gade ned, er der de flotteste mønstre af de to stenarter. De fleste motiver er fra havet, ankre, søstjerner, både osv. De toetagers huse har næsten alle smalle altaner eller balkoner. Matrizkirken er fra 1500-tallet, men er ændret mange gange siden, så der er gotisk arkitektur blandet med barokudsmykning.

Vaniljecremeæblet
Byen er fyldt med torve og pladser og kik til vand, mindesmærker og søde mennesker. På det overdækkede marked midt i byen er der masser af frisk frugt, grøntsager og fisk i alle kulører, størrelser og former. Her ser jeg noget, jeg ikke tidligere har stiftet bekendtskab med: vaniljecremeæblet. Det hedder Cherimoya annona på latin. Det siges, at smagen er en blanding af mango og pære. Jeg fandt nu, at æblet smagte lidt jordbæragtigt. Frugtkødet er blødt som en mango, meget lækkert og afhængighedsdannende. Mark Twain kaldte da også frugten for "den lækreste frugt, man kan få".

Ungdommens kilde
Vi kører opad mod udkikspunktet Pico do Ferro og besøger herefter den botaniske have Park Terra Nostra. Med drageblodstræer, bananpalmer, lampepudserplanter, yams og newzealandske juletræer, for nu bare at nævne et lille udvalg. Midt i parken er en lille dyrepark med dinosaurer, aber og andre figurer overgroet med grønne vækster. Denne del er vist mest for børn, og i et lønligt håb om at blive som børn igen er der nogle i selskabet, der hopper i ungdommens kilde: et kæmpe bassin med jernholdigt, 40 grader varmt vand. Det siges, at man efter 20 minutter deri bliver mindst 20 år yngre. Hvad kan det ikke blive til på en formiddag?

Læs også