Kendte

Master Fatmans enke: "Da Morten døde, var det som at ankomme til Danmark igen for første gang"

Herminia Vicente Mabunda Lindberg voksede op i en meget stor familie i Mozambique. Et sted fyldt med kærlighed, men uden ret mange penge. Hun forelskede sig i Master Fatman for 10 år siden og flyttede derefter til Danmark. De fik fire børn og et godt liv sammen. Men også et kort liv. Nu er kærligheden og indtjeningen væk. Til gengæld har Herminia en spritny uddannelse og fire dejlige børn.

Herminia Vicente Mabunda Lindberg. Sådan lyder Herminias fulde navn. Lindberg har hun fra sin mand Morten Lindberg. Det er ham, de fleste danskere kendte som Master Fatman. Han var multikunstner, dj og en gavmild mand, der spredte godt humør og en meget tydelig og rar skikkelse i det københavnske gade- og natteliv.

Da han døde i en alder af 53 år, efterlod han Herminia alene med deres fire fælles børn. Hun fylder selv 38 år i juli. Datteren Sol er ni år gammel, drengen Vicinius er fem og tvillingedrengene River og Heaven er to og et halvt.

Der er således nok at se til for Herminia. Hun har netop fuldført en master-uddannelse i International Development, det hedder global udvikling på dansk, samtidig med at hun har stået for stadig at holde skibet med de fire børn sejlende på ret kurs.

Men hvor kom hun fra, hvad så hun i den rare humørspreder, og hvordan har det været at tage rejsen fra Mozambique til Danmark? Og hvordan kæmper man sig gennem sorgen?

15 brødre og søstre

Det er kun godt og vel et år siden, Master Fatman døde. Herminia havde svaret venligt på min interviewanmodning. Ikke med ret mange ord. Men venligt. Hun byder på kaffe og viser sig at være ligefrem og stolt, selv om hun står et sårbart sted. Der falder tårer undervejs, men jeg vil ikke afsløre hvor, for som hun siger: ”Det er godt, at pauserne ikke kommer med i artiklen,” og det hjælper jeg gerne med.

Hendes far i Mozambique var præst, og han havde tre koner. Jeg må spørge, om det var på samme tid for at være helt sikker, og det var det. Herminia var yngste barn ud af otte i farens første kones børneflok. Alt i alt var der 16 børn i familien i en forstad til hovedstaden Maputo.

– Vi boede alle sammen, og min stedmor var også min tante, så nogle af mine søstre er også mine kusiner. Min far var protestantisk præst, men han var nødt til også at være gartner ved siden af for at være i stand til at forsørge familien.

Savnede fællesskabet

Hun ved godt, forholdene lyder lidt kaotiske i danske ører, og hun smiler ved tanken.

– Jeg var meget religiøs som barn og ung og underviste selv i søndagsskole senere hen, og de fleste af mine søskende arbejder stadig med forskelligt kirkearbejde. Det er ikke ligesom børn i Danmark, der arbejder i Lagkagehuset for at tjene lommepenge, eller fordi det er sjovt.

- Vi var nødt til at arbejde for at hjælpe familien. Sådan er det bare i Afrika. Mozambique er en tidligere portugisisk koloni, og stedet er i enhver forstand meget forskelligt fra Danmark, siger Herminia og fortsætter:

– Vi var ret fattige og havde ikke meget, og min far fortalte ofte om, hvor meget fattigere de var i hans barndom. De var nødt til at samle forskellige blade, som de ikke engang vidste, var spiselige, for at få mad nok.

- Der var også borgerkrig, da jeg var barn. Helt op til begyndelsen af 1990’erne. Det hjalp ikke på det hele. Som barn drømte jeg om at få mit eget værelse, men da jeg kom til Danmark, hvor folk lever så individuelt, savnede jeg pudsigt nok den måde, vi boede på i Mozambique. Jeg har faktisk lige bygget en stor seng til mig og mine børn, hvor vi sover sammen.

LÆS OGSÅ: Dét kan vil lære af Master Fatmans liv

Kom her, alle sammen!

Voksendrømmene gik i første omgang ud på at få et arbejde og hjælpe med at støtte familien. Bidrage med en indkomst.

– Gøre et eller andet, så vi kunne komme ud af fattigdommen. Sådan tror jeg, mange børn tænker. Som tiden gik, blev situationen i landet lidt bedre. Det var omkring, da jeg skulle i skole. Der begyndte jeg at drømme om andet og mere end blot et arbejde. Jeg ville gerne være læge.

- Kommuneskolen var gratis, og det var nok ikke den bedste skole, men jeg syntes, det gik meget fint. Hvad mine forældre ikke havde af penge, havde de af kærlighed til os. De passede hele tiden på os, og de var fyldt med kærlighed.

En dag i 2008 da hun var 26 år gammel og arbejdede som bestyrer af restauranten i en slags kulturhus, der blandt andet var støttet af danske kulturkroner, kom der besøg fra Danmark. Blandt gæsterne var Master Fatman alias Morten Lindberg. På det tidspunkt var hendes opfattelse af Europa og Skandinavien noget diffus.

– Vi lærte om Europa i skolen. Steder som Berlin, Frankrig, Spanien og Portugal, men vi var ikke så motiverede til at gide høre om det. Husk på, at vi har været portugisisk koloni, og i Mozambique kan du stadig møde fjendtlighed mod portugisere. De fleste vil sige ”fuck af” til en portugiser.

- Jeg kendte ikke noget til Skandinavien, før jeg begyndte at arbejde i kulturhuset. I Danmark er det nok som i Mozambique. Der findes både ikke-rare folk og den rare slags, men de danskere, der rejste til Mozambique, var meget rare. Det indtryk, de gav, fik en til at tænke: ”Wow, danskerne er søde.” Og I er søde, men så søde er I altså heller ikke altid, siger Herminia.

Den ægte vare

Master Fatman stod for at hjælpe økonomisk med at give musikinstrumenter til kulturcenteret, så folk, der ikke havde instrumenter selv, kunne komme forbi og få mulighed for at øve og spille.

– Folk i Mozambique kan godt være lidt reserverede, men Morten var bare sådan: ”Kom her, alle sammen!” Han var så kærlig og åben. Det var, som om han sagde, at han var en af os, og at vi var sammen om det her.

Master Fatman var i landet en uges tid, og de to var ude at spise og til koncerter sammen, hvor andre også var med.

– Morten var sjov at være sammen med og meget easy-going.

Året efter blev Herminia og en anden fra kulturhuset inviteret til Danmark for at lære noget om musikorganisation på Roskilde Festivalen.

– Jeg var i Danmark i to måneder i alt, hvoraf den første var i Roskilde. Vi hjalp med at sætte ting op på festivalen og lærte meget. Jeg var imponeret, fordi alt var så velorganiseret, sammenlignet med det, jeg var vant til.

Herminia havde armbånd til det hele på festivalen, men hun så hverken Nick Cave, Coldplay, Pet Shop Boys, Oasis eller de andre topnavne.

Hun så mest Morten Lindberg.

– Morten blev en slags tourguide for mig og min ven, og han viste os rundt i København. Vi gik ud og tog til fester, og efter Roskilde Festivalen inviterede han os til at bo i sin lejlighed i København. Min ven og jeg flyttede ind i lejligheden her, og så begyndte Morten og jeg for alvor at føre en lidt anden slags samtaler.

Vi blev mere end venner. Friends with benefits, siger Herminia og griner. Interviewet foregår på engelsk, men lige det udtryk behøver ingen oversættelse. Herminia faldt for Morten. Og Morten faldt for Herminia.

– Morten var et virkelig dejligt menneske. Noget, jeg vil kalde den ægte vare. Ekstra kærlig. Jeg kan huske, at jeg på en måde oplevede andre mennesker gennem ham.

Altså så andre mennesker gennem hans øjne. Så, hvordan folk gerne ville kramme ham. Selv hvis han ikke kendte de mennesker, han mødte, talte han til dem, som om de havde mødt hinanden før.

Gift meget hurtigt

Morten skulle til Thailand i slutningen af Herminias besøg, og hun blev i hans lejlighed i 24 timer efter hans afrejse til Thailand, inden hun selv skulle hjem.

– Det hele var begyndt at blive mere intenst mellem os, så det var mærkeligt at være her i lejligheden alene. Jeg gik ud en enkelt gang, og der havde jeg min første dårlige oplevelse i Danmark.

Jeg gik hen i en telefonbutik for at købe en telefon, men de ville ikke sælge en til mig. De spurgte, om jeg havde et pas. Jeg sagde: ”Ja, selvfølgelig!”. Men de sagde nej alligevel. Jeg oplevede det som tydelig racistisk adfærd. Det var 10 timer, før mit fly gik, og jeg blev sådan lidt ”åh nej”, men alt i alt var opholdet godt, og Morten og jeg var kærester på det tidspunkt.

De næste måneder talte de to alvorligt meget i telefon, og otte måneder senere tog Master Fatman igen til Mozambique. Det var i begyndelsen af 2010.

– Min far var ikke længere i live, men han mødte min mor. Min mor havde sagt, at vi var velkomne til at bo i Mozambique. Jeg havde et liv, men jeg var jo kun lige begyndt på det, hvor Morten havde sit liv og en søn her. Han er 21 år i dag.

- Jeg var klar til at bo hvor som helst. Jeg kom til Danmark 17. marts, og vi blev gift den 29. marts. Jeg var nødt til at blive gift, inden mit visum udløb. Det forklarer, hvorfor det gik så hurtigt.

– At skulle bo så langt væk som Danmark var det sværeste. Jeg vidste ikke, hvad jeg kunne forvente, andet end at jeg skulle være min mands kone. Og i det første år var dét det eneste, der betød noget. Jeg var forelsket.

- Men jeg kunne jo ikke nøjes med at gå rundt og være forelsket. Jeg var nødt til at foretage mig et eller andet for at fylde tiden ud, så jeg begyndte på sprogskole, men nåede kun de to første trin, før jeg blev gravid.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Far uden grænser

Da Herminia var blevet mor til datteren Sol i 2011, tænkte hun, at det var tid til at prøve noget andet, så hun meldte sig ind på RUC, da hun også var begyndt på universitetet i Maputo.

– Jeg sad ofte og arbejdede om aftenen, og når børnene vågnede, måtte jeg sende dem i seng igen, for jeg var jo nødt til at læse på et eller andet tidspunkt af døgnet. Folk har nogle gange spurgt mig, hvordan jeg har været i stand til at skrive mit speciale som alenemor til fire.

Nogle gange føltes studiet som mit ”helle”, hvor jeg kunne kravle ind og skjule mig, fordybe mig.

I 2015 fik de Vicinius og i 2018 Heaven og River.

– Morten var en meget kærlig far. My goodness! Morten var en skøn far, men nogle gange kunne han ikke finde ud af at sige nej til børnene, og man bliver altså nødt til at sætte rammer og grænser.

Lige det kunne vi godt diskutere af og til. Nogle gange kunne han så finde på at sige til mig: ”Vi er ikke i Afrika.” Hvis Morten stadig var her, ville børnene nok mest ligne ham, men det gør de knap så meget nu. Jeg beder for eksempel hver dag, og det er børnene også begyndt på, så nu ligner de nok mere mig.

Han levede i nuet

Tiden gik med børn og studier, så der var ikke tid til for eksempel at arbejde.

– Morten begyndte at lave meget radio, og det gik godt, det hele. Han var ret kendt, så folk ringede tit med arbejde. Der var sjældent grund til bekymring.

Hvad faldt du for ved Morten?

– Hans væremåde. Han var generøs, og han så altid den gode side af folk. Jeg fortalte ham, at folk har flere sider, men han sagde, at den dårlige side var ligegyldig for ham. Han kunne altid finde kærligheden i andre mennesker. Selv når han talte med vildfremmede. Hvis en hjemløs kom hen og sagde: ”Hey, Fatman”, blev han også behandlet som et menneske.

- Han var så god til at nyde nuet i et land, hvor man ellers planlægger meget. Det var ham, der stod op om morgenen og fik gjort børnene klar til børnehave.

Nogle gange sad vi bagefter og drak te, og så sagde han: ”Jeg burde egentlig gå til et møde. Måske kan jeg ordne det i morgen i stedet for.” Ikke fordi han ikke gad gå til mødet, men fordi han bare havde lyst til at blive og snakke.

LÆS OGSÅ: Lasse Rimmer om kæresten Line: "Jeg har fra starten skulle forstå, at det er en præmis for Line, at hun er hjertetransplanteret"

Nåede ikke i seng

Det kørte således godt for Morten Lindberg i begyndelsen af 2019. Han havde ikke vist tegn på dårligt helbred.

– Dagen før han døde, var vi sammen gået over for at hente børn i børnehave og skole. Vi legede lidt med dem på en legeplads, og jeg bad så Morten gå op og gøre maden klar og sagde, at vi kom op en time senere.

Det gjorde han. Så spiste vi, børnene legede, og så lagde han Sol og Vinicius i seng, mens jeg lagde Heaven og River i seng. Så sad vi og så noget standupcomedy, som jeg kunne lide. Det var Trevor Noah. Så sjov er han egentlig heller ikke, men jeg kan bare godt lide ham.

- Så hørte jeg River græde og kalde efter mig. Så jeg rejste mig op og sagde, at jeg nok ikke kom tilbage og så mere fjernsyn. Så gik jeg i seng. 10 minutter efter kom Morten ind for at sige godnat til mig, fordi han mente, han ikke fik sagt rigtigt godnat. Han kyssede mig.

Det var ikke for sjov

Herminia holder en lille pause i sin fortælling, men tager hurtigt tråden op igen. Hun vil gerne fortælle forløbet i detaljer.

– Det var sidste gang, jeg så ham i live. River vågner altid tidligt om morgenen ligesom sin far. Han vågnede kvart i seks. Jeg vidste, at Morten plejede at være meget tidligt oppe. Men den dag var det anderledes. Han sad i den stol derinde, fortæller hun og peger på en krostol inde i kontoret ved siden af stuen, hvor vi sidder og taler.

Nogle gange drillede han børnene med at sidde stille, når de spurgte efter ham. Og så lod han være med at svare for sjov. Den morgen kaldte de også på ham, og han svarede som så mange gange før ikke.

– Så kaldte jeg på ham, men der var stadig ikke noget svar.

Så gik jeg tættere på ham. Okay, det var ikke for sjov, kunne jeg så godt se.

Måske havde han om aftenen lige villet svare på nogle mails, inden han gik i seng, men det nåede han ikke.

– Jeg gik i panik og råbte og skreg. Alle børnene vågnede. Jeg prøvede at ringe til en af hans bedste venner. Men det var stadig så tidligt om morgenen, at ingen var vågne endnu. Derefter ringede jeg 112.

Herminia fik et regulært chok.

– Nogle gange kan jeg stadig ikke forstå, han er død, og jeg tror, det hele var en ond drøm. Der var ingen tegn på, at det ville ske. Han var ikke syg, så det giver ikke mening for mig. Lægerne fortalte, at det var en ”hjerneblødning”.

Mortens pladesamling

I begyndelsen slog nogle af Morten Lindbergs venner kreds om Herminia og hjalp med diverse papirarbejde og sikrede, at hun kunne blive boende i den store lejlighed, nu da de to var gift. Der var bare det, at Master Fatman måske nok hele tiden havde arbejde, men nogen pensionsopsparing havde han ikke tænkt på, og han var ikke typen, der ellers havde lagt til side.

– Jeg blev hjulpet til at få friplads til de mindste børn, og Sol går stadig i privatskole, hvor hendes forældres venner var så søde at betale for hende i tre år, og det er så sidste år næste år. Mange har troet, at jeg var godt stillet. Fordi når man var berømt, som Morten Lindberg var det, så var man jo nok rig, men sådan er det ikke.

– Det er ikke noget, jeg gider tale så meget om, men jeg har ikke noget imod at indrømme, at sådan hænger det bare ikke sammen, siger Herminia. Hun diskuterer lidt med sig selv, om det er okay at indrømme, at hun har solgt Master Fatmans pladesamling, og bliver enig med sig selv om, at det kan hun godt, for det er jo sådan, det forholder sig. Hun vil ikke skjule det.

– Jeg skammer mig ikke over at have solgt dem. Morten var berømt, da han døde, men den slags varer ikke evigt. Og jeg havde fire børn, der skulle bruge bleer. Mortens ældste søn Wilhelm fik naturligvis de plader, han ville have, først, tilføjer hun.

"Jeg savner dengang, jeg var berømt"

– Det er selvfølgelig lidt af en udfordring at være alenemor med fire børn uden nogen særlig indkomst. SU er det, der gør, at vi overlever. Jeg må regne på tingene, så der ikke går en eneste krone til spilde. I øjeblikket fokuserer jeg på husleje og mad.

Mere dækker børnepenge og SU’en ikke. Vi kan ikke sige: ”Lad os tage derhen og gøre det og det." Vi går på legepladserne og satser på de gratis ting.

Børnene er glade nok for det. For et par uger siden udbrød Morten og Herminias datter Sol:

”Jeg savner, dengang jeg var berømt.” Og her måtte mor træde i karakter: ”Det var ikke dig, der var berømt. Det var din far,” hvorefter Sol sagde: ”Ja, men folk syntes også, jeg var cool.”

Herminia måtte så forklare, at Sol måtte se selv at blive berømt ved at opfinde noget nyt og smart.

– Jeg tror, det har hjulpet mig, at jeg er fra Afrika. I Afrika må man bare på benene igen, når tingene går galt, for det gør de jo tit. Jeg havde al mulig grund til at gå ned med flaget og give op. Men fordi jeg har set andre i samme situation, med endnu flere børn, som ikke fik hjælp fra kommunen, må man bare fortsætte sit liv.

LÆS OGSÅ: Svend Brinkmann om sorg: En af os skal dø først

Tilbage til Afrika

Psykologer anbefalede, at det ville være godt for børnene, at de blev skånet for alt for mange forandringer, nu da far var død. Siden har Herminia hængt i for at betale huslejen, så de kunne blive boende, og hun samtidig kunne få sin uddannelse gjort færdig.

Det er den nu, men så er det også slut med SU.

– Folk har foreslået, at jeg kunne rejse tilbage til Afrika, og jeg ville blive hjerteligt modtaget af folk, jeg kender dernede. Ingen tvivl om det. Men det ville være noget andet for mine børn. De kender kun til danske forhold, og de ville føle sig som udlændinge.

- Det vigtige er, at jeg får et job. Meget gerne hos FN, fordi det passer godt til min uddannelse. Det ville være en drøm, der gik i opfyldelse. Når min SU stopper, skal jeg have et job, for efter det ved jeg ikke, hvor jeg skal få penge fra.

Det er lige her, det gør mest ondt hos Herminia. Hun er ikke meget for at ty til dagpenge.

– Jeg er kvalificeret til dagpenge, men det kan måske påvirke min fremtid, hvis man vurderer, at jeg ikke kan forsørge mig selv, så det vil jeg nok ikke søge om. Jeg skal nemlig også snart have forlænget min opholdstilladelse.

– Jeg er ikke kræsen, så der skal nok vise sig noget arbejde. Jeg kan arbejde 30 timer om ugen. Mindst.

Hoppede på bussen

- I forhold til Mortens venner synes jeg ikke rigtig, jeg lærte dem godt at kende. Det er måske mærkeligt at sige, men jeg synes, det er svært nu at komme og sige, at nu skal jeg også være venner med dem.

- Da Morten døde, var det som at ankomme til Danmark igen for første gang. Jeg var nødt til at starte helt forfra med selv at få venner og selv skabe kontakter til andre mennesker og få venner, der er så tætte, at de for eksempel kan passe børnene. Man kan sige, at da jeg ankom, hoppede jeg på en slags bus, der allerede var i bevægelse.

– Jeg overtog Mortens ting. Jeg syntes ikke, jeg behøvede at gå på jagt efter mine egne ting, efter mit eget sociale liv. Jeg burde nok have opsøgt det noget mere, men jeg vidste jo heller ikke, hvad der lurede omkring hjørnet for mig. Jeg troede jo, Morten ville være her.

Jeg spørger, hvordan deres børn tager hele situationen.

– Vinicius og Sol kæmper. De savner bare deres far så meget. De ved godt, at han elskede dem højt, og jeg skal nok være der til at forklare dem det igen og igen.

Det sker også, at de alle sammen kan grine af det hele, som da de blev enige om, at Morten helt sikkert havde bragt coronavirus med sig hjem.

Det ville være umuligt andet med alt det krammeri og kærlighed.

Læs mere om: