Kendte

"Kvinder skal bevise deres værd flere gange end mænd"

Hun havde aldrig fået jobbet herhjemme. Sådan siger instruktør Birgitte Stærmose selv om ‘The English Game’ – serien om moderne fodbolds oprindelse, som hun har instrueret for Netflix. Selvom hun selv har en succesfuld international karriere føler hun, at hun skylder andre at tale højt om manglen på diversitet i den danske filmbranche. Ellers sker forandringen jo aldrig.

Egentlig havde hun ikke nogen planer om at skulle til udlandet. Men da hun for nogle år siden blev kontaktet af en engelsk agent, som var på udkig efter en dygtig kvindelig instruktør, var Birgitte Stærmose alligevel lydhør. Også selv om hun til at starte med ikke mente, at hun matchede det, han søgte.

– Han var en ældre gentleman, og han sagde, at han havde brug for en ‘lady’. Så sagde jeg: ‘Jeg er ikke nogen lady, du har ringet til den forkerte’, fortæller Birgitte Stærmose og bryder ud i en smittende latter.

Lady eller ej, matchet viste sig at være rigtigt. Og det blev starten på et internationalt spor i Birgitte Stærmoses instruktørkarriere. Først med tv-serien ‘The Spanish Princess’ og senest ‘The English Game’ – Netflix-serien, der er skrevet af Julian Fellowes, der er manden bag ‘Gosford Park’ og ‘Downton Abbey’, og som fortæller historien om moderne fodbolds oprindelse. Om hvordan fodbold i Storbritannien op gennem 1800-tallet var en gentlemansport forbeholdt de velhavende, men som arbejderklassen fik del i og var med til at udvikle og ændre til den folkesport, der i dag engagerer millioner og omsætter for milliarder.

 

 

Birgitte Stærmose har på intet tidspunkt lagt fingrene imellem: Fodbold interesserer hende ikke. Overhovedet. Men historien fængede hende med det samme.  

– ‘The English Game’ handler ikke kun om fodbold, for så havde jeg nok sagt nej tak. Det er en historie, der handler om menneskelige relationer og klasseskel, så jeg har egentlig set det som en serie, der også handlede om fodbold, siger hun og tilføjer med et højt grin, at hun engang har sagt til sin mand, at hun giftede sig med ham, netop fordi han ikke ser fodbold – eller sport i det hele taget.

– Men at der i noget, som er hvermandseje i en grad, som fodbold er, ligger en historie bag, som folk ikke rigtig kender… Det er en god grund til at lave en serie om det, tilføjer hun.

Da den engelske agent kontaktede Birgitte Stærmose, havde hun gennem længere tid drømt om at stå i spidsen for en tv-serie. Men der var ingen tegn på, at det ville ske inden for nærmeste fremtid. Det var medvirkende til, at hun sagde ja til ham.

– Jeg gjorde det, fordi jeg oplevede en frustration over, at jeg aldrig fik opringninger på danske tv-serier. Kun én gang, da jeg blev tilbudt at skulle instruere ‘Norskov’. Jeg har aldrig sagt nej til et tilbud. Simpelthen. Og du kan jo ikke leve af at lave spillefilm. Du er nødt til enten at lave reklamefilm eller tv-serier ved siden af, hvis du som instruktør vil opretholde en nogenlunde rimelig indkomst, forklarer hun. 

Og det havde hun ikke haft i en del år. Og hun var træt af ikke rigtigt at tjene penge.

– Man når til et punkt i livet, hvor man ikke gider sådan noget mere. Jeg synes, jeg er dygtig, og at det, jeg kan, skal bruges til noget. Jeg sagde ja til tilbuddet, for jeg tænkte, at jeg så kunne fylde hullerne i England i stedet. Danmarks Radio ringede ikke, TV 2 ringede ikke. Så måtte jeg jo gøre det i udlandet, for der er en anden attitude, siger Birgitte Stærmose om forskellen på filmbranchen herhjemme og i udlandet, når det gælder en aktiv indsats for ligestilling og diversitet.

LÆS OGSÅ: "Det glamourøse er ikke det, jeg glæder mig til. Jeg vil hellere gå en tur i Dyrehaven"

En befrielse at kunne være sig selv

Birgitte Stærmose er uddannet i USA. Her rejste hun til med sin amerikanske kæreste i slut-80’erne, da han skulle hjem for at læse sin ph.d. Selv gik hun med tanker om at uddanne sig til still-fotograf eller gå på filmskole. Hun havde aldrig følt sig fristet af den danske filmskole, som hun dengang oplevede som lukket om sig selv. I det hele taget oplevede hun den danske kulturbranche som en sammenspist klub. Set i bakspejlet havde det nok ikke så meget med andre at gøre, men var i virkeligheden noget personligt, efterrationaliserer hun. For, som hun forklarer, hun kom jo fra Jylland.

