Kendte

Wozniacki overrasker: Det skal hun nu

Lige siden Caroline Wozniacki spillede sin allersidste professionelle tenniskamp, har rygterne svirret, for hvad hun så ville kaste sig over. Nu løfter hun sløret for sit første projekt, og det er noget overraskende.

Tennisketsjeren er knap blevet lagt på hylden, før Caroline Wozniacki kaster sig over en helt ny rolle. Nemlig som TV-stjerne. Den 29-årige tennisstjerne skal sammen med sin far – og mangeårige træner – mor, bror, ægtemand og svigermor medvirke i et nyt tv-program, hvor de skal bestige et af verdens mest berømte bjerge.

Familien Wozniackis nye eventyr 

- Først og fremmest synes jeg, det er rigtig fedt, at vi kan gøre det her som familie. Patrik, David, min mor og far og Davids mor er med. Det betyder, at vi sammen får en oplevelse for livet. Jeg tror, at jeg kommer til at lære mig selv meget bedre at kende, og jeg er overbevist om, at det samme gælder resten af familien. Jeg tror også, at vi alle kommer til at lære mere om hinanden i de her tre uger, siger Caroline Wozniacki til Discovery Networks Danmark.

Serien er i øjeblikket ved at blive optaget til Kanal 5 og streamingtjenesten Dplay, hvor familien i otte nye programmer skal tillære sig teknikker, der skal gøre dem i stand til i fællesskab at bestige det verdenskendte bjerg, der indtil videre holdes hemmeligt. Forud for bestigningen skal familien møde et team af eksperter, som skal hjælpe dem med at bevæge sig op i højderne.

LÆS OGSÅ: Caroline Wozniacki stopper karrieren

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Specialtræning skal hjælpe dem med at klare den særlige udfordring

Blandt eksterperne er den hollandske kuldeguru Wim Hof, der i flere årtier har arbejdet med at udvikle teknikker til at gøre kroppen mere robust over for fysisk og psykisk stress – blandt andet ved at udsætte kroppen for kulde. 

- Danskerne og resten af verden har fulgt både Caroline Wozniacki og David Lee på sidelinjen af deres fantastiske sportskarrierer. Nu har de givet os lov til at komme med på det næste eventyr, som de begiver sig ud på med hele familien. Her kommer de til at vise helt nye sider af sig selv og måske gøre os alle sammen klogere på, hvad det kræver at være en verdensetter, siger programdirektør hos Discovery Networks Danmark Pil Gundelach Brandstrup.

Tv-programmet vil blive sendt senere på året på Kanal 5 og Dplay.

LÆS OGSÅ: Din guide til de bedste podcasts