Rejser
10. september 2009

Bæredygtig middelhavsluksus

Placeret mellem stranden og olivenlundene signalerer Blue Village flot den nye klimavenlige rejsetrend, som kunne kaldes luksus på naturens betingelser.
Af: af Rie Duun / foto: Betina Hastoft
https://imgix.femina.dk/madogbolig/media/37e59904204d44bbb313ddd58d12e7d4.jpg

Hotelfakta

Blue Village Atlantica Agean Park, Brussels Rd., Kolymbia, Rhodos, Grækenland.
380 senge som dobbeltværelser (op til 3), familieværelser (op til 4) og familiesuiter.
Se www.startour.dk for aktuelle priser

Træ, sten og genanvendeligt metal er materialerne, der kommer gæsten i møde i den behageligt indrettede lobby, som præsenterer sig med en diskret skandinavisk charme tilsat middelhavsklimaets stærke kræfter. Farverne er, som solen bleger dem: sand, brun og kalk med kaki og gylden til at give et afslappet og samtidig nøgternt look. Her er nok, men ikke for meget.
Her er luksus, men på betingelser vi kan holde ud at se i øjnene også efter ferien.
»Parasollerne derude er jo af halm og træ, og så har de et stålstativ, som let kan genbruges. De er et meget godt billede på den filosofi, der præger indretningen. Ideen er, at materialerne er flest lokale, og at de skal kunne nedbrydes eller genbruges uden gene for miljøet,« forklarer Marie Louise Viuff, der er hotellets pr-manager.
Stedet er Blue Village Atlantica Aegean Park, som er det danske rejsemarkeds første miljøcertificerede ferieresort. Tre år og et gennemtænkt nybyggeri skulle der til, før Star Tour, som ejes af rejsegiganten TUI, kunne præsentere resortet, der er direkte CO2-neutralt, og som i videst muligt omfang ikke belaster det lokale miljø.


En del af værelserne har direkte pool-adgang
til en særlig del af poolen, som er afskærmet
fra området med plask og leg fra de yngste gæster.
Soltelte og sun-beds hører til standardudstyret.

Omvendt jordvarme

Den behagelige aircondition stammer fra et vandkølingssystem baseret på geotermi.
På Rhodos anvendes grundvandets og jordens kølighed gennem en slags omvendt jordvarmeanlæg til at køle hele hotelkomplekset med plads til 380 gæster. Ti brønde af 30 meters dybde sikrer den geotermiske nedkøling af kølevandet, der ledes rundt i komplekset af en el-drevet pumpe.
Varmt vand kommer fra 170 m² solceller på taget, og med tiden skal de og en evt. vindmølle også levere el til hele komplekset. Indtil videre købes så vidt muligt grøn el fra det centrale ledningsnet på øen.
Også vandforbruget er der set intelligent på, og mulighederne for genanvendelse er udnyttet, så brugsvand renses og bruges til rengøring og havevanding m.m.
»Vi har indgået enkelte kompromiser med hensyn til at bruge naturmaterialer i indretningen, og det har været af hygiejnehensyn, men til gengæld har vi valgt ting, der har en lang holdbarhed og dermed kan forsvares,« forklarer Marie Louise Viuff.
Blue Village Atlantica Agean Park på Rhodos miljøcertificeres efter ISO14001, mens denne artikel skrives, og vil formentlig danne skole inden for rejsebranchen. Budskabet er, at det kan lade sig gøre at levere luksus og æstetik, uden at det går ud over omgivelserne.
Så rigtig god tur. Nu mangler vi bare de miljøcertificerede fly.

Læs mere om:

Læs også