Kendte

Lone Scherfig: "Jeg vil hellere i Dyrehaven end på den røde løber"

For første gang i 10 år har Lone Scherfig lavet en danskproduceret film. I filmen "The Kindness of Strangers" bliver tunge emner som ensomhed, men også håb og næstekærlighed beskrevet. For sådan er Lone Scherfig. Mere omsorgsfuld end oppe på barrikaderne. Og ægte interesseret i sine medmennesker.

- Nå, men nu vil jeg jo gerne høre, hvad DU mener om alt muligt, siger Lone Scherfig, da interviewet er færdigt, og vi så småt er ved at pakke sammen ved cafébordet, hvor vi på behørig afstand har siddet de sidste par timer. 

Det er andre mennesker, der optager hende – ikke hende selv. Og hun har aldrig været interesseret i den glamourøse del af filmbranchen – premiererne, interviewene, turen op ad den røde løber. Men samtalerne kan hun godt lide.

At få noget at vide, hun ikke vidste i forvejen. Måske er det også derfor, hun oprindeligt ville være journalist, og faktisk har interviewet selveste Arnold Schwarzenegger, som gav hende et kys og sagde, at hun lignede noget fra hans hjemegn. Det vender vi tilbage til.

Nu sidder hun her i fuld krigsmaling efter endt fotosession og ærgrer sig grinende over, at hun ikke skal ud i aften med dét ansigt. Men vi skal tale om hendes nye film "The Kindness of Strangers", som er Lone Scherfigs første danske film i mange år, selv om den ud over tre danskere er besat med amerikanske skuespillere. 

Scenen er det vinterkolde New York, og omdrejningspunktet er det fortryllende univers i en tidligere glamourøs, men nu forfalden russisk restaurant, hvor der altid er lys og varme, musik, guldstole og lysekroner.

Her fletter de fire hovedpersoner ind og ud af hinandens liv, og tilfældige sammentræf og øjeblikke af næstekærlighed giver dem håbet tilbage i en ensom og usikker tid. 

"The Kindness of Strangers" er en usædvanligt smuk film, der minder om en Hollywood-klassiker – krydret med Lone Scherfigs sikre fornemmelse for skæve eksistenser, menneskelighed, humor og varme. 

Og den blev da også som den første danske film nogensinde valgt ud til at åbne Berlin Filmfestival, hvor hun tidligere har fået priser for blandt andet sin storhittende dogmefilm "Italiensk for Begyndere".

Jeg føler mig forpligtet til at lave noget, der tager verden mere alvorligt 

Denne gang er emnerne dog mere alvorlige: Ensomhed, hjemløshed, hustruvold og fattigdom er nogle af de problematikker, Lone Scherfig berører i filmen.

– Da jeg researchede på filmen, blev jeg overrasket over, hvor forarmet der er, og hvor store problemer der er i USA. Man ved jo, at der et stort spænd mellem rig og fattig derovre, men skalaen kom bag på mig. For eksempel talte jeg med en advokat, der er ekspert i hustruvold, hun sad på en gang med 20 kontorer på hver side: et til kinesisktalende, et til spansk, et til engelsk osv. Og det var bare en lille del af New York, det her.

Er du blevet politisk med dine film?

– Altså, det er på mange måder en alvorlig film, og det har noget at gøre med min alder. Jeg føler mig forpligtet til at lave noget, der tager verden mere alvorligt. Fordi jeg har de muligheder, jeg har for at lave film. Og fordi jeg har den alder, jeg har. 

– Jeg bliver lidt ærgerlig, hvis film ikke er samfundsbevidste på nogen måde. Den dér strøm af romantiske amerikanske komedier, de vil så lidt. Og de prøver så lidt. Jeg er blevet mere træt af dem med alderen – selv om jeg selv har lavet dem. På et tidspunkt tænker man: "Arh, jeg er nødt til at prøve at lægge arm med et tungere stof." Og det tror jeg, at jeg vil blive ved med. Hvis malingen er smurt for tyndt ud, siger jeg nej tak. Også hvis personerne minder for meget om mig selv. Jeg er mere optaget af andre og andet end mig selv. Noget, jeg ikke ved noget om.

Modsat de danske anmeldere, som var begejstrede for "The Kindness of Strangers", gav de udenlandske anmeldere den til Lone Scherfigs store overraskelse en hård medfart. 

– Jeg er stadig helt mystificeret over det, for den er jo valgt ud blandt tusinder af film. Men der er tradition for, at åbningsfilmene bliver sablet ned – ellers ved jeg simpelt hen ikke, hvad det skulle være. Jeg lod være med at læse dem, for jeg skulle jo kunne gå ind på et set med en selvtillid og huske, hvad jeg var glad for, og ikke være fuldstændig slået ud. 

