ole bornedal
Kendte

Ole Bornedal om sit livs kærlighed: Jeg har ledt efter Helle i over 40 år

Det tog Ole Bornedal en halv time at finde ud af, at Helle Fagralid var kvinden i hans liv. Og da han sagde det til hende, begyndte han at græde. Han har nemlig aldrig været bange for at sige, hvad han føler – tværtimod synes han, det er et problem, hvis man ikke gør det.

Det er ikke ret længe siden, Ole Bornedal mødte kvinden i sit liv, skuespilleren Helle Fagralid. Og her taler vi altså virkelig om KVIN-DEN. Som i, at Ole Bornedal står op og synger med solsorten hver morgen, så lykkelig er han.

– Hehe, har jeg sagt det? Jamen, det er også rigtigt. Jeg elsker og begærer Helle, og jeg har ledt efter hende i ... øjeblik, jeg skal lige regne ud, hvornår jeg blev kønsmoden, siger Ole Bornedal med et skævt smil og tæller inde i hovedet.

– Over 40 år må det være. Så længe har jeg ledt efter kvinden i mit liv. Det tog lang tid, og det trak virkelig på min tålmodighed. Men så var hun der også.

Men du har jo været gift før?

– Ja, med mine børns mor. På nær Peter, den mindste. Hans mor var jeg ikke gift med. Men det var først, da jeg mødte Helle, jeg fandt ud af, hvor nemt man faktisk kan være sammen.

Hvordan mener du?

– Det er bare nemt. Og det tog mig en halv time at finde ud af, at Helle var kvinden i mit liv.

Hvordan kunne du være så sikker på det?

– Det aner jeg ikke. Der skete bare en eller anden connection dér, som var fuldstændig mærkværdig. Selvfølgelig var jeg kærlighedshungrende og begejstret, men ... altså, jeg er jo ikke et menneske, der nogensinde har isoleret mig selv. Jeg møder ufatteligt mange mennesker i kraft af mit job, men der har aldrig været nogen, jeg virkelig blev forelsket i. Indtil Helle trådte ind ad min dør. Jeg var i færd med at caste til ”1864” og brugte noget tid på at møde folk og se, hvad de var for nogle. Og så klikkede det bare. Ikke fordi jeg tror på de store guddommelige ånder, men jeg kunne bare mærke det med det samme, fortæller Ole Bornedal.

LÆS OGSÅ: Helle Fagralid: Sådan forelskede jeg mig i Ole

Jeg var sådan… psykotisk

Det var en torsdag, Helle Fagralid kom hjem til Ole Bornedal til et uskyldigt arbejdsmøde. Mandagen efter sagde han det til hende.

– Jeg tror, jeg begyndte at græde. Jeg havde spurgt, om jeg måtte se hende igen, og vi skulle bare drikke en kop kaffe. Men vi sad så på en lille café inde i byen, henne i hjørnet, tæt på en buldrende pejs. Jeg tog hendes hånd og sagde, at jeg aldrig havde oplevet sådan noget før, og at jeg var nødt til at fortælle hende, hvordan jeg havde det. Hun havde selvfølgelig al mulig ret til at sige, at jeg var sindssyg.

Hvad sagde hun?

– Hun blev ret rystet. Men så vidste jeg, at jeg i hvert fald havde gjort det, jeg skulle. Jeg har aldrig været bange for at sige, hvad jeg føler – jeg synes tværtimod altid, det har været et problem, når jeg ikke gjorde det. Da min mor døde, havde jeg det så ultimativt dårligt, at det var lige før, jeg stoppede fremmede mennesker på gaden for at fortælle dem, hvordan jeg havde det. Fordi det skulle luftes – jeg måtte lufte mig selv ud. Det tror jeg er sundt.

– Da jeg havde luftet min mors død i halvandet år i træk og ingen muligheder havde forsømt for at tale om det, mærkede jeg, at jeg ramte loftet. Min gode ven Jens Arentzen sagde: ”Ole, nu tror jeg, jeg har hørt den historie 6.000 gange, så jeg vil bare lige fortælle dig, at du jo ikke er den eneste her i tilværelsen, der har mistet et menneske, der stod dig nær. Så måske skulle du begynde at snakke om noget andet ...”.

– Det var sådan en ... lussing. En bombe. Men Jens havde fuldstændig ret. Og han sagde det på det helt rigtige tidspunkt. Men hvad kan man risikere ved at sige, hvad man føler? Man kan blive afvist og få en lussing. Men måske har vi godt af at få nogle lussinger en gang imellem.

Den mandag på caféen fik Ole Bornedal ingen lussing. Men Helle Fagralid gik hjem med en mave i oprør. Trods angsten for at blive afvist inviterede Ole hende ud igen. Og hun dukkede op. Igen.

– Hun var selvfølgelig meget forsigtig. Til forskel fra mig. Jeg var sådan ... psykotisk. En galning, der står ude i regnen og skriger op mod vinduet ...

 

Fuck, hvad laver jeg her?!

Helle overgav sig til kærligheden. Så i løbet af et år blev parret gift og købte hus i Hellerup, hvor de flyttede ind med fire af deres fem sammenbragte børn – Ole Bornedals ældste søn, Johan, var netop flyttet hjemmefra dengang. Og nu har han også lige måttet sige farvel til den næstældste, Claudia på 18, som har fundet sit eget sted at bo.

– Der er nok mange forældre, der kender det, men det overraskede mig, hvor deprimerende den dér overgang fra barn til voksen var. Pludselig er de de her selvstændige væsener, der bare kører selv. Jeg har defineret enormt meget af mit liv med mine børn – jeg er ikke flyttet til USA, som jeg kunne have gjort, jeg har ikke været væk i flere år og forfulgt en eller anden drøm. Jeg er hele tiden kommet hjem.

– Da jeg var alene med de tre store, havde vi en enormt tæt enhed. Men så kommer man til det punkt, hvor man ringer til dem, og de siger: ”Ja, far, hvad vil du ..?”. ”Øøh, jeg ville bare lige høre, om du havde det godt ...”. ”Ja, det har jeg. Hvorfor skulle jeg ikke have det, jeg har altså ikke tid lige nu ...”. Bum! På med røret. Det er jo, som det skal være, men jeg synes altså, det er svært at komme sig over, siger Ole Bornedal.

LÆS OGSÅ: 9 ting, som mennesker i stærke parforhold husker at gøre

Vi kan grine sammen

Før han mødte Helle, havde han to seriøse forhold bag sig.

Var du glad?

– Nej. Jo, sporadisk. Der var da nogle opture, men der var for få af dem. Og så kommer der jo pludselig børn. Peter, min yngste, som jeg fik med Hanne, var ikke planlagt, men det har altid ligget mig uendelig fjernt, at der skulle være et forkert tidspunkt at få børn på. Man kan jo ikke fortryde at få et barn. Og Hanne og jeg gjorde det så godt, vi kunne, men måtte kaste håndklædet i ringen til sidst. Men i dag er Peter den lykkeligste lille dreng, med to velfungerende hjem. Det var da en stor udfordring at skulle bringe to familier sammen, især for Helle og hendes søn – det er altid svært, sådan noget. Nye vaner, der skal læres. Men vi købte et nyt hjem, som vi kunne bygge op sammen, så det var ligesom at starte forfra.

Hvad er det så, du og Helle kan sammen – kan vi få en opskrift?

– Vi kan grine sammen. Virkelig drille hinanden, så vi ler meget højt. Det tror jeg er en superkvalitet. Og hvis jeg skal spille klog af erfaring her i en alder af 57, så er det at kunne underholde sig selv og hinanden og smile og grine ad hinanden. Det kan godt være, det lyder som en Victor Borge-kliché, at den korteste vej mellem to mennesker er smilet, men det er simpelt hen sandheden. Det er sikkert også fint at kunne sætte sig ned og analysere tingene 14 timer i træk, men evnen til at turde være plat, overfladisk, drille hinanden, turde sige noget i hovedet på hinanden, så man bliver afvæbnet ... det synes jeg er en fantastisk evne.

– Og så er Helle også min elskerinde. Min hustru og elskerinde.

Hvad er forskellen?

– Hustruen er slowfood. Elskerinden er fastfood, siger Ole Bornedal og griner. Afvæbnende.

Læs mere om: