Kendte

Helle Vincentz: Som voksen har jeg måttet lære at tackle, når folk bliver vrede på mig

Helle Vincentz’ liv delte sig i to, da hun var otte år, og hendes far begik selvmord. Og det, der var sket, blev der ikke snakket mere om. Som voksen er hun blevet typen, der ”imploderer”, hvis hun ikke må tale om det, hun gerne vil tale om. Så det gør hun her. Mød forfatteren, der er aktuel med spændingsromanen ”Søster min”.

Egentlig ville jeg slet ikke starte interviewet med Helle Vincentz sådan her. Jeg ville ikke fortælle, at hun i sin barndom oplevede noget, som børn ikke skal opleve. Jeg ville have ventet. Men det trænger sig altså på. For hvorfor i alverden skriver man spændingsromaner, når man selv har haft en barndom, der for de fleste ville være lige spændende nok? For at få hold på verden måske. Helle skriver ikke blodige, voldelige splatter-krimier, det er simpelthen for ubehageligt – hun husker stadig tydeligt dengang, hun skulle skrive en virkelig grum overgrebsscene på et barn til en af sine bøger og måtte sidde med computeren halvt klappet ned over fingrene og klassisk musik i ørerne, fordi hun simpelthen ikke kunne holde ud at være i det. For Helle er den slags scener og mord nødvendige onder i vigtige krimihistorier.

Hun skriver politiske, gennemresearchede, indignerede krimier. Som om hun prøver at forklare verden, at den trænger til at blive et bedre sted. Tag nu hendes fjerde krimi, ”Søster min”: Et medicinalvarefirma tester en pille mod depression – den viser sig muligvis også at hjælpe folk med adhd og gøre kvinder lystne (!). Men der er ugler i mosen, og antropologen Sofie Munk bliver som nyansat, privat efterforsker sat på opgaven: Hvem er det, der sender ulovlige dokumenter til Lægemiddelstyrelsen og fjerner alt, hvad der kan stå i vejen for pillens succes – mennesker inklusive? Omdrejningspunktet er medicinalbranchens gode, mindre gode og decideret slemme sider.

Må man godt være politisk i krimier?

– Det synes jeg. Det er noget, jeg jævnligt har diskuteret med andre, som af og til har sagt: ”Det kan du ikke”. Men jeg ER det i hvert fald. Indtil jeg sætter mig ned og skriver, derefter skal jeg ligesom pakke mine egne holdninger væk – så meget jeg nu kan – og lade tingene ske. Men jeg håber, at mine bøger ud over at underholde hjælper folk til at forstå lidt af verden, som bliver mere og mere kompleks.

Du har et horn i siden på medicinalindustrien?

– Ja, det tror jeg godt, man kan sige, jeg har. Jeg synes, den har problemer med markedsføring og mål. Jeg interviewede en fra branchen i forbindelse med bogen, og han sagde: ”Det gælder om at få flere til at tage mere medicin i længere tid”. De SKAL sælge mere, og de VIL sælge mere. Har du været ked af det i tre dage? Så skal du måske have noget medicin mod depression … Når man tænker på, hvor stærk den industri er, og hvor mange penge den tjener til sine investorer, burde den tage et større samfundsansvar. Sådan har jeg det på den ene side. På den anden er der i hvert fald i nogle af de miljøer, jeg kommer i, folk, der KUN hader medicinalindustrien. Og sådan har jeg det ikke.

Uden den ville mange af os heller ikke være her …

– Jeg skulle lige til at sige det! Det gælder jo både kræftbehandling og livstruende depressioner og helt ned til, at jeg personligt godt kan lide at kunne tage to Panodil’er, når jeg har ondt i hovedet. Så det er sådan dobbelttydigt. Jeg kan godt lide at tage fat i emner, hvor jeg ikke kun kan være positiv eller negativ. Den sidste bog, jeg skrev, handlede meget om fertilitetsindustrien, hvor der også er brodne kar. Men på den anden side: Min ældste søn fik jeg ved hjælp af fertilitetsbehandling, ikke? Jeg ville da være enormt ked af ikke at have ham. Medicinalindustrien har meget af det samme – at man på én gang kan være både kritisk og taknemmelig.Taknemmelig ville nogle i hvert fald nok være, hvis der i virkeligheden fandtes en pille, som den Helle har fundet på i ”Søster min”. En antidepressiv pille, der som sideeffekt gør kvinder … liderlige. Så her sidder vi og storgriner i 1970’er-parcelhuset i Hareskovby og spørger hinanden, hvorfor i alverden der ikke er forsket meget mere i lystpiller til kvinder. Helle ved mest:

– Jeg har faktisk en hel bog om lige præcis det emne! For manden er det en helt fysisk ting: Der skal blod til svulmelegemet. Det har man også forsøgt med kvinder, men man har fundet ud af, at der er mere end fysikken i det for kvinder. Det er bare svært. Desuden: En kvinde, der ikke rigtig har lyst, kan – i modsætning til manden, der har brug for en erektion – måske godt alligevel gennemføre et samleje. Så jeg tror også, det bliver set lidt som en luksusting at lave en lystpille til kvinder.