De amerikanske anmeldere skrev blandt andet, at den var for "socialrealistisk"?

– Amerikanske film er jo ofte ikke særligt politiske. Der er mange gode film, men i betragtning af hvor meget nød der er i USA, hvor meget lokummet i dén grad brænder derovre, så ser man det ikke i deres film. Jeg forstår nok først kritikken om nogle år, når jeg har fået det lidt på afstand. For normalt kan jeg sagtens se nogle af de ting, der bliver skrevet om mine film, og tænke: "Øv, hvis jeg havde gjort det, havde filmen været mere helstøbt." Og så kan jeg sagtens ligge og klippe i gamle film midt om natten. Men altså, man skal jo videre. Og jeg er selv enormt glad for filmen og oplever, at folk reagerer positivt på den.  

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Min rolle i 'Dronningen' er den mest udfordrende nogensinde"

Mere medfølelse end op på barrikaderne

Det giver mening, når Lone Scherfig siger, at hun mere er drevet af omsorg end social indignation og vrede. For det er dét, der gennemsyrer alle hendes film: Kærlighed og omsorg.

– Det er mere medfølelse end op på barrikaderne, selv om jeg måske burde være deroppe. Og det er, når man kommer ud for barske ting i livet, at man opdager, at hjælpen er der. Der er mennesker, hvis hele liv handler om at hjælpe andre. Og de gør det med entusiasme og under benhårde forhold. Netop nu under coronakrisen er der meget fokus på dem – herhjemme er det mennesker i det offentlige system, i USA er det i højere grad frivillige. De er blevet mere synlige de seneste måneder, og de bliver hyldet mere. 

– Jeg og alle mulige andre danske filminstruktører er jo en flok middelklassemennesker, som behændigt undgår at kigge ret langt ud over vores egen næse. Vores film vil ikke så meget, som vi burde ville med dem. Det er sjældent, at du sidder en sen nat i et køkken med en flok filminstruktører og taler politik. Og jeg er ikke et hak bedre end andre. Jeg bor i Hellerup og spiller tennis og rejser og gør andre verdensfjerne ting. Nu skal det ikke lyde, som om jeg stiller mig til dommer over, hvorvidt andre film er politiske nok, det gør jeg ikke. Men jeg synes ikke, at vi tager vores medieadgang lige så alvorligt, som de gør i andre lande.

Lone Scherfig

Filminstruktør, 61 år. Gift med Jesper Allentoft, som hun har datteren Feline på 25 år med. Bor i Hellerup nord for København.

Du kender hende fra den storhittende dogmefilm ”Italiensk for Begyndere” fra 2000. Derudover bl.a. spillefilmene ”Wilbur begår selvmord”, ”An Education” og ”Their Finest Hour” og tv-serier som ”Taxa” og ”Krøniken”. 

Hun er nu aktuel med filmen ”The Kindness of Strangers".

Lone Scherfig er født i Gladsaxe, men vokset op i Hellerup, som hun senere er vendt tilbage til, og nu bor i sammen med sin mand, psykolog Jesper Allentoft. Datteren, Feline, på 25 er for længst flyttet hjemmefra. 

Og jo, hun lever et privilegeret liv, men en høj moral og nøjsomhed var kodekset i barndomshjemmet i Hellerup, og det sidder stadig dybt i Lone Scherfig. 

– Mine forældre lagde meget stor vægt på, at vi ikke skulle være forkælede og snobbede, vi skulle klare os selv og leve beskedent og ikke stikke næsen op. Mine søskende og jeg har aldrig manglet noget, der var bare en meget moralsk holdning til at være borger i Danmark. I dag er folk meget mere fokuserede på deres lille familie, hvor man dengang havde en rolle og et ansvar for samfundet. Vores ansvar var så ikke at være grådige. Vi skulle ikke tro, at vi var hverken bedre eller klogere eller kønnere end andre børn. Børn skulle ses og ikke høres. 

Det lyder da ikke så rart?

– Nej, vi er hårdt opdraget. Og som voksen, hvor jeg har været mere sammen med mine forældre, har jeg også spurgt dem, hvorfor det skulle være så hårdt. De kunne godt selv se, at det var dumt, men det var et ønske om at gøre sig umage. De havde meget at slås med, så det var bare strammere og mindre idyllisk. Min mor var rektor på Det Kongelige Teaters Balletskole, og min far var erhvervsmand, som steg i graderne, og spisebordene blev større og større og gulvene mere bonede. Men vi ændrede os ikke af den grund.

- Nu har jeg siden prøvet at leve i vild luksus og boet på fantastiske hoteller i hele verden og oplevet alt muligt virkelig glamourøst, og min opvækst har så haft den fordel, at det ikke er noget, jeg stræber efter. Jeg har lært, at man sagtens kan klare sig uden. 

