https://imgix.femina.dk/media/article/hverdagsligestilling-mette-blomsterberg.jpg
Underholdning

Mette Blomsterberg: ”Jeg er GH – Glad Husmor”

16. november 2019
Af Tine Bendixen
Foto: Heidi Maxmiling, Anita Graversen/Ritzau/Scanpix
LIGESTILLING I HVERDAGEN. Tidligt i parforholdet var Mette Blomsterberg fuld af frustrationer over fordelingen af de huslige pligter, som ikke faldt ud til hendes fordel.

TEMA: LIGESTILLING I HVERDAGEN

Gennem tre uger sætter vi fokus på ligestillingen hjemme hos DIG! Hvem støvsuger, og hvem slår græsset? Er fordelingen lige? Ifølge feminas store undersøgelse laver kvinderne mest i hjemmet. Vi undersøger hvorfor – og ikke mindst om vi kan ændre det.

Læs interviewet med Søren Sko her

Læs interviewet med Julia Lahme her

Læs interviewet med Anne Hjernøe her

Læs interviewet med Jens Rohde her

Hvordan fordeler I husarbejdet?

— I virkeligheden ER jeg en husalf. Husmor med stort H. Jeg vil endda sige GH for Glad Husmor. Vi har formentlig været det igennem, som jeg tror, alle par er igennem, når man vokser sammen. Hold op, hvor har jeg brugt meget energi tidligt i vores forhold på at tænke, det var dog UTROLIGT, at han ikke bare rydder op og støvsuger og synes, der trænger til at blive gjort rent, når jeg synes det. Det brugte vi, eller nærmere det brugte JEG, godt nok mange år på. Men vi kom igennem det, og jeg fandt ud af: Det er faktisk ikke for at genere mig, at Henrik ikke springer ind ad døren og griber en gulvklud eller tænker, nu skal vi sørme også have vasket sengetæpper, eller neiih, hvor badeværelsesforhængene trænger til at ligge lidt i klorin, inden vi vasker dem. Jeg kan nævne en milliard ting. Det er ikke det daglige som at tømme opvaskemaskinen – det er vi fuldstændig fælles om. Det er alt det lidt ekstra, jeg kalder tøseting, fordi det som regel er os kvinder, der ser det, før vores mænd gør. Sådan er det i hvert fald her.

Hvad laver Henrik så?

— Det er en latterlig ting, men det er typisk ham, der reder sengen om morgenen, og det er som regel, fordi jeg er ude af sengen, før han er. Så vi har ligesom fundet ud af, at det er ham.

Skifter han sengetøj?

— Det gør han helt klart, men hvis jeg har sagt: Det er det, vi gør i dag. Det er så det, læringen er gået ud på for mig, når jeg siger, at jeg har brugt mange år på at tænke, guud, hvorfor er vi ikke ens. Det er noget med at åbne munden og sige: ”Åh, når du reder sengen i dag, gider du så ikke lige flå sengetøjet af, så vasker jeg det.” Det handler om at bede om hjælp. Henrik støvsuger ofte her, han er sygt god til at støvsuge, han er enormt grundig, og det er en kæmpe hjælp for mig at sige: Er du ikke sød at løbe en tur med støvsugeren på et eller andet tidspunkt i løbet af i dag eller i morgen? Så går jeg og nulrer med alle mulige andre praktiske ting. Nu lægger jeg ordene lidt i munden på Henrik, men det synes jeg godt, jeg kan tillade mig efter så mange år: Han synes grundlæggende ikke, at der er nogen huslige pligter, der er sjove. Så vi har fundet ud af, at når han nu alligevel ikke synes, nogen af dem er sjove, kan jeg lige så godt bede om hjælp til dem, som virkelig hjælper mig. Herhjemme er det til gengæld ALTID Henrik, der kører på lossepladsen. Det er også altid ham, der slår græs. Jeg ville slå superfint græs, men det kan han egentlig godt lide, så lad ham dog for guds skyld gøre det.

Har I skændtes om husarbejde?

— Big time. Men det er år siden. Vi har været hele møllen igennem for at nå frem til det, der fungerer allerbedst: At når alt det, jeg tænker, at jeg synes, vi skal have gjort – og jeg tænker det før ham – så skal jeg bede ham om hjælp. Og så siger han jo aldrig nej.

Millimeterdemokrati er ikke fedt?

— Det er ikke en god idé for os. Det ville aldrig gå. Vi ville skulle skændes om det hele tiden. Og det er i virkeligheden sådan, at jeg faktisk GODT kan lide de fleste opgaver selv. For mig er det virkelig ikke en sur pligt at lægge lidt vasketøj sammen. Og hvis Henrik har været sød at lægge noget vasketøj sammen, kan jeg liiige finde på at lægge håndklæderne om, fordi jeg tænker, at de ikke passer ned til de andre håndklæder. Jeg tror – og nu tager jeg lige alle kvinder med – at det tit handler om, at mændene ikke gør det godt nok. Jeg tror sgu, vi har gravet vores egen grav.

Og du lægger håndklæderne om?

— Altså det ku’ være sådan noget, hvor jeg måske også selv er skyld i, at noget af det ender på mine skuldre. Men det har jeg det faktisk glimrende med. Jeg er også enormt effektiv. Qua mit fag som professionel konditor er jeg god til at få en produktion til at køre, og en husholdning er egentlig også bare en produktion. Jeg hygger mig med det.

Da børnene var små?

— Hvis en af ungerne var syge, delte vi det på den måde, det bedst og lettest kunne lade sig gøre. Men helt ærligt: Moderligt instinktmæssigt har jeg bare altid helst selv villet have det hele af alt det der. Det er så ikke blevet sådan. Men det er bare noget indgroet, altså jeg ER mor. Henrik er en fantastisk og fortryllende far, som pigerne også kan tale med om tingene. Men jeg er bare mor. Jeg har dem inde under huden KONSTANT. Sådan er jeg bare. Det er ikke ham, der ligger vågen, hvis de er i byen. Er det pinligt? Nej. Jeg er mor, jeg har født dem, det er ikke, fordi jeg er hverken hysterisk, hyklerisk eller hønemor. Jeg er bare vild med dem. Jeg tror sgu, det er instinkt.

Hvad med idéen om lovpligtig delt barsel?

— Diskussionen er vigtig: Det der, vi altid bare har gjort, virker det stadig? Men jeg tror generelt aldrig på tvang. Nu har jeg også holdt barsel på en lidt anderledes måde, fordi man som selvstændig er nødt til at være fleksibel. Punktum. Men jeg tror, det er vigtigt, at en far og en mor selv kan vælge. Ingen skal vælge for dem.

Mette Blomsterberg, 49 år, iværksætter-konditor og tv-vært, gift med Henrik Jæger Blomsterberg, der har taget sin kones efternavn. Sammen har de 20-årige Laura og 17-årige Maja og to Grand Danois-hunde. De har været sammen i 27 år.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også