Karen-Lise Mynster
Kendte

Karen-Lise Mynster: ”Vi lever i en tid, hvor vi ikke hylder alderdommen. Det er faktisk rigtig ærgerligt.”

Karen-Lise Mynster er 66 år og efter eget udsagn GAMMEL, og hun ærgrer sig over at leve i en tid, hvor hverken alder eller erfaring tæller. Hvis hun har lært noget undervejs, er det, at det er hårdt arbejde at leve. Ikke dårligt arbejde, bare hårdt. Og det er godt sådan. Lykken? Kommer i strejf.

 Sært tilfælde: Karen-Lise Mynster spiller Kirsten Munk i ”Christian IV – Den sidste rejse”, og HELE filmen foregår inde i en hestetrukken karet i 1648, og så mødes vi i den anledning på en café, der viser sig at være alt for larmende, så vi ender ude på gaden i Karen-Lise Myn-
sters parkerede sølvgrå stationcar og laver hele interviewet inde i den …
 
 
 
Lykkeligvis drager vi begge videre ud i livet en times tid senere. Det samme gælder ikke kongen i kareten. Filmen handler om det allersidste døgn i Christian IV’s liv. I den skrumlende karet sætter den dødssyge og hallucinerende konge for sidste gang Kirsten Munk i stævne – den kvinde, han giftede sig med ”til venstre hånd”, fik 12 børn med og elskede højt, indtil han forstødte hende, fordi hun vist havde haft en affære med Rhingreve Otto Ludvig af Salm. Baard Owe spiller kongen – det blev symbolsk nok hans allersidste rolle – og Karen-Lise Mynster spiller Kirsten Munk som ældre.
 
– Filmen handler om et fælles livsvilkår, fordi den handler om det, vi alle sammen skal – nemlig dø. Nu er det en konge, men det kunne være os alle sammen, der sad i ”vores sidste karet” – hvor livet passerede forbi. Og det, der bliver tilbage, det er jo kærligheden. Det er tilgivelsen og kærligheden.
 
Den handler også om noget andet essentielt, siger hun: At minde mennesker om at få gjort de ting, der skal ryddes op i og gøres i et liv, før det er for sent.
 
– Som skuespiller er det vigtigt for mig at være med i nogle ting, som jeg synes er vigtige. Især jo ældre man bliver. SÅ mange juleaftener har man heller ikke igen. Jeg vil meget gerne være med i noget, der GIVER folk et eller andet, som de kan bruge i deres liv. Noget, som de ikke vidste, de havde brug for. Derfor synes jeg, filmen er vigtig – den har det dér sidste døgn i et menneskes liv. Det bliver meget malerisk, et sammensurium af minder og af en stor lidenskab, som Kirsten Munk som ung repræsenterer for kongen.
 
Det mindede mig om mennesket som dybt erotisk væsen?
 
– Ja, præcis. Jeg synes, det er vældig godt, at vi også bliver mindet om, at mennesket ER et dybt erotisk væsen. Og det bliver man ved med at være, til man dør. Der er lavet undersøgelser om, at mange mennesker har sex, til de er oppe i 80’erne. Folk tror, det er slut længe inden.
 
Det er det, de unge ser. Men sådan er det ikke. Der er en stor kraft, en stor trang i os, som selvfølgelig er en seksuel kraft, men som også er en trang til at være hinanden nær i dette liv. Og hvis vi finder nogen, vi kan være tæt på, så er det sådan en … stor og vigtig del af det at leve.
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 

Utryghed

Karen-Lises datter Rosalinde Mynster spiller den yngre Kirsten Munk i filmen, og det familiebånd giver en særlig effekt i en film, der grundlæggende handler om døden, fordi det også i virkeligheden afspejler livets gang. Karen-Lise er 66 år. Der er levet liv i hendes ansigt.
 
– På filmens tid havde man hverken Restylane eller Botox. Nu lever vi i en tid, hvor vi desværre alle sammen bliver påvirket af, at vi skal se så helvedes godt og så helvedes unge ud. Man bliver en lille smule, jeg vil næsten sige utryg ved sin egen alder. I virkeligheden burde man være stolt over, at man er blevet så gammel og stadig har sit helbred i behold, og stolt over, at éns krop og hjerne har kunnet klare alle de her år på Jorden. Jeg har levet 66 år, det er jo MEGET. Det er mange dage og mange nætter, som min krop har holdt til. Jeg ved godt, at nedtællingen er begyndt. Alt bliver sprødt på én, alt bliver porøst, alt bliver sart. Det GØR det, når man bliver gammel. Kroppen kan ikke blive ved, det er også derfor, jeg siger, at man virkelig skal hylde den. Men vi lever altså i en tid, hvor vi ikke kan lide erfaringsrige mennesker, og hvor vi ikke hylder alderdommen. Det er faktisk rigtig ærgerligt.
 
Hvorfor er vi så rædselsslagne for at blive gamle?
 
– Ja … nogle snakker jo om, at det er døden, vi er bange for … Jeg tror, det er noget af det. Når vi ser i spejlet, kan vi jo se, hvordan vi synker mod jorden. Det falder jo ned. Hud ... det hele.
 
Bryster og balder …
 
– Jaja, og vi SKAL jo også ned i jorden på en eller anden måde. Uanset om vi bliver brændt, eller hvad vi gør. Jeg tror, alderen skræmmer mange, fordi vi ikke hylder den. Der findes jo andre kulturer, hvor man værdsætter de ældre og deres erfaringer, og de bliver integreret i de unges familier. Så er det ikke så slemt at blive gammel. Men i vores livsstil, samfund og kultur er det slemt. Vi er næsten uglesete …
 
LÆS OGSÅ: Steffen Brandt: "Jeg ville gøre det hele om en gang til - bare bedre"
 

Kærlighed er gratis

Sagen er, siger Karen-Lise, at gamle mennesker og ordet ”smuk” ikke hænger sammen i vores kultur. Og samtidig er skønhedsidealerne ”en manifestation af penge”.
 
– Meget af det, som pludselig bliver behov, kommer på en eller anden måde fra en kapitalistisk bevægelse. Nogle, der kan tjene penge på noget. Man skaber nogle behov hos mennesker, som dybest set ikke behøver det. Moden skifter hele tiden – og jo mere den skifter, jo mere køber man. Det kan være et skønhedsideal: At man SKAL se så og så godt ud, og så skal man ditten og datten, og det koster penge. Det kan være cigaretter, som jo også er skidedyre, og så putter man en masse ting i tobakken, så folk bliver afhængige. Det er igen penge. Jeg synes bare, at ALT er penge, behov … i virkeligheden er det eneste, der er gratis – det er kærlighed. Og det er det sværeste, det kan du ikke købe.
 
Det sværeste?
 
– Jamen, det ER jo det sværeste for os alle sammen at blive ved med at føle kærlighed både til hinanden og til menneskeheden. Altså ligesom at kunne opofre. Hvis man virkelig elsker, er det jo også, fordi man ønsker den anden det bedste og sætter sig selv til side. Alt det dér – hvis det er rigtig kærlighed. Det er det, vi har sværest ved som mennesker, fordi vores forfængelighed står i vejen. Det er det, de ved, dem, der kan tjene penge på vores forfængelighed. De skaber nogle behov. Vi synes ikke, vi kan blive lykkelige, hvis ikke vi får de behov dækket.
 
Kvinder har det sværere end mænd i den henseende?
 
– Jamen, det er også ved at ændre sig. Jeg tror, mange flere mænd, end man tror, får Botox. De er også fanget af den dér ungdomskultur. Det er meget massivt, ikke?
 
Har du fået gjort noget?
 
– Nej, det har jeg ikke. Men det er jo også noget, som dybest set ingen fortæller om. Så HVIS jeg havde fået det gjort, ville jeg heller ikke fortælle om det, det er tabuagtigt. Men det vigtige er, at vi rummer hinanden i alt det her. Hvis nogen ikke kan holde sig selv ud, så må de jo gøre noget ved det. Vi lever i en kultur med frie valg, og dér tror jeg, det er vigtigt, at man kan rumme hinanden og hinandens frie valg. At man ikke er fordømmende, er meget vigtigt. For så kan vi fordømme hinanden herfra og til evigheden. Det gider jeg altså ikke. Det synes jeg er virkelig ubehageligt.
 
Ingen løftede pegefingre?
 
– NEJ. Man må selv træffe sine egne valg. Men det er klart – som skuespiller skal man passe på, for man skal beskrive mennesker på godt og ondt, man er ikke blevet model, man er blevet en livsfortæller. Jeg synes, jeg prøver at fortælle noget om livet, som jeg ser det. Og som ikke har så meget med Hollywood at gøre, men som på godt og ondt for mange er en hård stund på Jorden. Og hvad er det så, vi skal lære af det? Det må det enkelte menneske også finde ud af. Det kan man ikke sætte sig til doms over eller have gode meninger om. Altså … for mig er det i hvert fald en læreproces at være i live. Sådan oplever jeg det. Som at gå i skole hver dag.
 

Støvede bøger

Karen-Lise var hippie, dengang der var hippier til, og ”man malede sin knallert orange”. Og så er spørgsmålet, om ikke skønhedsidealerne også var der dengang – bare i en anden form?
 
– Jamen, det var bare slet ikke på samme måde. Selvfølgelig havde vi også en ”uniform”. Det var jo hippiekjoler og hennafarvet hår, men vi lod håret under armene gro og prøvede at imødegå den perfekte kvinde. Det hele er blevet så hysterisk, vi er blevet så kropsfikserede. Vi smed bh’erne dengang, og man kunne gå topløs på stranden, uh, det kan man ikke mere. Folk er begyndt at dyrke deres krop i helt ekstrem grad, så den åndelige, den mere filosoferende del af os forsvinder, fordi vi går op i MAD og i INDRETNING og i KROP, tatoveringer, maraton, peeling, hårfjerning, alt muligt.
 
Og for lidt i bøger?
 
– Jamen, bøgerne er jo kommet ned i kældrene, for man læser dem alligevel ikke! Dengang havde vi MASSER af bøger, de stod fremme i stuerne, det gør de ikke mere, det er jo ”grimt”, og ”de støver”. Jeg tror ikke, det gør noget godt ved os. Jeg tror, vi har meget brug for at bruge den del af os. Der er en stor verden, som vi desværre går glip af, og en stor del af vores hjernekapacitet, som vi slet ikke bruger. Den digitale verden har virkelig forandret vores tilgang til mange ting.
 
Hun husker tilbage:
 
– Jeg var i Santiago de Compostela. Jeg havde gået Caminoen. Faktisk havde jeg cyklet, jeg kunne ikke gå, for mine fødder gør så ondt, haha. Men så kom jeg til Compostela, hvor der er en kæmpestor kirke med et enormt røgelseskar, der går op i en spids. Røgelseskarret er en gammel tradition, fordi alle pilgrimmene lugtede så frygteligt, når de ankom, fordi de havde gået i flere måneder uden at blive vasket, så præsterne blev helt dårlige, når de trak vejret. Mens jeg var i kirken, kom munke i smukke røde dragter ind og fyldte røgelseskarret, og så satte de det i svingninger – først langsomt, så hurtigt, og til sidst BRØLEDE det igennem kirkerummet, og så SPILLEDE orglet, og det var fuldstændig fantastisk. Jeg var helt blæst. Lige foran mig stod der nogle mennesker og optog, og jeg var lige ved at sige: Så smid dog den fucking mobiltelefon. For de så oplevelsen på den lille skærm, derfor oplevede de den slet ikke. Man skal være i altet, i rummet.
 
Alt skal fotograferes hele tiden, siger Karen-Lise, som om vi føler, at vi ikke kan holde fast i vores liv uden.
 
– Jeg tror, at folk går ned med stress, fordi vi er ved at skabe en verden, vi slet ikke kan tåle at være i.
 
LÆS OGSÅ: Ann Eleonora Jørgensen: "Jeg er meget bevidst om, at livet er lige nu og her"
 
Man får lyst til at stikke af …
 
– Ja, ud på landet, virkelig væk, det tror jeg, der er mange, der tænker på og har brug for. Roen. Jeg har det sådan, at jeg ikke kan holde musik ud, der bare spiller. Jeg skal enten lytte – eller ikke høre musik. Det er også derfor, vi er gået fra en café som den derinde, og nu sidder i en lidt kold bil. Nu er det dig og mig, der taler, og vi har ikke 10.000 andre ting, vi skal forholde os til.
 
Mennesker, der kigger på dig?
 
– Haha, der er nu ikke så mange, der kigger. Og dem, der gør, tror altid, at jeg er Bodil Jørgensen. Det er så sjovt: ”Ih, var det ikke frygteligt at få den traktor ned over dig”, siger de, haha …
 
Du ligner hende overhovedet ikke. Du ligner min moster.
 
– Haha. Der kan du se, jeg ligner altid en eller anden. Engang jeg var på værtshus med min mand, var der en skidesød tjener, der sagde: ”Jeg har set dig et eller andet sted”. Jeg sagde: ”Det ved jeg ikke ..,” og tænkte: Han har nok set mig i noget ”Matador” i fjernsynet … Han blev ved: ”Åh, hvor er det nu, jeg har set dig? Nå men nu får I en lille en”. HELE aftenen: ”Jeg skal NOK finde ud af, hvor jeg har set dig”. Da vi så skulle gå, sagde han: ”NU ved jeg det! Vestre Fængsel!” Haha, er det ikke sjovt? ”Nej, dér har jeg godt nok ikke været endnu, men man ved jo aldrig”, sagde jeg. Han syntes, han havde set en, der lignede. Hvis man er skuespiller, så ligner man altid en eller anden. Jeg ligner din moster. Jeg ligner en, han måske har mødt i Vestre Fængsel. Og så ligner jeg også Bodil Jørgensen. Jeg må være sådan en, der ligner alle mulige ...
 

Dårlig samvittighed

”Donk” siger det så pludselig inde i Karen-Lises parkerede bil, der ryster lidt.
 
Bag os holder en bil i den store, smarte afdeling.
 
Hov, kørte han ind i dig?
 
– Ja, han gjorde … nå, skidt med det. STOOOP.
 
Karen-Lise prøver at afværge flere ”donk”, stiger ud af bilen og kommer grinende tilbage. Påkørsels-manden i den store, smarte bil var blevet overrasket over, at der overhovedet sad nogen i den parkerede bil, han bumpede ind i, og havde skyndt sig at undskylde ... Karen-Lises bil er ingen hundedyr, spritny flyder – hvis der er levet liv i Karen-Lises ansigt, er der tilsvarende levet liv i hendes bil … men det er en BIL, og miljø og klima er et varmt emne for hende.
 
Får du så dårlig samvittighed over at have bil?
 
– Jamen, jeg kører altså også meget på cykel. Man kan ikke hele tiden gå og have dårlig samvittighed, bare man ser en plastikpose. Jeg tror, man skal finde en vej i sin dagligdag, hvor man gør nogle ting. F.eks. sorterer sit affald og lader være med at spise så meget kød, lader være med at flyve så meget, lader være med at køre så meget bil – men også lader være med at have dårlig samvittighed. Så man kan sige til sig selv: Jeg HAR fået orden på noget, jeg GØR noget. Det GÅR jo ikke, at vi alle sammen siger: ”Det er sgu lige meget”. I den nære fremtid er der, selv om vi lever i en velfærdstid, nogle livsvilkår, som er helt vendt rundt i forhold til for bare 20 år siden. Dengang skænkede vi det ikke en tanke.
 
Karen-Lise siger, vi alle sammen er ved at ”købe os ihjel”. Og så er spørgsmålet, hvad det gode liv egentlig er?
 
– Ja, hvad er det gode liv … Det gode liv er jo ikke kun velfærd, det gode liv er jo allermest kontakt med hinanden, det er allermest berøringsflader.
 
Relationer og kærlighed …
 
– … og så havner vi i det med de gamle igen. Jeg tror, at hvis de dér relationer var meget mere intakte i forhold til de gamle, til de unge, til børnene – så tror jeg, det gode liv er der. For mig er det dér. Min største ambition er at være tæt op ad dem, jeg holder af, nu. Det er det gode liv. For mig er det ikke at have et samtalekøkken, at kunne rejse til Hawaii flere gange om året, drikke dyre årgangsvine og gå på dyr restaurant. Men det er jo forskelligt, hvordan vi har det. Dér må vi også hver især være rummelige. Men vi HAR altså et fælles livsvilkår. Og det er, at hvis Jorden ikke kan fungere, hvis vi ikke kan drikke vandet og trække vejret, så bliver det vores undergang.
 
LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: "Jeg fik aldrig lov til at reagere på at have mistet min mor"
 

Livet er hårdt

Karen-Lise lægger mærke til, at jeg skutter mig lidt, og siger:
 
– Det kan være, vi skal tænde, så her ikke er så koldt.
 
Det er sådan, hun er. Hensynsfuld. Opmærksom. Typen, der tager éns albue, når man sammen skal krydse gaden. Nu tænder hun for varmen i sin bil og siger:
 
– Man behøver ikke at lægge planer for alderdommen. Jeg tror, vi skal blive ved med at prøve at leve livet. Den klichéfyldte sætning ”at leve i nuet”. Jeg tror, vi skal prøve hele tiden at være til stede. Det med at søge lykken … Lykken er jo meget kortvarig, den kommer som et strejf.
Det kan næsten bare være en solskinsstribe på en mur, der kan føles lykkeligt. Det kan være et smil. For mig er det små puff ups. Jeg vil meget hellere være til stede i livet, prøve at være til stede her og nu med de mennesker, der nu er, og det arbejde og det liv, der nu er, og prøve at gebærde mig i det. Det er HÅRDT at leve.
 
Hvorfor?
 
– Fordi det kræver mange kræfter at forholde sig til andre mennesker og forstå andre mennesker og være i sync med andre mennesker og rumme andre mennesker. Man skal ikke tage fejl af, at det ER et arbejde at leve. Det synes jeg, det er. Men det er ikke noget dårligt arbejde.
 
Det er bare et hårdt arbejde. Det er det i hvert fald for mig. Du forstår godt, hvad jeg mener, ikke?
 
”Jo”, siger jeg. Og kommer til at tænke på tidens bunker af selvhjælpsbøger, som vel oftest handler om det med at finde lykken – fordi man tror, at det at leve IKKE skal være hårdt arbejde …
 
– Jamen, det er det. Og det skal det være. Jeg synes helt klart, det giver mere mening. For mig er det hele tiden en læreproces, og enhver læreproces er hård. Ikke dårlig, men hård. Det synes jeg.
 
Hvad skal du, når du bliver gammel?
 
– Jamen, jeg ER jo gammel. Men jeg bliver ved som skuespiller, så længe JEG synes, det er vigtigt og sjovt, og nogen gider have mig med. Det kan jo ske pludseligt. En dag kan man måske ikke huske mere. Eller også har man bare fået nok. Men jeg gider ikke lægge planer for det.
Som jeg sagde: Min største ambition er at være tæt på dem, jeg holder af. Men jeg kunne godt tænke mig ikke at lave nogen deadline, for i mit fag kan man godt blive ved, der er altid brug for en gammel dame, ikke? Og så kan det være, nogle af de unge smukke mænd vil hente et bolsje til mig! 
 
LÆS OGSÅ: Ann Eleonora Jørgensen: "Jeg er meget bevidst om, at livet er lige nu og her"