Kultur

Kvindemuseet overvejer at skifte navn. Og det vækker store følelser

Folkene bag Kvindemuseet i Aarhus overvejer at skifte navnet, så det passer med museets bredere fokus på køn, ligestilling og mangfoldighed. Men flere frygter, at en ændring vil reducere kvindernes kampe. Nu er der startet en underskriftsindsamling imod navneskiftet.

Skal Kvindemuseet beholde sit navn, eller er det på tide at ændre det til noget mere tidssvarende?

Det er det centrale spørgsmål, som er blevet rejst, efter museet i sidste uge udsendte en pressemeddelelse om, at de undersøger mulighederne for en navneændring.

Og den udmelding har fået følelserne i kog hos en række personer.

Begrundelsen for ændringen er, at det nuværende navn signalerer, at museet udelukkende handler om kvinder. Men det gør det faktisk ikke. I 2016 skiftede Kvindemuseet sit lovmæssige ansvarsområde fra kvinders liv og historie til et bredere fokus på køn, ligestilling og mangfoldighed.

 – Og det er jo nok i virkeligheden dét, folk reagerer på. For det var ikke en stor historie for fire år siden. Men når vi undersøger navnet nu, handler det om, at der skal være overensstemmelse mellem det, man gør, og det, man siger, man gør, siger Julie Rokkjær Birch, der er direktør for Kvindemuseet.

Står stolt på arven

Siden museet indviede befolkningen i navneovervejelserne, har der været gang i debatten på Facebook.

"Hvis I ikke ændrer fokus, hvorfor fjerner I så ordet kvinde fra jeres navn? Er kvinde virkelig så grimt et ord, at I ikke kan bruge det i jeres navn?" skriver en af brugerne på Kvindemuseets Facebook-side.

Og nu har en gruppe kvinder taget skridtet videre og startet en underskriftsindsamling for at gøre opmærksom på Kvindemuseets betydning for ja: kvinderne. De mener, at det vil være ”historieløst” at ændre navnet.

 – Vi er ti feminister, der er gået sammen om underskriftsindsamlingen, fordi vi blev meget overraskede over, at Kvindemuseet pludselig ville skifte navn. Det undrer mig, fordi det er et museum for kvinder af kvinder, der handler om kvinders kampe. Og nu risikerer vi, at kvinderne kommer til at stå i et hjørne af en udstilling, siger Jeanne Toxværd, der har været med til at formulere underskriftsindsamlingen.

Kvindemuseet ligger Aarhus’ tidligere rådhus, der blev bygget i 1857. Under Anden Verdenskrig blev bygningen brugt som politistation med tilhørende arrest, og i 1984 rykkede kvinderne ind og etablerede et kvindemuseum.

Julie Rokkjær Birch er uddannet cand.mag. i nordisk sprog og litteratur og kunsthistorie.  I 2014 blev hun museumsinspektør på Kvindemuseet i Aarhus, hvor hun siden 2019 har været museumsdirektør. Hun har tidligere været museumsinspektør på Skovgaard Museet i Viborg og Skagens Museum.

Jeanne Toxværd er uddannet cand.pæd. og har siden 2014 siddet i kommunalbestyrelsen i Gentofte Kommune for Enhedslisten.

Julie Rokkjær Birch forstår godt bekymringen, men det er vigtigt for hende at understrege, at der ikke er noget, der ryger ud med badevandet.

 – Vi står stolt på vores arv og bygger hele tiden oven på den. Vi formidler stadig kvinders bevægelser gennem tiden, og da vi udvidede museets fokusområde til køn i en bredere forstand i 2016, var det, fordi tiden var moden til det.

Hun mener, at kønsdebatten i dag giver behov for at afdække flere perspektiver på ligestilling end kvindekønnet.

LÆS OGSÅ: Fra feminine husmødre til handlekraftige kvinder: Så meget har Disneyprinsesserne ændret sig

 – Det handler om, hvad køn betyder — for den enkelte og i samfundet. Engang hed det ”kvindeforskning” på universiteterne, men i dag hedder det ”kønsforskning”, fordi man ser på relationer og magthierarkier kønnene imellem. I 70’erne var der et stort behov for at sætte synlighed på kvindehistorien, men i dag giver det også mening at snakke om, hvad der sker i for eksempel maskulinitetskulturen, hvis vi vil have ligestilling, siger Julie Rokkjær Birch.

Flere feminismer

Den transformation, som navnediskussionen bliver et konkret eksempel på, kan også ses som et symbol på et generelt skifte i feminismen, som er blevet mere inkluderende, mener museumsdirektøren.

 – Vi går fra en måde at adressere ligestillingskampen til en anden. Og jeg kan godt forstå de følelser og de bekymringer, der er forbundet hermed.

For at skitsere det lidt groft, kan man sige, at der findes en fløj af ”nye feminister”, der mener, at kønsdebatten skal være mere inkluderende, og at det at skabe dialog og udbrede viden om køn og magthierarkier er feminismens grundkerne.

På den anden side er der de feminister, der er bekymrede for, at vi kommer til at glemme de kampe, de og deres mødre kæmpede.

– Jeg synes, debatten om køn og ligestilling er enormt vigtig, og jeg mener godt, man kan lave udstillinger på museet, der handler om andet end kvindekamp. Men navnet er jo helt unikt, og det inviterer til, at man kan gå ind og lære noget om kvindeliv og se, at vores døtre har et helt andet liv i dag, end vi og vores mormødre havde, siger underskriftsindsamler Jeanne Toxværd.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Feministfløjene er ikke uenige om, at ligestilling er idealet. Det er fokus, der forvirrer.

– Jeg synes faktisk, Kvindemuseet skal være enormt glade for, at vi tager debatten. For gider vi komme der, hvis kvinderne ikke er i fokus?

Jeanne Toxværd er selv afklaret.

 – Jeg tror bestemt, der kommer færre besøgende, hvis de for eksempel kalder det ”Kønsmuseet”. I øjeblikket fornemmer jeg en fremmedgørelse af kvinder, og det er farligt. For så skal mine børnebørn til at kæmpe nogle kampe, som vi har kæmpet én gang for at få deres rettigheder tilbage, siger hun.

Kussomat og rødstrømper

I dag skildrer museet kønnenes kulturhistorie i alt fra kampen for stemmeret over rødstrømpernes kampe i 60’erne og 70’erne til seksualundervisning op gennem tiden. Man kan også se den berømte kussomat, hvor kvinder kan få taget billeder af deres vagina, en penisforlænger, og man kan blive klogere på, hvad det vil sige at være transkønnet, samt hvorfor nogle børn leger med biler og andre med dukker.

Udstillingerne spænder allerede over en bred kam, og Julie Rokkjær Birch forsikrer, at et eventuelt navneskifte ikke vil flytte ved indholdet.

– At ændre navnet handler helt basalt om kommunikation, siger hun.

Men det bekymrer alligevel Jeanne Toxværd og de andre underskrivere.

– Vi bliver jo ikke klogere på kvinder ved at reducere dem til en udstillingsplanche i et hjørne, siger hun.

– Hvorfor kan vi ikke have et kvindemuseum, som der er nogle kvinder, der har kæmpet en kamp for at få? Kvinders historie bliver ikke fortalt andre steder. Men det gør den her. Vi skal ikke opgive kvinder. Kvinder er vigtige og udgør halvdelen af jordens befolkning, siger hun.

Fuldblodsfeminist

At kvinder er vigtige, er Julie Rokkjær Birch enig i. Hun kalder sig selv ”fuldblodsfeminist” og understreger flere gange, at det ikke handler om at reducere kvinder, men om at stå på skuldrene af en kvindekamp, der har givet frihed og plads til at inkludere flere i samtalen om køn.

– Det er jo på grund af kvindekampens sejre, at vi har fået øjnene op for, at køn kan undertrykkes i det hele taget. Det giver mening, at et museum som vores bygger videre på det grundlag og bliver ved med at følge med tiden. Det er faktisk et helt grundlæggende vilkår for alle museer at bringe historien ind i den samtid, vi er en del af. Og historien er jo ikke slut. Der er stadig meget at arbejde og kæmpe for — senest understreget af Sofie Linde-sagen og behovet for at se nærmere på macho-kulturen.

LÆS OGSÅ: Hvorfor tager mænd ikke p-piller?

Julie Rokkjær Birch går ind for en definition af feminisme, hvor det handler om at se på, hvornår køn er en begrænsning.

– Det er enormt vigtigt at få alle med i den snak, for ligestilling er ikke kun en kvindesag. Hvis vi skal rykke noget, skal vi rykke sammen. Alle skal være med til at kæmpe for kvinderne, ligesom alle skal være med til at kæmpe for de transkønnede og for de mænd, der også har problemer og oplever stigmatisering på grund af deres køn.

Jeanne Toxværd anerkender, at det er vigtigt at være inkluderende over for alle køn. 

– Men der er intet feministisk forbundet med at ændre Kvindemuseets navn. Museet kan sagtens bære at lave udstillinger og forskning i kønsidentitet sideløbende med udstillinger om kvinders virkelighed og stadig hedde Kvindemuseet.

Læs mere om: