Kendte

René Fredensborg: ”Og så var det, jeg lige fik den skøre idé at tage stoffer så intenst, at jeg simpelthen fik en slags angst-depression oveni”

Journalist og radiovært René Fredensborg har seks børn med tre forskellige kvinder. For ham har kærligheden til kvinder været svær, indtil han mødte sin filipinske kone. Men selvom kærligheden i dag er ukompliceret, er livet det ikke.

Hvad har været et stort vendepunkt i dit liv?

– Da min ældste datters mor døde i en trafikulykke. Vi var gået fra hinanden to år før. Hun var flyttet til København for at læse, og jeg var nødt til at bo i Århus, fordi der lå Journalisthøjskolen, så jeg var kun sammen med min lille datter hver anden weekend. Det var så noget med at tage færgen over til Kalundborg fredag eftermiddag og tilbage igen søndag, og jeg følte derfor altid, at tiden gik for hurtigt, og jeg ikke så min datter nok. Pludselig ringer telefonen så, og så skulle jeg på den mest tragiske baggrund overhovedet tænkeligt hente min datter i København, for nu havde hun kun mig. Hun var to år, næsten tre, jeg var 25. Hendes mor var for ung til at dø, og jeg var for ung til at være alenefar. Man kan nok ikke sige, jeg har scoret topkarakter i den rolle, men jeg blev voksen på et splitsekund, og vi fik en smertelig omvæltning i vores liv som stadig kan være svær at håndtere – den manglende mor.

 

Hvad har livet lært dig om kærlighed?

– At hvis man ikke fik den med hjemmefra, den betingelsesløse kærlighed, så skal man kæmpe hårdt for både at give og modtage kærlighed. Jeg var altid været på lur overfor kærligheden, haft svært ved at tro på om den nu var ægte, og jeg har pudsigt nok kun mødt kvinder på min vej, der led af samme vrangforestillinger. Som også havde manglet kærlighed i deres liv på den ene eller anden måde, og derfor enten var nærige med den eller gav så meget af den, at det tog pusten fra mig. Jeg har selv været på den måde, for meget og for lidt på én gang, ude af balance, simpelthen, fordi jeg konstant analyserede kærlighedens betydning på godt og ondt. 

Det var så utroligt komplekst for mig, det at elske, især i parforholdssammenhæng, indtil jeg mødte min nuværende kone, som lærte mig, hvor simpelt det hele er i sin kerne. Hun er fra Filippinerne, vi har faktisk samme samspilsramte familiebaggrund, men hun søger og giver kun omsorg og støtte og nærvær og respekt. Hun ønsker ikke konfrontation og diskussioner og parforholdsanalyser. Kærlighed er en beslutning, som man siger. Hun blev gravid, og så blev vi gift. Vi har helt traditionelle kønsroller, og som hun siger: Love don’t need any words! Så kort sagt, kærlighed er handling, ikke alle de ord. Det har jeg lært lidt for sent i livet. 

Hvad er det bedste råd, du har fået?

– Vær ikke underdanig! Når det handler om gode råd, tænker jeg altid på min far, som på mange måder er en mester i at komme med råd, der lyder sådan lidt bodega-agtige, men som jeg alligevel har taget alvorligt. Min far var især igennem min ungdom meget opmærksom på, om jeg bøjede nakken for nogen. Han er selv er ret anti-autoritær, og jeg er overbevist om, at jeg for eksempel har opnået en vis position som journalist, fordi jeg simpelthen nægter at fedte for nogen. Tværtom vil jeg hellere slås med folk, der er mere ved musikken end mig. Jeg søger konfrontation, jeg driller dem, går i debat på Facebook, og jeg har også i flere tilfælde opsøgt folk, jeg faktisk havde stor respekt for på en ret direkte, måske lidt provokerende måde. For lige at sige: Hey, jeg er her også! Så tager den vi derfra, det er faktisk også sådan lidt proletarattitude, men jeg går rundt og tror, at folk respekterer mig for den stil. Og at den facon har åbnet flere døre, end den har lukket. 

Den perfekte julegave-idé – giv et abonnement på FEMINA. 5 numre for 150 kr. >

Hvornår har livet været allerbedst?

– Hver gang, jeg har fået et barn. Det er helt klart i samhørigheden op til og lige efter en fødsel, at jeg har følt mig allerstærkest som far og mest elsket som mand. Her står det allermest tydeligt, hvor meget vi har brug for hinanden som mand og kvinde, og ikke mindst, hvor meget sådan en forsvarsløs lille baby har brug for omsorg og kærlighed. Det er så rent, lige når barnet er ankommet. En ny start, et stærkt håb, en næsten overmenneskelig vilje til at ville lykkes. Og så bliver det ellers langsomt, men alt for hurtigt hverdag igen. 

Når det er sagt, så følger den mest simple glæde i verden med det at få børn: Når der pludselig opstår verdens mest sjove leg med ens børn. Et øjeblik af grineflip og lykketårer, fordi jeg bliver så lykkelig, hver gang mine børn griner højt og længe. Så er livet allerbedst!

Hvornår har livet været allersværest?

– Åh, mange gange. Hvert år har sine nedture. Helt konkret var jeg totalt nede og vende i vinter, da min filippinske kone fik tre års indrejseforbud i hele Schengen, fordi hun kom for sent ud af Danmark efter tre måneder her på turistvisum. Det var en dum regnefejl af mig, noget med ikke at kunne tælle til 90 dage, men det er så ulykkeligt, fordi hun er gravid, og vi kan ikke være sammen nu. 

LÆS OGSÅ: Emilie Brandts far er alkoholiker: "Jeg vil altid tilgive ham"

Jeg har så igen været på Filippinerne i en måned for nylig for netop at gifte mig og søge familiesammenføring, hvilket gerne skulle ophæve hendes indrejseforbud, men hver gang, jeg tager derned, så bliver jeg bebrejdet af mine to ekskoner. At jeg svigter de børn, jeg har med dem.

Jeg har seks børn fra to år til 23 år og lige meget, hvad jeg gør, og hvor hårdt, jeg forsøger at nå dem alle, så må jeg erkende, at jeg svigter enten dem eller mine ekskoner eller min kone. 

Jeg havde heller ikke noget sted at bo, da jeg sidst kom hjem fra Filippinerne, hvorfor jeg røg på hotel med mine femårige tvillinger som udelukkende spurgte: Hvornår skal vi hjem? Men jeg kunne ikke finde et hjem, for det var så voldsomt dyrt i København. Så jeg genlejede et sommerhus i Hornbæk, hvor jeg havde boet med min kone, og som drengene kendte godt, men det var vinter og koldt i huset, og jeg var alene i hverdagene, og der var ikke en sjæl i kilometers omkreds, og jeg savnede både min kone og mine børn og mine venner. Og så var det, jeg lige fik den skøre idé at tage stoffer så intenst, at jeg simpelthen fik en slags angst-depression oveni. Jeg græd som pisket, da min psykolog skrev ”stakkels, stakkels dig …”, og jeg hylede ustoppeligt, hver gang min kone ringede over messenger, med sit smukke, smukke smil og trøstende sagde: How you feel? 

Det var en mildest talt svær tid. Men generelt synes jeg ofte, det kan være vildt smerteligt at sidde alene med sine skilsmissebørn og lade, som om alt er godt. For der mangler helt klart noget, for dem er det en mor, for mig er det nogen at dele glæden med. 

LÆS OGSÅ: Tv-lægen Charlotte Bøving voksede op med en voldelig, psykopatisk far: "I mange år fyldte vreden meget"

Hvad har givet dig styrke her i livet?

– At ingen regnede med, at jeg blev til noget. Det gav mig indledningsvist en del nederlag, fordi jeg blandt andet troede, jeg skulle være mekaniker og ikke halv-akademisk. Mine hænder er skam skruet rigtigt på, jeg har for et par år siden bygget et kolonihavehus til min ekskone, men som ung fik jeg altid at vide, at jeg havde ti tommelfingre. Ikke mindst af min far og stedfar. Det gjorde mig faktisk ret ked af det, for jeg var jo bare mere interesseret i at læse og skrive. Jeg var simpelthen mere nysgerrig på verden, end min familie kunne forstå, og det at blive til familiens sære får og altid blive mødt med modstand, når man fik en ny kaotisk idé, gør, at jeg tackler skepsis ret godt. Jeg tager ikke et nej for et nej. Og så er jeg gennemgående blevet mødt med så eklatant en mangel på forståelse af min nærmeste familie, at jeg nærmest allerede som barn var indigneret over, hvor uretfærdig verden var. Den indignation er nu permanent og derfor mit bedste våben, faktisk en ustandselig kilde til journalistiske historier og debatemner. 

Hvad kan du godt lide ved dig selv?

– Min nysgerrighed, min åbenhed, min ærlighed, min rummelighed, min stædighed, min humor og min evne til at være til stede i nuet.

Hvad kan du ikke lide ved dig selv?

– Min hævngerrighed, min stædighed, min rummelighed, min tendens til at være opmærksomhedssøgende, og at når jeg så er i nuet, glemmer jeg at komme hjem.

Hvad er din største udfordring?

– At jeg ikke lytter og anerkender mine nærmeste. Det kostede mig en del timer hos en psykolog at forstå, at jeg ikke anerkender især mine store børn. Jeg enten fjerner forhindringer for dem eller udfordrer dem til selv aktivt at fjerne deres forhindringer. Jeg lytter simpelthen ikke nok, for jeg ved jo lige, hvad de skal gøre og siger det gerne højt. Eller udfordrer dem på deres holdninger til mig. Det vil sige, at når de betror sig eller kommer med relevant kritik af mig, så diskuterer jeg på livet løs, og det er jo ikke at lytte og anerkende deres følelser, uanset hvor teenageuretfærdige deres følelser så end kan føles for mig. Min psykolog, Pernille, har sagt: Du har ingen rettigheder overfor dine børn, kun forpligtigelser. Det er svært for mig at forstå, men hun har ret. 

Hvad ville folk sige, hvis de skulle bagtale dig?

– At jeg er kaotisk og svigter mine børn. At jeg hader folk, der positionerer sig, men ikke selv laver andet end at positionere mig.

LÆS OGSÅ: Bente Frøge blev skilt fra Lars von Trier: "Løgnen var for stor"

Hvad har livet lært dig om succes og fiasko?

– Begge dele er opreklameret, men det andet er nødvendigt for det ene. Min fiaskoer har givet mig opskriften på succes. Nu mangler jeg bare at følge den opskrift.   

Hvad har livet lært dig om karriere?

– Man skaber den så absolut selv, men ikke uden at miste venner og skabe fjender undervejs. Faktisk går et målrettet sats på karrieren også hårdt ud over familien, hvorfor jeg langt om længe foretrækker at sige som Lars Lilholt: Jeg har ikke en karriere, jeg har et liv. Og det går op og ned, alt efter, hvem du holder i hånden undervejs. Det sidste er min tilføjelse.

Hvad har livet lært dig om tilgivelse?

– Man blev ikke tilgivet der, hvor jeg kommer fra. Jeg tilgiver gerne, men jeg glemmer ikke. Det er i mine egne øjne altid godt at huske, hvem der i bund og grund svigtede dig. Jeg føler mig svigtet af min altid fraværende far, men det har vi talt ud om, og det er o.k. nu. Min emotionelt ustabile mor nægter til gengæld enhver form for svigt, så hende kan jeg ikke tilgive. At tilgive er at kommunikere langt og længe om, hvad der skete. Og sige undskyld. Og anerkende. Hvis det ikke er gensidigt, er tilgivelse blot et fattigt ord. 

Hvordan har du det med at skulle dø? 

– Den del af livet vil jeg gerne springe over. Jeg vil leve, men jeg ved selvfølgelig, hvad vej det går, hvilket får mig til ikke at spilde tiden. Jeg håber, det sker hurtigt, et fælles hjertestop midt i et knald med sin elskede, for eksempel. Når vi alligevel er 97 år gamle. 

Hvad er meningen med livet?

– At være så elsket, at man kan elske andre og således skabe mere elsket liv.

Om René Fredensborg

René Fredensborg, 46 år, er journalist. Han har tidligere været ansat på Radio24syv, hvorfra han i juni blev afskediget under stor mediebevågenhed, fordi han angiveligt skulle have smuglet stoffer gennem Sverige til Folkemødet på Bornholm. Interviewet her er lavet inden fyringen. Han har tidligere lavet satire på DR2 og skrevet for bl.a. Information, Euroman og filmmagasinet Ekko. I sidstnævnte skrev han en artikel om indspistheden i filmbranchen, der førte til en fyring af en filmkonsulent. Han har også skabt røre, da han skrev en klumme i Berlingske, hvor han kritiserede danske kvinder og skrev, at hans filippinske kone vaskede hans underbukser i hånden. Han er far til seks børn, som han har med tre forskellige kvinder. Og så er hans filippinske kone, Maiza, gravid med hans barn nummer syv. Han bor i Hornbæk.