Simi Jans mor brød ud af sit ægteskab for datterens skyld: ”Jeg har alt at takke min mor for”
8. juli 2019Simi Jans mor stod i køkkenet i familiens lejlighed i Værebroparken i Bagsværd, da hun til sin skræk hørte Simis far inde i stuen fortælle en slægtning, at han havde lovet Simi bort til en fætter i Pakistan. 13 år tidligere havde hun ligget i en hospitalsseng med lille nyfødte Simi i armene og hvisket til hende, at HUN i hvert fald ikke også skulle tvinges ind i et arrangeret ægteskab, hun skulle have lov til at vælge selv. Hvis Simi skulle bortgiftes til fætteren, kunne hun ikke holde sit løfte. Hendes eget arrangerede ægteskab var i forvejen lige til et krisecenter. Dér i køkkenet tog hun det første lille mentale skridt til en beslutning, som stadig fylder Simi med ærefrygt, fordi den var så usædvanlig, umulig og ekstremt problematisk i den pakistanske kultur: Hun ville skilles.
Simi Jan er lige fyldt 40, lever sin karriere-drøm ud i jobbet som udenrigskorrespondent for TV 2, bor i hus i Gentofte, og livet er godt. Hun er gift med Allan, de har for længst holdt kobberbryllup og har to børn – Allan har lige været på syv måneders barselsorlov med den mindste på et år.
– Lad os nu sige, at min mor ikke havde stået op for alt det dengang – nu kender jeg andre historier, hvor mødrene ikke har gjort det – så kunne jeg være blevet gift med den fætter fra Pakistan og havde nok siddet og bagt fladbrød. Så havde jeg nok været en dygtig husmor, der havde fået en masse børn. Jeg er bare ikke fortaler for, at jeg skulle have været gift med en, jeg ikke kender og ikke selv har valgt. Så ville jeg have levet et liv, som jeg ikke ønsker at leve og ville have været underlagt nogle normer – ja, jeg ville have levet et liv, som min far gerne ville have, jeg skulle leve. Jeg havde nok på et tidspunkt samlet mod til at tage kampen og gøre mig fri for at komme videre i mit liv.
Man tror hende. Simi er en orkan. Man bliver næsten blæst omkuld af hendes stærke, glade energi og alle hendes intense ord. Hun skulle nok have taget den kamp, men:
– Jeg tror også, konklusionen er, at jeg ikke ville have været, hvor jeg er i dag. Det er jeg ikke et sekund i tvivl om. Jeg er dybt taknemmelig for, at jeg selv fik lov til at vælge.
Så du har meget at takke din mor for?
– Ja for pokker da. ALT.
LÆS OGSÅ: Dem skal du holde øje med lige nu: 4 kvinder, der forandrer verden
Viljestyrke
Og derfor skriver Simi løs på en bog om sin mor, sig selv og sin egen familie.
– Det er mit livsværk. Jeg fortæller en historie, hvor jeg udleverer ting om mit liv, som jeg for nogle år siden ikke kunne have drømt om at udlevere. Jeg gør det, fordi jeg er et sted i mit liv, hvor jeg er klar til det og ser en større mening med det. Bogen skal inspirere andre kvinder, det er jo for fanden en kvindekampshistorie, som handler om en kvinde, min mor, der bestiger noget, der er større end fucking Mount Everest! Hun gør det umulige, det uopnåelige og det farlige, og hun gør det bare helt alene, fordi et urinstinkt i hende siger: Jeg er nødt til at redde mine døtre. Nu er jeg selv blevet mor og vil gøre alt for mine børn – og det var det, hun gjorde på en måde, hvor hun satte alt på spil.
Simi har kæmpet med ordene i tre år, det ligner hende ikke, normalt er hun tjubang færdig med tingene og videre.
– Jeg troede, jeg kunne skrive den på nul komma fem, men efter tre år sidder jeg stadig og skriver på den og tænker: Gør jeg det også om 10 år? Min første bog om mit arbejde i verdens brændpunkter skrev jeg på nogle måneder, men denne her er så personlig. Jeg var ikke klar over, at jeg åbnede Pandoras æske, da jeg gik i gang. Jeg tænkte, at det bare var en bog om min mors liv, og hun har haft det hårdt, men jeg kendte ikke nuancerne, dybden af den smerte, hun har været igennem. Det har været hele paletten, og det er så grænseoverskridende og så hårdt at høre på, når jeg interviewer hende om det. Jeg var ikke klar over, at den stak så dybt i mig. Alle trådene går jo ind i mig, for når jeg skriver om min mor, så skriver jeg også om mig selv.
– Den frygtløse viljestyrke, jeg bliver rost for – at jeg bare rejser udsatte steder hen – hvor kommer den fra? Det kommer af at have en mor, som selv har den vildeste viljestyrke. Jeg har flere gange grædt, mens hun har fortalt. Især da hun begyndte at gå imod min far og ville skilles – jeg sidder og får ondt i maven. Det er så sindssygt, det, hun har været igennem. Jeg bliver rørt over, at hun turde gå. Jeg tager selv gerne i krig og sidder sammen med Talebankrigere, men det, min mor turde, havde jeg ikke haft mod til.
Hvorfor er det så stort at turde?
– Det er jo ikke bare en mand, hun går imod. Det er en mand, der har gennembanket hende mentalt og fysisk. Han har ødelagt hende. Og hun går samtidig imod en patriarkalsk tankegang, hvor mænd ejer kvinder, hvor en mand altid er en kvinde overlegen, hvor en kvinde altid er en mands ejendom, når hun bliver gift med ham. Hun skal bare holde sin kæft og adlyde ordrer.
Var han villig til at give afkald på din mor, dengang hun ville skilles?
– Han kunne ikke forstå, at hun ville skilles. De havde jo et sted at bo og de havde marmorbord og bil og penge, hvad var problemet så? Man kan jo veje tingene op på mange måder …
Taknemmelig
Simis mor holdt ud i ægteskabet i næsten 18 år.
– Pointen er, at hun ikke anede, at der var et samfund omkring hende, hvor kvindefrigørelsen var i fuld gang med krav om ligeløn og alt det, der skete i slutningen af 1970’erne. Midt i alt det sad hun nyankommet i et åbent ”fængsel” i Danmark. Hun anede ikke, hun kunne have rakt ud og fået hjælp. Hun stolede ikke på nogen. Hun siger: ”Jeg troede, de ville sladre til ham, og så ville han jo banke mig”. 15 år senere stod hun med fire piger og næsten intet netværk, og når jeg spørger, hvorfor hun turde gå, siger hun: ”Jamen skat, jeg havde lovet dig, dengang du lå ved min barm som nyfødt, at du skulle leve dit liv, som du gerne ville, og jeg kunne ikke løbe fra mit løfte”. Så kan det ikke blive større. Hun tog den kamp for mig og mine yngre søstre. Så vi er hende evigt taknemmelige.
Ægteskabstilbud
Simi husker sin mor som ”ensom og alene” efter skilsmissen.
– Man ses ikke med en fraskilt kvinde, hendes børn bliver også stigmatiseret. Vi blev alle sammen fuldstændig ekskluderet fra det pakistanske fællesskab, min mor havde haft via min far – kun et par stykker holdt med hende. Så stod hun pludselig næsten alene dér. De fleste af dem, hun plejede at se, sagde grimme ting om hende og bagtalte hende. Omvendt tror jeg også, det har været befriende for hende. Når jeg selv tænker tilbage på det, har jeg ikke været en del af den sociale kontrol, der også er i de miljøer. Efter skilsmissen fik min mor opkald: ”Vi så din datter Simi rende rundt i nederdel. Ved du, hvordan hun går klædt derude? Hun viser sine bare ben!”. Min mor svarede: ”Simi havde den nederdel på, da hun tog hjemmefra, bland dig udenom, jeg stoler på min datter”. Vi skulle ikke leve et dobbeltliv, hvor vi tog tildækkede hjemmefra – for så at skifte til lårkort og stropbluse, fordi det var forbudt at have det på. Der var så mange, der havde travlt med at holde øje og bruge de ting imod hende efter skilsmissen, men hun kommer selv fra en meget stærk familie. Hun har haft en far, der har givet hende nogle rigtig vigtige værdier. Blandt andet at det ikke er i påklædningen, éns religion eller ære ligger. Hun sagde til os: ”Jeg er LIGEGLAD, lad hundene gø, for det vigtigste er, at jeg har nogle børn, jeg stoler på og de véd, hvor de har deres mor, og nu står vi sammen i alt det her”. Det tankevækkende er, at hendes familie i Pakistan – som bor i et meget konservativt område – DE bakkede hende op under og efter skilsmissen.
Simis mor kom oprindelig ind i et arrangeret ægteskab, fordi det bare var sådan, det VAR i Pakistan.
– Så historien er bare, at der kom et ægteskabstilbud, min morfar var imod ægteskabet, han ville have, hun skulle være ældre end 16 år, det var min mormor, der insisterede, she was the boss, og så tog hun en beslutning, som kom til at være fatal for min mor. Min mormor troede, det var en god og sød familie og vidste ikke, hun var ved at bortgifte sin 16-årige datter til en mand, der ville banke hende. Det blev en sorg, der sad i hende i mange år.
Kunne du mærke ubalancen i dit hjem, da du var lille?
– Både ja og nej. Problemet er, at jeg har så mange blackouts. Der er ting, mine søstre husker, som jeg ikke husker, selv om jeg var der. Og det er meget tankevækkende, fordi jeg er den ældste.
Hun kalder selv sine erindringshuller for en ”overlevelsesmekanisme”, som har gjort hende til det stærke menneske, hun er i dag.
– Jeg er en fighter som menneske, jeg hverken fryser eller løber væk, jeg kæmper bare. Det er det samme i forhold til mit arbejde, jeg tager bare af sted og kæmper. Jeg tror i virkeligheden, at det bare ligger i mig: Jeg har nærmest været i krig, siden jeg var barn, så jeg færdes meget godt i kaos, for det er det, jeg er vokset op med.
Lårkort
Der er noget, der er særlig vigtigt for Simi at få sagt. Hun vender tilbage til det igen og igen: Tendensen til at skære alle muslimer over én kam.
– Man kan jo være kristen på mange måder, det er tilsvarende for muslimer. Egyptere, pakistanere, libanesere, folk lever på forskellige måder. Nogle af de vildeste fester, jeg har været til, har været i Pakistan, hvor der både bliver drukket igennem og røget alt muligt. I Pakistan går kvinderne uden hovedbeklædning i de store byer. I Iran gik kvinderne i lårkort før revolutionen. I Libanon går kvinderne i lårkort og stiletter og har fået plastikoperationer og store patter. Og hvad med Tyrkiet? Der ER en mangfoldighed i den muslimske verden, men fordi nogle har så travlt med at grave grøfter og stigmatisere og lave stereotyper, er en muslimsk kvinde i manges øjne i dag reduceret til en, der er fuldstændig tildækket og undertrykt. I øvrigt kan man godt være en totalt stærk kvinde, selv om man er tildækket, det er ikke tørklædet, der gør forskellen. Vi glemmer nogle gange at sætte tingene i kontekst. Så sidder folk derhjemme og zapper og tænker: De muslimske kvinder er alle sammen undertrykte, og de muslimske mænd er alle sammen forfærdelige, de banker deres koner. Når selv Simi Jans far bankede hendes mor …
Problemet er også, siger hun, at vi aldrig hører om de mange, der klarer sig godt.
