Kendte

Parret Thomas Blachman og Julia Werup: ”Selvfølgelig clasher det en gang imellem, fordi vi begge to har ret store egoer.”

To store egoer under samme husbådstag … Thomas Blachman og Julia Werup har sammen lavet albummet ”Blixtra”. Velkommen til en samtale, der momentvis faktisk handler om kærlighed og det kommende barn – selv om Blachman stritter imod. Og om livet. Som har været en hård nyser for Julia.

Hvordan har du det Thomas?

– Jeg har det sgu godt, det må jeg sige.

Er du i fred med livet?

– Fred har aldrig været mit ideal, måske er det derfor, jeg har det godt.

 

Thomas Blachman laver kaffe. Hans kæreste Julia Werup er ved at tage tøj på. Undulaterne Chad og Fritz Juel flyver frit rundt. REC-knappen på min optager lyser. Jeg har lige trykket på den. Vi er i gang. Tror jeg. Men Thomas kigger på optageren og siger:

– Vi venter lige med den dér, vi tænder, når vi starter, for det kan godt være, Ghita Nørby var slem – men det her bliver endnu værre.

Hvad mener du?

– Arh men det er rigtigt. Jeg SIGER dig. Du er kommet i divahuset her.

Cut.

NØGEN

Julias digtsamlinger ”Supernova” og ”Ensomme mænds død” ligger på sofabordet på Thomas’ husbåd. Digtene har dannet basis for albummet ”Blixtra”, som Julia og Thomas har lavet sammen. Thomas er 56, kendt af hele Danmark, revl og krat. Julia er 31, datter af den kendte svenske poet og musiker Jacques Werup, der døde i 2016. Julias mor, Marie Werup, døde i 2018. Julias sorg ligger lige under huden. Thomas har stadig sine forældre. Han har set et par ægteskaber indefra, har børn. Julia har ingen af delene, men det bliver der lavet om på inden længe. Planen er, at vi skal snakke om kærlighed. Det sidste har Thomas imidlertid glemt, han vil tale om KUNST. Så vi starter blødt med ”Blixtra”, som Thomas i vanlig Blachman-stil kalder ”en illustration af tekstindhold og en sjov elegance af brutalitet og noget mørkt og sexet og alligevel sårbart”.

Hvordan har arbejdsprocessen været imellem jer?

Julia: – Jamen det var ikke sådan planlagt på den måde. Først kom bogen den 21. marts, og ud fra de digte gik vi i studiet her på båden en dag. Jeg stillede mig nøgen foran mikrofonen, og så tog jeg bogen og læste højt på en halv time. I hvert nummer blev Thomas nødt til at klippe det væk, når jeg udbrød: ”JEG ORKER IKKE MERE, JEG GIDER IKKE MERE!”. Bagefter lavede jeg vokaler oven på. Og så har du arbejdet ud fra det.

Thomas: – Musikken har vi på en måde lavet sammen, mens fuglene fløj om ørerne på os og kom med på pladen.

At stå splitternøgen på en husbåd, hvor musikken opstår imellem jer – kunne det ske, uden at I var forelskede i hinanden?

Thomas: – Dér kommer et ledende spørgsmål! Det er bare en energi, der er der hele tiden. En rastløshed. Rastløse mennesker er tit skabende mennesker. Der er noget punk i måden, Julia skriver på – bum, færdig og UD. Julias univers er ægte levet liv, 100 procent hovedstol, og så langt fra det tillærte man overhovedet kan komme.

Julia: – Jeg kommer fra svensk kulturelite, og jeg ... hadede alt, hvad der havde med kultur at gøre, i min opvækst. Jeg gjorde alt, hvad jeg kunne for at modarbejde at blive ligesom min far og min mor og deres venner. Jeg læste ikke. Mine forældre kom altid med forskellige bøger og musik, jeg skulle læse og høre. Men jeg ville bare feste og rejse og sidde i mine højeste stiletter for at provokere min far, som syntes, mine sko lignede ”hore-sko”. Det var det, jeg gerne ville bruge min tid på i min ungdom.

Hvorfor?

– Fordi man ikke skulle blive som sine forældre eller deres omgangskreds! Det var min store skræk.

Og så ender man alligevel med at blive det?

Julia: – Åbenbart! Jeg fandt jo ud af, at kunsten er terapeutisk, et overlevelses-værktøj. Jeg blev nødt til at gå ind i den verden, fordi jeg skulle af med noget, jeg havde i mit system. Jeg har både adhd og er ordblind, så det er imod alle odds, det er lykkedes mig at lave de her værker. Der var aldrig nogen, der troede på mig, mine forældre var dybt bekymrede over, at jeg ikke læste og ikke var så god i skolen. Men på et tidspunkt begyndte jeg at interessere mig for poesi og fandt ud af, at jeg havde et sprog, en fortælling. Og poesien var lige så kort som min egen koncentrationsevne. Og så begyndte jeg stille og roligt at digte.

Thomas: – Genialt!

Har I skændtes under arbejdet med albummet?

Thomas: – Altså jeg har jo arbejdet med rigtig mange diva-tosser i mit liv …

Og du er jo selv lidt af en?

Thomas: – Jamen jojo, men i forhold til Julia: På ingen måde! Jeg har sgu aldrig oplevet nogen, der så hurtigt bliver sådan NEJ, NU MÅ DET FANDEME OGSÅ VÆRE NOK-agtig. Det er ret utroligt, det er ret ekstremt. Men Julia har en særlig evne til at performe en tekst, og den evne retfærdiggør alt andet i ”min bog”.

Hvis I begge to er store divaer, hvordan spænder det så af her?

Julia: – Jamen det gør det jo ikke rigtigt. Det clasher selvfølgelig en gang imellem, fordi vi begge to har ret store egoer.

LÆS OGSÅ: Sangerinden Katinka: Jeg ligner for det meste bare udskidt æblegrød, og jeg har det dejligt med det

SKYGGEN

Julia har boet i Danmark i otte år, og digtene er udgivet på det lille danske undergrundsforlag “Det poetiske bureau”.

– Jeg var lige ved at opgive at skrive, men så kom Det Poetiske Bureau og sagde: ”FEDT!”. Indtil da var det en benhård kamp. Jeg har alligevel ikke kunnet lade være med at skrive. Men – jeg tror også, at de dér kunstneres børn står lidt i skyggen af deres forældre. Nogle gange. Jeg så meget op til min far. Selv om jeg syntes, det var meget svært at stå i skyggen af ham, da jeg var yngre.

Nu får I jo selv et barn, og I er selv kunstnere, hvad tænker I i den forbindelse?

Thomas: – Jeg ved fra de børn, jeg har i forvejen, at det handler om at inspirere dem. Når de først finder inspirationen til, hvad fanden de har lyst til at lave i deres liv, så kører de jo bare. Jeg er sgu ligeglad med, hvad de laver, bare de bliver de bedste til det. Min søn er gået fuldstændig amok på egne vilkår og er blevet en sindssygt kompetent socialist. Det er jo vidunderligt, så er passionen gået videre – du er jo også et vildt passioneret menneske, Julia!

Her sniger ordet kærlighed sig alligevel ind. Tag lige en dyb indånding og prøv at følge med, mens Thomas siger:

– Jeg oplever meget hurtigt, om den er der eller ej. Det er en overførsel af noget energi. Det er ligesom at høre et stykke musik. Enten er du på, eller også er du ikke på. Det er et forfængelighedskriterie at formulere sig selv som menneske og på den måde gøre sig selv attraktiv for andre mennesker. Og det er de selvoptagedes gevinst i deres arbejde med sig selv, ikke? Fordi de også er optagede af, hvad der sker INDENI. Og på en eller anden måde kan formulere det med deres sprog og gestik og alt muligt andet. Hvis du møder sådan et menneske: BANG! HER sker der noget! Og det er en stor del af mit fascinationspunkt over for mig selv og over for andre mennesker og over for min historik og min slægt.

Julia: – Hold kæft, hvor du taler meget! Det er jo helt sindssygt. Bliv nu færdig!

Thomas: – Men det er sgu da pointen! Det så jeg da på ÉT sekund med Julia: BUM, dér er min farmor!

Hvad har din farmor med det at gøre?

Julia: – Det jødiske.

Thomas: – Jeg genkender mit ophav i Julias brune øjne.

Og i det jødiske?

Julia: – Ja jeg har også jødisk baggrund fra min far.

Hvad betyder det?

Julia: – Ikke noget som sådan. Min farmor var jøde, men hun døde, da jeg var et år, så jeg nåede desværre ikke at blive en del af den jødiske arv.

JEG ER SULTEN

Thomas er noget ældre end dig?

Julia: – Hvad skulle jeg tale om med en mand på min egen alder? Så plejer det blive noget med, at vi skal snakke om hans angst for fremtiden, og hvad han skal bruge sin tid på og gøre resten af sit liv. Jeg har sgu nok med mine egne tanker om det, jeg har ikke brug for en mand, som er lige så forvirret som mig. Altså ... der er en helt anden stabilitet i ældre mænd.

Har du styr på dit liv Thomas?

– Ja. Jeg er et godt sted i mit liv. Når alt kommer til alt, er jeg en god far. Jeg er relativt heldig med det, jeg laver, og jeg bliver ikke stresset. Jeg blev enormt stresset, da jeg var i 30’erne. Helt udmattet og hjerteafdelingen og alt muligt. Så tænkte jeg: Fuck, det gider jeg ikke mere. Og så har jeg egentlig ikke været det siden. Det var sådan en beslutning, jeg traf – at det var uværdigt. Men ... jeg er nysgerrig på livet, og det er det vigtigste. Jeg har et kæmpe behov for at lave musik igen. Det er derfor, jeg er så sindssygt glad for at komme i gang med det, vi har lavet. Jeg har tænkt mig at lave SÅ meget mere musik. Det er også en terapeutisk ting. Jeg har virkelig noget til gode, og det er så fedt at være sulten, jeg er 56 år gammel, og jeg er SULTEN og på den måde så ufærdig. Det er også derfor, jeg kan hænge ud med ungdommen på den måde. Jeg er ikke sat, jeg samler ikke på golfkøller og hvidvin. Jeg drikker det bare og elsker min egen umodenhed på alle måder.

Julia: – Barnlig på en måde. Det synes jeg er heldigt.

Kan I dele hele livsbagagen?

Julia: – Ja, Thomas kender alt i mit liv. Jeg mistede begge mine forældre for ikke særlig lang tid siden. Og jeg begynder tit at græde, fordi der kommer en eller anden duft, som minder mig om noget fra min barndom, eller der sker noget, der minder mig om mine forældre. Du deler også svære ting, måske ikke helt så meget, som jeg gør. Jeg har også et stort behov for at tale om det svære i livet.

Thomas: – Vi er ens, og vi er meget forskellige. Jeg har stadig begge mine forældre, de er over 80, de har været sammen i 60 år, alene det ...

Julia: – Jaja, men vi kommer begge to fra meget privilegerede steder og familier. Jazzmiljøet deler vi. Det føles meget trygt for mig. For jeg tog med min far på jazzklub, fra jeg var to år, og hørte ham spille. Det er bare så trist, at Thomas ikke kan møde mine forældre, og det er endnu værre at være gravid og ikke kunne sige det til sine forældre. Det er virkelig hårdt. Især med min mor, som ikke er der. Det er i det hele taget også bare en kæmpestor forandring i mit liv. Jeg har levet som en sindssyg med masser af alkohol, mænd, coke og fest.

TAKNEMMELIGHED

Hvornår forlod du den del af dit liv?

Thomas: – Da hun mødte mig!

Julia: – Ja, det var det nok. Det er jo noget helt andet nu, det er blevet et meget dejligt fundament, fra vi mødte hinanden. Trygt og kærligt, som jeg ikke har haft tidligere i mit liv.

På trods af at du havde forældre?

– Jamen de havde for travlt med at drikke rødvin i Paris eller arbejde eller være sammen med deres venner. Jeg flyttede hjemmefra som 16-årig, min far købte en lejlighed i Malmø. Jeg savnede konstant min familie, men kunne alligevel ikke holde dem ud.

Hvad er det for et liv, I kommer til at skabe her?

Thomas: – Det må være nu og her. Ingen af os er langtidsplanlæggende typer. Men der er taknemmelighed. Helt taoistisk grundlæggende: Jeg står op her og ser lyset flimre om morgenen. Dét øjeblik. Så skal jeg ikke bede om mere. Der er SÅ meget energi lige dér, og det må jeg så klare mig på. Og hvis jeg så passer lidt på nuet, så skal nuet nok passe på mig i morgen.

Eller en, der hedder Julia ...

Thomas: – Det handler jo om bare at VÆRE og stå ved sig selv og kunne møde et andet instrument, som Julia i virkeligheden er, og synes, det er et fedt instrument: Jeg kan godt lide den melodi, du spiller eller synger, jeg kan godt lide den måde, du gør tingene på. Det er ét stort orkester, det her liv. Med alle mulige røvkedelige instrumenter, der spiller de samme melodier. Og en gang imellem møder man så et instrument, der stikker ud. Det et så vigtigt, at ånden ikke forsvinder ud af én. At man bliver ved med at være nysgerrig. Ellers kommer man lynhurtigt til at se virkelig gammel ud.

LÆS OGSÅ: Barbara Moleko: Hele det der skinny skønhedsideal er bare belastende

KØNSBEHÅRING

Thomas er født i 1963. Og voksede op i en helt anden tid. Hvor kvinder f.eks. gik topløse på stranden og havde hår under armene.

Thomas: – Ja, er du sindssyg! Og der var god stemning på lærerværelserne og mere tålmodighed i uddannelsessystemerne, og man var på vej ud af 1950’ernes mørke. Der var en anden optimisme, tror jeg. Det kan savnes. Og ja ... kvinderne havde mere hår på det hele dengang.

Julia: – Dejligt!

Thomas: – Kæft hvor har jeg set mange forskellige slags bryster hængende i øjenhøjde, da jeg var lille. Og kønsbehåring og uplejede fødder. Det var en skov af … kropslighed. Jeg tænkte jo ikke over det, så naturlig var nøgenhed dengang.

I dag er vi hårløse?

Julia: – Jeg har hår! Jeg har også hår under armene.

Man kan jo håbe, håret er på vej tilbage. Sammen med frisindet, vanviddet og festen i vores liv?

Thomas: – Ja, det er der mange, der ville have godt af. Halvdelen af Danmark får for lidt sex, det er der ingen tvivl om, og det er ikke sundt for nogen. Specielt ikke for dem, der får sex regelmæssigt, for dem er det virkelig kedeligt, at halvdelen sidder uforløste med ondt i røven. Jeg ved ikke, hvad fanden det er, der går galt. Jeg tror, mændene har svært ved at finde ud af, hvordan man egentlig agerer som mand. Vi er gået kolde. Man savner en Simon Spies, der fandeme står nøgen på en eller anden bar med sin lille tissemand foran hele den danske presse.

Julia: – Det lyder så dejligt, jeg ville så gerne have mødt ham!

Thomas: – Fuck, det kunne være, jeg skulle gøre sådan noget! Jeg overvejer nogle gange, om man skulle gøre noget fuldstændig radikalt. Gå nøgen ned igennem Strøget f.eks. Tiden kalder på det.

I kunne gøre det sammen?

Julia: – Nej, jeg ville gøre det alene, hvis jeg skulle gøre det. Men altså ... jeg er meget nøgen herhjemme. Bader nøgen i mit hus i Sverige med veninder. Går rundt nøgen. Går i sauna. Det er afslappende og naturligt, jeg NYDER det, jeg nyder virkelig min nøgenhed. Det er ikke spor mærkeligt. Jeg er opvokset i en familie, der havde et meget naturligt forhold til nøgenhed. Min far og mor og søster. Alle altså. Det var ikke noget at skamme sig over. Det vil jeg give videre til mit barn.

Thomas: – Jeg tisser lige hurtigt. Jeg lytter! Jeg tisser med åben dør.

MISBRUG

Så kan jeg passende spørge, hvad Julia skal skrive næste gang imens:

- Måske noget, som har at gøre med det kæmpe skift, der sker i livet lige nu. Graviditeten kaster mig hele tiden tilbage i min barndom på en meget underlig og smuk og lidt ubehagelig måde. Jeg har jo aldrig prøvet det her før, og det er meget tydeligt: Drømme om natten, ting fra barndommen, mine forældre, min styrke. Og når man så begynder at mærke spark ... Det er magisk, en stor gave, et nyt kapitel i mit liv. Så jeg tror, det kommer til at handle om det kapitel på en eller anden måde.

Det er et drive at skrive?

Julia: – Det ER virkelig et drive. Som startede med en trang: Nu skal jeg vise jer!

Thomas: – Det var det geniale ved mine forældre, at uanset om jeg var ordblind, og jeg aldrig lavede lektier, sagde de: ”Det skal sgu nok gå alt sammen”.

Julia: – Det gjorde mine forældre ikke. Det var meget vigtigt med dannelse, det var meget vigtigt at blive til noget, meget. Det var især vigtigt for min mor, som også kom fra en overklassefamilie, at man skulle have en uddannelse, hun var selv både oversætter og psykoterapeut. Jeg kæmpede som et dyr under hele min skolegang. Jeg tog en socialrådgiveruddannelse. Det var en kamp, jeg drømte mig væk og skrev digte under forelæsningerne og fik dårlige karakterer og kom fuld til min eksamen i stiletter og pels, en luderpels, som min far så fint ville have sagt. Jeg skulle op i en eksamen om misbrug og var påvirket af både coke og alkohol, det var fuldstændig sindssygt. Men jeg FIK min eksamen, og min mor blev stolt og glad.

Har du været bekymret for dig selv?

 – Ja, Mit liv har været meget op og ned, som jeg skrev i min første bog, ”Livet skal spises i små stykker, jeg spiste for hurtigt”. Jeg har ... haft det virkelig skidt i perioder. Jeg flyttede også hjem til min mor i Sverige på et tidspunkt, fordi jeg prøvede at komme væk fra det meget destruktive liv, jeg levede. Da min far døde, eskalerede det hele, og et år efter fars død, døde min mor. Mit ansvar for min lillesøster holdt mig i live. Vi stod med to huse i Sverige og var kun os, jeg besluttede mig for at tage mig sammen og være et godt menneske og være den voksne over for min søster. Så det var faktisk lidt hende, der fik mig til at holde mig på benene. Det er svært at miste forældre så tæt efter hinanden. Man står helt ensom i verden uden noget som helst fundament. Det gør ondt. Man må skrive og synge sig ud af smerten …

Thomas: – Det har simpelthen reddet dig.

Julia: – Ja, det tror jeg, det har gjort.

Thomas: – Men det besynderlige er, at du har reddet poesien også. Den har fået et spark i røven. På den måde er det vigtigt.

”Var det det?”, spørger Thomas Blachman efter interviewet. Og det var det. Det var vel også – nok.

 

Thomas Blachman og Julia Werup

Hvad: En samtale om livet, som har været sværere for Julia end for Blachman.

Hvorfor: Fordi Thomas og Julia sammen har lavet albummet ”Blixtra” – og skal giftes og have et barn.

 

Læs mere om: