https://imgix.femina.dk/media/3c875307881f4d8f809591f0d8c32011.jpg
Rejser

3 danske oaser ifølge Camilla Ottesen

21. august 2009
af Lotte Dalgaard
Foto: Bjørn Jakobsen
Camilla Ottesen har netop skiftet DR ud med TV3 og er blevet vært på en ny omgang af ”Fangerne på fortet” sammen med Peter Schmeichel. I SØNDAG uge 35 fortæller Camilla Ottesen bl.a. om at sejle det halve af jorden rundt som barn og om at have fundet kærligheden og stadig have drømme.

Privat bor hun på et af sine tre yndlingssteder i Danmark, de to andre besøger hun ofte. Her på soendag.dk fortæller hun om sine tre danske yndlingsområder, og hvorfor de betyder noget særligt for hende.

Amager Strandvej

- Amager Strandvej ved Amager Strandpark er det tætteste, vi kommer på South Beach i Californien her hjemme. Her er boder, som sælger frugtjuice, is og sandwiches, her kommer dj's, og vi putter børnene i klapvogn og går ud og hører musik. Det er her, vi har valgt at bo, for området har alt, synes jeg, og så er der ikke ret langt ind til Københavns Centrum.

Skagen

- Vi har været i Gammel Skagen mange gange og holde ferie. Vi tager en tur ud på Grenen og kører i Sandormen, min søn elsker at køre traktor, og vi får lov til at sidde i førerhuset hver gang. Vi er der altid uden for sæsonen, så der er lidt mere tid og ro. Vi går på naturlegeplads, spiser fiskefrikadeller på havnen og is ved Solnedgangskiosken. Børn elsker gentagelser, og det gør vi voksne også, især når de er gode.

Dronningmølle

- Min søster og hendes mand har et sommerhus i Dronningmølle. Der blev vi også gift, Anders og jeg, i et stort telt. Det er fantastisk at gå ture i Rusland ved Rudolph Tegners Museum hele året. Området Rusland ved Dronningmølle er delvist fredet og udgør cirka 260 ha. Vi holder jul i Dronningmølle hele familien, og børnene elsker også at komme der. Når man ved, alle i familien har det godt, er det dejligt.

Læs også