Kultur

Mary Consolata Namagambe: "Jeg følte i lang tid, at jeg stod meget alene om at sige noget"

Mary Consolata Namagambe var medstifter af Black Lives Matter-bevægelsen i Danmark tilbage i 2016. Siden har hun som debattør, jurist og aktivist bragt racismedebatten tæt på en dansk virkelighed ved at tage et opgør med særligt danske begreber som “hyggeracisme”.

Forestil dig følgende:

1. En 11-årig pige er til pyjamasparty med sine veninder. De hygger sig, synger med på ”Hits for Kids”, spiser pizza. På et tidspunkt vil de lege med makeup. Pigen har ingen makeuppung med. Det er lige omkring årtusindskiftet, og der findes endnu ikke makeup til hendes sorte hud ovre i centeret.

De andre piger er søde. De har altid haft et godt sammenhold i klassen.

Alle får hvid pudder og blå glimmerøjenskygge på, men da pigen ser sig i spejlet, ser hun forfærdelig ud. Hun ligner langt fra sit store idol, Céline Dion. Hun forstår, at hun er så langt fra skønhedsidealet, at der ikke engang findes en pudder i hendes hudtone.

2. Pigen kører i S-tog med sin familie. De taler luganda. Det sprog, de har med sig fra deres fødeland, Uganda. De taler altid luganda i familien, så børnene ikke glemmer det. I skolen og uden for familien taler de dansk.

En mand rejser sig og råber til dem: ”Så snak dog dansk! Fatter I ikke, at I er i Danmark, eller hvad?” Pigen føler skammen vælde op i sig. Fra den dag beslutter hun aldrig mere at tale luganda. Ikke nogen steder. Ikke til nogen som helst. Hun vil være dansk, koste hvad det vil.

– De to episoder ændrede mit syn på mig selv. I Uganda kategoriserede jeg aldrig mig selv som sort. Først da jeg landede i Kastrup, opdagede jeg, at jeg var sort og anderledes. Men det var ikke negativt. Mine klassekammerater syntes, at det var spændende. De ville røre min afro og mine fletninger. Men retorikken ændrede sig i løbet af den tid, jeg voksede op, fortæller Mary Consolata Namagambe.

MØD ÅRETS KVINDER 2020 I FEMINAS STORE GULDNUMMER

2020 bliver uden tvivl et år, vi alle vil huske. Hvor andre år godt kan flyde sammen, var 2020 et år, hvor både Danmark og verden blev voldsomt påvirket af coronavirussen og formentlig vil være det længe.

Tusindvis af kvinder har gjort en indsats på utrolig mange måder – holdt butikkerne åbne, helbredt og passet de syge og sårbare på plejehjem og hospitaler, undervist på distancen, forsket og analyseret smittespredning, virus og meget mere. Det præger også dele af dette års guldnummer. Men heldigvis har 2020 også budt på andre bemærkelsesværdige indsatser, bedrifter og inspirationer. Derfor hylder vi, som vi plejer, kloge kvinder. Kvinder, der bryder tabuer. Kvinder, der tager initiativ til fællesskaber. Og kvinder, der gør indtryk med deres udtryk.

Mary er 31 år. Hun er cand.jur. og aktivist. I 2016 var hun med til at afholde den første Black Lives Matter-demonstration i Danmark som reaktion på skuddrabet på Alton Sterling i Baton Rouge i USA.

Hun er grundlægger og CEO i den socialøkonomiske virksomhed She for She, der blandt andet uddeler gratis menstruationsbind til piger i Uganda, så de kan passe deres skole.

Hun er kendt som debattør i den hjemlige racismedebat, og hendes navn blev ikke mindst slået fast, da P3-programmet ”LOL”, der lagde æter til racistiske, sexistiske og homofobiske jokes i 2017 måtte lukke som følge af hendes kritik.

Hendes Instagram-profil har over 25.000 følgere og fungerer som platform for både hendes egne og andre minoritetsdanskeres vidnesbyrd og indspark i racismedebatten — ikke mindst i løbet af det forgangne år, hvor Black Lives Matter og racisme har været på dagsordenen.

At give tilbage

Mary Consolata Namagambe har ikke selv en forklaring på, hvor viljen til at gå forrest i kampen for forandring stammer fra. Det ligger til hende at være den, der giver det videre, hun selv har fået med sig.

Hendes første projekt, Mælkebøttehuset, et frivilligt projekt i Hundige, hvor unge med minoritetsbaggrund kunne få lektiehjælp, startede hun lige efter studentereksamen.

– Jeg har lavet så mange af de ting, jeg har gjort, fordi jeg har tænkt, hvis du kan, Mary, hvorfor så lade være? Jeg havde selv været det barn, der ikke kunne gå hjem og få hjælp til en stil hos mine forældre. Jeg var blevet meget bevidst om, at jeg som minoritet ikke havde samme privilegier som danske børn. 

MARY CONSOLATA NAMAGAMBE

31 år, født i Uganda og opvokset i Vallensbæk

Cand.jur, foredragsholder, aktivist, CEO og grundlægger af She for She

Har instagram-kontoen @maryconsolatanamagambe med over 25.000 følgere, der fungerer som platform for vidnesbyrd om racisme.

Da Mary startede på jurastudiet på Københavns Universitet, modtog hun beskeder fra andre unge danskere med minoritetsbaggrund. Det blev starten på UVU, Udlændinge vejleder udlændinge.

– Der var flere, der spurgte mig: ”Hey Mary, er der kun hvide mennesker på jura? Skal man have en Louis Vuitton-taske?” Der er så mange ting, der afholder os fra at gøre noget, fordi vi ikke føler, at vi kan sidde med omkring bordet. Mange er den første i deres omgangskreds, der vil læse videre på en uddannelse. Så jeg følte, at jeg havde en forpligtelse til at hjælpe.

Men du kunne jo også have ladet være? Det ville vel have været 1.000 gange nemmere for dig bare at fokusere på dit eget studie, nu hvor du var kommet ind?

– Ja, det ville det selvfølgelig. Men det har altid været vigtigt for mig at bruge min stemme og mine privilegier. Jeg har selv haft det privilegium at møde mennesker på min vej, der har hjulpet mig. Min klasselærer i folkeskolen blev min støttende hånd, en person, der troede på mig. Da jeg ikke kom ind på jura i første forsøg, var der også én, der rakte en hånd ud og tog mig med til vejledere og fortalte mig, hvordan jeg kunne søge igen i kvote 2.

- Når jeg har modtaget så meget fra andre, hvordan kan jeg så ikke give det videre? Det ville jo være helt galt, hvis jeg ikke gav det videre.

ÅRETS FRONTKÆMPER I FEMINAS GULDNUMMER

2020 har stået i antiracismens tegn. Black Lives Matter-demonstrationer har fyldt gaderne den vestlige verden over. Mary Consolata Namagambe var medstifter af Black Lives Matter-bevægelsen i Danmark tilbage i 2016, og siden har hun som debattør, jurist og aktivist italesat racisme herhjemme, bl.a. i radioprogrammet ”Mary og de gamle hvide mænd”. Hun har bragt racismedebatten tæt på en dansk virkelighed ved at tage et opgør med særligt danske begreber som “hyggeracisme”, og senest har hun brugt sin platform på Instagram til at dele forskellige danskere med minoritets-baggrunds historier om racisme. 

Den stille racisme

Diskriminationen og racismen var der altid, mener Mary Consolata Namagambe. Den opstod ikke i foråret 2020, da resten af verden fik øje på den og gik på gaden i store demonstrationer for at sige fra over for en sort mands død i USA og opponere mod den strukturelle racisme i samfundet.

Den har været der hver dag for generation efter generation. Men hendes forældres generation talte sjældent højt om deres oplevelser. De var optagede af at skabe sig et nyt liv i et fremmed land.

I 2013 valgte Mary at bryde tavsheden. Hun skrev kronikken ”Den stille racisme i Danmark”, der blev trykt i Berlingske. Her sagde hun for første gang offentligt fra over for brugen af ordet ”neger”.

– Det var en af de første artikler derude, der beskrev, hvordan det er at være en person som mig. Jeg kan huske, hvordan det var at gå ned og købe avisen og se det, jeg havde skrevet. Det fyldte en hel side. Det gav mig blod på tanden. Jeg følte, at min stemme vægtede noget.

Hun tilføjer:

– Det var også, før Facebook var det, det er i dag.

Shitstormen

”Hej Mary, har du en kommentar til det her program?” Det er en morgen i 2017. Mary er lige stået op. Det er en journalist fra BT, der ringer. Programmet, hun gerne vil have en kommentar til, er P3’s ”LOL”, hvor lytterne kan ringe ind med ucensurerede jokes.

LÆS OGSÅ: Natasha Al-Hariri: Tal med dit barn om racisme

Mary skynder sig at høre programmet. Der bliver fortalt jokes som: ”Hvad er ligheden mellem en neger og en motorsav? De arbejder begge bedst med en kæde på.”

– Jeg tænkte: Betaler jeg licens til det her?

Næste dag skrev hun en update på Facebook, der i lidt længere vendinger stillede det samme spørgsmål. Hendes update gik viralt. Få timer senere meldte DR ud, at programmet ”LOL” blev taget af sendefladen.

– Jeg havde aldrig forventet, at programmet blev lukket ned. For vi bliver aldrig hørt. Aldrig. Vi bliver altid stoppet med argumenter om ytringsfrihed og dansk humor — som om jeg ikke er dansker og ikke kan sige, hvad jeg synes er dansk humor? Men så kom den vildeste shitstorm. Jeg tænkte: Er jeg en offentlig person nu? Kan folk bare ringe og skrive til mig, at de vil hænge mig eller voldtage mig? Eller skrive racistiske eller krænkende ting på min Facebook? Eller skubbe til mig på gaden? For det gjorde de.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

– Jeg havde selvfølgelig oplevet kritik før, men her følte folk, at jeg tog noget fra dem. Men jeg tænkte: Det er også mit land det her. Jeg har også gået i skole her. Jeg betaler også skat. Jeg elsker dansk sommer og at cykle ned ad Nørrebrogade, men når det kommer til at være til, må jeg så ikke sige noget?

– Den tanke, der blev ved med at køre i mig, var: Det er jo det, jeg har lært i det her land. At have en holdning og sige fra. Hvis der er noget, vi er gode til i Danmark, så er det at brokke os. Om det så er over vejret. Men fordi jeg har mere melanin i huden, er der så en grænse for, hvor meget jeg må sige fra og brokke mig? 

Marys råd til at være en god ally (hvide, der støtter kampen mod racisme)

1. Anerkend, at du ikke er farveblind.

2. Anerkend, at der er forskel på mennesker og den måde, vi behandles på i samfundet.

3. Anerkend dine egne privilegier i forhold til andre grupper.

4. LYT (og lad være med som det første at spørge: ”Er du sikker på, at det var racisme, du har oplevet?”, når en brun eller sort person fortæller om sine oplevelser med racisme).

5. Lav dit hjemmearbejde, følg folk på Instagram, der kan oplyse dig, og brug Google.

6. Grib ind, når du oplever racisme i hverdagen — også hvis det er din fulde onkel Børge til familiefesten, der fortæller upassende jokes.

7. Kom med forslag til forandring. Det behøver ikke altid være den brune mor i børnehaven, der foreslår, at der kommer brune dukker i dukkehjørnet.

Mary og Arbejds-Mary

Presset på Mary blev så hårdt, at en psykolog meldte sig med et tilbud om gratis hjælp. Det blev en redningsplanke. Hos psykologen åbnede sig et rum, hvor hun kunne lade paraderne falde, græde og være bange.

– Der eksisterer desværre den her forestilling om ”den stærke sorte kvinde”, der kan tage det hele. Men den er giftig, for ingen kan jo holde til alt. Jeg troede, jeg kunne, men det kunne jeg ikke. Nu er jeg meget mindre på Facebook. Før kunne jeg bruge en hel søndag på at svare folk. I den tid kunne jeg også have læst en bog, været til yoga eller sammen med ham, jeg dater.

LÆS OGSÅ: Ti bøger, serier og podcasts - så du bedre kan forstå kampen mod racisme

- Jeg har lært at dele mig selv op i Arbejds-Mary og Mary. Jeg behøver ikke svare alle. Jeg kan godt tillade mig at slette en besked. Den person, der er nedladende over for dig på Facebook, kommer alligevel aldrig til at give dig den halve time af dit liv tilbage.

 – Jeg skulle lære at styre mit ego. Det var mit ego, der blev trigget, hver gang en eller anden skrev nedladende til mig. Jeg var nødt til at forstå, hvad egoet betød i mit aktivistiske arbejde, og hvor meget eller hvor lidt jeg skulle have det med mig.

Er det også derfor, du har åbnet din instagram-konto op, så andre kan dele deres vidnesbyrd fra din platform?

– Ja, det er vigtigt med nye stemmer, for jeg følte i lang tid, at jeg stod meget alene om at sige noget, og jeg har nok en tendens til at skrive om og kæmpe mod racisme på den samme måde hele tiden, og hvis man gør det, får man hele tiden de samme resultater.

Black Lives Matter

I foråret 2020 eksploderede koret af stemmer og vidnesbyrd nærmest fra den ene dag til den anden. Den sorte amerikaner George Floyd var blevet dræbt af en politimand under en anholdelse, og de amerikanske storbyer blev overtaget af store demonstrationer for Black Lives Matter.

LÆS OGSÅ: "Det er et vildt og historisk øjeblik at være vidne til. Brutalt og smukt på én og samme tid"

Også i Danmark gav demonstrationerne genlyd, og der åbnede sig et rum for selvransagelse. Mange, der ikke tidligere havde talt om racisme, meldte sig nu i koret af kritikere.

Hvad betød det for dig at se Black Lives Matter få så meget opmærksomhed?

– Hver dag er der en ny sort mand, der bliver dræbt, og det minder mig om, at mit liv ikke bliver værdsat. Det er et traume. Der bliver helt stille inde i mig, når jeg ser det. Jeg er selv stoppet med at se de videoer, der bliver delt, for jeg ønsker ikke, at sorte døde kroppe skal blive en normalitet for mig. Heller ikke at vold mod sorte mennesker bliver noget, jeg spiser min morgenmad eller går i seng til. Jeg googlede Utøya-massakren, og jeg fandt ikke et eneste billede af døde hvide kroppe. Mens døde sorte kroppe flyder rundt på nettet.

– Jeg trak også vejret dybt, for jeg følte, at noget blev løftet fra mine skuldre. Nu var der flere stemmer, og forhåbentlig vil det betyde, at der er nogen, der tror på os. Men jeg kan også spørge mig selv: Hvorfor har vi ikke hørt de her historier før? Hvorfor skulle det tage så mange år, før det kom på dagsordenen, hvordan det er at være minoritetsdansker.

I vores helt egen verden har det blandt andet betydet, at der kom flere sorte modeller på forsiden af bladene. Gør det en forskel?

– Ja, men jeg spørger mig selv: Er det fordi sorthed nu er kommet på mode? Når den forside forsvinder i næste måned, er vi så stadig med? Er vi repræsenteret på redaktionerne? Og kan vi være med som mennesker, uden at det skal handle om vores kamp? Jeg vil også gerne spørges om forårsmoden 2021. Jeg kan også være forelsket. Jeg kan også godt lide sund mad. Jeg så gerne, at vi blev menneskeliggjort på den måde.

- At jeg kan slå op i et blad og se en sort kvinde fortælle om, hvordan det er at være forelsket, blive mor for første gang eller gå igennem en skilsmisse. For vi gennemgår de samme processer som hvide mennesker, og det skal ikke altid handle om, at sortheden er politisk.

Men kan vi ikke bruge det her øjeblik som et momentum for en større forandring?

– Jo, men vi er nødt til at kæmpe anderledes. Det var godt, at der kom alle de vidnesbyrd, for der var mange, der følte, at de blev hørt for første gang. Men nu har vi brug for en handlingsplan. For os, der har vidnesbyrdene, har ikke magten. Jeg har ikke magten til at sørge for, at man har en racismepolitik på skolerne, ligesom man har en mobbepolitik.

- Det samme med arbejdspladserne. Kan jeg få kompensation, hvis jeg som minoritet oplever racisme på min arbejdsplads på samme måde som man kan ved sexchikane? Hvad hvis min chef kalder mig ”neger”? Kan jeg brokke mig over det? Og til hvem?

– Der er andre mennesker, der har den magt, og som kan kæmpe på andre måder end os selv. Derfor har vi også brug for allies (udtryk for allierede i kampen). Tænk, hvis det var mænd, der stod i front i kampen for ligeløn. Så ville der nok ske noget hurtigere. Tænk hvis majoritetsdanskere stod i spidsen for kampen mod racisme? Ligesom vi ikke længere kan fornægte klimaforandringerne, kan vi heller ikke længere fornægte, at der er racisme i Danmark. 

Læs mere om: