https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/a0bbac0b89af4e5c84d01eca462665fe_0.jpg
En typisk bodega med de store fade med sherry stablet i skyggen.
Rejser

Brug sherry til det hele

24. marts 2009
af Jesper Møller / Foto: Jesper Møller, Consejo Regulador Jerez-Xérès-Sherry & Manzanilla og den spanske stats turistbureau
Sherry er langt fra kun en sød vin, der kan bruges til desserter. Den findes også i tørre udgaver. I Spanien findes der en sherry til enhver lejlighed og til ethvert måltid.

Engang var den fast bestanddel til desserten ved enhver større dansk fest sammen med portvin og madeira. Siden røg den noget ud i glemslen, men i de senere år er den så småt ved at blive trendy igen. Vi taler om sherry, som bliver produceret i den sydspanske region Andalusien.

Mest tør sherry i Spanien
Sherry drikkes i helt andre mængder i Spanien end i resten af verden, hvor den primært bruges som dessertvin. I Andalusien kan man sagtens drikke en slags sherry som aperitif, en anden til forretten, en tredje til middagen og en fjerde til desserten. Hvor den søde sherry stadig er mest udbredt i resten af verden, drikkes der klart mest af den tørre i Spanien. I sherryens moderland vil man typisk starte med en Fino til aperitif og fortsætte med en Manzanilla til småbidder af pølse og ost. Til suppe ville en Amontillado komme på bordet, mens en tør Oloroso ville blive serveret til kraftige kødretter.


Sherry lagres i et særligt system, hvor vinen fra forskellige år blandes i tønderne, efterhånden som der fordamper en del af væsken og efterfyldes med friskere vin. Derfor taler man ikke om årgange i sherryproduktionen.

En bodega, der ikke er en bodega
Jeréz de la Frontera regnes for Spaniens sherry-hovedstad, og her finder man adskillige bodegaer, hvor man kan gå på opdagelse i den spændende sherry-verden. I Spanien er en bodega ikke et værtshus, men derimod en lagerhal, hvor hundredvis af trætønder med vin er stablet op oven på hinanden. I Jeréz de la Frontera er der rundvisning for besøgende på flere af bodegaerne. En rundtur på Bodega Harveys omfatter en indledende videovisning, en tur gennem lagerhallerne for derefter at slutte af med en prøvesmagning, hvor man bestemt ikke er fedtet med varerne.

Ikke en gemme-vin
Hoveddruen til fremstilling af sherry er Palomino. Derudover benytter man to andre druesorter til de søde sherry-udgaver. Det er henholdsvis Pedro Ximénez samt Moscatel. Vinhøsten starter normalt i starten af september og varer i tre uger. Da man løbende blander vin fra forskellige år, taler man i forbindelse med sherry, i modsætning til portvin og madeira, ikke om årgange. Sød og tør sherry kan både være lys og mørk, men som udgangspunkt er den søde sherry mørk og den tørre lys. Når sherryen er tappet i flaske, udvikler den sig ikke yderligere. Derfor bliver den ikke bedre af at blive gemt.

Laudrup førende importør

Michael Laudrup lærte under sine år i spansk fodbold at sætte stor pris på god sherry, og ved dannelsen af Laudrup Vin & Gastronomi insisterede han på, at kvalitets-sherry kom med på repertoiret. Firmaet er i dag en af de førende danske sherryimportører med speciale i de mere eksklusive af slagsen. Ifølge direktør og medejer Per Buhl er danskerne i de senere år begyndt at interessere sig mere for sherry, efter at den i mange år har stået helt i skyggen af portvin. Danskerne er begyndt at opdage, at den tørre går rigtig godt til blandt andet fisk, tapas, forretter og Middelhavsmad.

Læs også