– ”Så ser vi hende Simi Jan i fjernsynet, men hun er nok heller ikke muslim, og hvordan har hun lært at tale dansk?”. Min pointe er, at jeg er ikke nogen undtagelse. Jeg er bare hende den synlige. Og i øvrigt er jeg først og fremmest Simi, en kvinde. Jeg kender masser af muslimer, som klarer sig enormt godt og sidder i toppositioner. Men mediehistorierne handler næsten altid om de kriminelle og de kvinder, der får bank og de piger, der ikke får lov til at leve, som de vil. Jeg savner bare nogle gange et mere nuanceret billede. Det store flertal drukner i ekstremerne. Det er dem, der går ud og råber: ”I skal ikke stemme til valget, for det er imod islam”. De dér ekstremer – det er nogle tosser, der ikke har en skid med mig at gøre, og jeg skal ikke forklare mig. Vi er vel enige om, at vi synes, de er nogle tosser, ikke? Og det har IKKE noget med mig at gøre. Jeg skal ikke stilles til regnskab for, at nogle ekstreme mennesker render rundt og gør og siger latterlige ting.
Netop derfor er det så vigtigt for hende at fortælle om sin moderne indstillede morfar og sine lige så frisindede onkler i bogen.
– Jeg møder utrolig mange mænd i de muslimske samfund. Og masser af dem er totalt frigjorte og synes bare, at de middelalderlige tankegange er fuldstændig hul i hovedet. Det er også derfor, min morfar er så vigtig, han var en progressiv mand, som ikke lod andre diktere, hvordan hans døtre skulle gå klædt, og han lærte min mormor at gå på jagt og ryge smøger og køre bil på et tidspunkt, hvor min mor og hendes søskende aldrig havde set en kvinde bag rattet. Jeg har et billede af min mormor, en meget karismatisk kvinde, der sidder med en smøg i hånden. I Pakistan i landets mest konservative område i 1980’erne!
Tilgivelse
Og så må vi jo til det – Simis far. Han bor stadig i Danmark.
Har I kontakt?
– Ja en gang imellem. Det er kompliceret …
Så at skulle skrive om ham ..?
– Ja… Jeg har haft nogle snakke med ham og kommer til at få nogle flere. Han ved, jeg er ved at skrive bogen og har indvilliget i at medvirke, og det er vigtigt for mig. Ellers ville det være ensidigt, journalisten i mig forlanger det. Jeg er også bare nået til et punkt, hvor jeg bliver nødt til at prøve at forstå hans historie, ligesom jeg prøver at forstå enhver person, jeg sidder over for i mit arbejde – også en Talebankriger. Ikke for at drage paralleller, bare for at sige, at det er et drive i mig at forstå – ellers lukker man af for muligheden for forsoning, forståelse og tilgivelse. Min far har også været et barn engang. Det har vi alle sammen, og det er for fanden det, vi glemmer – der er også et menneske bag monstret. Det skal ikke retfærdiggøre noget, det skal ikke undskylde, men det skal forklare noget. Og det skal give bogen den dybde, det ekstra lag, så det ikke bare bliver en kvinde og hendes fire døtre, som hun reddede ud af løvens hule, dommedag og bla-bla-bla, men at vi også får den anden del med. Jeg håber, jeg lykkes med det.
Din far?
– Han skal have lov til at læse de kapitler, hvor han er med. Men jeg har også fortalt ham, at det er en ærlig bog. Så lige meget om han medvirker eller ej, tror jeg, det vil være en bog, der ikke nødvendigvis får ham til at klappe i hænderne. Det er klart …
Og hvad med æren?
– Æren og min far og det pakistanske miljø … Og min mor … Hun har undervejs flere gange sagt: ”Dét kan du ikke skrive”. Så siger jeg: ”Det forstår jeg godt, mor, men jeg er nødt til det”. Bryllupsnatten f.eks. Der er detaljer, som også er enormt grænseoverskridende for mig at tale med min mor om. Men det er vigtigt.
Simi Jan, 40 år og udenrigskorrespondent for TV 2. Gift med Allan – som helst vil have sit efternavn i fred. De har to børn.
