Rapperen Nikoline: Hvorfor er det så usædvanligt, at en kvinde er stærk?

Det er Nikolines kæreste og manager Olga, der har syet den hundekurvsstore pink pude formet som en vagina, der ligger henslængt på den leopardplettede sofa med opulente gulddetaljer. Hun har selv fundet på den, den ligner en kæmpestor, blød blomst. – Dem på nettet lignede hotdogs, og de havde ingen klitoris, siger Nikoline.

Og hvad skal man så med dem … Både vaginaen, Ditte & Louise (nummeret er også med i deres nye film), Oliver Bjerrehuus, Peter Aalbæk og en række arabiske kvinder optræder i ”Sut min klit”-videoen. Og Nikoline selv selvfølgelig. Højhælet og rødmundet og fuck-skarp i mælet. Nu sidder hun i sit køkken iført lyserøde plyshjemmefutter med kaninører. Hver ting til sin tid ... Hvad er dit store budskab? – I forhold til ”Sut min klit” er det et opgør med sexisme. Jeg viser med videoen: Det her er ikke pigerne imod drengene. Feminisme er for alle. Og det er rigtig meget op til dig selv at sige fra og til. Det er vi alle sammen nødt til at blive bedre til. Ud over det pointerer jeg også, at kvinder har været undertrykt og diskrimineret i årtusinder, og bare fordi vi fik stemmeret for ca. 100 år siden, og der var nogle bh’er, der blev brændt i 1970’erne, så er det altså ikke det samme, som at vi har udlignet forskelsbehandlingen.

Hykleri

”Sut min klit” er i skrivende stund set 220.000 gange på YouTube. Og har affødt en heftig debat. Spørgsmålet er hvorfor. Der skete ingenting i den dur, da Suspekt lavede ”Sut den op fra slap”. – Ja … men ”Sut min klit” er alligevel meget mere, for jeg bruger det i overført betydning til at revse noget af hykleriet og misogynien, der findes i alle mulige dele af samfundet. Jeg bruger videoen til at turde ubehaget. Til at konfrontere samfundet. Der findes ikke noget ”Sut min pik”-nummer, der kommer ind på pædofili og revser religionerne og tager fat i hele #MeToo og feminismedebatten. Det har mange flere niveauer end bare at være et seksuelt nummer om den fysiske ting. Det er jo ikke det, der er pointen. Pointen er: – Opgøret med den sexisme, som er meget aktuel i den samfundsdebat, vi har haft om #MeToo og feminisme. Jeg kommer ligesom og brager igennem den debat og siger: Prøv at høre, feminisme er for ALLE. Det ER sådan set bare at kæmpe for lige rettigheder og vilkår for alle uanset køn. Punktum. ”Sut min klit” er et indspark til ligesom at befri ALLE uanset køn og pointere, at om du i MIN verden er han, hun eller hen, så begrænser det ikke, hvad du må eller kan være. Lad os stoppe med hele tiden at falde ned i sådan en latterlig debat med, at der er forskel på mænd og kvinder. Det er ikke det, der er pointen. Pointen er, at der er større forskel på os som individer, end der er mellem sådan en imaginær norm for, hvad en mand er, og hvad en kvinde er. Der er mange måder at være kvinde på, og der er mange måder at være mand på. LÆS OGSÅ: Lotte Svendsen: "Jeg har fandeme aldrig haft det bedre med mig selv, end jeg har det lige nu" Men er der ikke stadig andre standarder for mænd – de kan på nogle planer tillade sig mere? – Hvad er strukturelt? Hvad er egentlig forskelsbehandling? Og hvad er noget, som egentlig bare er oppe i hovedet på dig selv? Hvis du som kvinde føler, at du ikke kan tillade dig at gå ned igennem Strøget med bar overkrop, er det noget, der sidder inde i hovedet på dig selv. Der er ingen lovgivning, der diskriminerer dig fra at gøre det. Og jeg gør det! 8. marts lagde Nikoline et billede af sig selv og en mandlig bekendt på Instagram. De havde lige spillet basket, var begge to svedige og i bar overkrop. – Det var et helt almindeligt ”nu har vi været henne og spille basket Happy 8. marts”-agtigt billede. Det blev pillet af Instagram med det samme. Så lagde jeg et redigeret billede op – jeg havde taget de mest behårede store mandepatter, jeg kunne finde på internettet og klistret på mig selv. Det billede fik så lov til at blive der, og de patter var altså større end mine. Bare for at understrege, hvor latterligt det er.

Kæmpe lussing

Det danske samfund trænger ifølge Nikoline til en generel oprydning, som vi alle sammen skal bidrage til. Hun tager via sit og Olgas firma Rebel Inc livtag med nedgørende sexisme, hyklerisk religion og det, hun kalder for ”uduelige” politikere, der har smidt 100 milliarder skattekroner væk. Hun taler om, at både ytringsfrihed og demokrati er under pres. – Det er efterhånden sådan herhjemme, at ”så længe du er enig med mig, har du ytringsfrihed, og så snart du er uenig – så prøver vi at lukke ned for dig”. Der er meget tydelige eksempler efter Muhammed-tegningerne, og jeg har oplevet, at der har været virkelig meget selvcensur – også blandt kunstnere. Og også i forhold til hele indvandrerdebatten. I det første nummer, jeg lavede, ”Tæsk til alle”, insisterer jeg på den komplekse virkelighed i stedet for den hypernormaliserede virkelighed, som medierne og politikerne prøver at trække ned over os og fordumme os med. Jeg siger meget klart: ”Jer, der kommer med Koranen og moraliserer, I er selv flygtet fra manglende menneskerettigheder, og så kommer I her med jeres homofobier, og I er ikke tilhængere af ytringsfrihed, velfærdsstat og kvinderettigheder”. Og det er jo ikke ALLE fra arabiske lande, jeg rammer dér. Det er præcis dem, der prøver at underminere ytringsfrihed, velfærdsstat og kvinderettigheder. Det prøver jeg ligesom at nuancere. Jeg kan ikke lide, at venstrefløjen ikke kan finde ud af at tage fat i problemerne. Jeg kan ikke lide, at DF og andre prøver at forsimple tingene og mistænkeliggøre alle, der har niqab på. Jeg insisterer på nuancerne, på, at det er muligt at komme med sådan en kæmpe lussing til nogle – uden at den rammer alle. Videoen ”Flertallet er dumme” skabte hun som reaktion på det, hun opfatter som ”et demokratisk problem”. – Vores politikere kan smide milliarder væk i skat, det er lige meget, om de er røde eller blå, de har alle sammen været med til det, og der har ikke været NOGEN konsekvens. Men kommer du til at sætte et komma forkert i dit momsregnskab, er det klask med det samme. Politikerne kan i værste fald få en ombudsmandsnæse. Det er jo absurd. Vi har som befolkning ingen sanktionsmuligheder reelt set. Vi kan sætte et kryds på nogen, der siger ét og gør noget andet, og det er ligesom det. ”Flertallet er dumme” indbragte hende en politianmeldelse. – Der var ikke noget at komme efter, men der var faktisk ikke andre medier end filmmagasinet Ekko, der ulejligede sig med at ringe til politiet – og få dét konstateret. Mange medier blæser noget op til de helt store clickbait-overskrifter uden så at følge op. På den måde bliver jeg tvunget til at forsvare mig imod et eller andet image, som DE har lavet.

Nikoline er en vinder

Nikoline har en kandidat i fysik, er uddannet klassisk guitarist og læser lige nu jura på Københavns Universitet ved siden af musikken. ”Jeg er en vinder”, har Nikoline sagt i et P1-program, hvor værten kaster udsagnet tilbage mod hende som noget negativt. Og det er hun. Men det indebærer indirekte, at der er nogle, der er tabere, og i et konsensussøgende land som Danmark udnævner man ikke ustraffet sig selv til at være vinder, når det sker på en basis af bevidst provokation. Reaktionen kommer prompte. Langt hen ad vejen forstår jeg hendes budskab. Og hun skal endelig blive ved med at kalde sig for vinder. Gå hjem, jante! Men spørgsmålet er bare, om ikke hun ville nå bredere ud, hvis hun nøjedes med at gå til kanten og ikke over kanten med sit sprog. Og sin vrede. Måske skræmmer du nogle væk? – Der er rigtig mange mennesker med på holdet. Jeg prøver ikke at appellere til alle eller være en, der pleaser. Jeg udtrykker MIG. Det er meget reelt, jeg prøver virkelig at udtrykke mig så autentisk som muligt. Og jeg har altså med hver video nået flere og flere mennesker og fået mere og mere opbakning. Dem, der bliver skidesure? – Det er de da velkomne til. Kan du forstå vreden? – Næ. For jeg har det jo på en anden måde. Og det er ikke så vigtigt. De har ytringsfrihed og kan komme med lige så mange sure kommentarer, som de har lyst til. Det kan være lige meget. Der er sure kommentarer på ALLE videoer. Selv dem med kattekillinger og smoothieopskrifter. Der vil altid være nogen, der diskuterer racisme, religion – eller bare er sure. Og nu kalder jeg dem det, jeg virkelig synes, de er: Tabere, som ikke før har haft et outlet. Og nu kan de så sidde hele dagen på nettet og sprede deres galde, og så ser det ud, som om der er mange flere brølende aber, end der faktisk er. Det virker, som om debatklimaet og det hele er fucket op, men de mennesker har faktisk eksisteret hele tiden, vi har bare ikke hørt om dem før, fordi det ikke har været talentfulde mennesker. Eller mennesker, som har haft drivkraft nok til at lave en video som min! Men: – Problemet er, at medierne hæver de her mennesker op og giver dem uproportionelt meget opmærksomhed. For det skævvrider vores virkelighedsopfattelse.

Yin og yang

Som inspiration til ”Sut min klit” brugte Nikoline en ordentlig stak kvindeblade. Hun bryder sig ikke om dem. Fordi hun simpelthen ikke bryder sig om kønsopdeling. – Det med, at jeg har læbestift og stiletter på og samtidig er meget offensiv og rå i min video, er også for at understrege, at det ikke er hverken ”maskulint eller feminint” at være hård/rå. Det er for at vise, at jeg ER yin og yang. Og at det er i os alle sammen. – Så lad nu VÆRE med at prøve at definere mig. Kan vi ikke bare leve? Kan du ikke bare forholde dig til mig i stedet for hele tiden at prøve at lave en slags lineal over, at ”sådan er en kvinde”, og så måle mig op imod det, som ”flest” er. Der er bare hele tiden den med: ”Hvordan passer du ind i kassen? Du stritter ud dér”. Hvad så? Forhold dig til mig! Nikoline og Olga er kærester. I Nikolines optik er kønnet ikke relevant. – I min verden gør det, at du er kvinde, ikke, at jeg med det samme antager, at så må du være sådan og sådan. Det er bare din kromosomkombination. Du kan være kvinde på rigtig mange måder. Hvad har jeg f.eks. tilfælles med Pia Kjærsgaard? Ingenting! Bryster? – Ja, og æggestokke. Og det er det. Jeg har mere til fælles med en Frederik Cilius – Kirsten Birgit – og med en Jonatan Spang og så videre. Jeg kan da ikke bruge det til noget, at hun har nogle æggestokke. Som om det skaber et automatisk fællesskab. Og det dér med ”VI kvinder” – sådan noget kan jeg slet ikke fordrage. Snak for dig selv! Du kan ikke repræsentere mig, fordi du er kvinde, ligesom du heller ikke kan repræsentere mig, bare fordi vi tilfældigvis begge har mørkt hår. Det er lige så tilfældigt og ligegyldigt. Hvor har du håret fra? – Haha. Jamen min mor er fra det tidligere Jugoslavien, så jeg er halvt dansker og halvt exotic.

Kosmopolit i Jyllinge

Jyllinge i begyndelsen af 1990’erne. Nikoline voksede op dér. Nu synes hun, det er en smuk by, men dengang følte hun faktisk ikke, at det ”var så definerende” for hende at bo dér. – Jeg var rigtig meget i København til musikaktiviteter og til dans og var hele tiden ude at rejse. Fra jeg var 12 år, rejste jeg alene. Jeg var på et længere musikophold i England på en kostskole. Jeg følte mig på en eller anden måde meget som kosmopolit. Med base i Jyllinge. Typisk Nikoline tager hun det oppefra og ned, at hun blev mobbet i folkeskolen – for sit intellekt. – Jeg oplever ikke, at jeg er blevet mobbet for min seksualitet, min etnicitet eller for at være den yngste, som måske kunne være oplagt. Bortset fra en enkelt mulatfyr var alle de andre helt danske. Men jeg blev faktisk mobbet for at være som Hermione Granger fra ”Harry Potter”. Hende den kloge. De andre kunne ikke finde ud af at putte mig i boks, for samtidig med at jeg var hende, der fik alle 13-tallerne, sad jeg også med benene oppe og var Pippi Langstrømpe, der lavede danseturnering på taget, eller Emil fra Lønneberg, der oversvømmede klasselokalet. Min pointe med det er bare, at jeg ikke nogensinde har ladet mig begrænse. Du er heller ikke blevet begrænset hjemmefra? – Nej. Jeg har nogle fotos, fra jeg er to år gammel og har tegnet kruseduller på væggene. Det fik jeg ikke skældud for. Det var bare sådan: Udtryk dig! Det blev jeg kun opmuntret til. Hun oplevede ”helt klart” at være det sorte får, da hun voksede op i Jyllinge. – Jeg har bare aldrig nogensinde haft den længsel – som jeg kan høre mange andre har – efter at VÆRE ligesom de andre. Jeg har mere været det sorte får, der var sådan: Okay, det er eddermame mærkeligt, at I alle sammen render rundt og er hvide får. Eller LADER, som om I er det. Det var sjovere at være det sorte? – Jamen det er bare sådan, jeg er! Jeg har aldrig nogensinde haft trangen til at være noget, jeg IKKE er. Det har vel ikke været nemt? – Det er underligt at sætte det sådan op. For er det lettere at lade, som om du er noget, du ikke er? Nej, men man kan få klaps, når man helst går i modvind? – Jamen det er svært, for er du anderledes, er det ligesom bare sådan, det ER. Så kan nogen opfatte din eksistens som provokerende, men … der er jo ingen, der f.eks. er homoseksuelle, fordi de vil provokere andre. Ligesom du ikke er rødhåret for at provokere andre, du har bare tilfældigvis rødt hår. Det er der så nogle, der synes, de vil mobbe dig for. Og så kan du være ligeglad – eller du kan lægge dig fladt ned for det og farve det sort. Nikoline siger, at det med mobberiet ikke har påvirket hende ”så meget”. – Jeg synes egentlig bare, jeg tidligt har haft en meget voksen dialog med min mor om det, og det var meget tydeligt for mig, at usikkerheden lå i de børn, der mobbede, og det var årsagen til, at de kunne finde på at trække et eller andet ned over mig. ”Æv, du er anderledes”. ”Nå? Jeg er mig. Du er dig”. Jeg har ingen trang til at være ligesom alle andre eller være på en måde, jeg IKKE er. Jeg står ved den, jeg er, og så er den ligesom ikke længere.

Glimmerbøsser

Enebarnet Nikoline mener ikke, at søskende ville have gjort nogen forskel. – Jeg har bare ikke rigtig følt, at jeg var alene. Jeg har altid følt, at jeg havde et fællesskab med Kafka, Orwell og Broby- Johansen. Jeg synes hele tiden, jeg har kunnet se eksempler: Pippi Langstrømpe. Barnet fra ”Kejserens nye klæder”. Og ”Den grimme ælling”. Der var masser af eksempler, jeg kunne spejle mig i. – Og jeg er blevet opdraget til at være mig selv og har stået ved det og har ikke nogensinde følt, at jeg var FORKERT. Min mor var på et tidspunkt bekymret for, om jeg ville komme til at skubbe min seksualitet foran mig som min identitet, som mange gør: Nu finder jeg ud af, at jeg er lesbisk, og så skraber jeg håret af og render rundt i drengetøj. Hun tænkte: Bare folk ikke kommer til at se dig som hende lebben i stedet for alt det, du faktisk er som person. Men jeg havde selv samme reaktion, da jeg som 13-årig var inde i landsforeningen for bøsser og lesbiske. Der var ikke lige andre piger, der så tidligt som jeg havde fundet ud af, hvad de var til, og da jeg kom derind, så jeg virkelig stereotyperne: Butch, dyke og glimmerbøsser og tænkte bare: Det er jo ikke mig, det her, det kan godt være, vi har samme køn og samme seksualitet, men det dér har IKKE noget med mig at gøre! Jeg tændte ikke på det. Min mor fandt med årene også ud af, at der ikke var nogen, der kom til at se mig som hende lebben, men at jeg blev ved med at blive set for den, jeg er. JEG forveksler ikke identitet med seksualitet. Ligesom jeg heller ikke kan forstå det, når nogen skubber deres religion og etnicitet foran deres personlighed. LÆS OGSÅ: Louise Kjølsen: "Hvorfor skal en kvindes brystvorter gemmes væk, mens en mand gerne må luftes?" Som undskyldning? – Ja nemlig. Hele den krænkelseskultur: ”Jeg er muslim, så sådan og sådan”. Jamen er du ikke først og fremmest et individ? Og hvad er det, du vil i verden? Hvad vil DU i verden? – Jeg vil revse hykleriet som barnet i ”Kejserens nye klæder”. Jeg vil skære igennem alt det bullshit, og så vil jeg … prøve at ruske verden til fornuft. Så vi kan samles om det, vi faktisk er enige om, i stedet for hele tiden at opsøge splittelsen. Eksemplificeret ved det med feminisme: At de fleste af os er enige om, at lige vilkår for alle uanset køn må være en helt indlysende forudsætning for vores samfund. Nikoline sætter sin sidste trumf på: – Det dér med ”stærke kvinder”, der meget optræder i vores sprog. Hvorfor er det usædvanligt, at en kvinde er stærk? Der er mange ting i overskrifter: ”Hun er en stærk kvinde”. ”Det er en kvindelig rapper”. Ville du nogensinde sige: ”Det er et mandligt rockband”? Hvorfor skal kvinder med succes hele tiden skubbe deres køn foran sig? Det er absurd. Det er ikke nogen undtagelse, at kvinder er stærke og har succes. Der er stærke og svage kvinder, der er stærke og svage mænd, der er magtliderlige kvinder og magtliderlige mænd, der er kujonkvinder og kujonmænd. Alle de dér karakteristika – stærk, loyal, sjov, pushy, bossy … it applies to everyone. At styrke automatisk må være noget maskulint, foregår meget på det ubevidste plan, og det er det, jeg ligesom obstruerer. For jeg har hele tiden følt, at det HELE er en del af min palet. Som barn legede jeg lige så meget med Barbie som med Power Rangers, og jeg identificerede mig lige så meget med Pippi som med Rocky Balboa. Det har ikke været kønnet, der har været det afgørende. Det er jo ikke fissen, jeg rapper med!