Kendte

Louise Kjølsen om vrede: "Man siger jo, rødhårede har et temperament..."

Rødglødende, eksplosiv, rasende, stiktosset, arrig, gal ... Hvad er vrede egentlig for en følelse? Twerk Queen Louise aka. Louise Kjølsen fortæller, hvad der kan få hende helt op i det røde felt.

- Jeg tror, at især kvinder skal være meget bedre til at være vrede. Jeg har øvet mig rigtig længe i at kunne være vred. I mange år syntes jeg ikke, det var helt pænt at være vred, eller … det var i hvert fald nemmere at få sympati, hvis man blev ked af det. Vreden var ligesom bare en del af en anden følelse. Den fik ikke lov at komme ud. Men nu er jeg uddannet psykolog, så jeg mener, det er naturligt at være vred og godt at udtrykke sin vrede. 

Det begynder ellers så godt: Med en middag. Louise har fået en politimand til bords, og Louise får uden at have bedt om det tilsendt bunkevis af dickpics fra mænd, der synes, hun da lige skal se, hvad de har i underbukserne

Så hun og politimanden snakker om, hvorfor i alverden mændene mon gør det og om lovgivning i den forbindelse. Det er digitalt blotteri og ulovligt.

– Vi havde fået lidt vin, da jeg skulle vise ham noget på min Instagram-profil. Så vendte han sig mod mig og sagde: ”Så kan jeg da godt forstå, at de der drenge sender dig alle de dickpics. De kan da ikke finde ud af det, når du lægger sådan nogle billeder af dig selv op.” Jeg blev helt chokeret og sagde, at de jo bryder loven, hvilket mine billeder ikke gør. Men det mente han nu ikke, at de helt kunne stilles til ansvar for. Dér blev jeg så rasende, fordi han indirekte sagde, at det er min skyld, at de gør det, og det er både slutshaming, victimblaming og mega uretfærdigt, fordi det er usandt.

LÆS OGSÅ: Louise Kjølsen: "Hvorfor skal en kvindes brystvorter gemmes væk, mens en mands gerne må luftes?"

Eksplosionen

– Jeg bliver egentlig ikke vred særlig tit, men mine virkelige triggers er uretfærdighed og magtesløshed, og jeg bliver allermest vred, når jeg bliver slutshamet. I den analoge verden er jeg også blevet sluthsamet af andre kvinder på grund af mit tøj, og der blev jeg også virkelig rasende og havde lyst til at slå dem. Det er ikke særlig hverken intelligent eller konstruktivt, så jeg endte bare med at gå. I den digitale verden afholder jeg mig rigtig meget fra at diskutere på de sociale medier, men en gang imellem bliver jeg fanget af en eller anden troll i en diskussion, hvor jeg kommer til at hoppe på en madding.

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Som for nylig. Forhistorien først: Louise har offentligt fortalt om en voldtægt, hun blev udsat for i 2015. 

– Jeg har blandt andet udgivet et dagbogsdokument, som jeg skrev 10 dage efter min voldtægt. Det var desværre som rigtig mange andre voldtægter ikke den klassiske forståelse af en voldtægt om en fremmed mand, der kom og hev mig ind i en busk og truede mig med en kniv. Det var en kontaktvoldtægt. En mand, jeg stolede på og holdt rigtig meget af og før havde haft samtykke-sex med. 

- For nylig var der så en, der skrev til mig, at ”det jo var min egen skyld, at jeg var blevet voldtaget”. Der blev jeg simpelthen så rasende. Og det selv om jeg som psykolog kender mekanismerne bag og ved, hvad det er for nogle knapper, de mennesker trykker på. Jeg kan ikke havve den diskussion på nogen som helst klog og intellektuel måde. Jeg bliver bare rasende.    

– Efter jeg var gået ud og havde fortalt det, var jeg ellers holdt op med at læse kommentarerne, fordi jeg hele tiden blev mødt af ”det er det, man får, når man går i sådan noget tøj, eller når man danser sådan” eller ”du har sikkert bare skiftet mening”. Så jeg ved godt, jeg skal holde mig væk, men for nylig endte jeg altså igen i en diskussion med en, der skrev til mig, at ”vi kunne jo ikke vide, om jeg var blevet voldtaget, eller om det var noget, jeg ligesom fandt på”. Altså… der var jeg helt oppe i det røde felt, jeg måtte gå væk fra computeren, for jeg havde ikke noget hverken klogt eller pænt at sige, så jeg tænkte: Nu logger jeg af.

Formåede du at være vred på ham, der voldtog dig?

– Ja. 

Hvordan?

– Jamen… jeg sagde faktisk bare: ”Det her gider jeg ikke snakke om, farvel.” Og så gik jeg. Væk. Og rystede. Og var rigtig vred.  

Gav du ham din vrede, eller tog du den med dig?

– Jamen det er jo en balance. Jeg vil gerne have lov til at være vred, men synes stadig, jeg skal opføre mig ordentligt. Og jeg synes egentlig ikke, der kom noget konstruktivt ud af, at jeg kaldte ham en kæmpe idiot. For mig handlede det mere om, at vreden gav mig motivationen til at sige fra. Der er noget handling i vrede. Og der er noget mod i vrede. 

– Vrede er voldsom og udadreagerende og en rigtig god motivator til at handle og ikke bare sidde fast i ked af det-hed og selvynk. Men rigtig mange kvinder og piger bliver opdraget til ikke at være vrede. Så går vi rundt og siger til os selv, at ”det kan jeg da godt komme over”, eller også vender vi det: Nå, men det er også min egen skyld. Eller også går man bare rundt og er ked af det. Så jeg tror, det er vigtigt, at man får lov til at være vred. Men så skal man også give slip igen. Det er ikke sundt at holde fast i vreden. 

Hvad lærte du hjemmefra om vrede?

– Mine forældres opdragelsesstrategi var, at jeg skulle have lov til at føle alting 100 procent, så jeg har virkelig fået lov til at udtrykke mig. Man siger jo, rødhårede har stort temperament, og det kan jeg måske godt være en bekræftelse på. Jeg kunne blive rigtig vred som barn. Engang skulle jeg passes af min venindes mor, det passede mig så åbenbart ikke den dag, så da mine forældre var gået, blev jeg simpelthen så vred, at jeg skreg, indtil jeg besvimede, fordi jeg ikke trak vejret. Det er heftigt. Hvis man har overvundet urinstinktet om at trække vejret, har man virkelig skreget igennem. På den måde har jeg skullet lære at balancere vreden ind i mit liv. Hvis jeg skal være vred, hvordan skal jeg så være det? Vrede handler om balance. 

Konklusionen

– Jeg kan godt lide handlingspotentialet i vrede. Når eller en eller anden har været en idiot eller har været en utro, så sidder man og sumper, hvis man er ked af det. Hvis man bliver vred i stedet, så samler man alle hans ting og smider ham ud. Man gør noget. 

- Da kvinderne fik stemmeret i 1915, var det, fordi der var nogle, der var vrede over den uretfærdighed og derfor gjorde noget – de fik den ikke bare, fordi de syntes, det var lidt træls. På den måde kan man handle med vrede. Jeg tror, vi ville få nogle flere ting forandret i samfundet, hvis vi kvinder var mere vrede.

- Jeg tror også, det ville være godt psykologisk for kvinder. At det ville føles rart, ikke bare mens det varede, men at det var legitimt at være vred. Det er stadig sådan, at hvis kvinder udtrykker vrede følelser, får de tit at vide, at de er hysteriske.

- Hvilket er totalt fucking åndssvagt. Hysteri er en supernederen diagnose opfundet af en supernederen nar, der hedder Freud, som omskar kvinder, så ham behøver vi egentlig ikke snakke mere om. Der er ikke noget hysterisk i at sige fra. Jeg tror på det med at turde være grim i vreden. Ikke nødvendigvis at være den, der er sympati for, den, der er ked af det og skal passes på, men faktisk være den, der siger: Så stopper festen! Det er der rigtig meget styrke i. 

Louise Kjølsen 

32 år, Twerk Queen, fjerdebølgefeminist og psykolog.

Som barn: Kunne besvime af vrede.

Holdning til vrede: positiv.