Steffen Brandt
Kendte

Steffen Brandt: Jeg ville gøre det hele om igen en gang til - bare bedre

Steffen Brandt vil egentlig helst bare aflevere en håndfuld ord til eftertanke og så smutte, for han synes, hans person er ”fuldstændig uden betydning”. Men du går ingen steder, Steffen! For vi skal snakke KÆRLIGHED. Til livet – sådan som det altså ser ud lige nu. For Steffen. Og os alle sammen.

 
Klokken præcis 16.20 som aftalt er Steffen Brandt trådt ind på sit absolutte københavner-yndlingshotel Guldsmeden på Vesterbrogade. Glimtet i øjnene er intakt. Han er vistnok 65, men vil helst være 64, så vi lader som om … Hvidt hår, mager jagthund – jakkesættet sidder som smurt – beleven og charmerende. Hvor har han det fra? Fra barndommen i Åbyhøj som mellemste af tre børn med en hjemmegående mor, og en far, der var salgsrepræsentant? Måske – det var i hvert fald et hjem med klaver. Eller måske har han bare i løbet af livet lært sig at spille på flere tangenter for at dække over sin egen mentale blufærdighed, når det drejer sig om personen Steffen Brandt. Han taler elegant udenom, når han kan komme af sted med det. Så hvem skulle have troet, at samtalen med blufærdighedens mester på mange måder kommer til at handle om – kærlighed? Det gør den af nødvendighed. Steffen siger det igen og igen: Hvis der er noget, vi har brug for i den hektiske tid, vi lever i, er det kærlighed.
 
 
 
Hvis ikke ”All You Need Is Love” var skrevet, kunne du godt skrive den nu ..?
 
– Ja, det tror jeg godt, jeg kunne. Jeg synes faktisk også, at det er det, jeg gør. Men lige de ord ER taget. Så jeg er nødt til at finde på noget, der er lige så godt!
 
For:
 
– Dybest set går jeg efter bare at udfolde en form for kærlighed.
 

Fællesskaber

Meningen med livet. Sådan som det altså ser ud. Mange af Steffens tekster handler vel i virkeligheden om det. Så det er oplagt at spørge ham, om han har fundet den.
 
– Jeg kan ikke sidde her og sige, at jeg har fundet meningen, men jeg tror, jeg har fundet en retning, som jeg godt vil prøve at slå ind på, mens tid er. Jeg tror, meningen indeholder en masse delelementer som f.eks. kærlighed. Og omsorg. Og venskab. Og nærhed. Og at prioritere fællesskaber. Være sammen med nogle mennesker. Og lave noget sammen med de mennesker.
 
Er det, hvad der kendetegner dit liv nu?
 
– Jeg bestræber mig på det. Virkelig meget. For jeg har fundet ud af, at det er det, der er hele energien i at være i live.
 
 

Dovenskab

25 album med TV·2, når vi tæller live- og opsamlingsalbum med. Statens Kunstfonds livsvarige ydelse. Tre børn. Et mere end 30 år langt parforhold.
 
Ville du gøre det hele om igen en gang til?
 
– Ja, bare bedre.
 
Hvordan?
 
– Haha …
 
Jamen ”bare bedre” er et godt svar, men jeg vil gerne have, du uddyber det!
 
– Dybest set vil vi måske alle sammen rigtig gerne gøre os umage. Og hvis jeg tænker på de situationer, hvor jeg har gjort mig umage, og hvor det ikke er lykkedes og nogle gange måske grundet omstændigheder, jeg ikke selv har været herre over – det kan jeg egentlig godt have med at gøre. Men jeg kan ikke rigtig have, hvis man ikke har gjort sig umage med sit liv. Eller ikke har fulgt de chancer, der blev givet, eller de muligheder, der blev lagt frem, men har sovet lidt i timen eller været doven eller på en eller anden måde ikke har kunnet se det.
 
Har du haft sådan nogle situationer?
 
– Har man f.eks. været en god forælder? Dér føler jeg, jeg kunne have været meget bedre. Men jeg ved, at jeg har gjort mig umage, jeg ved, at jeg har holdt utrolig meget af mine børn, de har ikke manglet kærlighed, de har ikke manglet omsorg. Men man kunne måske godt have været BEDRE. Eller have været et helt andet menneske og haft nogle helt andre børn … Men jeg kan egentlig ikke sidde tilbage og tænke, at det ikke har været godt nok.
 
Livet udvikler sig anderledes end forventet, og så blev det ikke så perfekt som planlagt ..?
 
– Nej, men det, man KAN gøre, er at sørge for, at der aldrig har været nogen tvivl om, at de har været elsket. Er det nok? Nej, det er ikke nok, men det er i hvert fald det eneste, man aldrig nogensinde må kunne se tilbage på og sige: ”Dér svigtede jeg”.
 
Til gengæld svigtede han muligvis på curlingfronten:
 
– Når den yngste af mine børn kigger bebrejdende på mig og siger: ”Jeg kunne være blevet fodboldspiller!”, tænker jeg på en situation med en kendt cykelrytter, Brian Holm, som på et tidspunkt kom til skade i Tour de France. Han lægger sig ind i den følgende lægevogn, så kommer hans sportschef ind, hiver de dér slanger ud og siger: ”Så er det op på cyklen igen”. Om aftenen kommer turlederen op på hotellet, sætter sig på sengekanten og siger: ”Skal du ikke sige noget?”. Holm siger: ”Hvad taler du om?”. Og sportschefen: ”Tak f.eks. Fordi jeg fik dig i gang igen”. Haha.
 
– Så når min yngste siger, at han kunne være blevet en berømt fodboldspiller, siger jeg: ”Du skal være glad for, at jeg forhindrede dig i det!”. Det eksempel er måske lige lovlig morsomt … Men vi ville jo i SOMMERHUS resten af familien, og så skulle man da ikke ligge og køre ham rundt til fodbold, det måtte han forstå, at det gad man da ikke, NEJ. Så fik han til gengæld alle mulige andre oplevelser … Forhåbentlig …
 
 

Blomster

Det er måske unfair at spørge, når han nu har været sammen med sin fodbold-forsmåede søns mor, kunstneren Jo Dam Kærgaard, siden begyndelsen af 1980’erne. Men vi har Danmarksrekord i enlighed, hvorfor har kærligheden så trange kår? Han svarer med det lange parforholdslys på: ”Folk går måske fra hinanden, fordi de glemmer at se hinanden”. I den forbindelse, siger han, ”skal man ikke holde sig for god til at komme hjem med en buket blomster, HELLER ikke selv om den er fra tanken.” Men man skal aldrig derud, hvor man skal ”redde noget”, så kan man hurtigt blive indhentet af ”for sent”. Man skal huske sin længsel efter det, man måske allerede har.
 
– F.eks. den sang, der hedder ”Danser himlen blå”. Det kunne måske i virkeligheden godt være den person, der i sin tid forsvandt i den iskolde nat i ”Alt hvad hun ville var at danse”. Hun er kommet tilbage og har igen den følelse af længsel: Jeg ku’ danse med ham, der står derovre, det ku’ være os to resten af livet. Og hun kan drømme, og hun kan længes, men hun ved bare inderst inde, at det, der betyder noget, simpelthen er det menneske, hun har valgt. Men hun leger lige med tanken. Hun er bare slet ikke længere dér, hvor det er det, der skal til. Det er ikke noget med ”at slå sig til tåls”. Det er måske i virkeligheden noget med dybest set en gang imellem at mærke: ”Wow, det er os to, der er sammen”.
 
Steffen lægger hånden på hjertet, mens han siger:
 
– ”Vi har været sammen i nogle år, men det er os to, der er sammen”. Family altså! Helt ærligt. Haha, DEN følelse overskygger måske i virkeligheden længslen efter at forfølge den umiddelbare tiltrækning, der kan være og hele tiden er … Det er måske det, hun stille og roligt er nået frem til.
 
Du har vel selv oplevet, at kvinderne har været efter dig i alle de her år?
 
– Haha, jamen det stopper jo aldrig, haha, nej …
 
Her er det, han prøver at sno sig udenom. Så jeg sætter trumf på og fortæller om min 43-årige kollega, der som 13-årig fik overtalt sin mor til at gå hen til sportshallen i Silkeborg bare for at lytte udefra til TV·2, der spillede indenfor. Og stadig taler om Steffens glimt i øjet: ”Han skulle bare blinke …”. Jeg undlader fejt at fortælle, at jeg heller ikke selv er helt uimodtagelig for hans charme …
 
Bliver du flov, når jeg spørger til det med kvinderne?
 
– Ja, jeg bliver lidt flov … fordi … I virkeligheden er det lidt kedeligt, men jeg må indrømme, at jeg tror faktisk mest, at hvis nogen har syntes et eller andet om mig, så er det nok … det, de sange sætter i gang. Nogen kunne måske have været forledt til at tro, at hvis han kan skrive de sange, så må han eddermame også være kvik og sød og alt muligt. Og … det er jeg selvfølgelig også. Men slet ikke noget, der kan matche, hvor gode sangene er. Haha! Og det VED jeg, for jeg kan simpelthen bare mærke, at de sange er langt, langt bedre, end jeg er. Det er de, fordi de bygger på alt det, jeg kan fornemme. Fordi jeg er GOD til at fange stemninger og opfange, når nogen er ked af det. Jeg kan SE på et menneske: Dér går en skæbne. Og jeg er god til at få den skæbne fortalt, så vi alle sammen føler den skæbne. Det er en egenskab, som ikke har noget at gøre med, at jeg så også er en charmørbrad – charmant og beleven. Men det er bare noget, jeg har trænet op. Sangene er noget, jeg kan, og noget, jeg måske altid har kunnet. Og så har jeg været så heldig at få mulighed for at forfølge og forfine og forbedre det. Jeg kan virkelig godt blive glad, hvis nogen synes, at sangene rammer noget i dem, men jeg må nok være helt ærlig og sige, at jeg tror, sangene rammer noget i dem, som ikke nødvendigvis involverer mig. Det kan egentlig godt ærgre mig lidt, at jeg ikke har været bedre på det andet felt …
 

Ødselhed

Vi kommer det vist ikke nærmere. Så lad os tale om ALDER. Steffen nægter at lade de vistnok 65 definere hans liv. Vi bli’r jo alligevel aldrig voksne …
 
Passer du på dig selv?
 
– Jeg prøver at leve sundt, men så sundt, at det smager godt. Og jeg prøver at nyde et glas vin, når det skal til, og det skal det efter min mening, men det skal være en GOD vin.
 
”Vinen smager langt væk af ødselhed” synger du i ”Evig og altid”?
 
– Ja, jeg kan godt lide ødselhed. Det skal da udfolde sig, det liv, der er. Og den ødselhed. Jeg synes, vinen har den dimension, at helt tilbage fra altings begyndelse har den været nydelse, den har skabt grund til latter, til fest, til samvær, til hip hip hurra. Og hvor det hele på en eller anden måde folder sig ud. Det er bare det, vin kan i sammenhæng med ødselhed. Vi har alle sammen brug for ødselhed. Og vinen og glæden.
 
Men det skaber efterhånden løftede pegefingre?
 
– Ja … jeg tror, at uanset hvilken tid man lever i, og hvilken generation man tilhører, vil man altid løbe ind i løftede pegefingre, og jeg er blevet enormt god til at se løftede pegefingre på enormt lang afstand, og jeg går bare i en bue udenom. Det kan man faktisk! Den frihed har de fleste mennesker: De kan vælge at lukke øjnene eller gå udenom eller vende det døve øre til og så gøre det, de selv synes, de skal gøre.
 
Der er flere løftede pegefingre i farvandet, for vi havner uvægerligt i diskussionen om klima, bilisme, kød eller ej og så videre.
 
– Man kan ikke undlade at se i øjnene, at vi måske er på vej mod en klimakatastrofe, men man skal gøre det, man skal gøre, i det tempo man har lyst til. Nogle er måske gode til at lade være med at køre bil. Jeg er god til at lade være med at flyve til Bali eller Thailand tre gange om året. Og jeg er god til at cykle og gå lange ture og bruge min bil, når jeg skal bruge den, og ellers ikke. Så er der måske nogle, der er gode til kun at spise bæredygtige fødevarer, som ikke har rejst hele vejen fra Brasilien. Jeg tænker, at man må finde SIN måde at bidrage til festen på – og til at rydde op efter festen. Der er ikke noget værre end folk, der er gode til at holde fest, og så gider de ikke hjælpe med at rydde op. Man skal også være med til at rydde op.
 
Og så skal man lade være med at slå andre i hovedet?
 
– Ja, tænk, det kunne jeg egentlig godt anbefale. Jeg må ærligt indrømme, at de mennesker, der har flyttet mig mest, er dem, der har inspireret mig til at gøre det. Mere end dem, der har fortalt mig, hvad jeg skulle gøre, og hvad jeg ikke skulle gøre. Jeg gik på universitet i en tid, hvor man SKULLE mene noget bestemt, som faldt meget sammen med kulturrevolutionen i Kina og hele den dér dogmatiske tilgang til samfundet, og jeg kan se de samme typer i dag måske forfægte andre emner, issues, temaer, men det er med samme forbitrelse og indædthed. Der er nogle, der føler sig tiltrukket af det rum, hvor man kan gå ind og fordømme andre. I mit tilfælde virkede det overhovedet ikke.
 
Du slap?
 
– Det vil jeg ikke sige, at jeg gjorde, men jeg kom igennem. Men jeg synes, det var barsk. Siden da har jeg været opmærksom på, når der er sådan nogle mennesker i rummet …
 

Lokum

Steffen vil hellere inspirere. Hvis han kan. Og det kan han. Personligt fik jeg tårer i øjnene af flere af sangene på det nye album. ”Drengene fra Caltex” ramte ind i en erindring, jeg ikke anede, jeg havde. Og med ”Ødelagt land” provokerer han med strofen: ”Der bor et bombet lokum inden i mig”.
 
– Det er en kontroversiel sang, fordi den rører ved noget, hvor vi let kommer til at sige: Kom nu, lad os holde af hinanden, og lad os åbne alting med kærlighed og vores humanistiske livssyn og rummelighed. Jeg synes, jeg har styrken til at ville opsøge freden, muligheden for forsoning, for at vi forstår hinanden. Men det, der rent faktisk er tilfældet, er, at jeg er fuldstændig smadret indeni, ligesom alle andre mennesker er. Der er et eller andet inde i os, som hele tiden må forholde sig til en verden, vi ikke har styr på. Og ikke mindst i forhold til, hvordan vi har prøvet at integrere, og hvordan det ikke er lykkedes os at integrere flygtninge, folk, der er fremmede, og indvandrere. Den dér underlige følelse af ikke at slå til, eller at vi simpelthen ikke har et begrebsapparat, som er i stand til at forløse den konflikt, vi har kastet os selv ud i – det er et bombet lokum for mig. Af tvivl på den ene side. Og rettidig omhu på den anden – som handler om, at selvfølgelig må vi tage imod og gøre vores bedste. 
 
Jeg troede, verden ville få det bedre efter Murens fald, men det virker mere og mere underligt?
 
– Jamen det må det også gerne blive. Der kommer hele tiden noget til, og verden forandrer sig, og grænser brydes. Men jeg tænker også, at man midt i alt det er nødt til at have en kerne inde i sig selv, hvorfra man kan tage imod det. Kernen er de helt fuldstændig enkle, klare og tydelige værdier, der ligger i at være i livet. Så kan man lukke lidt af det ind, som man kan tage og forholde sig til, men ikke tro, at man skal rumme det hele og mene noget om det hele eller skulle være alting, der er rigtigt. Først og fremmest skal man være alt det, der er rigtigt i forhold til andre mennesker. Og nære mennesker. Jeg tænker, at det er dér, man bliver i stand til at gå den her verden i møde.
 
Her citerer jeg instinktivt fra ”Altid på vej”: ”Det bliver et svimlende ja herfra”.
 
– Ja tak, haha. Sådan slutter vi! Det synes jeg. Gå verden i møde. Det bliver et svimlende ja herfra. Det er fandeme flot!
 
Okay, så slutter vi her. 
 
 
Steffen Brandt, 65 år. Aktuel med det nye album, ”Tæt trafik i Herning”.