Kendte

Lis Sørensen: ”Når man bliver skilt efter så mange år, er det også noget, der har været på vej et stykke tid”

For to år siden blev Lis Sørensen skilt efter næsten 30 års ægteskab. Det er vemodigt at blive skilt, siger hun. Men vemod kan man blomstre af.

Lis Sørensen havde egentlig sat huset til salg. Stort, smukt, sort træhus med højt til loftet, åben pejs og smagfulde detaljer. Hun var blevet skilt efter næste 30 års ægteskab. 20 af de 30 år havde hun boet i huset i Gentofte.

– Men så blev jeg skilt og tænkte: Nej, NU skal jeg ind til byen. Jeg prøvede at bo et par måneder i København i min søns lejlighed, som jeg lånte. Men altså… jeg kommer hjem klokken halv et om natten med bagage, når jeg har været ude at spille, og jeg kunne ikke finde parkering. Det kan man klare et par gange, men hver gang? Det var no-go! Og huset blev heldigvis ikke solgt. Det ville ikke sælges. Det VAR mig, der skulle have det. Nu er jeg ved at bygge om og lave nyt køkken. Jeg er ligesom i gang med at flytte energier rundt, og det er superfedt! Der er meget liv, man bærer med sig i sådan et hus, hvor man har boet i lang tid, ikke? Vi flyttede ind, da vores søn var seks år. Det er hele hans barndom og fester og alt det, man har gennemlevet. Der har været knald på. Det er er der for så vidt stadigvæk. 

Lis er glad.

– Jeg har det sgu godt.

 

Kernefamilie

”Jeg er kommet for at synge” hedder Lis’ nye biografi. Og det føles ”fantastisk”. Men hun havde faktisk ikke forestillet sig at medvirke i en biografi om sig selv.

– Det var noget, nogen måtte gøre, når jeg havde sat træskoene.

Hun lod sig overtale, fordi hvert kapitel tager udgangspunkt i en af hendes sange og via den udfolder levet liv. Lis er på mange måder privat. Eller måske er hun bare jysk på den der underspillede måde: Ja, jeg har da gjort det meget godt, men det er da ikke noget at snakke om… Hun voksede op i en velfungerende og varm kernefamilie i Brabrand udenfor Aarhus.

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen har - på trods af sin succes - også oplevet modgang som kunstner, men det har hun lært meget af

Hvilke drømme og forventninger havde du til kærligheden, da du var ung?

– Jeg var rigtig godt placeret i mine cowboyboots og i min nutid med den opfattelse, at kærligheden bare var lige foran mig. Jeg havde ikke en vision om kærligheden. Jeg kom fra et miljø, hvor min mor var hjemmegående det meste af min barndom og ungdom –  hun tog en uddannelse, da jeg var 14-15 år. Og jeg tænkte, at DET kvindeliv skulle jeg bare overhovedet ikke. Her mange år senere begynder man jo at sætte pris på de tre hjemmelavede retter mad, man fik om dagen med rabarbergrød, krebinetter og hvidkålssalat. Alt det hun gav familien… Men tosomhed og ægteskab var slet ikke noget, jeg tænkte på dengang. Det var noget, der lå LANGT fremme i mit liv. Men jeg voksede klart op med, at det var det mest naturlige i verden, at man kunne finde en mand, når man gerne ville have en mand og stifte familie og leve det liv.

For det havde du set derhjemme?

– Ja, det var så let! Det var jo basen, og den skulle jeg nok få lavet. Senere.

Hvad har din barndom betydet for din evne til kærlighed som voksen?

– Den har lagt et fundament. Jeg troede i lang tid som barn, at alle familier var ligesom min: tryg og favnende og som en rede, jeg var i, og hvor jeg blev passet på. Det var først i 3.-4. klasse, at jeg fandt ud af, at det nok ikke var lige så let for mange af de andre børn. Folk blev ikke rigtig skilt dengang, så de her forældre levede i ægteskaber, der bare var forfærdelige. Jeg kunne mærke spændingerne, når jeg besøgte de familier. Men det gik først rigtigt op for mig i 3.-4. klasse, at de andre måske ikke havde det som mig: Jeg kan bare tage hjem, og så er alt godt, og så er jeg i sikkerhed. Det var helt klart den fornemmelse, jeg selv havde, og det ER nok også derfor, det er lykkedes mig at være gift i næsten 30 år med den samme mand. Jeg holder fast, jeg kæmper, og jeg oplever også familien som det sted, hvor man ubetinget kan være sig selv og ubetinget kan give slip. Og hvor man også skal rumme, at de andre gør det, haha!

– Så det fundament har helt klart betydet rigtig meget. Også for mit forhold til venner. Der skal være en vilje til at rumme hinanden. Det er ikke bare noget, man kan. Det har måske dybest set noget at gøre med, hvor meget man kan lide sig selv og accepterer sig selv. Jo mere man accepterer sig selv som et sammensat menneske og rummer sin alder og alt det, man er gået igennem, jo bedre. Og altså… jeg har da helt klart kunnet mærke, at jeg igennem mit ægteskab egentlig har bevaret mig selv rimelig intakt. Det kunne jeg mærke, da jeg kom ud af det. Øh… de her lange ægteskaber er ikke de korteste at komme ud af, ha ha. Det tager lige lidt tid, før man finder tilbage til nogle egenskaber, som ikke er de tilpassede eller kompromisfyldte egenskaber. Så jeg synes faktisk, jeg er på et vanvittig spændende tidspunkt i mit liv.

”Hvem er jeg?”

– Ja, og ”hej med dig, Lis!”. Samtidig finder man også ud af noget andet. Jeg har venskaber, som er over 40 år gamle. Og man finder ud af, hvor meget lettere det egentlig er at have venner.

Når man er alene?

– Ja, for der er ligesom ikke nogen, der blander sig i, hvad man skal og finder på, og hvor man skal rejse hen, og hvor man skal bo, og hvad man skal køre i. Altså… Jeg har faktisk rigtig mange veninder, som også er i lange forhold, og så ser man dem også udefra – de der forhold. 

Hvad ser du så?

– Jamen, jeg ser nogle kære venner, der virkelig vil være sammen. Og sådan har jeg også selv haft det i rigtig mange år, så jeg ved godt, hvad det er. Men jeg trækker sgu alligevel vejret lidt… mere befriet, fordi jeg selv er et… nyt sted i mit liv.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Essensen

Lis’ eksmand Jan Sivertsen fik konstateret Parkinsons et par år før skilsmissen i 2017. I bogen fornemmer man, at sygdommen blev en gamechanger i parforholdet. Man kæmper for det. Men opdager, at man alligevel går i hver sin retning. Og måske i virkeligheden nok har gjort det længe.

– Når man bliver skilt efter så mange år, er det også noget, der har været på vej et stykke tid. 

Hvad sker der med kærligheden efter en skilsmisse?

– Jeg har, siden jeg var ganske ung, fornemmet, at kærligheden er spredt ud. Det er derfor, jeg siger, at jeg har beholdt mig selv sådan rimelig intakt. Jeg har jo bevaret alle mine venner og har en kæmpe bekendtskabskreds og en stor venneskare. Jeg har seks-syv venner, jeg er helt tæt på. Jeg har haft så travlt, at vi er vant til, at der ind imellem godt kan gå et par måneder. Men jeg har vænnet mig til – også igennem mit ægteskab – at have alle de her livliner ude. 

Venskaber er også kærlighed…

– Jamen altså VIRKELIG kærlighed. Og det er smukt at fornemme helt ind i essensen, når man er … uden partner vil jeg sige. For jeg føler ikke, at jeg er alene, men jeg er ikke i et forhold lige nu. Jeg er mig selv. 

Vil du gerne i et forhold igen?

– Jeg kan ikke rigtig forestille mig det lige nu. For jeg har haft de her 30 år i et forhold, jeg ved godt, hvad det er. Jeg ved også godt, hvad jeg skal investere af mig selv i et forhold. Så lige nu har jeg simpelthen ikke tid til det. Jeg har det slet ikke sådan, at jeg tænker ”aldrig mere”. Jeg har bare ikke kikkerten ude i den retning. Jeg har rigtig travlt med at finde ud af, hvad der er af muligheder for, at jeg kan lave det bedste liv. Og der er sgu ikke nogen mand i det billede lige nu.

LÆS OGSÅ: Lis Sørensen: Jeg blev mor temmelig sent

Klimasang

Næste år kommer der et nyt Lis Sørensen-album. Så er spørgsmålet, hvad det betyder for Lis’ nye sange, at hun er blevet skilt siden ”Bedre tider” fra 2017? Hvis man tror, der kommer et skilsmissealbum, kan man godt tro om igen.

– DET gør jeg sgu ikke. Det er nogle helt andre sange, jeg sigter efter. Jeg har lige indspillet sangen ”Isbjerg”, som Silas Bjerregaard fra Turboweekend har lavet til mig. Det er en klimasang! Så jeg laver langt fra et skilsmissealbum.

Er det forbundet med sorg at sige farvel til et langt ægteskab?

– Nej, egentlig ikke. Et vist vemod vil jeg sige. Men jeg tror også, det har noget at gøre med, at min søn var 25, da vi blev skilt, han var ligesom flyvefærdig og havde været det i et par år. Så nej, ikke nogen sorg. Men selvfølgelig et vist vemod. Men der er jo også vemod over så meget andet i livet. At man mister sine forældre. Det allervigtigste er nok, at man er i stand til at blomstre ud af det vemod. For det vemod ER i vores liv. Men nej, jeg har ikke nogen sorg. Og jeg synes faktisk, det er meget godt gået – efter knap 30 år!

 

Lis Sørensen, 64 år, aktuel med Lis’ biografi ”Jeg er kommet for at synge”, som er blevet til i samarbejde med Danni Travn.