LÆS OGSÅ: Anette Heick: Man siger, at hvad der ikke slår dig ihjel, gør dig stærkere, men det synes jeg, er noget sludder

UTRYGHED

Når det gælder sexscener i ”Søster min”, er Helle også befriende ferm til at skrive dem, så kvinden ikke bare – som sædvanlig – bliver villig modtager, men aktivt opsøgende. Med andre ord: Sofie Munk vil have sex. Og får det. Helle siger, at hun gør sig umage med ikke at plukke fra sit eget liv – sexscenerne kommer IKKE fra hendes eget soveværelse. Ikke desto mindre erkender hun, at hun på mange måder ligner sin hovedperson. Hun genkender udlængslen og rastløsheden. Parcelhuset i Hareskovby er det første sted, Helle har boet, hvor hun ikke går rundt med tanken, at ”nu må jeg nok hellere snart flytte et nyt sted hen”.

Du voksede op på en gård, hvad var det for en barndom?

– Jeg tror, jeg kan sige … blandet. På den ene side: En rolig opvækst på landet, hvor jeg tilbragte utrolig meget tid med far og med farmor og farfar, der boede ved siden af, og jeg var meget med og i marken og meget tæt på familien. Og så på den anden side – en gennemgående utryghed. Primært skabt af min fars sind og alkoholmisbrug. Min far var den eneste far, jeg kendte, der gad lege med sine børn, han gad klatre i træer med mig og bygge huler med mig, og trapezer til mig. Men samtidig kunne han også tænde helt af. Altså ud af det blå blev der bare knaldet en hånd i bordet og råbt og skreget.

Slog han?

– Jeg har fået smæk et par gange. Det var ikke sådan vold. Eller … det kan man selvfølgelig godt sige, smæk er. Men det var ikke sådan … ofte. Jeg tror godt, man måtte slå børn dengang. Men det var i virkeligheden ikke angst for at få en endefuld, der fyldte. Det var hans temperament. Det med, at man er en lille pige, og så står der en stor mand og råber ad én. Det er slemt nok.

Var du bange for ham?

– Ja, det var jeg nogle gange. Men samtidig VAR han altså – tror jeg godt, jeg kan sige – det vigtigste menneske og den, jeg helst ville være sammen med. Han var ligesom min ven, følte jeg. Jeg boede på landet i Bøgelunde mellem Næstved og Skælskør, helt nede på Sydvestsjælland, og man havde ikke legeaftaler hver uge dengang. Så jeg var bare derhjemme og var sammen med ham og kørte med rundt til alle dem, han nu kørte rundt til som landmand. Jeg var meget fars pige på godt og ondt og har oplevet vores far meget mere, end min lillesøster har. Jeg har oplevet en heltanden barndom, end hun har, fordi hun var tre år yngre.

Du var fars pige og samtidig bange for ham?

– Jamen sådan var det. Han var min helt og min frygt.

FORVARSEL

Helle var otte år, da hendes far døde.

– Jeg kan næsten ikke huske hverken min lillesøster eller min mor fra min barndom. Jeg kan selvfølgelig se dem på billeder. Men jeg kan bare huske min far. Indtil han døde.

LÆS OGSÅ: Marie Brixtofte: Det sværeste har været at have en far, jeg ikke kunne redde

Så har han fyldt for meget …

– Ja. Han fyldte alt, tror jeg, man kan sige. På godt og ondt. Jeg havde det som barn, som om det kom ud af det blå, da han begik selvmord. Bortset fra at han nogle måneder forinden havde efterladt en seddel til min mor om, at han var kørt og ikke kunne mere og ikke kom hjem. Hvilket han så gjorde. Dér fik vi et forvarsel, men jeg kunne ikke rigtig forstå det. Med voksenøjne kan jeg nu se, at selvfølgelig kom det ikke ud af det blå. Han fik det værre og værre og var indlagt og var i behandling med antabus og røg i igen og var i behandling igen … Når jeg tænker på, hvor meget spændinger mellem mig og min mand kan påvirke vores børn, så har det været et sindssygt utrygt hjem for et barn at vokse op i.

Hvor var din mor i det her?

– Jeg tror bare, hun gjorde, hvad der skulle gøres ... Hun gik på arbejde. Det eneste, jeg kan huske, jeg blev involveret i, før min far døde, var, at jeg på et tidspunkt ikke måtte tage hjem fra skole selv. Min mor var lærer, og jeg skulle vente, til hun selv fik fri og kunne komme og hente mig hos min farmor og farfar. Og jeg måtte ikke køre med min far. Det har jo været, fordi hun var bange for, at han var fuld. Ellers var det ikke noget, vi talte om. Og … hun døde, da jeg var 23, og jeg har aldrig nogensinde talt med hende om det.

HELT GAK

Helles mor blev syg og døde på tre måneder af kræft.

Er du ked af, at I aldrig fik talt om det med din far?

– Ja. Men ikke på den måde, at det er noget, jeg går rundt og er aktivt ked af i hverdagen. Men jeg tænker i hvert fald, at øiih hvor havde det været sundere for mig som barn, hvis der havde været en voksen, der havde snakket med mig om, hvorfor det var, som det var. Jeg fik bare at vide, at min far havde skudt sig selv, og så snakkede vi ikke mere om det. Det var ikke et tabu udadtil – som selvmord er i nogle familier. Men jeg har aldrig talt med min mor om det. Hun fortalte mig, at han drak, og at han var alkoholiker. Det var dét. Altså … da vi flyttede til Hareskovby for fire år siden, og mine børn skulle skifte institution og flytte væk fra deres venner, debriefede jeg dem i én uendelighed: ”Nu flytter du lidt væk fra Mathias, men du kan stadig se ham, og hvordan har du det med det, og man kan godt være ked af det …”. Jeg SNAKKEDE med dem, så min mand til sidst sagde: ”Nu skal du lige huske, at de ikke har været ude for det samme, som du var, måske behøver du ikke at blive ved”. Men det var sådan en total kompensation for mig. For vi flyttede jo også dengang. Jeg havde det, som om mit liv knækkede midtover. Jeg voksede op på landet med min far på godt og ondt, og hele min geografiske verden var det dér lille hjørne af Sydvestsjælland. Så døde han og var væk, og så flyttede vi – bare det at flytte fra en gård og ind til byen var sådan et skift altså. Orh, jeg havde nærmest klaustrofobi, naboerne var helt tæt på, og jeg blev ved med at drømme, både at vi kunne flytte tilbage til gården, og at min far kom tilbage. Det var, som om hele det gamle liv bare blev smidt væk. Uden at jeg talte med nogen om det, hvilket set med nutidens øjne er helt gak – at hverken min mor eller en lærer snakkede med mig: ”Er du ked af, at din far er død?”. Men jeg tror dels, det var tiden, dels at min mor simpelthen ikke kunne. Hun stod pludselig alene tilbage med to børn, og vores gård røg på tvangsauktion, det har været sindssygt hårdt. Plus at i de sidste år havde hun levet med en mand, der drak mere og mere.

Det kommer næsten som en stream of consciousness fra hende. Jeg skal lige tage det ind, det har Helle selv gjort for længe siden. Hun er meget direkte, som hun er i alle livets forhold – hun er typen, der ”imploderer”, hvis hun ikke må tale om det, hun gerne vil tale om. Hendes egen analyse af hendes mors reaktion dengang lyder:– Jeg var velfungerende, dygtig i skolen, god til fodbold, var en pige med masser af venner. Hun har sikkert været bange for at prikke til det. Det er min efterrationalisering: Hun har været bange for at vælte et eller andet korthus inde i mig.

Holdt du op med at være bange, da din far døde?

- Nej. Nej … jeg tror, det er noget af det, der faktisk stadig sidder fast i mig. Jeg har stadig sådan en angst. Som voksen har jeg måttet lære at tackle, når folk bliver vrede på mig. Jeg kan stadig ikke lide det, selv om jeg kan sige: Det handler ikke om mig, det handler om dem, og det er ikke rimeligt – eller whatever. ALT kører inde i mig, det er totalt dirrende, jeg kan ikke finde nogen god måde at håndtere det på, så det er … uafklaret og har helt klart sat spor, som jeg stadig slås med. Det ville være smart, hvis jeg var MERE konfliktsky, når folk bliver vrede på mig, for jeg går også hurtigt ind i konflikter, jeg viger i hvert fald ikke tilbage for dem. Men samtidig hader jeg, når andre bliver hidsige eller vrede, så det ville være smartere, hvis jeg enten var konfliktsky og afholdt mig fra det – eller også at jeg var mere ligeglad med andres reaktioner.

KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt

NAIVT

Et andet spor fra dengang: Helle og kærligheden.

At have haft den far – har det påvirket dit kærlighedsliv?

– Ja. Jeg tror, det ville være naivt at sige, at det ikke har. I starten, da jeg havde mødt Henrik, havde jeg virkelig en naiv tilgang til kærligheden. Efter at vi havde været sammen i et stykke tid, sagde jeg: ”Enten lover du mig, at vi er sammen resten af livet, og at du aldrig går fra mig, eller også går du nu, og det er helt okay, og jeg bliver ikke sur, men så skal du gå nu”. Han var sådan: ”Øh, det kan man jo ikke sige noget om!”. Men det skulle han.

Hvorfor var det vigtigt?

- Fordi jeg ikke kunne rumme at være så glad for et menneske – og så forsvandt han måske bare. Så ville jeg hellere have, at han ikke var i mit liv. Så ville jeg hellere blive forladt for tidligt end midti.

Den slags mærkelige ultimatummer kunne nok godt have skræmt nogle mennesker væk ...Henrik blev.

-  Da han ligesom kunne fornemme, at logik ikke virkede, sagde han: ”Jamen jeg går ikke fra dig”. Basically – det ved man jo stadig ikke. Men nu har vi været sammen i 15 år. Jeg ville blive meget ked af det, hvis han gik, men nu kan jeg godt rumme den usikkerhed på en anden måde, end jeg kunne dengang. Især i starten af vores forhold skulle han bare ikke svigte … Jeg ved ikke, om man bliver rundere med årene, men jeg havde det sådan, at hvis vi skændtes – ikke voldsomme kasten med tallerkener-skænderier, men hvis vi blev uvenner – så kunne jeg blive helt kold indeni og tænke: Så er det også lige meget, jeg er fuldstændig ligeglad med dig, du eksisterer ikke for mig mere, det er bedre for mig, hvis du går. Måske har jeg indset, at så skal man SELV bruge alle kræfterne på at tø op igen. Han har efterhånden lært mig at tænke: Okay, jeg er sur på dig lige nu, men historien vil vise, at i morgen ser verden anderledes ud. Så jeg er blevet bedre. Men den dér enten-eller, som jo er en slags selvbeskyttelse for at undgå at blive såret, har fyldt meget. Det har den.

LÆS OGSÅ: Forfatter Iben Mondrup: "Vi kan ikke blive ved med at give vores forældre skylden"

TAKNEMMELIGHED

Selvindsigt og stædighed kan bringe én langt. Helles forfatterskab står, hvor det skal stå, bøgerne sælger, nogle af titlerne er tilmed solgt til udlandet, hun bliver booket til foredrag, det går godt, den næste bog er allerede ved at tage form inde i hovedet på hende.

– Men det tager tid at bygge et forfatterliv op. Nu er det okay, men da jeg startede med at skrive, boede vi til leje, og jeg var sådan: Vi skal ikke købe noget! Min mand er selvstændig, og vi skulle lige se, om det kunne bære, det var vigtigt for mig at skrive, derfor trak vi den med fast ejendom så længe. Jeg er ellers rimeligt loose med de fleste ting, men det er en af de få ting, jeg virkelig har holdt på i vores forhold: De faste udgifter må ikke være dem, der driver, hvad vi skal lave. Noget af dét handler om, at jeg selv har oplevet et barndomshjem, der gik på tvangsauktion. Jeg skal fandeme ikke sidde dyrere end nødvendigt. Der skal jo også være råd til LIVET.

I sommer drager familien til Kenya i en måned for at arbejde frivilligt med giraffer på savannen.

– Jeg er skidespændt på at tage børnene med derned. Vi skal være med til at passe på girafferne, fjerne krybskyttefælder, genetablere vandhuller og observere, hvor mange der er. Det gør et eller andet ved en familie at være sammen på den måde, og det er vigtigt, de lærer, at livet ikke kun er som her i smørhullet. Jeg håber, jeg kan give dem lidt af det perspektiv, som jeg selv er enormt glad for, jeg fik med af min far. Han var et rejsemenneske. Boede på Filippinerne og Samoa og flere steder i Afrika. Min mor boede fire år i Grønland, og han fløj faktisk op til hende fra Samoa og friede til hende på Grønland, og så flyttede de hjem. Sammen. Hans historier ude fra verden og interesse for verden, som han gav videre til mig, er jeg er meget taknemmelig for. Der var svære ting, men der var også gode ting. Det er dem, jeg prøver at give videre til mine egne børn.

 

Læs mere om: