Rejser
26. januar 2009

E Viva Barcelona!

SØNDAGs læserrejse kun for kvinder til Barcelona med Lotte Heise som guide blev en forrygende oplevelse for dem, der var med. Lotte Heises begejstring for den spanske storby smittede straks fra ankomsten af på deltagerne, der over fire dage sugede til sig af hendes viden om den smukke by.
Af: Kirsten Beyer
https://imgix.femina.dk/media/1696568faa784963a089098b827b355e.jpg

foto antonio de matteo

At flere tilmeldte i sidste øjeblik måtte benytte sig af deres afbestillingsforsikring pga. sygdom, kom heldigvis ikke til at spolere oplevelsen for de 32 kvinder, der rejste med SØNDAG til Barcelona i dagene 4.-8.december.

Fremme på hotellet i Barcelona blev de modtaget af en særdeles veloplagt Lotte Heise, der i timevis over de følgende dage formåede at samle gruppen om sin store passion: Barcelona. Med alt, hvad den fantastiske by har at byde på.

Hun guidede rundt i byen - i bus, metro og til fods - hun underholdt, arrangerede fællesspisning på herlige spanske spisesteder, besvarede imødekommende alle de spørgsmål, hun fik fra rejsedeltagerne - og stillede selv mindst lige så mange til dem.

»Skønhedspletter« var der heldigvis kun få af, og dén, deltagerne nok helst havde været foruden, var en spansk helligdag, der kom bag på alle og på hjemrejsedagen forhindrede den sidste power-shopping. Alligevel havde mange kufferter overvægt ved hjemrejsen...

Alt i alt blev SØNDAGs læserrejse til Barcelona en succes. En af deltagerne, Ruth Jørgensen fra Vadum, har så fremragende beskrevet rejsen således:

»Vi var 78 år og 25 år. Vi var tykke, tynde, små og store. Vi var noble fruer, elegante damer og fjollede tøser. Vi var enker, gifte og singler. Vi var mødre, bedstemødre og jomfruer (?!). Vi var blonde, gyldne, sorthårede og grå. Vi var glathårede, havde krøller og »tjavser«. Vi var bankansat, sygeplejerske, lærer og studerende. Vi var selvstændig erhvervsdrivende og pensionister. Vi var generte og det absolut modsatte! Vi sang om de dejligste piger fra Langeland.

Vi kendte ikke hinanden - men det kom vi til. Vi så utroligt godt ud. Vi var i swimmingpool, jacuzzi og sauna. Vi kørte i bus, metro, sporvogn og taxa. Vi fik tapas, fisk og skaldyr, tapas, paella og tapas.

Vi var til fodboldkamp (Barcelona vandt 4-0 over Valencia). Vi gav den én på kulturen, og vi shoppede.

Vi så vand-lys-springvand-show med musik en aften siddende på en stentrappe. Vi talte dansk, engelsk og spansk. Vi var fra Nordjylland og Sydhavsøerne. Vi havde 14-15 graders varme - sol og blå himmel (naturligvis fordi vi var der). Vi grinede og larmede lige så meget som spanierne. Vi var mor og datter. Vi var søstre. Vi var veninder. Vi var i elegante støvler og fornuftige sko. Vi drak sangria, øl, bailey og vodka (vistnok kun én fik tømmermænd).

Vi havde for meget tøj med. Vi var larmende glade og kun lidt sure. Vi var ved at blive forlovet med fire spaniere (de var for gamle, ca. 40 år). Vi trak vejret i takt med en masse spaniere og deres børn. Vi fik ondt i ryg, knæ og fødder. Vi længtes den sidste dag - nogle hjem, andre efter en leverpostejmad. Vi var trætte - men med på den »værste«. Vi var ved at tude, da vi skiltes.

De bygger endnu

Alt sammen i den mest fascinerende ramme af en by, med fantastiske højhuse med skæve vinkler og aparte faconer, udført i flotte farver og materialer. Lige over for vores hotel var der er stort lavt trekantet blåt hus med rigtigt vand på taget!

De gamle Gaudi-huse - hans park og Sagrada Familia - den mest underlige bygning i verden, så utrolig grim, men så flot og spændende, at de små hår rejste sig på armene - tænk de bygger endnu, påbegyndt i 1882, og de bliver ikke færdige i min levetid.

Der var masser af beboelsesejendomme med elegante smedejernsaltaner og smukke blomster. Der var også en grøn »Forster«-læbestift (nogle kaldte den »kondom«!), der rejste sig mod himlen. Der var ramblaen med dens folkeliv, statuer og fugle.

Miro-mosaikker og de små gader med sjove butikker og bittesmå barer. Der var bjergene, de olympiske faciliteter (1992), den kunstige strand og lidoen, hvor man spadserede langs Middelhavet - der var kunst de mest utrolige steder, og vi boede på et fedt luksushotel, Barcelona Princess - lige tilpas for The Princesses fra Danimarca.

Og så var der Lotte - hun er bare dejlig!

Tak for en dejlig tur - prøv igen - gerne med de samme »piger«.

Læs mere om:

Læs også