– Jeg tror, det var vigtigt for mig at komme et sted hen, hvor jeg ikke var bundet af det, folk kunne antage om mig. Jeg tror meget på, at det er sundt for unge i det hele taget at tage skridt, hvor man starter lidt forfra og møder folk på ny, siger Birgitte Stærmose og forklarer, at hun heller aldrig har været bange for at flytte sine børn rundt i skoler. For den der nye start kan give noget helt særligt, mener hun.

– Hvis du sidder fast i alt det, andre synes om dig… Du tager det jo på dig. Det er jo vores akilleshæl i et lille samfund, at vi tager alle de ting på os og bliver i vores kendte rammer, så den mulighed for at udvikle os i nye retninger forsvinder. For mig var det en befrielse at komme et sted hen, hvor jeg bare var den, jeg var.

Og hun var ‘sindssygt glad’ for at læse på Temple University i Philadelphia, hvor hun havde medstuderende fra både Indien, Kina og selvfølgelig USA og derfor fik ‘et meget bredt blik på, hvad film kan være’. Men at læse på filmskole i udlandet var ikke den mest praktiske beslutning, tilføjer hun. I år 2000 vendte Birgitte Stærmose tilbage til Danmark med mand, børn og en international instruktøruddannelse.

– Det var meget svært at få folk til at acceptere, at jeg havde en uddannelse på linje med den danske filmskole. Folk var meget mistroiske. For dem kunne det ikke passe, at der er andre steder, som er gode eller måske bedre. Sådan er holdningen – eller sådan var den i hvert fald. Det har ændret sig lidt, efter vi har fået Super 16 og set en del instruktører med gode karrierer, som ikke er uddannede i Danmark. Men det var ikke tilfældet dengang. Der var det en form for andenrangsting, siger hun.

Det var en bremseklods, som betød, at det tog hende mange år for alvor at få en fod indenfor i filmbranchen herhjemme. Men særligt uden for Danmark vakte hendes kortfilm og dokumentarer opmærksomhed med stribevis af filmpriser på filmfestivaler i bl.a. Melbourne, Stockholm, Edinburgh og ikke mindst Berlinalen, samt hele to nomineringer for bedste kortfilm af det europæiske filmakademi.

– Jeg tror, jeg har lavet flere prisvindende kortfilm end nogen andre, før jeg kom hen til at kunne lave en spillefilm, siger hun og understreger med et fast blik og et højlydt grin, at det for hende at se ikke er en tilfældighed.

– Det har noget at gøre med at være en kvindelig instruktør og at komme ind udefra. Folk tænkte, at det måske var for risikabelt. Ja, jeg ved jo selvfølgelig ikke, hvad de tænkte, men jeg kan i hvert fald konstatere, at jeg nåede at lave ret meget, som jeg tror, at hvis jeg havde stået i nogle andres sko, så havde det nok kastet mig videre lidt hurtigere.

Forkæl dig selv og få femina leveret hver uge. Køb et abonnement her

Hun sidder i et øjebliks eftertænksomhed. Vejer sine ord nøjagtigt og siger så:

– Som kvinde skal du nogle gange gøre tingene to gange. Du gør det godt én gang, og så skal du gøre det én gang til, før folk er helt overbeviste og tror på, at det ikke bare var et tilfælde. Jeg tror, der er mange unge mænd, der gør det én gang, og så tænker folk: ‘Wow, der er noget talent der – videre med ham til en spille-

film’. Den får du ikke som kvinde. Der skal arbejdes hårdere for at bevise det. 

Alligevel kom det ikke bag på Birgitte Stærmose, at det var svært at vende hjem fra USA. Sammen med sin familie havde hun forberedt sig på, at det ville blive en udfordring. Derfor flyttede de i første omgang kun hjem midlertidigt. Men da Birgitte Stærmose fik støtte til en novellefilm og kom i gang, besluttede de at blive.

– Der var en del år, hvor jeg ikke syntes, det gik hurtigt nok. Jeg lavede kortfilm på kortfilm på kortfilm. Jeg ville da gerne være sprunget til en spillefilm hurtigere eller have lavet tv. Men det er en svær branche. Og jeg synes også, jeg har været privilegeret, så der er ikke nogen klagesang i det, understreger hun.

Den historiske dramaserie ‘The Spanish Princess’ blev Birgitte Stærmoses første tv-serie. Her sad hun som ledende instruktør på produktionen, som det amerikanske kabelnetværk Starz stod bag, og var dermed med til at hyre hovedholdet bag serien – fra skuespillere til produktionsdesignere, fotografer og makeupartister.

– Det var første gang i min karriere, at jeg fik lov at springe et skridt over. Hvor jeg altid synes, jeg har skullet tage to skridt, når en mand har skullet tage et, fik jeg her lov at være ledende instruktør på en serie efter blot at have instrueret en blok på en dansk tv-serie. Det er jeg utroligt taknemmelig for, siger hun.

Serien er skrevet af en kvinde, handler om europæisk kvindehistorie i 1500-tallet og fortælles fra et kvindeligt perspektiv.

– De, der havde skrevet serien, ville gerne have en kvindelig instruktør på. Og så kom de ellers på arbejde. Men den kom i anden sæson, så jeg har jo gjort det godt, tilføjer Birgitte Stærmose med et smil.

LÆS OGSÅ: "Der er nogle ord i sproget, specielt reserveret til kvinder. Ord som 'skrap', 'skinger' eller 'finke'"

 

Birgitte Stærmose

Født i 1963 på Fyn. Gift og mor til to voksne børn på 20 og 24 år. Uddannet instruktør med en Master of Fine Arts fra Temple University i Philidelphia, USA, i 1997. Har instrueret en lang række novelle- og kortfilm og modtaget stribevis af priser for sit arbejde.

Er også underviser på kunstskolerne, sidder i bestyrelsen i Danske Filminstruktører og i den europæiske instruktørorganisation FERA og er formand for Rådet for Spillefilm under Det Danske Filminstitut.

Ville ikke have fået jobbet i Danmark

Siden kom ‘The English Game’, som hun var tiltrukket af med det samme. Både fordi det var en unik mulighed for at arbejde med Julian Fellowes, og fordi det var for Netflix.

– Med de ting, jeg laver i udlandet, er jeg meget karrierebevidst. Der skal være markante karriereskridt i det, for ellers vil jeg hellere arbejde her i Danmark. Det er der i ‘The English Game’. På den måde var den en lidt kynisk eller i hvert fald pragmatisk beslutning. Men jeg kunne også godt se mig selv i det, siger Birgitte Stærmose og forklarer, at hun med erfaringer fra tv-serien ‘Norskov’, der handler om ishockey, og spillefilmen ‘Darling’, der foregår i ballettens verden, følte, at hun kunne løfte udfordringen med at få fodbold og det fysiske i sporten til at leve på lærredet.

Men det var også et projekt, der betød, at hun boede i England i hele 2019.

– Hvis ikke mine børn var så store, som de er, ville jeg synes, det var for stor en pris. Men de kom på besøg og synes også, at det er sjovt og kan leve sig med i det på en anden måde end tidligere, siger hun.

I et interview med DR sagde hun i forbindelse med premieren på ‘The English Game’, at hun ikke var et sekund i tvivl om, at hun aldrig havde fået tilbudt at instruere en serie om fodbold, hvis det havde været en dansk produktion. Men det skal på ingen måde forstås som ynk, understreger hun.

– Men jeg kan konstatere helt faktuelt, at de tilbud, jeg har fået og får i udlandet, dem får jeg ikke i Danmark. Det kan jeg bare konstatere. Det kan man så udlede alt muligt af. Der kan være nogle, der kommer og siger, at ‘Birgitte er bla-bla-bla’, og derfor får hun det ikke. Folk kan sige alt muligt om det, som jeg måske ikke engang har lyst til at høre på. Men jeg kan konstatere, at der er sket en markant ændring i udlandet – en bevidsthedsgørelse af, at der skal være en større diversitet, også i instruktørstolen. Og at de fortællinger, der skal ud, skal have en større diversitet. Det kan jeg mærke på tilbuddene.

Det handler i høj grad om, at man i den internationale filmbranche ikke vil udskammes, mener hun.

– Der tror jeg, at vi i Danmark ikke mener, at vi har et egentligt problem. Jeg mener, at vi har, siger Birgitte Stærmose.

Ved siden af sit arbejde som instruktør underviser hun indimellem, når tiden tillader det, er formand for Rådet for Spillefilm under Det Danske Filminstitut og sidder i bestyrelserne for Danske Filminstruktører og i den europæiske instruktørorganisation.

– Jeg plejer at sige, at den dårligste film på Filmskolen fra afgangseleverne aldrig er den af den kvindelige instruktør. Og hvis man har en kvindelig instruktør og fem mandlige, vil det sige, at man ikke tager nok chancer med kvindelige instruktører. For så skal den dårligste være en kvinde. Ellers er der en bias i optagelsen. Det mener jeg, siger hun.

For hvis man mener, at man gør alt, hvad man kan for at sikre ligestilling, skal det vise sig ved, at de chancer, man tager med kvinderne, er større end med mændene, mener hun.

– Og jeg er lige ved at sige, at man kan sætte modsat fortegn ved det her, tilføjer Birgitte Stærmose.

Mændene får flere chancer, mener hun, selv om kvinderne i mange tilfælde har mere succes. Men det er baseret på hendes egne betragtninger og ‘ikke særligt videnskabeligt’, indskyder hun og tilføjer, at hun tror, at man som kvindelig instruktør bliver anset for en risiko.

Hvorfor det?

– Jeg tror ikke engang, at folk når hen til ‘hvorfor’, for jeg tror, det er ubevidst. At man tænker ‘ah, det der lyder mere trygt’ med mænd. Tryghed kommer af det, man kan genkende, så det er klart, at hvis der kommer en kvinde og skal lave en fodboldserie, er det nyt og derved måske utrygt. Det er tryggere, hvis ham, der allerede har lavet en anden fodboldserie, kommer og gør det. På den måde er der en klar risiko i det – og den er der så nogen, der har taget. I udlandet kan jeg mærke, at de også ser nogle fordele i det. For så kan de vise, at de har diversitet. Det er vigtigt og en kvalitet, som de gerne vil have, siger Birgitte Stærmose og uddyber, hvad det får af kunstnerisk betydning ikke at løbe de risici. 

– Vi går glip af en masse talent og får et mindre rigt udbud. Det er hovedproblemet – at det, der bliver budt ud til publikum, bliver mindre godt.

Hun understreger, at hun ikke vil lyde mavesur. At hun på ingen måde er bitter. Hun har jo selv succes, så det er der ingen grund til at føle. Men når hun siger de ting, hun gør her, er det lige så meget på vegne af andre og for andres skyld. Fordi nogen et sted i systemet er nødt til at vågne op, påpeger hun. Ellers sker forandringen aldrig.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Min rolle i 'Dronningen' er den mest udfordrende nogensinde"

Drengenes omklædningsrum

Selv har hun også fået sat sine forudindtagelser lidt på prøve i forbindelse med ‘The English Game’. For der er tæt på 30 manderoller i serien, og da castingen til serien gik i gang, slog det hende, at det kunne blive lidt af en udfordring at stå i spidsen som kvindelig instruktør for sådan et hold, og at der hurtigt kunne komme en stemning af drengenes omklædningsrum på settet. 

Også fordi flere af de skuespillere, der blev castet, i virkeligheden er enormt dygtige fodboldspillere og måske ville føle, at de vidste bedre – især fordi hun ikke selv har nogen særlig kendskab til sporten. Kevin Guthrie var i sit virkelige liv tæt på at få en professionel fodboldkarriere. I serien spiller han Fergus Suter – den skotske fodboldspiller, der, fordi han blev hyret til at spille for penge, anses for at være verdens første professionelle fodboldspiller. Netop derfor var det en drømmerolle for Kevin Guthrie. Men det kunne nemt være endt i noget, hvor man skulle kæmpe for at have en mening som instruktør, påpeger Birgitte Stærmose. 

– Men det oplevede jeg overhovedet ikke. Det kunne være endt med at være en ren drengefest, for kvinderollerne er ikke så store i serien. Jeg har altid lavet ting med kvinder i hovedrollerne, så jeg tænkte, at det her kunne blive en brat opvågnen. Men det gjorde det ikke. Det var det mest åbne og skønne cast, siger hun.

Efter et helt år i England var Birgitte Stærmoses kalender for 2020 igen fuldt booket med både endnu en udenlandsk tv-serie – som hun ikke kan røbe detaljer for endnu – en iscenesat dokumentar i Kosovo og udviklingen af en dansk spillefilm. Men med coronaen blev alt sat på pause. Først når grænserne og de enkelte samfund åbner helt igen, kan hun genoptage sine projekter.

– Det kan være, det bliver mit første år i fem år, hvor jeg ikke skal stå på en optagelse, siger hun.