Kendte

Tv-vært Mikkel Fønsskov: "Det bliver meget let bærende for ens identitet, at man er homo"

TV-vært Mikkel Fønsskov gik et utal af omveje, før han fandt ro i sig selv. I mange år rejste han verden rundt på evig flugt fra den sætning, han ikke turde sige til sit eget spejlbillede: ”Jeg er til fyre”.

32-årige Mikkel Fønsskov er kendt som den charmerende, drengede vært på Aftenshowet med det store tandsmil. Men hvad de færreste ved er, at han i mange år har kæmpet en kamp med sig selv for at erkende, at han er til mænd.

- Dengang troede jeg, det var en fase, jeg skulle igennem. Jeg forestillede mig stadig, at jeg en dag ville blive gift med en kvinde og få en almindelig familie, siger han.

Erkendelsen

Mikkel Fønsskovs historie begyndte i Svendborg i 80’erne. Hans far var bilforhandler og moren fuldmægtig på kommunen, og det hele kunne næsten ikke blive mere repræsentativt for kernefamiliedanmark. Men midt i volleyballturneringerne, danskstilene og skænderierne med de to søstre, voksede en fornemmelse af at være anderledes frem i den lange krop. Han kunne ikke definere følelsen og skubbede den væk, men den blev hængende som en evig sitren af uvelkommen uro. Erkendelsen kom en dag, da en sundhedsplejerske var hidkaldt for at udstyre hans folkeskoleklasse med den nødvendige viden om fremtidens seksualliv.

– Jeg husker det meget tydeligt. Hun sagde, at hver 10. er homoseksuel, og jeg begyndte uvilkårligt at tælle drengene i klassen. En, to, tre, fire og så videre. Da jeg nåede til 10, pegede fingeren mod mig selv, og jeg vidste intuitivt, at jeg var til fyre. Ikke på et højt bevisthedsniveau, men når jeg kiggede rundt i klassen, kunne jeg ikke forestille mig, at det kunne være andre end mig. Jeg fortalte det ikke til nogen og fortsatte jo bare tilværelsen. Dengang troede jeg, det var en fase, jeg skulle igennem. Jeg forestillede mig stadig, at jeg en dag ville blive gift med en kvinde og få en almindelig familie.

Var det ensomt?

– Jeg var ikke fysisk ensom. Jeg gik til sport og havde kammerater og fritidsjob. Min barndom og pubertet var udefra set ret almindelig. Men i Svendborg føltes homoseksualitet jo ikke som en normal ting. Der var vist endda en slags homo-forening – det var, som om folk med en anden seksualitet hørte til i en underlig klub, som ingen havde lyst til at være medlem af. Hvis to mænd boede sammen i et hus, var det noget, man snakkede om, når man kørte forbi. Jeg husker tydeligt, hvordan jeg umuligt kunne forestille mig, at der var andre, der havde det ligesom mig. Jeg kendte ikke et eneste homoseksuelt menneske dengang, så jeg havde ingen at spejle mig i, og det manglede jeg ubetinget.

Politikeren Uffe Elbæk pakkede også sine følelser væk i mange år. Læs interviewet med ham her

Spring ud

Sådan gik årene ellers. Med den kroniske tankevirksomhed, der altid følger med indre splittelse, og med daglige forsøg på at skubbe virkeligheden væk. Flere år senere, da Mikkel var flyttet til København, og han forinden havde tilbragt et år i Rom, sprang han ud – gradvist. Åbenheden eskalerede over årene fra først at omfatte de nærmeste venner og senere familien. Han begyndte at frekventere byens homobarer, at få kærester og holde andre mænd i hånden på gaden. Skabet var åbent og forladt, men først nu, som 32-årig, er han klar til at fortælle offentligt om sit kærlighedsliv og det besvær, det har voldt ham.

Danmark er jo et moderne, liberalt samfund – hvorfor var du så længe om at springe ud?

– Det kan godt virke latterligt, men for mig var det en svær balancegang identitetsmæssigt. Selv om bøsser heldigvis kan leve ligesom alle andre i Danmark, bliver det meget let bærende for éns identitet, at man er homo. Det er, som om at selv om det ikke opfattes som forkert, er det alligevel noget, folk forholder sig til. Jeg har lidt en fornemmelse af, at nogle tror, jeg vågner op om morgenen og tænker: Nu skal jeg op og være homoseksuel! Det bliver stadig ikke betragtet som lige så hverdagsagtigt som at være hetero, selv om det efterhånden er fuldstændig almindeligt. Jeg ønsker jo det samme liv som alle andre – en god karriere, en lejlighed, et sommerhus, børn – bare med en mand.

Du har jo været kendt i offentligheden i mange år – har det gjort det sværere?

– Ja, det har været medvirkende til, at jeg var så langsom i optrækket. Det har forstærket min skræk for at ryge i en bestemt kasse. Jeg var frygtelig bange for, at folk ville se mig på skærmen og i stedet for at tænke: Nå, Mikkel er vært i aften, ville tænke: Nå, det er ham bøssen, der er vært i aften. Ofte tænker folk ikke umiddelbart, at jeg er homo, og mange bliver overrasket, når de finder ud af det. Gennem tiden har jeg fået mange mails og henvendelser på sociale medier fra kvinder, der gerne ville drikke kaffe eller gå en tur. For ret nylig begyndte jeg ganske enkelt at svare: ”Tusind tak for tilbuddet, men jeg er til fyre”. Så nemt kan det være, og det har været en stor befrielse at nå dertil.

(Artiklen fortsætter efter billedgalleriet)

Galleri: Mikkel Fønsskov

Rejsen hjem

En af de oplevelser, der sendte ham ud over rampen og ud i åbenheden, var en tårevædet stund på en strand i Nicaragua. Omgivelserne var så smukke, at det næsten var en kliché – strandene lå endeløse hen, og hængekøjen var monteret direkte under palmebladene – og alligevel klemte uroen som en knytnæve om hjertet. Dér i tropeheden tog sindet endnu et frontalsammenstød med det evige spørgsmål: Hvem var han – og hvem var han i stand til at elske? Han var endnu engang rejst tusindvis af kilometer uden at finde det, han søgte. Vejen hjem. Episoden mindede om en række tilsvarende øjeblikke på Key West, i Rom og Berlin og andre steder, hvor han i løbet af sine 20’ere rejste ud for at søge fred. Han husker årtiet som én lang flugt fra splittelsen mellem det selvbillede som kernefamiliefar, han havde så svært ved at opgive, og den uomgængelige lyst til mænd. Med rejserne kom de første homoseksuelle erfaringer, og med dem fulgte modet til en tilværelse uden følelsesmæssige kompromiser.

– Da jeg gang på gang sad derude i verden og dvælede ved det samme problem, gik det efterhånden op for mig, at jeg kunne rejse 7.000 kilometer, men jeg kunne ikke rejse væk fra mig selv. Det var jo komplet åndssvagt, at jeg godt kunne stå ved, at jeg var til mænd i Nicaragua, men ikke på Nørrebrogade. Mine mange rejser har helt sikkert været en måde at finde ind i mig selv på. I mange år kunne jeg jo kun finde ud af at være den, jeg i virkeligheden er, derude hvor ingen kendte mig. I dag kan jeg se, hvor besværligt jeg fik gjort alting for mig selv.

Læs også interviewet med Mikkel Fønsskovs kollega på Aftenshowet, Lise Rønne

Hvordan har det ændret dit liv at springe ud?

– Alting er nemmere nu, også for mine omgivelser. Nu kan jeg jo gøre grin med mig selv på en anden måde og tale åbent om, hvad sker i mit liv. Jeg har en helt anden ro i mig selv. Jeg var længe om at nå herhen, og jeg må bare for mit eget vedkommende konstatere, at selv i et samfund, hvor det jo ikke er nogen kæmpe ting at være bøsse eller lesbisk, er det heller ikke nødvendigvis helt ukompliceret.

Var det omgivelserne eller dig selv, der komplicerede det?

– Da jeg var yngre, var det en blanding. For mig var det afgørende at komme til nogle større byer, hvor der var et andet frirum. Da jeg flyttede til København, fik jeg ret hurtigt en god ven, Otto, der er til mænd og en del ældre end jeg. Vores forhold har altid været platonisk, men i ham fik jeg en samtalepartner, jeg virkelig kunne bruge. Jeg havde i mange år en skræk for at tale åbent med andre mænd om min seksualitet, også min far. I hans generation er der jo mange mænd, der ikke har en eneste homoseksuel kammerat, og jeg fornemmer hos mange mænd en opfattelse af, at det da er okay at være bøsse, men alligevel tager de det ikke helt afslappet. For mig var det en stor hjælp at møde nogle gode mennesker, der havde været turen og tankerne igennem før mig. Så hvis der sidder en ung fyr ude i provinsen, der kan bruge min historie til noget, vil det kun gøre mig glad, siger Mikkel Fønsskov.

Læs hele interviewet i femina

Læs mere om: