Stephanie Léon
Kendte

Stephanie León: ”Samtidig med at jeg havde det sjovt med at lave film, opbyggede jeg nok en vrede indeni”

Stephanie León begyndte at lave film allerede som niårig og fik op gennem teenageårene så svært ved at finde ud af, hvad der var op og ned på hende selv, at hun fik anoreksi. Efter flere år i bl.a. USA er hun nu tilbage i den danske komedie ”Mødregruppen” – og med sin egen lille søn på to år.

Vi møder Stephanie León i morens lejlighed på Frederiksberg, som hun har lånt til interviewet. Der er håndværkere i hendes egen lejlighed, som hun for nylig er flyttet ind i sammen med sin lille søn Cameron. Hun er født og opvokset dels i Spanien, dels på Frederiksberg, men er ikke nogen ”Frederiksbergpige”, som hun understreger over for fotografen, da de skal finde et sted at skyde billederne. Så hellere Nørrebroparken. Eller et andet sted i den retning.

 

Man aner en flig af den barske pige, vi kender hende som i langt de fleste roller, hun har spillet – ikke mindst i Hella Joofs roadmovie ”Se min kjole”, hvor hun brillerede som escortpigen Charlotte, en rolle, hun blev både Bodil- og Robert-nomineret for.

– Hehe, ja, jeg er god til at spille barske roller. Engang var jeg frustreret over, at det altid var de roller, jeg fik, men så talte jeg med (filminstruktør) Charlotte Sachs Bostrup om det, og hun sagde: ”Stephanie, det er, fordi du er pissegod til at spille den slags roller, sådan er det bare! Der er så mange, der ikke kan det, men det kan du. Og så er der nogle ting, andre kan, som du ikke kan”. Det har jeg taget med mig og synes egentlig, det er okay, smiler Stephanie León.

EN VREDE INDENI

Det er også Charlotte Sachs Bostrup, der står bag ”Mødregruppen”, hvor Stephanie spiller en af mødrene, Caroline, i en sprudlende og alternativ mødregruppe i en lille flække på Sydfyn.

Det er Stephanie Leóns første filmrolle efter hendes tilbagevenden til Danmark for to år siden.

– Jeg har altid haft svært ved at være for længe det samme sted, så får jeg uro i kroppen og keder mig meget hurtigt. Så da min mor inviterede min søster og mig en tur til USA for 12 år siden, blev jeg så vild med det, at jeg besluttede mig for at flytte derover. Jeg boede i Los Angeles hos en veninde og har egentlig bare nydt livet. Og været hjemme indimellem og arbejde med ældre i forlængelse af den uddannelse som social- og sundhedshjælper, jeg tog, da jeg var 17 år. Jeg mødte en masse sjove mennesker derovre og lærte nogle sider af mig selv at kende, som jeg ikke har kendt før. Eller rettere: Som jeg ikke har givet mig selv lov til at kende.

Hvilke sider?

– Mine mere sårbare sider. Jeg har lavet film, siden jeg var ni år, og selv om jeg ikke ligefrem blev drillet med det i skolen, skulle jeg hele tiden høre for det. Så sang de ”Krummernes jul”-sangen, så sagde de replikker fra filmene ... jeg blev hele tiden mindet om det og kunne ikke få lov til bare at lege og være barn. Det hører jo med, men jeg blev bare sådan lidt … anspændt indeni over det. Samtidig med at jeg faktisk havde det sjovt med at lave film, opbyggede jeg nok en vrede indeni. Mine forældre blev også skilt i de år, så der skete bare mange ting følelsesmæssigt, som jeg aldrig rigtig fik bearbejdet. Og så satte jeg mig lidt ind bag en mur med mine følelser og blev sådan: Hvad vil du?! over for folk. Fordi jeg var i tvivl om, det var oprigtigt eller ej, når folk talte med mig.

– Du har jo nogle roller i de forskellige sammenhænge i dit liv, og ofte er det svært at ændre dem. Egentlig ikke på grund af dig selv, men på grund af folk omkring dig. Hvis man skal komme med et dumt eksempel: Hvis nu jeg har lyst til kun at gå i gult tøj, så er det sjældent, folk siger: ”Nej hvor fedt. Det skal jeg lige vænne mig til!”. De siger: ”Det er da ikke dig! Det plejer du da ikke ...”. Det er den, man møder. For så skal de jo også til at ændre den rolle, de har i forhold til dig. Derfor var det sundt for mig at være et sted, hvor der ikke var nogen, der kendte mig.

PASSIONERET

Som 17-årig fik Stephanie León en Golden Swan-pris for bedste kvindelige hovedrolle i ungdomsfilmen ”Bagland”. Umiddelbart bagefter udtalte hun til flere medier, at hun ville indstille sin skuespillerkarriere – inden den var gået i gang for alvor. For hun var ikke vild med rampelyset og al den opmærksomhed, faget førte med sig. Hun ville være sygeplejerske og startede med at tage social- og sundhedshjælper-uddannelsen med henblik på optagelse.

– Min mor har været sygeplejerske hele sit liv, og det er helt klart hende, jeg har arvet mit omsorgs-gen fra. Jeg havde ikke lyst til at være berømt, og det kan også hurtigt blive noget navlepilleri at sidde derhjemme og vente på, at telefonen ringer, og åååh, hvorfor fik jeg ikke dén og dén rolle. Jeg skulle ud og finde min identitet i noget andet.

Havde du svært ved at finde den som ung?

– Ja. Når du laver film, bliver du jo den karakter, du spiller, med alle den persons tanker og følelser, og hvis man gør det i lang tid med mange karakterer, har du alle mulige andres følelser og tanker i dig. Sådan er det, når du laver film, men jeg fik det hele blandet sammen. Hvis jeg for eksempel var vildt glad, når jeg tog hjemmefra, og skulle være ked af det i rollen, så opstod der noget forvirring i mig i den periode, hvor jeg jo skulle forme mig selv. Det har jeg fundet ud af senere – man ved det jo ikke, når man som teenager står midt i det.

NEDE AT VEJE 46 KILO

I sit forsøg på at kontrollere bare ét eller andet i sit liv udviklede Stephanie León anoreksi.

– Det lyder groft, for jeg havde det jo også sjovt, men jeg følte, at alle andre kontrollerede mine følelser og mit liv, og op igennem teenageårene, hvor man jo prøver at finde ud af, hvem man selv er, gik jeg ubevidst og ledte efter noget, jeg kunne kontrollere selv, og det blev så maden. For anoreksi handler jo ikke om dit udseende, det handler om kontrol. Jeg dealede med anoreksien fra jeg var 14, til jeg var først i 20’erne, og var nede at veje 46 kilo. Men jeg trænede og svømmede hver dag alligevel, så det var ikke, fordi jeg var helt afkræftet.

Hvad sagde folk omkring dig – din mor og far?

– De var jo bekymrede, og jeg gik også til psykolog, men problemet var, at jeg selv var så bevidst om det, at hun ikke syntes, hun kunne hjælpe mig. Jeg var sådan: ”Ja, jeg har anoreksi. Jeg ved det godt. Jeg ved det hele ...”.

Men du kunne ikke bruge din selvindsigt til at stoppe?

– Nej. For de kontrolmønstre, der lå bag, er først gået op for mig bagefter. Dengang tænkte jeg bare, at jeg ville være tynd.

Du kunne ikke se i spejlet, at det ikke var pænt at veje 46 kilo?

– Nej. Det er sindssygt. Jeg har set billeder af mig fra dengang, og alle mine knogler stak ud – det var jo så grimt! Men jeg kunne ikke se det. Og selv om jeg kunne, er det svært mentalt at komme ud af. Min mor foreslog så, at jeg skulle prøve at gå til Vægtvogterne for at lære, at man godt kan spise uden at tage på. At mad ikke var farligt. Det hjalp. Det hjalp også at tage til USA, dér tog jeg nogle kilo på, som jeg blev ret vild med. For derovre er der mange, der godt kan lide, at man har former.

LÆS OGSÅ: Sanne Søndergaard: "Jeg har faktisk lært, at jeg har brug for kærlighed og nærhed"

ELSKER AT VÆRE MOR

I Los Angeles fik Stephanie León ro på sig selv. Hun tog ”sindssygt meget på”, siger hun med et grin, og når hun mødte mennesker derovre, som syntes, hun var sød, så vidste hun, at det var Stephanie og ikke en af hendes roller, de godt kunne lide. Ligesom de ældre, hun passede, når hun var hjemme og tjene penge indimellem.

Så en dag ringede telefonen fra Danmark. Det var Hella Joof, der sagde, at hun havde denne her film, hun så gerne ville have Stephanie med i.

– Jeg havde det bare sådan: Nej, jeg vil ikke hjem ..! Men så sagde Hella, at hun ville komme over til mig, og jeg tænkte: Arh okay. Jeg tager hjem. Det lød også som en superfed chance.

Hvilket man må sige, det var. Det var for rollen som Charlotte, Stephanie fik både en Bodil- og en Robert-nominering – alligevel tog hun tilbage til Los Angeles bagefter. For hun var stadig ikke klar til filmbranchen.

– Men nu er jeg ikke så ung længere. Jeg har fundet mig selv – så godt som man nu kan, man bliver jo ved hele livet – og har fået en anden ro, så i dag er det noget helt andet. Jeg kan godt mærke, at jeg betaler prisen for at have taget nogle anderledes valg nu, jeg skal lige ind i varmen igen. Men man har jo lov til at skifte mening.

Du er blevet mor i mellemtiden – er du alene med din søn?

– Ja, hans far er amerikaner og bor stadig derovre, men han er inde i billedet. Jeg ville bare ikke have, at min søn skulle vokse op derovre, dér kommer min danske side ind. Det dér med, at man kan cykle selv og ikke sidde i en bil hele tiden, hyggen, trygheden. Jeg ELSKER at være mor, Cameron og jeg er sammen hele tiden! Selv når jeg er hos tandlægen, ligger han på min mave, haha. Jeg har ikke været hjemme senere end otte om aftenen de sidste to et halvt år, så det er en kæmpe forandring i mit liv.

FOKUSERER PÅ SKUESPILLET

Mens hun venter på, at filmbranchen opdager, at hun er hjemme igen og klar til at arbejde, skriver hun på en TV-serie sammen med kollegaen Julie Ølgaard, der ligesom Stephanie er vendt hjem fra USA efter at have boet der et par år.

Hvad med sygeplejerske-drømmen – har du droppet den?

– Ja, nu vil jeg fokusere 100 procent på skuespillet. Men jeg har søgt kommunen om noget frivilligt arbejde for unge i belastede områder, så jeg slipper ikke helt mit omsorgs-gen.

 

Stephanie León, skuespiller, 33 år. Har spillet med i bl.a. ungdomsfilmene ”Råzone”, ”Bagland” og ”Se min kjole”, flere julekalendere og TV-serien ”Broen”. Mor til Cameron på to et halvt år. Aktuel i den nye danske komedie ”Mødregruppen”.

 

Læs mere om: