Kendte

Kendt par kritiseres for at dele intime sygehusbilleder

Chrissy Teigen og John Legend har delt billeder af en af de mest sårbare situationer, man som forældre kan befinde sig i. Det har affødt kritik fra flere Instagram-brugere.

I august annoncerede parret Chrissy Teigen og John Legend, at de ventede deres tredje barn.

Siden har model og kogebogsforfatter Chrissy Teigen løbende dokumenteret graviditeten på sin Instagram-profil, og i en story kom hun til at afsløre barnets køn. En lille dreng.

Den 34-årige mor har åbent fortalt, at hun i de seneste uger har været sengeliggende og ind og ud af sygehuset.

CHRISSY TEIGEN

Født 30. november 1984 i Utah i USA.

Har blandt andet været model i kampagner for Gilette og Nike og har været på forsiden af Vogue.

Vært på tv-programmet "Lip Sync Battle", har sit eget madprogram og har udgivet flere kogebøger.

Gift med sangeren John Legend. Sammen har de børnene Luna (4) og Miles (2)

Til sidst kom den triste nyhed, at hun og sangeren John Legend havde mistet deres tredje barn, der har fået navnet Jack.

Chrissy Teigen delte selv en række billeder fra hospitalet med sine mere end 32 millioner Instagram-følgere.

”Vi er i chok og føler en dyb sorg, som man aldrig oplever – kun hører om. Det var ikke muligt at stoppe blødningerne og give den lille baby den væske, han havde brug for, til trods for pose efter pose med blodoverføringer. Det var bare ikke nok”, skriver Chrissy Teigen på sin Instagram-profil sammen med fem sort-hvide billeder fra sygehuset.

Billederne viser ægteparret i en af de mest sårbare positioner, forældre kan befinde sig i. Håbet var, at billederne ville hjælpe andre i lignende situationer.

Men ikke alle Instagram-brugere har fundet dokumentationen passende. Nogle mener, at det er uhørt at vise en så privat og intim oplevelse på Instagram.

LÆS OGSÅ: For Ditte Julie var skilsmisse hendes største livskrise: "Jeg græd foran mine børn"

Andre hævder, at billederne er iscenesatte. Men langt de fleste – både kendte og ukendte – deler deres støtte med parret i kommentarfeltet.

Blandt andre har Kim Kardashian, The Rock, Paris Hilton, Channing Tatum og Hailey Bieber skrevet omsorgsfulde kommentarer.  

Ekspert tager forældrene i forsvar

Hos Forældre og Sorg - landsforeningen for spædbarnsdød, mener direktøren Birgitte Horsten, at opslag som Chrissy Teigens er ”ekstremt vigtige”.

- Det betyder enormt meget, når en kvinde i en position som hendes stiller sig frem. Hun giver håb til andre, der har mistet og ophæver samtidig en usynlig sorg, siger hun til TV2.

- Et opslag som det her hjælper os til at få et sprog om sorgen. Vi kan se den, så vi kan ikke undgå at tale om den. Og det er vigtigt at kunne.

Hvert år dør omkring 700 danske spædbørn, fortæller hun. Omkring 425 dør fra graviditetens 22. uge til det første leveår. Resten mistes kort inden 22. uge.

Få 8 numre af femina fra kun 229 kr - ingen binding! Få vores tilbud her

Ifølge Birgitte Horsten er noget af det vigtigste for forældre, der mister et barn, anerkendelse og støtte fra andre.

– Det er vigtigt, for der ligger en anerkendelse i det, siger hun.

Teigen slutter opslaget, der har fået knap 10 millioner likes, med en kærlighedserklæring til parrets to børn, Luna og Miles.

- På de allermørkeste dage vil vi sørge, vi vil græde. Men vi vil kramme og elske hinanden endnu højere og komme igennem det, skriver hun.

Læs mere om: