Rejser
2. juli 2012

Det skal du opleve i Mols Bjerge

Skal du på ferie i Mols Bjerge, så skal du ikke gå glip af disse otte ting
Af: Redaktionen
https://imgix.femina.dk/media/sondag/2012/07/27/mols-bjerge/mols-bjerge-stor.jpg

Foto: Stuart McIntyre

DET SKAL DU OPLEVE I MOLS BJERGE:

Der er ingen tvivl om, at Mols Bjerge er et af Danmarks mest iøjnefaldende landskaber.

De dramatiske og smukke bakker (eller bjerge, som de jo faktisk hedder) blev skabt i den sidste istid, da store istunger skubbede sten og sand foran sig.

Istungerne blev til Ebeltoft og Kalø Vig, og stenene og sandet blev til Mols Bjerge.

LÆS MERE: Her kan du se en masse smukke billeder fra Danmarks næse.

1. Strandkær

Strandkær ligger midt i Mols Bjerge, og det består af både Øvre og Nedre Strandkær. Nedre Strandkær huser i dag Molslaboratoriet, som ejes af Naturhistorisk Museum i Århus. Gården, som er opført i tiden omkring 1730, bruges bl.a. som udgangspunkt for forskning i Mols Bjerge, men anvendes også som kursuscenter.

2. Højdepunkter i Mols Bjerge

Det er selvfølgelig ikke noget overraskelse, at der er mange højdepunkter i Mols Bjerge, både i overført betydning og i bogstaveligste forstand. Det højeste punkt i Mols Bjerge er Agri Bavnehøj, som ligger 137 meter over havet.

3. Stabelhøje

Stabelhøje er endnu et markant højdepunkt på turen rundt i Mols Bjerge. Højene ligger stik nord for Agri, og de er nogle af de flotteste storhøje fra bronzealderen i Danmark. Højene er fredede og har derfor aldrig været undersøgt af arkæologer, men man regner med at de indeholder adskillige grave fra bronzealderen.

LÆS MERE: Samsø ligger lige inder Danmarks næse. Her kan du finde en guide til den smukke ø.

4. Skovene ved Kalø Slotsruin

Området syd for Rønde byder på masser af muligheder for at nyde både naturens egne seværdigheder og de menneskeskabte seværdigheder. Holder man af en tur i skoven må man ikke snyde sig selv for en tur i enten Hestehave Skov mod vest eller Ringelmose Skov mod øst, måske rækker kræfterne og lysten til at besøge begge skove. Ellers har man selvfølgelig mulighed for at fordele oplevelserne på flere dage.

5. St. Bavnehøj

Lige i udkanten af Rønde kan man tage turen op på den 102 meter høje St. Bavnehøj. Her har man en fantastisk udsigt over Kalø Vig og store dele af resten af Djursland, så det er et godt sted at få et overblik over området. Selve højen stammer fra bronzealderen, og den fremtrædende placering i landskabet skulle formentlig sikre, at andre stammer blev klar over, at her herskede en stærk stamme. Højen minder meget om en tilsvarende ved Egtved, hvor man fandt Egtved-pigen.

Skal du holde ferie i Danmark - besøg VisitDenmark og få inspiration til masser af oplevelser

6. Stubbe Sø

Stubbe Sø er Djurslands største sø. Engang var den en del af en fjord, men blev til en sø, da landskabet hævede sig rundt omkring den. Søen er en meget vigtig rasteplads for søfugle og er derfor meget interessant for ornitologisk interesserede. Tilgangen til søen er dog besværlig, da jorden omkring den er ejet af private lodsejere. Staten ejer dog et hjørne ved søens sydøstlige kant, herfra kan man få adgang til søen ad en trampesti.

7. Jernhatten

Den imponerende bakke og udsigtspunkt Jernhatten er et sted der næsten er obligatorisk at besøge, hvis man er i den østlige del af naturparken. Jernhatten er speciel, fordi den består af et hårdt materiale, der gør, at havet ikke har kunnet nedbryde det. Derfor fremstår Jernhatten som et meget markant fremspring i Kattegat. På Jernhatten findes der mange sjældne planter, hvilket skyldes at nedbøren er meget sparsom, samt at solen rammer i en speciel vinkel. Derfor kan man finde planter, som egentlig hører hjemme i Sydøsteuropa. Fra toppen af klinten er der 49 meter ned til havet, og fra toppen har man udsigt over bl.a. Hjelm ude i Kattegat.

8. Hyllested Bjerge

Bevæger man sig ind i landet fra Jernhatten, har man mulighed for at besøge Hyllested Bjerge. Højdemæssig kan bjergene ikke hamle op med Mols Bjerge, i Hyllested kommer man ca. 60 meter over havet, men naturen er absolut meget flot. Den bedste måde, at opleve området på er ved at følge vandreruten, som starter ved parkeringspladsen ved vejen mellem Gravlev og Hyllested. Turen rundt er 2 km lang. Hos de lokale turistbureauer kan du få en folder, der beskriver turen rundt i Hyllested Bjerge.

Kilde: visitmolsbjerge.dk

Læs også