Kendte

Jacob Lohmann: Nogle siger, at en far er en hånd i ryggen – det billede kan jeg skidegodt lide

Som barn var skuespiller Jacob Lohmann selv så tillidsfuld og glad, at han løb splitternøgen rundt på sin skole og fortalte sine forældre ALT – også de ting, de ikke lige behøvede at høre. Nu er han selv blevet far til sit første barn, som han vil gøre alt for ikke at stå i vejen for.

Det var efter en gymnastiktime i 4. klasse. Jacob fik pludselig en overvældende trang til at sprinte hele skolen rundt uden tøj på, så det gjorde han – og havde det fantastisk.

– Det var en trang til at være helt fri – det er en følelse, der altid har forfulgt mig. Men der blev en kæmpe ballade! Rektor indkaldte min mor til et møde og sagde dybt forarget, at jeg havde løbet rundt som forvirret chimpanse midt på skolen. Tænk at sige sådan noget. Jeg løb jo bare nøgen rundt. Heldigvis havde jeg nogle skønne forældre, som ikke kunne lade være med at grine ad det, fortæller Jacob Lohmann og smiler ved tanken om optrinnet.

Det var uden for Skanderborg, hvor han voksede op på landet med højt til himlen og udsigt til Himmelbjerget. Jacob var en rigtig mors dreng, der gjorde alt, hvad hans forældre sagde – alene af den grund, at han var så glad for dem.

– Min far sagde engang til mig, at det da var skønt, at jeg fortalte dem alting, da jeg var mindre, men da jeg blev ved som teenager, behøvede de altså ikke at vide det hele. For jeg fortalte dem også pinlige ting om pigerne henne i skolen, og når det begyndte at kilde et vist sted – jeg havde slet ikke noget filter. Så de sagde til mig, at det altså var okay, at jeg også havde nogle hemmeligheder, hehe.

Hvorfor gjorde du det? Det er ikke helt normalt for en teenager …

– Jeg ved det ikke. Jeg har bare aldrig været genert. Jeg har altid haft det sådan, at folk må sige lige, hvad de vil. Hvilket også gjorde, at jeg indimellem endte i situationer, hvor jeg udstillede mig selv. Jeg endte for eksempel på forsiden af skolebladet i gymnasiet, fordi jeg havde udbredt mig om, hvordan man lynhurtigt kommer af med sin erektion, hvis den er i vejen. Det var typisk mig! Og når man så vokser op i Skanderborg, som ikke ligefrem er en metropol, kan man godt få nogle over næsen.

Det lyder, som om du var meget tillidsfuld?

– Tangerende til det ekshibitionistiske, ja. Haha! Men jo, jeg var meget tillidsfuld. Jeg havde aldrig bøvl med at være i centrum og gå over grænsen.

Skruppelløs

I den nye danske film ”De frivillige”, hvor Jacob Lohmann har sin første egentlige hovedrolle, har han heller ingen problemer med at gå over grænsen som den skruppelløse erhvervsmand og jetsetter Markus Føns, der ender i fængsel for økonomisk kriminalitet. Efter at være blevet brutalt overfaldet af en gruppe rockere vælger Markus at gå i frivillig isolation blandt fængslets svageste indsatte. Her møder han Niels (Anders Matthesen), som er selvudnævnt leder af fængselskoret. Markus beslutter sig for at blive en del af koret, men der går ikke længe, før han ligger i åben kamp med Niels om pladsen i toppen af hierarkiet. Og det er ikke en kamp, der udkæmpes med muskler – den udkæmpes derimod med list, tyranni og højskolesange.

LÆS OGSÅ: Eks-jægersoldat Thomas Rathsack: Jeg ville aldrig tolere, at en kvinde lagde det tøj frem, hun mente, jeg skulle have på

Anders Matthesen er sindsoprivende irriterende – og morsom! – med sin selvretfærdige besser-wisser-facon og sit lille overskæg, og Jacob Lohmann er arrogant som ind i h...... i sin kanariegule pullover a la ”Rytteriet” og åbenlys fan af magtmisbrug.

– Jeg var selvfølgelig inspireret af de dér tunge finansdrenge, der bevæger sig på kanten af loven – vi kender godt navnene – og som ingen problemer har med at stå i centrum af eget og alle andres liv. Alt det kolliderer med fængselslivet, og Frederikke (Aspöck, filmens instruktør) bruger det komiske til at få os til at tænke over nogle alvorlige ting. For man holder med både Markus og de indsatte, selv om de gør nogle knap så sympatiske ting.

Et af spørgsmålene i filmen lyder: ”Hvad er værst: Økonomisk kriminalitet eller forbrydelser mod børn?”. Og svaret er ikke lige det, man regner med …

– Nej, for det rammer os jo ikke i hjertekulen at læse om Stein Bagger – til gengæld rammer det et helt andet eksistentielt, aggressivt sted, når du læser om Josef Fritzl. Hvad synes du?

At forbrydelser mod børn er værst. Uden tvivl.

– Jeg er helt enig. Men man kan argumentere: Hvad så med dem, der har snuppet 400 mia. fra statskassen – hvem er de taget fra, og hvad kunne de have været brugt til?

Og sådan rejser ”De frivillige” flere spørgsmål om fordomme, fællesskaber og om, hvilke personligheder vi mennesker hylder. Samtidig med at den er hylende sjov.

Dybt afhængige af kærlighed

Da jeg møder Jacob Lohmann, har jeg fået at vide, at han snart skal være far for første gang. Men jeg havde ikke lige forventet dét svar, da jeg spørger, hvornår det skal ske.

– I overmorgen.

Årsagen er selvfølgelig planlagt kejsersnit, og det er ikke for sjov, Jacob og hans kone Louise har valgt det.

– Vi har en grim fødselshistorik på begge sider af familien, så for os handler det helt enkelt om, at der kommer et barn ud af det. Det er ikke, fordi vi lige har fundet på, at vi vil have børn – det har bare været bøvlet for os, fortæller Jacob Lohmann, som har kendt Louise, som er stylist og sminkør, i 23 år, været kærester med hende i 13 og gift med hende i syv.

– Louise boede i lejlighed sammen med min gode veninde, og vi var et kæmpe slæng, der festede og gik i byen hele tiden, men vi kiggede aldrig på hinanden på den måde. Men så fra den ene dag til den anden … bang!, sagde det. Dét er mystikken ved kærlighed, for det VAR fandeme kærlighed.

– Jeg havde det dårligt i den periode, fordi jeg havde været i et forhold, som jeg havde prøvet at tvinge til at fungere, og det går jo aldrig. Så jeg var lidt af et såret dyr med noget weltschmerz og druknede mine sorger og prøvede at komme væk fra kærligheden, men lige pludselig, midt i det hele, fik vi øje på hinanden. Jeg slog mig lidt i tøjret i starten, for jeg skulle jo ikke det dér, men det gik ikke i længden. Vi skulle bare være sammen.

Hvad kan I sammen, du og Louise?

– Vi kan noget med ærlighed. Vi har lovet hinanden at være éthundredprocent ærlige over for hinanden altid – jeg er dybt afhængig af ærlighed, og jeg dør fuldstændig i et rum, hvor der er en eller anden underliggende agenda. Så Louise og jeg kan noget med at være ærlige i rummet lige nu. Med det, der er. Det koster så noget indimellem. For du er nødt til at tage en ekstra sludder og høre på det ekstra lag, der er nedenunder: ”Når du siger sådan, er det så, fordi ... eller mener du ..?”. Det kan tage tid og koste kræfter og give hovedpine, men for os er det det hele værd. Og det kommer nok ultimativt på prøve, når babyen kommer.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

Smidt ud hjemmefra

Tilbage til Skanderborg, hvor Jacob havde det så godt hjemme hos sin far og mor, at hans ungdomsoprør var det kedeligst tænkelige, og moren til sidst så sig nødsaget at bede ham om at flytte hjemmefra.

– Prøv at høre her: Jeg kan ikke FORESTILLE mig en bedre opvækst end min. Min mor var skolelærer, og min far var skuespiller, og der var altid fest og mange mennesker hjemme hos os – ikke på alkoholiker-
måden, hvor alting sejlede, det var bare et enormt socialt hjem. Jeg er vokset op i et hjem, hvor døren aldrig var låst, og jeg var så tillidsfuld, at jeg kastede mig i armene på alle, der kom ind ad den.

– Mit ungdomsoprør var røvkedeligt. Min far spillede meget tennis med mig, og jeg fik på et tidspunkt gjort det til, at jeg var hans ”projekt” – hvilket jeg i bagklogskabens klare lys har fundet ud af, at jeg overhovedet ikke var. Men jeg tabte kampe med vilje, når han kiggede på – helt åndssvagt. Og det var ligesom dét.

– Jeg var 20 år, da jeg var færdig som student, og da jeg på tredje måned lå derhjemme med tømmermænd som en død karklud foran fjerneren med studenterhuen skruet fast på hovedet, sagde min mor til mig: ”Jacob. Jeg har givet dit værelse til din lillebror!”. Jeg glemmer det aldrig. ”HVAD!”, råbte jeg. ”Hvad har du?”. ”Ja”, sagde hun, ”du skal videre nu. Du kan blive boende lidt på din brors værelse, og så skal du få røven med dig og komme ud af vagten”.

– Jeg syntes, det var mega urimeligt! Hvad fanden var det for en nazistat?! Men det var jo helt rigtigt. For jeg stagnerede totalt, og havde ikke ÉN eneste drøm om noget som helst. Ikke en eneste plan for fremtiden. Det eneste, jeg tænkte på, var, hvor vi skulle hen i aften og feste. Det er nok prisen, man betaler for at være så glad for at være sine forældres søn.

Ingen fremtidsplaner

Noget modvilligt flyttede Jacob Lohmann endelig hjemmefra, men planerne om fremtiden var stadig eklatant fraværende. Så han arbejde lidt på konditori, som pædagogmedhjælper og som skibums. Som 22-årig fik han en diskusprolaps, som satte punktum for sportsudfoldelserne, som han ellers var bidt af.

– Noget skulle der jo blive af mig, men jeg anede ikke hvad. Jeg havde jeg slet, slet ikke spekuleret i at blive skuespiller, nærmest prøvet at undgå det. Min far var verdenskendt i den lille by, vi boede i, og eftersom jeg var skuespillersøn, skulle jeg altid være den, der optrådte eller sagde noget, når der var fest. Det havde jeg overhovedet ikke lyst til. Og mine forældre havde aldrig påduttet os hverken uddannelse eller holdninger, hvilket jeg har den dybeste respekt for.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: I et parforhold bliver du hele tiden konfronteret med dig selv

Alligevel er du endt med at lave det samme som din far?

– Haha, ja, og det bliver værre endnu, for inden det gik jeg to år på seminariet ligesom min mor. Det var virkelig i mangel af andre idéer, og jeg synes, vi er frygtelige, os, der gør det. Vi skulle forbydes adgang til seminariet ved døren. For er du gal, hvor var der mange strandede skuespillere, musikere, filosofi- og psykologistuderende osv., der gerne ville have en fredagsbar, der fungerede, og ville kunne hæve vores SU, mens vi gik og drømte om, hvad vi ville være. Og hold da kæft hvor er seminariet bare ikke det sted, man skal gøre det. For om noget er der brug for de bedste folk på netop den uddannelse. Det burde være det mest attraktive studie og de højest lønnede jobs.

Storhedsvanvid

Det gik dog hverken værre eller bedre, end at Jacob Lohmann en dag møder en, der spørger, om han vil være med til at genoplive christianshavner-revyen. Intet lå ham mere fjernt – han vidste knap nok, hvor Christianshavn lå – men hvis der var fest, så var det okay!

– Efter premieren – som Lone Kellermann i øvrigt udvandrede fra, fordi det var så ynkeligt dårligt – er der en, der kommer op til mig på scenen: ”Du skal søge ind på teaterskolen!”, siger han og peger på mig. Jeg anede ikke, hvor det kom fra, og jeg følte mig enormt pinligt berørt, fordi det var alle de andre, der ville være skuespillere og ikke mig.

– Men det satte sig i mig, og kort efter møder jeg Lars Kaalund, som er blevet bidt af at spille tennis, så vi får lavet en aftale. Det er lige før, han skal overtage Østre Gasværk, og vi snakker og snakker, og jeg kan godt mærke, at det begynder at kilde lidt. Så siger han: ”Hvad er det, du går og fedter med? Skal jeg læse med dig til den optagelsesprøve?”. Ja tak, får jeg sagt. Og så laver vi en aftale om, at jeg lærer ham at spille tennis, og han lærer mig at spille komedie.

Jacob Lohmann kommer ind på teaterskolen i Århus i første forsøg, og en ny verden åbner sig for ham. En verden, som roterer om ham selv og hans egen navle.

– Jeg fik totalt storhedsvanvid, det var virkelig usmageligt. Selv om jeg dybest set stadig var i tvivl og ikke for alvor havde taget stilling til, hvad det egentlig var, jeg havde begivet mig ud i. Jeg troede, jeg var verdens bedste til alt. Giv mig en opgave, så løser jeg den! Som om jeg kunne det. Men i løbet af min skoletid blev jeg – heldigvis! – klar over, hvor mange lag der findes i det her arbejde. Hvor meget klogere man kan blive på sig selv og andre mennesker og på sit liv ikke mindst. Alt det, der ikke har noget som helst at gøre med at performe på en scene.

Hvilke ting mener du?

– At man bliver et mere åbent menneske. Hvis man virkelig samarbejder, så spiller man lige så meget med det, der ikke er rollen. For at I gider se på os skal vi helt ned på et dybt psykologisk plan og have fat i hinandens følelser, rytmer, sprog, krop … Vi skal kunne læse hinanden éthundredprocent, og det har ikke en skid med kun teater og film at gøre, det handler jo om alt i livet. Parforhold, andre relationer. At give sig tid og plads til at blive klogere på det. Det har været guld for mig.

En hånd i ryggen

Kort efter at Jacob Lohmann var færdiguddannet, blev han inviteret til casting på TV-serien ”Krøniken”, hvor han skulle prøve på Ken Vedsegaards rolle som Erik.

– Jeg fik den ikke, og det var jeg lykkelig for, for jeg var slet ikke klar til så stor en opgave. Jeg var blevet for selvbevidst og var alt for langt inde i processen med at lære mig selv at kende. Jeg havde overhovedet ikke kunnet forløse rollen og var nok også blevet forvirret over al opmærksomheden, erkender Jacob Lohmann, som i stedet blev ansat på Aalborg Teater.

– Det er noget af det bedste, der er sket for mig, for jeg var slet ikke færdig med at lære og er det stadig ikke.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: "Jeg er en tilstedeværende far"

Du bliver jo eksponeret pænt meget nu med din første hovedrolle – er det okay så?

– Ja, i dag er det okay, men den røde løber bliver aldrig helt sjov. Det er der rigtig mange af os, der bare gerne vil have overstået – også folk, der har været i rampelyset i mange år. Alle priserne synes jeg også er noget mærkeligt noget, for hvorfor skal vi konkurrere mod hinanden? Det er helt i orden at hylde nogen, synes jeg, men så hold dog en stor fest for dem og giv dem nogle blomster i stedet for.

Din første hovedrolle og dit første barn, og så er I også lige flyttet på landet?

– Ja, det hele står i ét nu, og det kan jeg sgu meget godt lide. Louise og jeg har købt en nedlagt frugtplantage på fem tønder land ved Veksø, og det hele ligner en byggeplads lige nu, så vi bor til leje i en landsby i nærheden. Vi får ham i overmorgen, og så skal vi til Århus og indlogere os i et sommerhus som småbørnsfamilie, fordi jeg skal arbejde derovre. Så barsel bliver der ikke noget af.

Har du tænkt over, hvilken slags far du skal være?

– Jeg tænker ikke på andet! Jeg skal være den fedeste far. Og jeg vil gøre ALT, hvad jeg kan for ikke at stå i vejen for ham, for ikke at ville alt muligt på hans vegne, virkelig holde nallerne væk fra hans liv. Det har mine forældre gjort, og det er jeg dem evigt taknemmelig for. Der er nogle, der siger, at en far er en hånd i ryggen – det kan jeg skidegodt lide, det billede. Det vil jeg være for min søn: En hånd i ryggen.

 

Jacob Lohmann, skuespiller, 45. Gift med stylist Louise Hauberg Lohmann. Parret er lige blevet forældre til lille Carl, der kom til verden 4. april. Familien har lige købt en nedlagt frugtplantage ved Veksø på Sjælland. Lige nu kan du se Jacob Lohmann i sin første hovedrolle i den nye danske komedie ”De frivillige”, hvor han bl.a. spiller over for Anders ”Anden” Matthesen. Premiere i dag. Du kender ham sikkert fra TV-serien ”Norskov” eller fra Paprika Steens skønne julekomedie ”Den tid på året”.

 

Læs mere om: