Marie Brixtofte
Kendte

Marie Brixtofte: "Det sværeste har været at have en far, jeg ikke kunne redde"

Marie Brixtofte var 13 år, da det gik op for hende, at hendes far, Peter Brixtofte, havde et problem med alkohol. Hun har nu skrevet romanen ”Når det regner”, der afspejler kærligheden til den far, hun igennem årene forgæves forsøgte at redde – og konsekvenserne for hendes eget liv.

Køkkenet i huset i Hellerup er aftentyst, tre børn er lagt til at sove, en ægtemand arbejder på første sal, og Marie Brixtofte skal for første gang tale om bogen ”Kun når det regner”, der handler om hendes far, afdøde Peter Brixtofte.

Den 8. november 2016 kørte to ambulancer og en politibil op foran et boligkompleks i Farum. På en sofa i en lejlighed lå en af landets mest farverige politikere, Peter Brixtofte, død, 66 år gammel – han var blevet fundet af en af sine tre døtre. Det var ikke Marie, der fandt ham. Da hendes far døde, havde hun ikke set ham i tre måneder. De havde en aftale om, at de ikke sås, når han drak.

 

Marie Brixtoftes bog ”Når det regner” skrev nærmest sig selv, men derefter var spørgsmålet, om den skulle udgives.

Hvorfor var det et spørgsmål?

– Fordi den også er privat. Jeg havde sagt mit job op for at tage mig af min sorg, og jeg kom igennem en kæmpe sorgproces alene ved at skrive bogen. Så da den var skrevet, var jeg allerede nået langt og kunne godt have puttet den i en skuffe. Men som psykolog går jeg jo op i at hjælpe andre og bryde tabuer, så jeg tænkte bare, at den skulle ud. Også fordi jeg tror, det vil være i min fars ånd. Altså ikke den ånd, der drak, men den del af ham, der var ædru. Nogle kan måske tænke, at han ikke ville bryde sig om det, men JEG er ret sikker på, at han er stolt af mig og glad for, at hans … lidelse kan hjælpe andre. Han var så optaget af at gøre en forskel og hjælpe andre, og jeg synes, det er i den ånd, jeg udgiver den. Så på en måde kunne jeg ikke lade være.

Hvad var han for en far?

– Han var virkelig sød og kærlig. Han var også en far, der turde forskelsbehandle os tre børn på den måde, at han ikke behandlede os ens, fordi vi ikke VAR ens. Det kræver noget mod. Og det er noget, jeg først har tænkt rigtigt over efter hans død. Men han var jo samtidig … en far, der svigtede, fordi han havde travlt med alt muligt. Politik var hans hjerteblod.

Og alkohol blev hans faste og mere og mere krævende følgesvend.

LÆS OGSÅ: Forfatter Iben Mondrup: "Vi kan ikke blive ved med at give vores forældre skylden"

Regnvejr

Bogens titel ”Kun når det regner” har hun ikke opfundet til lejligheden. Hun kan kun falde i søvn til lyden af regn.

– Sådan har jeg det virkelig. Hvis jeg var mega træt, kunne jeg måske godt bare falde i søvn, men det sker sjældent. Jeg sætter altid lyden af regnvejr på på min telefon.

Hvorfor ..?

– Kender du det ... når stilhed larmer? Hvis man er helt stille, kan man høre ALT, så kan man blive optaget af alle lyde.

Marie tysser, og stilheden i køkkenet bliver næsten håndgribelig.

Det er ikke, fordi du er bange for noget?

– Det var jeg, da jeg var barn. Da var jeg rigtig bange. Bange for ulve og bange for, hvad der ville ske, jeg var i virkeligheden bare rigtig utryg, når jeg var hos min far. Når mennesker drikker, føler børn helt intuitivt, at de ikke er passet på. Det gjorde mig virkelig bange, kan jeg se nu. Jeg oversatte det til at være bange for ulve, ikke? Og så lå jeg altid i min seng og lyttede, lyttede, lyttede – kom han nu hjem? Og hvad var det, jeg hørte? Og hvad var nu det ..? Det gør jeg stadig.

Barndommens uro er krøbet med ind i Maries voksne liv. Nogle sover med lyset tændt. Marie lytter til dråber, der falder. Regn beroliger, trænger små lyde og uønskede tanker i baggrunden.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Tabu

Maries forældre blev skilt, da hun var tre. Hun rykkede til Mols med sin mor, da hun var otte. Og tilbage for at bo hos sin travle borgmester-far i Farum, da hun var 13.

– Jeg trivedes ikke særlig godt på Mols. Mine jævnaldrende gik meget op i traktorer, og det var fint nok, men ikke lige mig, jeg savnede mine venner i Farum, hvor jeg havde været en populær pige, så jeg havde lyst til at vende tilbage, men jeg anede jo ikke, hvad jeg flyttede tilbage til. Jeg tror ikke, jeg var bevidst om, at min far havde et misbrug før. Da jeg flyttede tilbage til ham, kunne jeg pludselig se det: Hvad er det, der foregår? Han drak hver dag. Jeg så ham tit om morgenen, når han var helt ædru og skarp, og så så jeg ham uoplagt, når han kom hjem. Det var bare kontrasten i at have en ædru far om morgenen og en træt og fuld far, der kom hjem om aftenen og så drak mere. Helt unødvendigt. Det vidste jeg godt som 13-årig.

Sagde du: ”Far er fuld”, til din mor?

– Nej, det har jeg simpelthen aldrig gjort. Er det ikke mærkeligt? Men jeg konfronterede ham. Jeg var 13 år og havde virkelig taget mig mod til det. Det gik ikke særlig godt.

Peter Brixtofte forklarede 13-årige Marie, at han ikke havde noget problem, for han holdt hver januar alkoholfri. Han havde helt styr på det.

– Jeg følte mig virkelig pylret og kunne godt mærke, at det ikke var den vej, jeg skulle gå. Min far var sådan: ”Konfrontér mig aldrig med mit tabu”. Da jeg flyttede hjem til ham for at bo der fuldtids, havde jeg ikke lært spillereglerne endnu. Derfor konfronterede jeg ham, men kunne så lynhurtigt mærke, at det blev sagt mellem alle linjer: ”Lad mig være, konfrontér mig ikke”. Og så blev det sådan en stiltiende aftale, vi havde.

LÆS OGSÅ: Steffen Brandt: "Jeg ville gøre det hele om igen en gang til - bare bedre"

Brixtofte-sagen

Der er næsten seks millioner mennesker i Danmark. Langt de fleste af dem ved, hvem Peter Brixtofte var. Og alle i Farum vidste, hvem deres borgmester fra 1985 til 2002 var.

– Når vi gik igennem gaderne, da jeg var lille, kunne han fortælle historier om alle, og han havde personlig kontakt med alle. Han var nysgerrig og interesseret og ville gerne hjælpe og optimere. Det var virkelig sådan, at hvis du manglede et job, kom du bare op til ham – så havde du et job dagen efter. Og hvis du manglede en cykel, skaffede han nærmest også den.

Han sendte pensionister på charterferie?

– Ja, fordi det faktisk var billigere for kommunen end at sende dem på plejehjem en uge. Så på den måde brød han med normer og uskrevne regler.

Peter Brixtofte var uortodoks. Han gjorde på mange måder, hvad der passede ham, hvis han mente, det var godt for Farum. I 2002 begyndte ”Brixtofte-sagen” og ”Sponsorsagen”, som blandt andet omhandlede overskridelse af kommunens repræsentationskonto, hemmelige millionlån, returkommission og sammenblanding af kommunens og Farum Boldklubs økonomi. I 2008 sendte højesteret Peter Brixtofte i fængsel. Marie mener selv, at hendes far har handlet under indflydelse af alkohol.

– Jeg sagde til ham under retssagen: ”Hvad om vi fortæller pressen om dit misbrug? Det kan være en formildende omstændighed, at du var virkelig fuld, da meget af det her skete”.

Men det ville han ikke.

Fælden

Marie fortæller, at hendes far var igennem et par afvænningsforsøg. Det ene var efter ”den ondeste dag”, som han selv kaldte den dag, hvor hun og hendes to søskende gav ham hver deres kærlighedsbrev. Og et ultimatum.

– Da vi ryddede op i hans lejlighed, fandt vi brevene. Han havde styr på alle sine papirer og havde sat alle vores kærlighedsbreve i chartek, hvilket var lidt sødt. Vi troede, at han havde smidt dem ud, for han var så rasende på os dengang, han kunne slet ikke ta’ det, og jeg tæller på en måde ikke det afvænningsforsøg med, fordi det var så spinkelt.

I den periode så Marie selvvalgt ikke sin far i halvandet år.

– Det første stykke tid drak han og sendte mig virkelig mange vrede mails om, hvorfor jeg ikke ville have kontakt. Så var der otte-ni måneder, hvor han var stoppet med at drikke – ikke reflekteret, han drak bare ikke. Dér tog jeg kontakt til ham. Så gik der tre uger, så drak han igen.

Du føler dig skyldig over det?

– Jamen jeg VIDSTE, det ville ske, jeg vidste, at kan kun lod være med at drikke, til han fik mig tilbage. Men hvad skulle jeg gøre? Jeg kunne ikke blive ved med ikke at have kontakt, for han drak jo ikke. Det var en forfærdelig fælde. Jeg havde sagt til min mand flere gange: ”Hvis jeg tager kontakt nu, ved jeg, at han begynder at drikke igen.” Folk omkring mig pressede på: ”Tag nu kontakt, han har ikke drukket i otte-ni måneder.” Men jeg vidste det bare… Jeg tog kontakt. Og så drak han igen.

I andet afvænningsforsøg blev han faktisk clean.

– Mine to søstre ringede: De havde ham på bagsædet med en flaske vin og kørte ham til Orelund i Jylland. Han havde selv sagt: ”Jeg vil indlægges, jeg vil være ædru”. Så blev han ædru. ”Nu vil jeg leve uden alkohol resten af mit liv, og vi skal lave et behandlingscenter sammen”, sagde han. Pludselig var han på en helt anden måde. Der var ÉN afvænningsperiode, hvor han var helt omme på den anden side.

Men perioden varede ikke ved.

Han var indlagt flere gange med alkoholforgiftning?

– Ja. Og dér sagde lægerne til ham: ”Du dør af det her, Peter, du dør af det!”. Men – ”nej, nej nej”, han troede virkelig selv, han var udødelig. De scannede ham mange gange, fordi de havde mistanke om, at han havde fået hjerneskade. En af gangene, hvor han var indlagt, kunne han hverken gå eller tale i en uge. Han virkede fuld. Han havde ingen alkohol i blodet, og han var indlagt, men han var fuldstændig sat ud af spillet.

LÆS OGSÅ: Skuespilleren Robert Hansen: "Jeg har simpelthen haft så meget angst"

Hvad døde han så af?

– Han døde af druk. Altså han døde af, at han havde drukket sig ihjel. Om han så havde fået en blodprop eller et hjertestop midt i sin massive druktur … Han lå på sofaen. Og … havde været død i mange dage.

Hvad gjorde hans død ved dig?

– Først væltede den mig. Jeg tror, det er det værste, jeg har oplevet … jeg havde jo ikke snakket med ham i tre måneder forinden. Vi havde en aftale om, at når han gik på druk, så havde vi ikke kontakt, for jeg ville ikke være med til det, jeg ville ikke billige det projekt, så vi havde sms’et lidt sammen om noget jul. Ikke mere. Der var nogen, der havde sagt: ”Jamen har du ikke snakket med ham i tre måneder? Hvad hvis han dør?”. Men jeg havde følt mig helt afklaret: ”Det har jeg gået og frygtet hele mit liv, og så må jeg bare tage det, så jeg har ikke den bekymring”. Da det så faktisk skete, var jeg bare fuldstændig uforberedt. Jeg fik … angst. Jeg er sådan en, der aldrig er bange for mennesker, og jeg er selv psykolog, men pludselig turde jeg ikke engang aflevere mine børn i skolen, jeg turde ikke gå ud. Jeg var bange for kontakt, fordi jeg ikke var mig selv, og jeg kunne ikke engang forklare, hvorfor jeg ikke var mig selv. Jeg er meget taknemmelig for, at jeg har oplevet det. Det har virkelig lært mig noget om at være menneske. De første to uger efter hans død oplevede jeg, at jeg ikke havde adgang til mine følelser, jeg kunne ikke mærke glæde overhovedet. Jeg tror, det er sådan at være deprimeret, og det er en rigtig vigtig indsigt for mig som psykolog. Og så mærkede jeg angst. Jeg har arbejdet med folk med angst i mange år – jeg har da aldrig vidst, hvad det betød! Så jeg synes, den erfaring har givet mere dybde i min personlighed.

Hvad har været det sværeste at kapere for dig?

– Det har været at have en far, jeg ikke kunne redde. Det har fyldt uendelig meget: Hvad kan jeg nu gøre? Hvis jeg siger sådan? Hvis jeg ikke siger sådan? Jeg har brygget på utallige idéer og redningsprojekter, og det fyldte jo altid, fordi han ville ses. Så skulle jeg tage stilling ... skal jeg sige: ”Jeg vil ikke se dig, når du drikker”, eller skal jeg se ham OG se ham drikke? Ååh …

Kan det være forbundet med lettelse, at han er død?

– Ja, det er OGSÅ en lettelse, at han er død. Nogle gange har jeg tænkt: Åh, gid han ikke var død. Men så er min næste tanke: Men ønsker jeg, at han levede? For det var et virkelig hårdt liv for ham. Han havde svært ved at leve livet til sidst, for han kunne hverken leve med eller uden alkohol. Så … der ER ikke rigtig nogen anden løsning, end at han er død.

Men kærligheden til hendes far er der stadig.

– Og nu er den blevet mere ren, for nu kan jeg få øje på alt det gode ved ham. Nu fylder det ikke, om han er fuld eller ikke fuld, om jeg burde se ham hver søndag eller ikke burde, om jeg skal holde jul med ham eller ikke skal. Nu er det, som om han er mere med mig, end han var før. Men derfor ville jeg da stadig gerne kramme ham igen.

Marie Brixtofte, 39 år, psykolog, mor til tre piger og gift med Nikolaj Magne-Larsen. Aktuel med bogen ”Kun når det regner”.