Sanne Gottlieb
Kendte

Sanne forlod mand og tre børn: Jeg var så skideforelsket, jeg KUNNE ikke andet

Sanne Gottlieb havde, udefra set, det hele: Luksusliv som medfølgende hustru og mor til tre i Singapore. Så forelskede hun sig hovedkulds i en 12 år yngre kirurg i Milano og brød ud af sit ægteskab. Nu sidder hun i en lille proppet toværelsers i Hellerup, har skrevet en roman og er – glad for sit liv.

Hvorfor døde du ikke?

– Det gjorde jeg også næsten. Det gjorde jeg nærmest. Men jeg blev genfødt.

Sanne Gottlieb griner. Som man kun kan grine, når man véd, hvordan det er at ligge i fosterstilling på et badeværelsesgulv i dagevis, og det er længe nok siden til, at man kan se tilbage på det med lettelse over, at man ikke ligger der mere.

For fire år siden levede Sanne Gottlieb i Singapore med ægtemand og tre børn et komfortabelt liv som expat-wife med tjenestefolk til det meste og alt for meget tid til sig selv. Så mødte hun en 12 år yngre italiensk mave-tarm-kirurg i Milano. Det er en underdrivelse at sige, at det sagde bang. Det hele eksploderede.

 

 

Nu står der et rødt fuglebur på gulvet i en toværelsers, godt proppet lejlighed i Hellerup. Fugleburet er næsten symbolsk tomt: Fuglen er fløjet.

Og Sanne har skrevet sin første roman, ”Sleep Stalker”, om en kvinde, der opdager, at hun kan forlade sin krop, når hun sover, så hun efterlader sin sovende mand i ægtesengen og bevæger sig ud i Singapore. I den – usynlige – tilstand bliver hun forelsket i og besat af en kinesisk læge og begynder at blande sig uheldsvangert i hans liv. Det er en mystisk bog, en noir-bog. Og, siger Sanne selv, en bog, der blev hendes redning.

Da Sanne var midt i 20’erne og nygift, boede hun og hendes nu eksmand et år i Mali, så da muligheden for at bo i Singapore opstod, var Sanne klar til et nyt eventyr, men:

– Det var rigtig svært, min mand arbejdede nonstop, børnene var i skole, men hvad skulle jeg? Det ramte mig med 180 i timen. Men jeg havde ikke regnet med, at det ville have den effekt på vores ægteskab, som det fik.

Hun havde svært ved at finde venner, finde fodfæste. I 2011 og i en tilstand af ”virkelig frustration”, satte hun sig en dag ned og begyndte at skrive.

– Det blev simpelthen min kanal. Ofte, om eftermiddagen inden børnene kom hjem fra skole, kørte jeg ind på Fullerton Hotel og sad i lobbyen og skrev.

Lyder det ellers ikke som noget, mange mennesker drømmer om? Økonomisk frihed. Personlig frihed. Tid ...

– Jamen, det VAR også fantastisk. Men det var også ensomt. Det var et underligt privilegeret liv med en guldske i munden, hvor man bare ikke har nogen at spise et måltid med. Altså ... man sidder alene og spiser sin frokost. Det var først meget sent, nærmest lige inden jeg flyttede, at jeg var begyndt at etablere venskaber og var ved at få rødder.

Du siger, at bogen næsten reddede dit liv?

– Afrikanerne har noget med, at når de skaber kunst, så aner de ikke, hvad de laver – de forstår det først bagefter. Sådan har jeg det også med den bog. Jeg forstår nu: Nåja, min hovedperson Corinne ligger derhjemme og sover, men hun er forelsket i den her mand, der ikke kan se hende. Det ER måske nok noget med et eller andet i mit ægteskab, hvor der var noget, der ikke blev set ...

 

LÆS OGSÅ: Udenrigsreporter Matilde Kimer: Familie er ikke en monoværdi i mit liv

 

HAVREGRØD OG SODAVAND

Sanne er 48 og har et farverigt CV. Vi nævner i flæng: Danmarksmester i kunstskøjteløb. Model hos Elite Models. Forsanger i 1980’er-bandet The Poets. To deltagelser i Dansk Melodi Grand Prix. Medvirkende i filmen ”De skrigende halse”. Soloalbum, ”Cassette From Your Ex”, i 2012. Hendes sang ”Kissing” var med på albummet – og en del af soundtracket til filmen ”Sex and the City” i 2008. Et nyt album på vej. Nu er hun forfatter til ”Sleep Stalker” – og hun skriver videre. Og så er der selvfølgelig hendes bachelor i film og medievidenskab fra Københavns Universitet. En yogauddannelse. Og jobbet som natradiovært på Radio24syv. Har vi glemt noget? Sikkert ...

Hun er, siger hun, ”datter af en psykologmor”.

– Min mor fik et barn med en anden mand, da jeg var 11. Min bror, Ask Hasselbalch, er filminstruktør, og jeg opfatter ham som min rigtige bror. Der har ikke rigtig været en ... faderskikkelse i mit liv. Min mor og far blev skilt, da jeg var tre, så jeg har ikke kontakt til min far, og min stedfar kom ind i mit liv på et tidspunkt, hvor jeg ville have min mor for mig selv, og jeg nåede aldrig rigtig at opfatte ham som min stedfar. Og så var der en morfar, som jeg egentlig gerne ville HAVE var min far.

Du ledte efter en faderskikkelse?

– Ja, det gjorde jeg ... Jeg så en dokumentar om Gloria Vanderbilt for nylig (amerikansk designer og formuearving, red.). Hun var også faderløs, og hun sagde noget i retning af, at ”en faderløs pige tror, at alting er muligt, men samtidig er alting farligt ...”. Det tror jeg har fulgt mig. Jeg kommer familiemæssigt af en sjov blanding. Min mor var enlig, studerende, skidekærlig, fjollet og skør. Min morfar var direktør for Philips, så min mormor og morfar havde penge, og fordi jeg løb på skøjter, som var en dyr sport, var det noget, min mormor og morfar tog sig af. Så jeg stod ligesom med et ben i hver lejr. Den dér lidt flippede lejr ...

... hvor der ikke var så mange penge?

– Ja, havregrød to gange om ugen. Og så var der min mormor og morfar og sodavand til maden. Det var ekstremt materialistisk – og hos min mor enormt intellektuelt stimulerende.

Som nu faderløs voksen kvinde, der tror, at alt er muligt – og alt er farligt – hvad er så dit livs vildeste valg?

– Jamen, det var jo at blive skilt. Det var at sige farvel til al trygheden. Det var jo det, jeg gjorde. Jeg sagde farvel til et førsteklassesliv. Så det vildeste valg var at rive mit liv op. Og starte forfra. Og være alene for første gang nogensinde. Det havde jeg ikke prøvet før.

 

CIAO-CIAO!

I 2012 var Sanne i Milano uden familien. Og mødte italienske Raffaele. Det var en mind-blowing forelskelse. Hun fløj tilbage Singapore med den bevidsthed, at hun skulle hjem og afvikle sit ægteskab.

Hvad sagde din mand?

– Altså, han sagde jo: ”Jamen, du vil nok gerne være sammen med din nye kæreste, og jeg synes bare, du skal smutte, ciao-ciao ...”. Det gik meget stærkt. 14 dage efter var jeg i Italien, og det var ikke meningen. Det kom meget bag på mig. Det skulle ligesom have haft en udfasning over flere måneder. Det blev bare så brat lige pludselig. Dér fik jeg et chok. Jeg oplevede sådan en blanding af at være afsindig lammet og ked af det over det, der skete, og så være virkelig forelsket på samme tid. Det var så modsætningsfyldt.

Hvorfor er du så ikke med Raffaele i Milano nu?

– Jamen, han gik fra mig.

Grimt styrt ...

– Jeg havde været i Singapore for at flytte alle mine ting til Italien og var lige landet i lufthavnen og tog hjem til ham og hahaha – så gik han fra mig. Den dag jeg landede fra Singapore! For første gang – han gik flere gange. Han sagde noget med, at han havde fået job i Napoli. Det var bare pis. Bare en undskyldning. Det var bare simpelthen for stort for ham, at jeg kom, at jeg virkelig var der. Men dér troede jeg, jeg skulle dø. Jeg havde lige skrevet under på en fireårig kontrakt på en lejlighed i Milano, jeg talte ikke italiensk, jeg kendte INGEN mennesker, jeg havde ikke noget arbejde, og mine børn var på den anden side af jorden.

I samråd med sin eksmand havde hun besluttet, at børnene blev hos ham, indtil han – et halvt eller måske et helt år senere – skulle flytte tilbage til Danmark. Sanne havde lige brugt en formue på flytningen til Italien og sad fast.

– Så ... dér havde jeg to måneder, hvor jeg ... lå på mit badeværelsesgulv i fosterstilling. Det gjorde simpelthen ondt i hver eneste celle af min krop. Jeg kan tydeligt huske, at jeg tænkte: Nu forstår jeg folk, der giver op ... Jeg var helt derude, hvor jeg tænkte: Jeg kan ikke have den her smerte i mig mere ... Der er den dér tunghed i hjertet, og det kører hele tiden inde i hovedet på én. Altså, jeg havde otte måneder, hvor jeg ikke kunne sove om natten. Man bliver obsessed, man kan ikke komme ud af den tilstand, selv om man gerne vil. Det gør bare ONDT. Selv om man møder andre skønne og dejlige mænd, er der bare ikke plads, fordi HAN fylder bare det hele – ham, som ikke er der. Det er frygteligt, det er simpelthen det værste. Jeg håber virkelig, at jeg aldrig kommer til at opleve en smerte så stor igen.

Overlevelsesinstinktet vandt til sidst.

– En dag tænkte jeg: Du kan ikke give op, selvfølgelig bliver det bedre, og du har dine børn. Og så rejste jeg mig.


 

LÆS OGSÅ: LÆS OGSÅ: Thomas Vinterberg: Det gør ondt at blive skilt

 

JEG KUNNE IKKE ANDET

Var det forudsigeligt, at en 12 år yngre mand ikke var parat til at modtage en voksen kvinde, der landede i hans liv med fuld bagage? Var hun sindssyg i gerningsøjeblikket af hovedkulds forelskelse? Naiv? Skulle hun aldrig have gjort det? Det kan hun kun selv vurdere. Selv om andre har gjort forsøget.

– Inden jeg rejste, var der nogen, der sagde: ”Lad nu være med at forlade din mand for en anden mand”. Men jeg var så skideforelsket, jeg KUNNE ikke andet. Og alle, der bliver skilt, véd, det er noget, der sker over lang tid. Man ville være mærkeligt afvigende, hvis man bare smed 20 års samliv ud fra den ene dag til den anden. Jeg havde et rigtig godt ægteskab i mange år. Men det HAVDE ikke været nemt i lang tid. Og så mødte jeg Raffaele, og så blev jeg forelsket, og så var det ligesom: Okay ... det er nu.

Har du fortrudt?

– Nej, jeg fortryder det ikke. Det kunne ikke være anderledes. Men jeg fortryder, at det blev så dramatisk.

I tilbageblik siger hun:

– Det var, som om jeg bare trådte ud af min krop, og pludselig en dag gik det op for mig: Guud ja, du er jo blevet skilt! Det var, som om det, der skete, bare passerede forbi mig. Jeg satte mig aldrig ned og sagde: Nå, men nu skal vi skilles. Pludselig var jeg bare skilt. Det var, som om jeg ikke rigtig havde mig selv med i det.

Hvad børnene angår?

– Det første år pendlede jeg til Singapore hver tredje uge og var der 14 dage hver gang og brugte ALLE mine penge på flyrejser. Det var helt sindssygt. Jeg havde konstant jetlag.

Sanne blev i Milano et par år.

– Jeg føler, at det liv, jeg skabte dernede, vitterlig var en ny begyndelse for mig som person. Før i tiden, da jeg var gift, havde jeg måske svært ved egentlig at mærke ... hvem jeg var ... fordi alting var så let. Så det har været rigtig sundt for mig at få modstand og være helt nede og skrabe bunden og være skideked af det over at blive forladt og være alene, og ”hvad skal der ske?”, og selv skaffe mine penge. Alle de ting, som andre mennesker måske oplever meget tidligere i deres liv, blev jeg først konfronteret med sent i mit liv.

Måske lagde du mere i mødet, end han gjorde?

– Nej. Men jeg tror bare, at den måde, JEG kendte et forhold på, var, at man flyttede sammen og blev gift og fik barn. Jeg ville GIFTES og have BARN.

Sanne griner lidt ad sig selv.

– Jeg ville det hele, og han var 12 år yngre end mig og var lige sådan: Okay, jeg vil da også gerne have et barn med dig, men skal vi ikke lige kende hinanden lidt bedre. Måske om et år ... Og jeg var sådan: Mit ur tikker, mester! Han var 33, og jeg var 45, hahaha. Det er også helt sindssygt, men det fede er, at vi er gode venner i dag, og jeg elsker ham endnu, og han elsker mig, og der vil altid være et meget stærkt bånd imellem os, men det var bare en kærlighed, som VAR urealistisk. Altså ... det kan jeg se nu. Men da jeg stod i det, kunne jeg ikke se det, for da ville jeg det en milliard! Jeg havde det virkelig sådan: Den her mand vil jeg dele resten af mit liv med.

Nogle vil sige, at du har mistet meget?

– DET har du ret i. På det materielle plan. Men jeg har vundet alt, i og med at i dag kan jeg mærke mig selv. Jeg ved 100 procent, hvem jeg er.

 

HVIS DU IKKE ER GLAD

Da eksmand og børn var flyttet tilbage til Danmark, og Sanne fik job på Radio24syv i efteråret 2015 og derfor alligevel tilbragte meget tid her, valgte hun at flytte permanent tilbage og ind i den andelslejlighed, hun havde købt i Hellerup. Børnene er i dag 12, 19 og 21. Den mindste bor otte dage hos Sanne og seks hos sin far. Og der er selvfølgelig et spørgsmål, vi ikke kommer uden om:

Hvad har det kostet i forhold til børnene?

– Ja, det har kostet noget, men jeg ved jo ikke hvad. Men ... jeg har dårlig samvittighed, og den har jeg hver evig eneste dag. Boris, den lille, sagde for et par år siden til mig, at nu havde han det godt. ”Hvad mener du?”, spurgte jeg. Jamen, nu havde han ikke ondt i maven mere, det havde han haft de første seks måneder. Så fik jeg det bare SÅ dårligt. Nej, nej, nej! Altså, det er jo mig, der har gjort det. Det er DIREKTE mig, der har været årsag til det, og det har jeg det virkelig forfærdeligt med. Samtidig tænker jeg, at alle børn måske oplever den smerte i en skilsmisse. For ja ... det var en skilsmisse, hvor jeg var i ét land, og de var i et andet, men jeg var jo i deres liv hele tiden alligevel. Jeg var ikke bare en mor, der sagde: Farvel, Singapore, nu er jeg i Italien. Men jo, jeg har dårlig samvittighed. Den går primært på den lille, og ham er jeg virkelig i symbiose med, vi har det vildeste tætte forhold til hinanden. Min store datter var allerede stor, da det skete, og hun sagde: ”Mor, du skal være dér, hvor du er glad, du skal rejse, hvis du ikke er glad nu ...”. Hvor ham i midten var mere sådan: ”Nå, men det er okay ...”. Og HAM føler jeg måske, jeg mistede lidt, fordi han bor hos sin far nu. Jeg ser ham en gang om ugen, han går på gymnasiet og er selvkørende og har sit eget liv, men dér føler jeg, at ... shit, der var et eller andet, der gik tabt. På den anden side ved jeg ikke, om det bare er helt naturligt, at når de bliver store teenagedrenge, så vil de deres venner en milliard gange mere, end de vil deres mor.

Hvad sagde din mor?

– Hun støttede mig, det har hun altid gjort og i alting. Men hun har som psykolog også sagt: ”Det får nogle konsekvenser med børnene”. Og det har ikke været sjovt at høre, det har nevet i mit hjerte. Men man må stå til ansvar for, hvad man gør. Man skal bare forsøge at gøre det ordentligt.

 

JEG FIK MANGE HUG

Men ”må” man overhovedet gøre det, Sanne har gjort? Raffaele, siger hun, kaldte hende f.eks. ”selvisk”.

– Raffaele havde det svært med det. For han ville jo gerne have mig, men havde samtidig svært ved at respektere, hvad jeg gjorde. Det var sådan dobbelt. Men herhjemme ... jeg ved sgu ikke ... altså jeg ved bare, at jeg fik mange hug bagefter. Det var faktisk primært fra kvinder, og det er så ærgerligt. Jeg synes måske, vi kvinder kan være rigtig gode til at dømme hinanden, vi skal være bedre til at støtte op om hinanden, for det, der gør den ene lykkelig, er ikke nødvendigvis det, der gør den anden lykkelig. Hvis man siger: ”Nej, man GÅR ikke, når der er børn involveret”, så fastholder man et gammelt kvindebillede. Jeg siger ikke, at man skal gå og bare skide på det hele, og jeg véd, det her kan misforstås, men det er sgu vigtigt at realisere sig selv som menneske – på en ansvarsfuld måde.

Og så siger hun:

– Jeg er så træt af, at der bliver fokuseret på: Jamen, du GIK jo.

Som person er Sanne en, der konstant søger forandring. Det er i sig selv en modsætning til det livslange parforhold.

– Det er faktisk en af de ting, jeg kæmper lidt med: Jeg skal blive bedre til at lade tingene være, som de er. Men jeg ved ikke ... det dér med far, mor og børn ... Måske er der ÉN person, man skal være far, mor og børn sammen med, og når det ligesom er levet ud, og man har den alder, jeg har og skal definere sig selv som kvinde, så er det ikke far, mor og børn mere, så handler det sgu om éns egne behov. Tryghedsnarkomani på den gængse måde med, at der SKAL være en mand, det har jeg ikke. Så længe jeg har penge nok, så er jeg sgu tryg.

 

FØR OG NU

Der hænger en kæmpestor sort-hvid fotostat af tre børn på væggen. Billedet er taget dengang, livet så anderledes ud. Dengang, Sanne var gift med børnenes far, og de var en familie.

Hvad har du fået, som du ikke havde før?

– Mod. Kærlighed. Meget mere kærlighed i mit liv end før. Men det har altså ikke noget med mit opbrudte ægteskab at gøre. Det er inde i mig selv, det er noget med at turde åbne op nu. Turde favne. Turde se mig selv i øjnene og tage ansvar. Før var mit liv så privilegeret, at jeg ikke behøvede at gøre det.