Kendte

Sognepræst Kathrine Lilleør: Vi er alt for forhippede på at være fejlfri

Selv om livet bliver et andet, end man havde forestillet sig, så er der glæde og lykke i vente alligevel, råder sognepræst og debattør Kathrine Lilleør os til at huske på.

”Glæd dig!” hedder Kathrine Lilleørs nye bog kort og godt. En kalenderbog, hvor hun har samlet 24 af sine bedste livshistorier, som hun kalder dem, fordi de alle på hver sin måde har gjort hendes egne sorger lettere at bære og banet vej for nye forventninger, nye drømme – nye glæder. Og der er en mening med, at den udkommer netop i december, i juletiden.

– December er højsæson for knuste hjerter. Det er gavetid – og derfor også ikke gavetid, hvis der er et parforhold, der er gået forbi. Jeg har ingen at købe gave til, og der er ingen, der køber gave til mig. Bare sådan en lille ting. Og så er der så meget facade omkring jul. Det er højtid for de blankpolerede facader, og der er nogen, der stiver sig selv af ved at fortælle om alt det, de har, og alt det, de skal – som de i virkeligheden slet ikke har eller skal. Men de kan få det til at lyde smadderlækkert: ”Vi har den og den tradition, den 23. har vi ild i kaminen, og så hører vi altid det og det musik ...”. Det kan være udtryk for en meget stor ulykkelighed, når man prøver at stive sig selv af på den måde, men dem, som står og er modtagere af budskabet og slet ikke synes, de selv har alt det, rammer det jo også. Så på mange måder er ulykkeligheden mange steder og ligger i mange lag i december.

Glæden er en stemme, der mangler i tiden

Kan du mærke det i præsteværelset - at der er flere, der opsøger dig i juletiden?

– Jeg kan i hvert fald mærke, at der er nogle fællestræk ved smerten. Med et citat tyvstjålet fra Tolstoj kan jeg sige, at alle lykkelige kvinder ligner hinanden, mens alle ulykkelige kvinder er ulykkelige på hver deres måde. Det er af en eller anden grund mest kvinder, der søger denne her slags indsigt og litteratur, og selv om jeg hader ordet selvhjælpsbog, så er ”Glæd dig!” en bog, jeg har lyst til at have ved hånden, så jeg kan forære den til de mange kvinder, der søger mig i deres sorg. Det er, som om glæden er en stemme, der mangler i tiden. Hvor finder vi den? Hvad går den ud på? Det perspektiv mangler for rigtig mange i dag.

Læs også: Pernille Rahbek: Man kan sagtens være livsglad og stadig bære på en daglig smerte

– Vi kommer alle sammen til et tidspunkt i vores liv, hvor vi godt kan se, at alt det, vi havde bestemt os for at ville være, det blev vi ikke. Vi kan tælle nederlagene på fingrene og også tage tæerne til hjælp. Vi kan huske vores drømme, lave et helt katalog over alt det, vi ville og skulle, og undskyld mig ... hvordan kan det så være, jeg sidder her i min askehob?! Man begynder ovenikøbet at være så livserfaren, at man kan se nogle gentagelser: Hvorfor sker det her hele tiden for mig? Og hvorfor er de andre ikke, som de skal være?

– Der sidder rigtig mange kvinder i min sofa og føler sig simpelt hen så svigtede og så skuffede på en virkelig ulykkelig måde over, hvordan DE ANDRE har vist sig at være. Hvordan livet har vist sig at være. Og selv om ingen kvinder er ens, er der nogle fællestræk i smerten: Du sidder i et brudt forhold, det, du sidder i, er ikke spor rart, og set udefra ... UUUJ! TÆNK, at jeg blev sådan en, der blev arbejdsløs, ikke fik børn, hvis mand fandt en anden, var utro selv ..! Man sidder og stirrer sig blind på det, der ikke blev, og på, hvordan folk ser på en udefra. I den askedynge af bristede forventninger og ked af det-hed opsøger kvinder mig, og jeg har så nogle redskaber, jeg kan hjælpe med.

Fejlfri med stramme kæber

Hvad er det for redskaber?

– Først og fremmest det at få dem til at anerkende den virkelighed, de faktisk står i. Det handler meget ofte om en skilsmisse, et brud, og så er virkeligheden den, at man skal have det til at fungere. Her er der mange, der laver et hurtigt greb fra at være det perfekte gifte par til nu at være det perfekte skilte par. Der indtræder næsten en dagsform, der ligner den ægteskabelige, undtagen at sengene ikke står sammen længere.

– Man skal SAMARBEJDE – det skal man i dag. Men måske bliver samarbejdet ikke så let, hvis man fra starten er så forhippet på, at det hele skal fungere tiptop, og at alle skal overholde de aftaler, der er indgået. Det bruger vi rigtig meget tid på i præsteværelset, fordi de aftaler jo ikke altid BLIVER overholdt: ”Så sagde han, og så råbte jeg, og så skete der også ... Og så kan vi jo ikke tage på telttur med barnets klasse og de andre forældre og sove i samme telt, for syv søren!”.

”Det er en kæmpe sorg at blive skilt.” Læs interviewet med Pernille Rosenkrantz-Theil

– Så sidder jeg bare ovre på min side og tænker: SKAL man kunne sove i telt sammen, når man lige er blevet skilt? Hvor står det skrevet henne? Jeg kan ikke lige finde det. Så det handler om at ankomme til den nye virkelighed, der er. Hvor vi skal ind at rydde op i alle de nye forhåbninger og meninger om, hvordan tingene saftsuseme skal fungere, for at vi kan være ORDENTLIGE mennesker! Med stramme kæber.

Glæde og lykke i vente

Vi er alt for forhippede på at være perfekte og ordentlige - også når vi har det ad helvede til?

– Ja! Vi skal være fejlfrie! Fordi fejl er udtryk for svigt. Så ikke nok med, at man sidder og sørger over, at man er blevet et skilsmissefænomen, nu kan man heller ikke få den skilsmisse til at køre så velsmurt, som man havde forestillet sig. Men hør her: Prøv lige et øjeblik at blive stående med hinanden i, at nej, ved du hvad, det fungerer faktisk ikke. Nej, vi kan ikke tale sammen, og nej, det er ikke sikkert, I kan stole på hinanden lige nu. Vi reagerer meget ofte udad og med meget lidt sans for, hvad vi selv laver af fejl.

– Sådan havde jeg det også med mit eget brud. Der gik noget tid med at gå rundt og føle mig som offer – for alt muligt og alle mulige. At jeg var SKILT, medførte nogle hændelser, som jeg ikke kunne forstå, og jeg kan huske følelsen af, at det var svært at stole på andre mennesker, fordi deres blik var anderledes på mig nu. Eller også var det mit blik på mig selv. Så jeg genkender den med at blive ramt så meget af andres svigt, at man har svært ved at få øje på sine egne. Men blindheden for egne fejl gør, at man har svært ved at komme i gang med at justere sig selv.

Så det, du siger, er, at det er bedre at være i det, som det er, end at prøve at fikse tingene hele tiden?

– Jeg siger, at selv om livet blev et andet, end man havde forestillet sig, så er der glæde og lykke i vente alligevel. Hvor man slet ikke regnede med det. Der er måske faktisk endnu skønnere ting i sigte, end man forestillede sig.

Taknemmelighed slår sorgen ned

Vi går jo på kurser og læser bøger om, hvordan man finder glæden i sit liv - hvorfor har vi så svært ved det? Og så meget nemmere ved at fokusere på det negative?

– Fordi vi har meget, meget svært ved ikke at kunne kontrollere alting. Dermed bliver det svært at forestille sig, at lykken kunne være et andet sted, end man gik og troede. Vi er opdraget til at tro på det planlagte, på det, vi selv har styr på. Og vi er på mange måder kommet væk fra det, som kunsten og kristendommen udfolder; nemlig at glæden er større, end du tror. Skønheden er større, livet er større, end du fatter og kan gribe ud efter. Så når vi ikke kan få fat i lykken ved selv at gribe ud efter den, tror vi ikke på den.

Læs også: Pernille Aalund: Det liv, man lever, er det liv, man får

– Hvis vi for eksempel dater løs, og ikke noget af det bliver til noget, så går vi i sort, for så kan vi ikke finde den lykke! Vi har ikke en dyb undren plantet i os fra barnsben over, at lykken altid kommer til os, og sjældent er noget, vi selv kan tage. Den er noget, vi får givet. Så det handler om at genskabe forventningen i et menneske: Jo, der er rigtig meget at glæde sig TIL, fordi der også var meget at glæde sig OVER. Og det er faktisk større end det, der er at sørge over. Så forventningen om glæde hen ad vejen er det, der får lov at fylde, og slår sorgen ned.

Indrøm dine fejl

Kunne du selv det under din skilsmisse?

– Overhovedet ikke! Men nu er jeg så heldig at blive statslønnet for at stå i kirken hver eneste søndag og beskæftige mig med de her tekster, der er kongevejen til selvrefleksion og glæde. Som for eksempel det her med, at jeg skal være uden fejl og svigt. Jeg ved ikke, hvorfor folk går rundt og tror det, men det er noget, der ligger i tiden. Når man spørger folk om det, siger de: ”Neeeej da, DET mener de i hvert fald ikke!”. Jo, dybest set gør vi. Helt inderst inde mener vi om os selv, at vi skal være fejlfrie. Men der er så meget håb og rankhed at hente i, at vi også selv laver fejl. Det er ikke nedslående – det er faktisk noget, der liver op, at man selv kan tage sin del af ansvaret og ikke bare være den, der hele tiden sker noget frygteligt for.

Læs også: Ditte Ylva Olsen: Det skræmmer mig ikke at være alene

Så der ligger en gave i at turde indrømme, at man laver fejl?

– Ja, det er en måde at se indad på, at se smerten på. Og leve med den, favne den virkelighed, man nu står i. At græde sine øjne ud over, at denne jul ikke blev, som man troede, men dog favne den. Og opdage, at der faktisk sidder tre guldnæbbede unger lige ved siden af dig og er fuldstændig fantastiske. De er dér, lige dér! Og I er en familie, også selv om I ikke er far og mor og tre børn. Og det er meget større, end hvis det slet ikke havde været.

– Så det handler om vitterlig at få fat i det – ikke bare som en floskel, men som en grundtaknemmelighed. Det er dét, jeg vil med den bog. Hvis du kan komme frem til at takke mere end at klage, er du på vej til at rejse dig op og finde glæden.