Sonja Oppenhagen: "Det svigt kommer man ALDRIG over"

Måden, hun sidder på med det ene ben oppe under sig. Smuk. Adræt. Rødt læbestift-smil. Velplejet hår. Stadig en balletdansers krop og gang. Sonja Oppenhagen er 71 år, og det har været en kamp at finde plads i kalenderen til samtalen her. For nylig måtte hun sove på bagsædet af en bil, mens hun efter en forestilling midt om natten blev transporteret fra Lemvig til optagelserne på ”Badehotellet” i København. Så har man travlt.

Men her sidder vi altså. I Espergærde i det nybyggede hus, som hun og ægtemanden Stig Christensen er rykket ind i efter mange år i en gammel villa i Charlottenlund. Vi skal tale om livet. Sonjas levede. Og livet udenom. Og, viser det sig undervejs, nogle af de livsvilkår, man først kan se konsekvensen og betydningen af, når man ser dem på lang afstand. Hvem man er blevet og hvorfor. Ingen er, siger Sonja, det samme menneske hele livet.

Sonja er med i musicalen ”Så længe mit hjerte slår” på Folketeatret i København. Musicalen er en hyldest til radioprogrammet ”Giro 413”, som har været en del af danskernes liv siden 1947. Hun er født i 1948, så de er næsten lige gamle.

PRISEN

Vi fornærmer næppe nogen ved at sige, at musikfladen i ”Giro 413” igennem tiden mest har repræsenteret det traditionelle kønsrollemønster. Sonja havnede også selv i et traditionelt kønsrollemønster, da hun som 25-årig giftede sig med Klaus Pagh og blev mor til lille Anne.

– Vi havde jo ung pige i huset …

Havde du ung pige i huset som 25-årig???

– Ja. Jeg havde ikke kunnet arbejde, hvis jeg ikke havde haft ung pige i huset. For jeg havde en mand, der var traditionel. OG teaterdirektør for to teatre. Så vi havde en sindssygt travl hverdag. Jeg havde selv en karriere på det tidspunkt. Men jeg kunne godt styre en husholdning. Det havde jeg lært hjemmefra.

Men Sonja blev skilt efter seks år. Lagde den pæne pligtopfyldende piges frakke fra sig – den frakke, hun havde haft på, siden hun som 9-årig begyndte at danse ballet. Realiserede sig selv, som det hed i 1970’erne. Giftede sig igen med Morten Hebjørn. Adopterede lille Oliver. Men det var slut med traditionelle ægteskaber og unge piger i huset. Passionen – skuespillet – kom først. Har gjort det altid faktisk.

Har det kostet dig noget?

– Ja… det har det jo. Det KOSTER noget at være passioneret. Når man er skuespiller, er man ikke så meget hjemme i perioder. Når man har premiere på en forestilling, er man hjemme hele dagen, og så skal man gå om aftenen. Man går lørdag eftermiddag, hvor andre hygger sig sammen med deres børn. Der er børnefødselsdage. Højtider. Hvor man ikke er der. Så det koster noget både for en selv og for børnene. Det ER et andet liv. Men så får de måske noget andet i deres opvækst, ser, at man også kan leve på en anden måde. Men jeg tænkte ikke over det på den måde dengang. For det første er jeg en anden generation og har altid skullet klare mig selv. Og jeg kom ind i teatres verden, da jeg var ni år, så jeg har aldrig kendt til andet. Det blev ligesom min verden, der allerede blev stukket ud dér. Jeg har aldrig stillet spørgsmålstegn ved det. Det var min passion. Der var ligesom ikke noget andet valg.

LÆS OGSÅ: Anne Linnet: ”Jeg er ikke en farmormormor, der kan hente hver torsdag”

Græsset er ikke grønnere

Hvad betyder kvindelighed og alder for dig?

– Arh… hvordan har jeg det med det … Jeg synes ikke, det er det sjoveste, vel? Forfaldet er da ikke det sjoveste. Det minder også én om noget, man ikke bryder sig om. Men det er nu ikke noget, jeg går og tænker på til daglig. Jeg arbejder meget sammen med unge mennesker, og så glemmer jeg det jo. Jeg tror, at man i stedet for at fokusere på det nok skal være taknemmelig for, at man ER.

Og nej – Sonja er hverken blevet skåret eller løftet. Hun stråler bare.

– Jeg tror, det er, fordi jeg har en positiv tilgang til tilværelsen. Jeg har arvet den fra min mor: Jeg vågner og er glad, og det kan se gråt ud udenfor i en måned. Det slår mig ikke ud, det gør ikke noget, jeg bliver ikke deprimeret, ked af det eller tung af det. Mørket gør mig ikke noget.

Hvad har været det store vendepunkt i dit liv?

– Årh, det første var at få et barn, da jeg var 25. Og da jeg adopterede, da jeg var 34. Og så at min mor døde, det var også voldsomt.

Hun nævner ikke ægteskaberne som vendepunkter, fordi:

– Ægteskaberne kommer jo som en forlængelse af min personlige udvikling.

Hvordan turde du sige ja tredje gang?

– Fordi jeg er sådan et positivt menneske. Hvis livet byder sig til, ikke? Og Stigs og mit forhold er ud over kærlighed kommunikerende og omsorgsfuldt. Og nu har jeg været sammen med Stig i 28 år til sommer. Det er mange år.

Hvad har du lært om skilsmisser undervejs?

– Uh… Jeg vil sige til alle unge mennesker: Tænk jer nu godt om. Græsset er ikke grønnere ovre på den anden græsplæne. Jeg synes, at alle unge med børn skal gå i parterapi, hvis de har det svært, og prøve, om de kan blive sammen for børnenes skyld. Selvfølgelig skal der være en grundlæggende kærlighed til hinanden, men det sker tit, at den grundlæggende kærlighed forsvinder i praktiske ting og vasketøj, og hvem der henter og bringer. Men … så skal man prøve at finde den igen. For det er nemmere resten af livet at være en HEL end en opbrudt familie, det er det altså.

Siger Sonja belært af livets erfaringer.

– Dine børn og mine børn og hensyn og jul og i det hele taget LIVET … Man kan jo se på familier, som har holdt sammen, at der er en helt anden samhørighed, end der er i mine børn og dine børn og de opbrudte ægteskaber. Jeg ved godt, det er meget almindeligt i dag, men …

Vi skal holde bedre fast?

– Ja. For det ER ikke romantisk at få børn, og det ER ikke romantisk at have børn, der ER ikke så meget romantik. Man skal også lære at forstå, at livet ikke ER romantik. Det er også barsk, og det er hårdt arbejde. Til gengæld er der så meget glæde ved, at børnene trives og har det godt, og det er børn, man har produceret SAMMEN. Hvis man så bare kan finde hinanden ind imellem alle de praktiske gøremål og holde sammen på det, så synes jeg jo, at man skal gøre alt for det. Alt for at holde sammen.

– Jeg har nu læst, at der er en ny drejning, at skilsmissetallet ikke er voksende. Og at de unge par går mere i parterapi, end de har gjort før – for at holde sammen på det. Det er rigtig godt. Jeg er fra en generation, hvor man ikke gik til psykolog, når man havde store problemer. Man gik til sine bedste veninder eller sin mor. Jeg brugte tit veninderne. Jeg ville ikke bekymre min mor med småtterier. Det var først, når noget var HELT galt, at jeg fortalte hende det.

Sonja har konsekvent ikke omtalt sin far.

Hvor var han egentlig?

– Jamen … Ham havde jeg ikke nogen kontakt med, fra jeg var 15 år. Og jeg … så ham aldrig siden. Jeg har talt i telefon med ham to gange, da jeg var 28 år.

SVIGT

Der er et før. Og et efter. Sonjas liv ændredes markant, da hun var 15 år.

– Han valgte et andet liv. Han valgte en ny kone, og så flyttede han ind til hende, og så valgte han ikke at se sine børn. Jeg sendte ham et julekort, da min datter var tre år, og fortalte, at jeg gerne ville se ham. Så ringede han til mig. Jeg var lige ved at tabe røret. Jeg talte lidt med ham i telefonen, og så ringede han en gang til, og jeg sagde: ”KOM nu med din kone og din søn og besøg os.” Han havde fået et nyt barn, der var et par år ældre end min datter. ”Jeg vil så gerne se dig,” sagde jeg. Han sagde, at han også havde kørt forbi det hus, hvor jeg boede, flere gange. Og så sagde han: ”Men hvis vi kommer forbi, må du ikke sige, at vi to har talt sammen i telefonen.” Så sagde jeg: ”Ved du hvad – så bare glem det.” Og så lagde jeg røret på.

Hold da op, han var under tøflen …

– Ja, fuldstændig. Han døde, da han var 64 år. For mange år siden. Jeg var omkring 40, da jeg fik det at vide af min mor, som først fik det at vide, et halvt år efter han var død. Der var ingen dødsannonce, der var ingenting …

Hvad tænker du om det?

– Åh, det kommer man aldrig over. Det kommer man ALDRIG over. Det svigt. Det gør man ikke. Selvfølgelig har jeg arbejdet med det. Også med en psykolog. Men man kommer aldrig over det. Man kan tale det igennem og få det placeret et eller andet sted. Men bare det, at vi begynder at tale om det … så åbner det jo for den der dør … hvor det er lagt ind.

Man undrer sig. Hvordan kan man gennemføre sådan et clean cut, når man har været del af barnets liv…

– Jeg var alligevel 15 år, ikke? Så der havde været ferie og liv. Men altså … mine forældres ægteskab var rigtig dårligt.

Det undskylder vel ikke, at man ikke vil se sine børn?

– Nej. Overhovedet ikke. Det var hårdest for min lillebror, fordi han var 12 år og ikke havde noget maskulint forbillede mere. Han var sammen med min mor. Min lillebror og vores far havde haft sådan nogle lege, som de legede. De havde gjort ting sammen, og så forsvandt han bare fuldstændig. Jeg havde jo teatret. Jeg gemte mig der, det var MIN familie – Det Kongelige Teater.

Det har påvirket dig – den Sonja, du blev?

– Ja, det tror jeg. Også i mit forhold til mænd. Jeg er helt sikker på det i mit første valg af mand. Han var en del år ældre end jeg og meget mere erfaren, og det var en fartryghed, jeg forelskede mig i, det er jeg sikker på. Det kan man først se bagefter. Man kan ikke se det, når man er i det. Så er det ikke det, man forelsker sig i, så er det en person. Men man kan se, hvad det var bagefter: den modne mand.

LÆS OGSÅ: Ole Henriksen: Min mor har godt nok senere sagt: 'Jeg var hård imod dig, Ole"

Når du siger, vi skal huske at kæmpe for kærligheden – så er det også med historien om din far i livsbagagen. At man har en forpligtelse?

– Ja, det synes jeg, man har. Jeg sidder her som snart 71-årig, ikke? Og kan stadig mærke et stort sår indvendig efter den far, der svigtede mig. Det lyder jo mærkeligt … Det er heller ikke noget, jeg tænker på til hverdag. Men når vi nu taler om det, så kan jeg mærke det. At det er der.

Det er blevet definerende for dig?

– Helt klart. Det handler om mit forbillede. Det første mandlige forbillede, en pige skal have, er hendes far, og omvendt er det moren for sønnen. Så det er klart, at det er ikke noget godt forbillede at have – det, jeg havde.

Sonja griner lidt afværgende og siger:

– Der kan komme en mistro, der kan komme en angst for at binde sig, en angst for at … give sig fuldstændig. For hvad nu, hvis den, man elsker, forsvinder?

Det har du oplevet?

– … Jeg tror, jeg har været meget porøs i mange år, indtil jeg ligesom er faldet til ro og blevet voksen, ja.

Det med at give sig fuldstændig?

– Ja og sige, ”det er rigtigt nok, det her”. Jeg tror, jeg har passet meget på mig selv, altid sørget for at være selvstændig og kunnet klare mig selv. På ALLE måder. Også økonomisk. Det kommer nok også fra min mor efter hendes skilsmisse. Jeg så, hvor vigtigt det er, at man kan klare sig selv. Hun klarede sig sådan set godt. Da hun blev skilt, blev hun ud over sit faste arbejde påklæder inde på operaen. Det var hun superglad for, så hun havde et fint og rigt liv og fik en ny mand. Min bror kom på Sorø Akademi, og jeg var jo på teatret.

Og det har hun så været i over 60 år.

Sonja Oppenhagen, 71 år, aktuel i musicalen ”Så længe mit hjerte slår” på Folketeatret i København.