louise hart
Kendte

Louise Hart: "At være i kemo var nærmest en fest – det var bagefter, nedturen ramte"

Da Louise Hart fik konstateret brystkræft for to år siden, følte hun, at hun blev smidt ind i en centrifuge og hvirvlet rundt for så at blive spyttet ud og vakle rundt uden at kunne finde balancen igen. Alligevel tøver hun ikke med at kalde sygdommen en gave. En gave og en pest.

Opdatering: Dette interview er fra maj 2018. Den 8. november 2018 døde Louise Hart.

Jeg har da ikke kræft! Jeg er ikke kræfttypen. Jeg er et af de sundeste mennesker, jeg kender! Jeg har da ikke kræft! gentog hun for sig selv igen og igen, da hun en januardag i 2016 lå på sin madras på gulvet i sovesalen på en smuk ø i Thailand, hvor hun var på helseferie. Men den lille stenhårde knude, hun havde fundet nederst i venstre bryst, var kræft. Da Louise Hart kom hjem til Danmark igen, kiggede lægen alvorligt på hende og sagde: ”Du er nok ikke forberedt på det, som jeg skal fortælle dig nu …”.
– Lige dér stoppede alt. Jeg stoppede med at trække vejret. Tiden stoppede. Min hjerne lukkede ned, og jeg hørte kun nogle stemmer i baggrunden, der begyndte at tale om operation, kemoterapi, parykker, fertilitetsbehandlinger osv., osv. Jeg hørte ikke efter. Sad kun og prøvede at forstå, hvad der blev sagt. Det kunne jo ikke passe. JEG HAR JO IKKE KRÆFT!
Louise har smidt skoene og krøllet de lange ben op under sig i sofaen. Det er en af de første gryende forårsdage, hvor det, man tog på i morges, pludselig er alt for varmt. Hun er smuk på amazone-måden – med sort tøj, sort hår og kæmpelange vipper over intense øjne. Indimellem trækker hun vejret lydeligt i lange drag, som om hun lige husker sig selv på det. At man skal trække vejret.
– Der er mange, der tror, at det er helt forfærdeligt at være i kemo – i virkeligheden er ALLE der jo, når man er det. Alle éns venner ringer, man er rigtig meget på hospitalet, man har et helt skema over alle de ting, man skal. Jeg holdt parykfester i min lejlighed, tog cannabisolie og var skæv, spiste pizzaer med vennerne – det var, som om det dér med at være i kemo nærmest var en fest for mig. Det var sgu bagefter, nedturen ramte. Det var bagefter, jeg tænkte: Hvad skal jeg med mit liv? Hvad er meningen med det hele? Det er jeg stadig i gang med at finde ud af. Og det er dét, der har været det værste for mig.
Hvorfor ikke bare være den Louise, du var før?
– Fordi det er jeg ikke. Der er en masse ting, der har ændret sig indeni. Det er svært at definere, hvad det egentlig handler om, men …

EN GAVE – OG EN PEST

Louise tøver. Tænker lidt. Trækker vejret.
– Før levede jeg meget livet på facaden. Jeg ville gerne se godt ud udadtil, være lækker – det var meget vigtigt for mig. Det dér med at se godt ud på Facebook, lægge de rigtige billeder op fra den rigtige vinkel og slentre ned ad Istedgade med en god røv i bukserne. Jeg var også sådan en, der shoppede enormt meget – i dag køber jeg næsten aldrig noget. Og jeg finder ikke den samme værdi i de ting længere. Lige pludselig blev alle de ydre ting jo taget fra mig, og jeg skulle begynde at spille på nogle andre tangenter, end jeg havde gjort før. Da jeg begyndte på det, tænkte jeg: Hey. Det går sgu da meget godt, det her! Jeg opdagede, at jeg faktisk havde noget at give. Noget andet.
Hvilket andet?
– Når jeg for eksempel laver radio om natten, så sidder jeg og taler med andre mennesker, og det at høre deres historier, forstå, hvad der får folk til at gøre, som de gør, gå i dybden med følelser. Jeg begyndte også at skrive min blog, og nogle dage var der 20.000 mennesker, der læste den! Jeg har fået så mange mails fra kvinder, der skriver, at min blog har gjort, at de ikke er bange for at skulle i kemo. En skrev: ”Fuck alle de pjecer, man kan få på Rigshospitalet – din blog er den, der har rustet mig til det, jeg skal igennem nu”.
– Så lige pludselig tænkte jeg: Gud, jeg kan gøre en forskel med den stemme, jeg har. Jeg har altid sunget og følt, at min stemme havde en værdi, men nu har den også fået en anden værdi. Og for mig er det langt større at kunne gøre noget for mennesker, der står et svært sted i livet.
Vil du sige, at det var en gave at blive syg?
– Ja, uden tvivl. En gave og en pest. For det er også sindssygt hårdt … bagefter. Jeg var ikke særligt dårlig rent fysisk, men jeg havde følelsen af at blive smidt ind i en centrifuge og hvirvlet rundt for så at blive spyttet ud og vakle rundt uden at kunne finde balancen igen. Den kommer, men det tager tid. Det er sådan, jeg har haft det.

Læs også: Sebastian Klein: "Jeg sagde til min kone, at hun skulle finde en ny mand"

RØG JOINTS OG SKREV DIGTE

I morgen udkommer Louise Harts første plade, siden hun lagde musikken mere eller mindre på hylden for flere år siden. Et af numrene er en sang til hendes far, som fik konstateret cancer fire dage efter Louise. Deres sygdomsforløb var næsten synkront, og sangen ”Marley” handler både om den kærlighed til sin far, hun har genfundet, og de svigt, der har været.
Vi skruer tiden lidt tilbage.
– Min far kom til Danmark fra Pakistan, da han var 16 år, fordi min farfar fik arbejde på en fabrik her i Danmark. Både min farfar, oldefar og tipoldefar var digtere – min tipoldefar var faktisk en meget berømt digter og en kendt medicinmand i sin landsby, og så var han journalist. Lidt sjovt, for mit liv har handlet om præcis de samme ting: Sang-
skrivning, urtemedicin og nu også radio.
– Min farfar sad mest inde på sit værelse og røg joints og skrev digte, og min fars job var hver dag at køre ud og hente et gram hash til ham. En dag inviterede de ham til at ryge en joint sammen med dem, og min far syntes, det var så fedt, at han begyndte at knække små stykker af den klump, han købte til min farfar, men han opdagede det og sagde: ”Du skal sgu ikke ryge min hash, sønnike, men du kan få penge til din egen!”.
– Det var den måde, min far begyndte at ryge hash på, og i mange år var han hippie og festede og svigtede mig egentlig ret meget, da jeg var yngre. Jeg tror, det har været hårdt for ham at være splittet mellem to kulturer, han har altid kaldt sig pakidaner. Han og min mor mødte hinanden på en højskole, da han var 17 år, og blev bimlende forelskede, og de første fem år af min barndom husker jeg også som en meget lykkelig tid. Vi boede i et socialt boligbyggeri i Holstebro, min mor var pædagog, og min far arbejdede blandt andet som skovarbejder og pedel, han har altid sat en ære ikke at modtage kontanthjælp.
Det lyder som et anderledes hjem, en anderledes opvækst?
– Det var det også. Meget. Vi havde hessian på væggene og veloursofaer og kokosgulvtæppe og lp’er – alt det dér. Der var ikke så mange penge, men der var masser af musik i mit hjem, og min far har sunget for mig, siden jeg lå inde i min mors mave, og lærte mig at synge Bob Marley-sange, allerede da jeg var to år. Det var en lykkelig barndom, indtil mine forældre blev skilt, da jeg var to år, og min mor og mig flyttede. Det var på mange måder godt, men der var også en masse ballade imellem dem, og jeg savnede min far.

MOR FIK EN HJERNEBLØDNING

Efter flere år med fester og tjald blev Loui-ses far til sidst træt af den livsstil, og efter pres fra moderen indgik han i et arrangeret ægteskab med en pakistansk kvinde.
– Der var et opbrud mellem os dér. Det var lige omkring min konfirmation, som han ikke kom til, og jeg hørte ikke fra ham i lang tid. Det var et hårdt knæk, og siden gik vores forhold ret skævt, og vi så ikke hinanden. Puha, det er hårdt at tale om, kan jeg mærke, siger Louise og puster langt ud. Samler sig.
Hvornår fik du og din far et godt forhold igen?
– Der skete uden tvivl noget imellem os, da vi begge fik kræft. Når man ser døden i øjnene, er det, som om alt andet bliver lidt ligegyldigt. I dag har jeg taget en beslutning om at elske min far, for jeg tror ikke på det dér med at gå og klandre sine forældre for éns barndom hele livet. Man er nødt til selv at tage ansvaret på et tidspunkt, og det kan enten være ved at cutte forbindelsen eller ved at tilgive. Jeg har så valgt det sidste, for selv om han svigtede engang, er der jo masser af kærlighed mellem min far og mig.
Hvad med din mor?
– Min mor var en meget glad person, som havde haft et hårdt liv. Hun voksede op med en skizofren mor og skulle tage sig af sine mindre søskende, så hun blev typen, der tog sig alt for meget af andre mennesker og glemte at tage sig af sig selv. Hun fik en hjerneblødning, da jeg var 27, blev genoplivet, men var dybt hjerneskadet og lå som en grøntsag i syv år. Så hver tredje måned kørte jeg over og besøgte hende på det plejehjem, hun lå på, i nogle dage, bagefter besøgte jeg min skizofrene mormor på et andet plejehjem, og så kørte jeg hjem igen. Jeg var den eneste, der besøgte hende, min far kunne slet ikke deale med det. Min mor døde for fire år siden.
– Så du kan måske fornemme, at jeg har skullet være stærk, ikke? Jeg har vænnet mig til fra en tidlig alder at passe på mig selv, siger Louise og kigger på mig med en blanding af smil og tårer i øjnene. Som en tilkendegivelse af, at det nok er hårdt at tale om, men at hun også er okay. Hun er videre.

HIKKEDE I OTTE MÅNEDER

I skolen havde Louise ikke så mange kammerater, fordi hun var anderledes end de andre. Hun spillede musik og gik i sort tøj og cowboystøvler og var hende den mærkelige, mens de andre bare var meget jyske.
– De gik alle sammen i de nye Adidas og spillede håndbold. Der var håndbold overalt! Og jeg kan altså bare ikke noget med en bold. Det var først, da jeg kom på musikskole, jeg mødte nogle, der var ligesom mig. Det var nogle af de bedste år af mit liv, jeg mødte min første kæreste dér, som jeg også flyttede til København med, fortæller Louise, som egentlig aldrig har været i tvivl om, at hun skulle noget med musikken.
– Det var bare det, jeg var. Hende entertaineren. Men jeg var ikke vild med at gå i skole og lære noder – jeg kunne ikke finde ud af at læse dem. Jeg kan høre noget musik, og så kan jeg spille det. Så jeg havde ikke lyst til at gå på konservatoriet – jeg tænkte, at min uddannelse måtte være at spille en masse jobs.
Så det gjorde hun. Med flere forskellige bands. Som 19-årig blev hun hyret af Michael Falch, som så et stort lys i hende, men lige inden de skulle af sted på en stor turné, fik Louise hikke.
– Jeg hikkede i otte måneder. Hvert tredje sekund 24 timer i døgnet. Det var helt sindssygt. Jeg prøvede ALT, lige fra epilepsimedicin til nervepiller – intet hjalp. Til sidst fik jeg antidepressiver, og så gik hikken væk. Det viste sig, at jeg havde stress. Måske gik det hele lidt for hurtigt og var lidt for overvældende for mig, så min krop bad mig om at slappe lidt af. Jeg slap pillerne hurtigt igen, og hikken kom aldrig tilbage, fortæller Louise.

PÅ TURNÉ MED A-HA

Året efter tog hun til New York, hvor manageren for bl.a. Guns N’ Roses så et lys i Louise og hev hende ind på alle mulige store pladebossers kontorer, hvor hun sad med sin guitar og spillede sine sange med udsigt over Manhattan. ”What’s your story?”, spurgte de hende alle sammen – men Louise var kun 20 år og alt for ung og umoden til at kunne svare på det. Så hun tog hjem igen og udgav sin første plade som 22-årig og tog på turné med A-ha, hvor hun var opvarmning og som den første kvinde spillede helt alene på det gigantiske Wembley Stadium i London med plads til 90.000 mennesker.
– Jeg har altid været meget modig, meget skråsikker på, at jeg fandeme kunne det hele. At jeg er noget særligt og kan gøre lige, hvad jeg vil. Jeg er blevet pumpet med selvtillid hjemmefra – den har så fået et knæk indimellem.
Efter turnéen med A-ha var Louise Hart i vælten herhjemme. Hendes plade solgte okay, hun rejste frem og tilbage mellem København og New York, havde en masse parforhold og skrev en masse sange. Det var midt i processen med at skrive sange til sin anden plade, Louises mor fik hjerneblødningen, og det knækkede hende totalt.
– Jeg var færdig. Smadret. Min mor var jo min største fan og min største støtte, vi var meget tætte. Jeg kan huske, at jeg bare lå i fosterstilling i det dér øvelokale og skiftevis græd og sang. Jeg læste et sted, at hvis man mister sin mor, inden man fylder 30, går man i barndom igen, og det tror jeg faktisk, jeg gjorde. Jeg blev totalt hjælpeløs og kunne ikke finde ud af noget som helst.

KRAMMERE OG SIMPLE LIVING

Louise havde brug for at lave alt andet end musik, hun følte på en måde, hun var lidt færdig med det.
– Det var lidt ligesom efter kræftforløbet – jeg følte, at der skulle slås i bolledejen på en anden måde. At lave musik kan være meget lidelsesbetonet, og jeg havde brug for, at det skulle være lidt sjovt, det hele. Så jeg gik til audition på TV, og pludselig lavede jeg TV til børn, hvor vi legede rigtig meget og havde det skidesjovt. Jeg fik så mange krammere og tegninger af små børn, og intet af det mindede mig om min mor og alt det lort i min fortid, fortæller Louise.
Sideløbende spillede hun også en masse teater og fik hovedrollen i filmen ”Uden for kærligheden”, som hun blev indstillet til en Zulu Award for. Hun kom aldrig rigtig tilbage til musikken, men under kemoterapien følte hun igen en trang til at fortælle historier igennem musikken, og i dag er hun landet et sted, hvor hun laver lidt af det hele.
– Lige nu fokuserer jeg på at have det godt. Få trænet, spist sundt, sovet om natten, trukket vejret. Jeg går og skriver lidt på nogle ting, dyrker en masse yoga og mediterer hver dag, går på planteskole og sætter krydderurter i min altankasse. Meget simple living. Mit liv behøver ikke at være så actionpræget.
Du skriver på din blog, at du på trods af alt det her aldrig har følt dig mere i live, end du gør nu?
– Sådan tror jeg, det er, når man ryger ud i sådan en krise. Det er sindssygt hårdt, men man kan også mærke, at man bliver vækket på en måde. Vi render jo alle sammen rundt og gør meget de samme ting hver dag, vi har vores rutiner. Drikker kaffe på dét tidspunkt om morgenen, kører dén vej på arbejde, osv. Vi er rutinemennesker og går rundt og har det fint nok, men når man får sådan en på sinkadusen, bliver man tvunget til at gå en anden vej, gøre noget nyt. Det gør, at man føler sig i live. Det er hårdt, men også fantastisk, og man kan ikke være i så intens en stemning hele tiden. Det kan man ikke holde ud.

SOM EN BOKSER I RINGEN

Hvordan ser fremtiden ud for dig?
– Jeg blev jo ramt af kræft på et tidspunkt, hvor jeg måske følte, jeg skulle etablere en familie – eller i hvert fald finde en kæreste, jeg ville være sammen med. Jeg har ingen kæreste lige nu, og jeg er heller ikke et sted, hvor jeg jagter det overhovedet. Det kommer, når det kommer. Og jeg tror på, det kommer.
– Jeg har følt, at jeg har været en bokser, der stod i ringen og prøvede at holde balancen i mit liv og hele tiden lige skulle ned og bide i gulvet og så kæmpe mig op igen. Ikke at det skal lyde offer-agtigt, for jeg føler mig ikke som offer – tværtimod føler jeg mig meget stærk. Men jeg synes, jeg har haft nogle udfordringer i mit liv – måske flere end andre. Til gengæld er jeg enormt god til at holde mig positiv og se de gode ting i livet. Sådan var min mor, sådan er min far, og sådan er jeg også. Så jo, der er blå dage indimellem, men det handler også meget om eksistens, tror jeg. Og der er mange flere af de gode dage.

Louise Hart

39 år, sangerinde, skuespiller, blogger, TV- og radiovært. Du kender hende bl.a. fra Rama-
sjang-programmet ”Hulter til bulter” med Sebastian Klein, musicalen ”Come Together” og Radio24syv’s ”Nattevagten”. Derudover fra hendes meget læste blog på LouiseHart.dk, hvor hun hudløst ærligt beskriver sit kræftforløb. Bor i en lejlighed på Vesterbro i København.

Opdatering: Louise Hart døde den 8. november 2018.

Louise Hart

Læs mere om: