https://imgix.femina.dk/media/article/1411_maend_om_kvinder_hassan.jpg
Underholdning

Hassan Preisler: Mænd elsker forførende deller og formidable rynker

18. marts 2014
af Susse Wassmann
Forfatter Hassan Preisler fatter ikke en brik af kvinders vanvittige fokus på tyndhed og ungdom. Han elsker netop de ting, der tilter vores image – også når det er deller, prutter, grå hår og hængebryster.

- Jeg fatter ikke noget som helst af det dér med kvinder og deres forhold til kroppen. Jeg har det, som om jeg ved en fejl er kommet til at gå ind i en hemmelig loge med sådan nogle sære ritualer og skikke. Som om kvinder har en slags sekt med sit eget regelsæt, mens vi mænd står udenfor og tænker: ’Hvorfor fanden gør de det her mod sig selv og hinanden?’

Hvad mener du?

- Jamen, det er da fantastisk, når mennesker har lyst til at bruge tid på deres sundhed og udseende. Læg mærke til, at jeg sagde LYST til. Har kvinder det? Hvis I har det, så er alt jo godt. Jeg ved ikke hvorfor, men jeg har bare en fornemmelse af, at der ikke er meget af det her, der handler om lyst.

- Det der vanvittige fokus på tyndhed og ungdom, når I mødes til en komsammen og som det første udbryder: ’Neeej, hvor har du tabt dig!’ eller ’Iiih, hvor er din hud ung at se på!’ Jeg tænker, at I måske gør det samme, som vi mænd gør: Holder hinanden nede ved at konkurrere om indtægt og succes. Karriere og kvinder. Og vi aner faktisk ikke, om kvinder overhovedet interesserer sig for det. Eller om de i virkeligheden bare vil have en mand, der lever sit liv og kan forbinde sig til hende.

VOM, HOFTER – OG PRUTTER

- Det er, som om en kvinde ser på sin krop som om den er en illoyal allieret i kærlighedskrigen. Lige som en mand ser på sine evner, som om de vil bedrive faneflugt om et øjeblik. Og som sådan står vi på hver sin side af fronten med dårligt selvværd og vrangforestillinger. Men tror vi virkelig, at det er det, det handler om? spørger Hassan Preisler og kommer i tanker om en scene fra filmen ’Good Will Hunting’:

- Terapeuten Sean fortæller Will, at hans kone, som er død, og som han savner uendelig meget, slog prutter, når hun var nervøs, og når hun sov. Og at han lod som om, det var ham der havde pruttet, når hun vækkede sig selv med lyden. Og så siger han, at det var DET, der var det vidunderlige ved hende: Skævhederne. Det er dem, han husker. Udelukkende. For det var det, der gjorde hende til hans kone; alle de ting, som ingen andre kendte til.

- Jeg synes, at I kvinder bruger enorme ressourcer på at halse efter et image, som vi andre kun skræmmes af. Jeg har ÉN ven, ÉN eneste, der har en kæreste, der bare tilnærmelsesvis ligner pigerne i jeres blade. Altså sådan ultratynd, barnagtig og drenget at se på. Og ham dén ven betragter vi som et ret sært menneske. Resten af os elsker vom og hofter og små bryster og store bryster, der hænger, fordi de har ammet. Vi elsker forførende deller, små formidable rynker, grå hår i alt det sorte. Vi er vilde med dét, der tilter imaget, dét, der gør jer til jer, og adskiller jer fra den næste.

EUROMAN PÅ LOKUMMET

Vom, deller og hængebryster. Skal vi tro på det?

- Nej, det havde jeg heller ikke regnet med. Fordi I har overbevist jer selv og hinanden om det modsatte. Ligesom vi mænd har overbevist os selv og hinanden om, at kvinder vil have mænd, der kører Audi R8, og har et hus på Strandvejen. Og når en kvinde siger til mig: ’Jeg er skide ligeglad med, om du har succes, Hassan, bare du behandler mig ordentligt, og kan være med til at gøre mit liv lidt mere interessant’, så tror jeg hende heller ikke. For det, hun siger, står ikke i det Euroman, jeg har liggende ude på lokummet.

- Men jeg kan ikke lade være med at tænke på anarkisten Emma Goldman, der sagde, at hun hellere vil have blomster på sit bord, end perler om sin hals. Hun slog jo sin knytnæve ind i vores store misforståelse om, at skønhed er et spørgsmål om status. Tasker, sko, Audi og villa. Smalle hofter, stram hud, faste bryster. Ikke roser på bordet, og et dybt blik ind i den andens øjne.

* Hassan Preisler, 44 år.

* Skuespiller, forfatter, foredragsholder.

* Gift med filminstruktøren May El-Toukhy og far til Sonja på tre år.

* Bor på Østerbro.

* Hader sin ekstra brystvorte.

Læs også