Kultur

Natasha Al-Hariri: Tal med dit barn om racisme

"Der er et behov for, at alle siger fra, også hvide, som udviser solidaritet nu." Kampen mod racisme har endnu engang fået fornyet fokus. Ifølge Natasha Al-Hariri kommer vi kun racismen til livs ved at stå sammen og tale sammen på tværs af hudfarve – især med vores børn.

I disse dage er de sociale medier gået i sort.

På medier som Instagram og Twitter poster folk sorte firkanter sammen med hashtagget #blackouttuesday. For at støtte op om Black Lives Matter-bevægelsen.

En af dem er Natasha Al-Hariri, der aktivt kæmper mod racisme. Til daglig er hun direktør i Dansk Flygtningehjælp Ungdom, DFUNK.

Hun mener ikke, man kan andet end at gå aktivt ind i debatten, for ifølge hende er det ”ikke længere nok ikke at være racist”. Det er tid til at gøre noget.

– Det kommer til at gøre ondt og kræve svære samtaler med venner, familie og børn. Det er ikke nemt, men det er så vigtigt, siger hun.

Black lives matter

Debatten om strukturel racisme er blusset gevaldigt op i løbet af den seneste uge på grund af den sorte amerikaner George Floyds død. Han blev udsat for en brutal anholdelse af en politibetjent, der pressede sit knæ mod Floyds hals i mere end otte minutter. Det resulterede efterfølgende i hans død.

Hele anholdelsen blev optaget på video, og den har udløst store protester i USA og i hele verden.

– Det er en hæslig anledning til at tale om det her, men det er nødvendigt med sådan en anledning. Det er ikke rart at snakke om – hverken for dig, for mig, eller for dem, der er i risikozonen for at blive udsat for racisme, siger Natasha Al-Hariri.

På hendes Instagramprofil bliver man mødt af ordene: "Black Lives Matter. Stilhed er ikke en mulighed". I opslaget skriver hun blandt andet, at ”alle, der tier nu mod strukturel racisme, er medvirkende til at den fortsætter med at eksistere”.

At racismen er strukturel, betyder ifølge Natasha Al-Hariri, at den er er dybt indlejret i de systemer, vi alle sammen færdes i hver dag.

– Racismen ligger på en solid historisk bund af undertrykkelse af sorte og brune mennesker. Den kommer til udtryk på en underliggende måde mange steder, i uddannelsessystemet, på jobmarkedet, og når man går på gaden. Ikke nødvendigvis direkte, men pakket ind i lovgivninger eller i måder, vi altid har gjort tingene på.

Mit barn vil være "hudfarvet"

Debatten er også personlig for Natasha Al-Hariri, for både hun og hendes familie møder racisme i Danmark.

– Mine brødre har oplevet at blive stoppet og visiteret på grund af deres hudfarve, og min ældste søn stiller spørgsmålstegn til, hvorfor han er brun. Han har allerede negative følelser omkring det.

Det gik især op for Natasha Al-Hariri, at man skal tale med sit barn om hudfarver, da hendes søn for et par år siden, 4-5 år gammel, havde været udenfor og fået sol.

Da han kom ind, roste hun hans flotte solbrændte hud. Han trak hånden til sig og sagde, at han ikke ville være brun – han ville være hudfarvet. Da hun spurgte, hvad han mente, fandt han den hvide farveblyant frem fra farveæsken.

– Det er heartbreaking, når ens søn føler sådan. Det fik mig til at tænke over, hvordan vores hjem er indrettet, hvilken litteratur, vi læser for ham, og hvordan vi snakker om hudfarve herhjemme. Det er rigtig svært at tage den snak, men det er vigtigt, både at tage den med min søn, men også med børn med hvid hudfarve. Man kan gentænke den måde, man taler om hudfarve på. Vi prøver at tale hans hudfarve op, men uden at tale andres ned – prøver at gøre ham bevidst på en stolt måde. Vi har smidt de ”hudfarvede” plastre ud. Man kan købe legetøj med forskellige hudfarver. Der er også masser af dygtige forfattere, der skriver børnebøger om det.

Hun anbefaler bogen ”Nour og Noras første dag i børnehave” af Camilla Kaj Paulsen, som går ind i dialogen og har en medfølgende vejledning til forældrene.