Du er ret meget nede på jorden, i forhold til hvad der sker omkring dig.

– Ja, det er filmene, det handler om for mig. Filmene og min familie. Det glamourøse er ikke det, jeg glæder mig mest til – jeg vil hellere gå en tur i Dyrehaven. Jeg glæder mig aldrig til premierer og røde løbere og den slags, jeg bliver altid lidt nervøs over det. Jeg er heller ikke super socialt stærk, og grundlæggende ret genert, så jeg synes indimellem, at det er rarere at lade være. Men man skal jo også fejre sig selv og de dér film, og det er da sjovt at have en fin kjole på og være genstand for al den opmærksomhed, og det er da endnu værre, hvis man ikke får lov til det. Og så har jeg den fordel, at jeg ikke har været i det som ung. Jeg var ret gammel, da alle de her ting lykkedes for mig, så jeg tror også, at jeg er mere taknemmelig. 

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Som helt ung ville Lone Scherfig gerne skrive om film, for det var aldrig faldet hende ind, at hun rent faktisk kunne lave dem. Så som 17-årig tog hun til Paris og læste filmvidenskab på Sorbonne og fortsatte på Københavns Universitet, da hun vendte hjem et år efter.

– Jeg arbejdede faktisk en lillebitte smule som journalist for et tabloidt kunstblad og interviewede Arnold Schwarzenegger, da han var i København med en film, der hed "Pumping Iron". 

Wauw!

– Ja. Dengang var han jo slet ikke i politik, han var Mr. Universe to gange, og da han skulle gå, bøjede denne her kæmpe mand sig ned over mig og kyssede mig farvel og sagde, at jeg lignede noget fra hans hjemegn, ha ha! Jeg skrev også madanmeldelser, selv om jeg kun havde erfaring som servitrice. 

Så du har faktisk haft en lillebitte journalistisk karriere.

– Ha ha, ja, men den var meget lille. Men jeg blev mere og mere interesseret i filmskolen og kom allerede ind som 21-årig. Jeg havde slet ikke prøvet at lave film før, og det går jo ikke i dag – der skal du have lavet film, før du kan komme ind. Men jeg blev overrasket over, hvor godt jeg kunne lide det. Da jeg blev færdig, tog jeg alle mulige småjobs i filmbranchen og blev fuldstændig vild med det. 

- Jeg ville gerne være bedre fagligt, og man lærer virkelig meget ved at se andre instruere. Jeg var scriptgirl og instruktørassistent og lavede reklamefilm og OBS-indslag og sådan noget. Blandt andet lavede jeg Squash-reklamefilmene med Finn Nørbygaard og Jacob Haugaard og en kampagne for Dankortet, da det lige kom frem. Puh, når jeg fortæller det her, kan jeg virkelig mærke, hvor gammel jeg er, ha ha!

Det var da meget beskedne jobs, du tog, selv om du var færdiguddannet filminstruktør?

– Ja, men jeg havde også meget at lære. Senere har jeg tænkt, at jeg måske skulle være standset op og arbejdet mere målrettet på at lave noget stort. Men det er jo ikke til at sige. Jeg lavede da også forskellige ting – jeg instruerede blandt andet tv-serierne "Taxa" og "Morten Korch" og lavede en børnefilm, men det var først, da jeg lavede "Italiensk for Begyndere", at folk forstod, hvor jeg ville hen med mit arbejde. Fordi den gik så godt – også internationalt. 

Hvad betød det for dig at lave sådan et kæmpehit?

– Selvtillid. Jeg rejste over hele verden med den og kunne se, at noget, jeg havde siddet herhjemme og fundet på og optaget ude i Hvidovre, sad der folk i Bhutan og grinede af. Det var ret vildt. Og det gjorde, at jeg syntes, at jeg havde noget, der var godt nok at komme med. Så jeg ikke behøvede hele tiden at gå efter at forfine noget, som andre syntes var godt. Dogmefilm har jo et helt særligt liv, de er ikke så perfektionistiske og stiliserede, og vi brugte dem til at ryste alt det tunge af os. Jeg bruger det stadig, men i dag elsker jeg altså alt det store udstyr og mange mennesker og store armbevægelser. Så stort som muligt, helst. 

Jesper var cool på John Lennon-måden 

Privat fik Lone Scherfig allerede øje på manden, hun i dag deler liv med, da hun var 11 år. Det var nede i skolegården på Gentofte Skole, hvor Jesper gik rundt med langt hår og runde briller og var cool på John Lennon-måden, syntes Lone. Men Jesper var fire år ældre end hende, og som 15-årig bliver man ikke lige kæreste med en på 11. Der skulle gå 20 år, før de fandt sammen for alvor, selv om de hele tiden var i hinandens periferi. 

– Jeg blev gift med Jesper på min 32-års fødselsdag, så det er egentlig mærkeligt, at vi ikke havde fået børn med andre, inden vi mødte hinanden igen. Vi ville begge to gerne have børn, det skete bare ikke. 

Jeg var 35, da jeg fik Feline, og hvis der er noget som helst, jeg ærgrer mig over, så er det, at jeg ikke fik flere børn. Men det blev bare ikke sådan. Og så var det jo virkelig heldigt, at det lige var hende, jeg fik. 

Hvad var det – og er det – ved Jesper, der var så dragende?

– Det er sjovt, for da vi blev gift, sagde præsten, at det var utroligt, så forskellige vi var, men jeg synes, det har været en kæmpe styrke i vores forhold. Det, den ene er god til, er den anden ikke god til, Jesper er natur, mens jeg er kultur – det bliver meget tydeligt, når vi spiller Trivial Pursuit. Vi er også forskellige rent psykologisk, men vi supplerer hinanden enormt godt. Det eneste punkt, vi ligner hinanden på, er, at hvis der er noget, vi vil, så bliver vi bare ved og ved, indtil det lykkes. 

– Jesper er oprindeligt psykolog, men gik over i det private erhvervsliv, hvor han var direktør i forskellige medicinalfirmaer. Han lod sig pensionere virkelig tidligt, og nu arbejder han fuld tid som håndværker ved at gøre vores huse og biler og andre ting fine. Vi har et hus i Sverige, som han elsker at arbejde på, han er virkelig god med sine hænder. Her i forgårs reparerede han syv cykler!

Tager han så også del i dit liv med dine film?

– Nej, mine film er helt mit eget. Jesper keder sig, når han er med på optagelser, men han gør det indimellem og tager også med på rejser for at hjælpe eller bakke op eller måske fejre noget. Men han har mange andre ting, han hellere vil. Vi er ret opdelte i vores arbejdsliv og meget ambitiøse med hver vores, så vi laver ikke ret mange projekter sammen.

LÆS OGSÅ: Sonja Oppenhagen: "Det svigt kommer man ALDRIG over"

Jeg savner min mor så meget 

Lone Scherfig var kun i 40'erne, da hendes forældre døde – hendes far af hjerteproblemer, moderen af lungekræft. Og hun lægger ikke skjul på, at hun aldrig er kommet sig over især moderens død. 

– Jeg savner hende SÅ meget. Bare det der med lige at komme forbi til en kop kaffe og gå igen. Det er en lampe af kærlighed, der var rettet mod en, som pludselig slukker, og det er det værste, jeg nogensinde har oplevet. Min fars sygdomsforløb var længere og ikke så ubehageligt som min mors, der var virkelig barskt. 

Hvordan har du tacklet sorgen?

– Det har jeg måske ikke særligt godt, for så ville jeg vel ikke stadig have den. Måske ville jeg så have forliget mig med den. Når man mister sine forældre, vil alle så gerne have, at man kommer sig over det, ikke? Nå, skal vi ikke se at komme videre. Så er der også nogen, der mener, at man skal have lov til at fastholde sorg, fordi det er en måde at være sammen med vedkommende på. Det synes jeg lyder mere rigtigt. Mine forældre var også mine forbilleder på flere måder, og det hjælper, at der er noget, man kan efterstræbe, synes jeg. Blandt andet den meget høje moral og beskedenhed. 

Er du også blevet nøjsom som voksen?

– Nej! Jeg er virkelig ødsel. Jeg køber meget tøj og elsker at give gaver. Til gengæld er der nogle ting, jeg er helt ligeglad med – for eksempel hvilken bil jeg kører i. Jeg er ligeglad med facade. Men jeg elsker kvalitet, materialet, tøj, tekstiler. Jeg syr meget selv, og jeg elsker makeup også! Nu har jeg skruet mit forbrug ned, men det er af miljøhensyn. Det er ikke længere en tanke om, at nu bør jeg altså, og nu skal jeg også huske … Jeg er blevet ægte fokuseret på miljøet de seneste år, det stikker dybere nu. Og jeg vil helst gøre én god ting for miljøet hver dag. 

Hvad gør du så?

– Englænderne siger: "Refuse, reduce, repair, recycle, rehome, rot". Altså: At sige nej tak til ting, man ikke har brug for, mindske sit forbrug, reparere, genbruge, give ting et nyt formål og lave kompost. Det prøver vi at følge derhjemme. Vi reparerer alting – eller det gør Jesper – køber mange brugte ting, smider meget lidt ud og giver meget væk. Det handler om at opdrage på sig selv og være med til at ændre nogle forbrugsmønstre. Men altså. Vi forbruger stadig meget. Vi gør det bare på en lidt pænere måde, smiler Lone Scherfig.