Ingen står alene

Det er ikke første gang, vi som samfund taler om racisme. Men denne gang er stemningen anderledes. Natasha Al-Hariri oplever, at det er blevet mere mainstream at skrive ”Black lives matter” end for fem år siden.

– Flere og flere, som ikke selv oplever racisme på egen krop eller i egen omgangskreds, tager stilling til at gøre op med den. Det er virkelig positivt. Jeg bliver rigtig glad, når mit opslag bliver delt vidt og bredt på alle mulige profiler – både strikkeprofiler og madprofiler. Profiler, som ikke nødvendigvis beskæftiger sig med den debat til daglig. Samtidig er der også flere sorte og brune, som jo mere, vi taler om racisme som samfund, tænker mere over, at de oplever det. Før har de måske haft et behov for at beskytte sig selv for ikke at blive udsat for racisme, men nu er man mere bevidst.

De amerikanske tilstande er ifølge Natasha Al-Hariri usammenlignelige med de danske. Men det betyder ikke, at der ikke eksisterer racisme i Danmark.

– Ideen om, at det kun foregår i USA, den er ikke sand. Den er så indgroet i både Danmark og i USA, hvor majoriteten er hvide. Vi må adressere det alle steder, vi kommer. Der er tydelige situationer i Danmark, hvor der bliver råbt af sorte og brune mennesker på gaden. Der er også en undersøgelse fra politiet, der viser, at mørke mennesker i højere grad bliver stoppet og visiteret af politiet. Det skal vi italesætte.

En hændelse som videooptagelsen fra USA gør emnet relaterbart, og det er ifølge hende derfor, at vi nu siger fra.

– Der er et behov for, at alle siger fra, også hvide, som udviser solidaritet nu. Vi har snakket en del om identitetspolitik, om hvide privilegier og om ikke at leve i risikozonen for racisme dagligt. Som hvid har man en stemme, som kan skære igennem og tale fra et neutralt sted. Men i virkeligheden er vi nået til et punkt, hvor ingen kan være neutrale, og det er slemt. Vi kan kun forandre det her, hvis alle er med. Det er så vigtigt, at mennesker, som ikke er direkte påvirket, stiller sig op og siger, ”vi har jeres ryg” – og viser, at ingen står alene.

Skam fører ingen vegne 

Natasha Al-Hariri bliver glad, når store sociale medie-profiler med hvid hud deler budskabet. Det har taget hende tid at indse, at hun kan kræve, at folk omkring hende tager afstand til racisme.

– Jeg bliver glad, når hvide profiler deler ”Black Lives Matter”. Men samtidig har jeg det også sådan: Det er fandeme det mindste! Det, at de platforme, som ikke normalt beskæftiger sig med det, poster det, er med til at aftabuisere emnet. Husk at lytte til andre og reflektere over din egen position i det her. Tænk over din egen opfattelse – hvorfor tænker jeg på denne måde, når jeg ser en sort mand komme gående – og stoppe den der.

Man skal ikke tale anderledes om emnet, bare fordi man er hvid og privilegeret, mener Natasha Al-Hariri. Man skal turde stille spørgsmål – men man kan godt tænke over, hvordan man spørger.

– Jeg er meget sensitiv omkring den holdning, at hvide mennesker skal skamme sig. Skam kommer vi ingen vegne med. Vrede kan man bruge aktivt til noget. Men det er vigtigt at være bevidst om, hvilken intention man har med at stille spørgsmål. Er det for at blive en klogere allieret, eller er det for at sætte spørgsmålstegn ved kampen mod antiracisme? Det første er positivt.

Hvis man gerne vil bidrage til kampen, er det vigtigt at kigge indad, mener hun.

– Man kan læse bøger, der er skrevet af sorte og brune mennesker. Og så kan man læse om den historiske kontekst. Rent historisk er vi jo en slavehandlende nation, men det bliver sommetider glemt. Hvis man kender sin egen historie, kan man tage udgangspunkt i den. Man kan godt tillade sig at stille krav til både sin omgangskreds, men også til sit pensum på universitetet og sine undervisere.

For Natasha Al-Hariri er målet klart.

– Vi skal derhen, hvor alle liv er lige meget værd, og racismen ikke findes. En idealistisk, men simpel målsætning. Det er der, kampen slutter. Og jeg er optimistisk.

Læs mere om: