Kendte

Frank og Mia om den sidste Klovn-film: "Folk bliver jo sammen, selv om de skuffer hinanden gang på gang"

Med ”Klovn – the final” bliver der sat punktum for 15 års film- og serieægteskab for Mia Lyhne og Frank Hvam. Så vi skal da lige tale om kedelige parforhold og pinlig grænseløshed. Vi lover, at det ikke bliver kedeligt!

 Vi lander direkte i dobbeltsengen i filmen ”Klovn – the final”. Mia foreslår Frank et lille ”put”. Han krabber sig oven på hende og spørger, om han er ”inde”. De har nattøj på. Hun griber remotecontrollen på natbordet og hæver sengens ryglæn. Han brokker sig over den mere og mere ubehagelige missionærstilling. Hun får sure opstød, hvis hun ligger fladt, siger hun. Så ruller Frank om på siden og lægger sig til at sove, for der er en lang dag i morgen. Scener fra et ægteskab. Det er omtrent lige så sexet som cornflakes. Uden mælk. 
 
 
 
I virkelighedens verden er de jo ikke gift. Mia Lyhne er mor til tvillingepiger og bor i Roskilde. Frank Hvam er gift med Anja Louise Farsig Hvam, far til to sønner og bor i Dragør. Frank har en hel kasse vin med til sin filmkone Mia. De har ikke set hinanden i et stykke tid, og han synes bare, hun skal smage den vin. Han er vild med den. Hun bliver glad. De snakker løs og skal nærmest hives ud af gensynsglæden og ind i interviewet. Omsorg. Betænksomhed. Indlevelse. Alt det, der ikke er meget af i deres ret ulidelige parforhold i ”Klovn”. De har været ”gift”, siden ”Klovn” startede som serie i 2005. Og nu er det slut – ”Klovn – the final” ER finalen. Det er umiddelbart ufatteligt, at de ikke er blevet ”skilt” undervejs. Men måske er det alligevel ikke så ufatteligt. 
 
Måske afspejler Mia og Frank i virkeligheden mange parforhold?
 
Frank: – Det har du fuldstændig ret i! Det er også det, vi selv er kommet frem til. Folk bliver jo sammen, selv om de skuffer hinanden gang på gang, og selv om der er mange ting, der ikke kører. Den med, at det skal være idyl fra morgen til aften, er en lidt ungdommelig, naiv tankegang. Det finder man i særdeleshed ud af, når man bliver ældre: At man godt kan leve sammen, selv om der er grus i maskineriet. 
 
Også i dit eget?
 
Frank: – Ja, der har da været masser af grus. Og stor forskellighed også. Men det kan altså godt fungere, også selv om det egentlig ikke fungerer på papiret.
 
Mia: – Omvendt synes jeg også, jeg ser mange ægteskaber, hvor jeg tænker: ”Neiih, hvorfor går hun ikke? Det er frygteligt, at hun ikke går, for det dér er jo et mareridt.” Så det er ikke BARE, at ”nå, men vi skal også kunne have grus”. Det var så godt klaret, at min mormor og morfar fejrede diamantbryllup, de har kunnet holde hinanden ud, det er enormt sejt gået. Men ... der er mange, hvor jeg tænker: Uh, de burde sige tak for nu. 
 
LÆS OGSÅ: Katrine Engberg om sin ægteskabskrise med Timm Vladimir: ”Efteråret for tre år siden var det værste i mit liv”
 
Frank: – Men det er svært at sige, hvornår det ”nu” lige er, ikke? Altså Mia og Frank har altid elsket hinanden til trods for alle deres uenigheder og skærmydsler og alle Franks idiotiske påfund. Frank og Mia tager det lange seje træk. Men jeg giver dig ret i, Mia, at de findes, de her parforhold, hvor folk ikke elsker hinanden, eller hvor den ene på en eller anden måde udkommer, og den anden ikke får lov. Du ved ... hvis man har en veninde eller en ven, som man kender som et fantastisk menneske, og pludselig kan man se vedkommende falme og miste farven i det forhold. Så har man det sådan: Kom nu ud! Men jeg har også lært, at man ikke skal sige det til dem. For der kommer altid et tidspunkt, hvor de betror sig: ”Jeg ved ikke rigtig, hvad jeg skal gøre med mit parforhold. Jeg synes ikke, det går så godt.” Og så er man ALT for ærlig: ”Det er også en forfærdelig kæreste, du har. Rædselsfuld kæreste. Kom ud NU.” Det gør man kun en gang, for så ringer vedkommende 14 dage efter: ”Nå, men vi har altså valgt at blive sammen.” Og så skal man til parmiddag ... 
 
I ”Klovn – the final” bliver Mia effektivt kurtiseret af Christian – spillet af Lille Christian alias Christian Sørensen.
 
Utroskab?
 
Frank: – Det er ikke så godt. Det vil jeg gerne sige. Og det er slet ikke godt, hvis det bliver opdaget. Ha ha, sikken en idiot, jeg er! Nej, jeg vil ikke være dommer over nogen, men jeg tror ikke, der kommer noget godt ud af det. Det er en meget alvorlig ting, dér skal man virkelig tænke sig godt om. I den nye ”Klovn” er der vel ingen, der er utro, men Mia er følelsesmæssigt på vej væk. 
 
Mia: – Vi ved da ikke, om hun har været utro!
 
Imens er Frank sammen med Casper havnet i en løgn, der bliver mere og mere umulig at slippe ud af. Han kan se, hvad der måske er ved at ske med hans ægteskab. Men kan ikke handle uden at afsløre sig selv.
 
Frank: – Det starter som en lille hvid sjov løgn, der triller som en snebold og udvikler sig til en faretruende lavine, og så får han viklet sig ind i ”Klovn”-historiens største løgn. 
 

NØGENHED

Det indebærer en del pinagtigheder. Hvis du har fulgt med i ”Klovn”, vil du vide, at pinlige grænseoverskridelser er en markant del af konceptet. Jeg spørger, hvad den allermest grænseoverskridende scene, de to har lavet sammen, er. Så bliver der helt stille. I laaang tid. Så siger Frank:
 
– Jeg er blevet så tykhudet efterhånden. Men der har da været nogle åndssvage scener. En omvendt 69’er. Det var sgu lidt besværligt.
 
Kan du huske den scene? Frank og Mia er splitternøgne. Frank står op og holder fast i Mia, som hænger med hovedet nedad. Han har direkte udsigt til hendes kønsbehåring.
 
Mia: – Ja, det var lidt grænseoverskridende. Nej, det VAR grænseoverskridende.
 
Frank: – Det synes jeg også.
 
Mia: – Men alle den slags grænseoverskridende scener er det mest, indtil man laver dem. Det er tanken om det. Jeg havde det da dårligt hele dagen. Jeg ville gerne have det overstået. Ligesom sådan en gynækologisk undersøgelse. 
 
Frank: – Ja, og så klarede vi scenen, og du fejlede ikke noget. Kunne jeg se ...
 
Mia: – Da vi VAR i gang, og jeg ligesom havde fået tøjet af, kunne jeg have lavet en hel film, hvor vi gik rundt sådan. Så er det ikke værre, finder man ud af. Det er bare sådan, som man er. 
 
Frank: – Ja, spilleglæden tager over, der kommer lidt adrenalin i kroppen, og så vil man bare gerne lave en god scene. Og så er det nemlig ikke værre. Det er bare nøgenhed, og det er utrolig ufarligt, når man først omfavner det. 
 
Mia: – Præcis. Men … havde du det ikke også sådan, dengang du skulle vise mig dit NUMSEHUL?
 
Frank: – Jo, det er rigtigt, det var jeg lidt ærgerlig over. Arh… Jeg har også fået gjort noget ved det siden. Der er blevet arbejdet på det ude på Hamlet! Ad flere omgange…
 
Mia: – Lige op til var det ikke så sjovt, men da vi havde lavet første take, var du kold. Er det ikke rigtigt?
 
Frank: – Nej, jeg nød det faktisk aldrig – at du kiggede mig op i numsen. Det vil jeg gerne sige til feminas læsere: Det vænnede jeg mig aldrig helt til. Det var på DINE vegne, jeg havde det sådan, Mia. Det var sandelig ikke på mine egne vegne. Altså et menneske, jeg respekterede mindre – det ville ikke have rørt mig så meget. Hitler? Jeg havde været iskold, hvis han havde kigget mig op i numsen. 
 
KØB et abonnement på femina og vælg din egen velkomstgave: Moshi Moshi jakke, Södahl plaid eller et af vores skønhedssæt
 

KRÆNKENDE

Spørgsmålet er, hvad tiden egentlig har gjort ved vores grænser. Frank er født i 1970. Mia i 1971. Begge er børn af frisindets årti. Franks mor badede altid topløs, og kvinderne i det bofællesskab, hvor Mia boede med sin mor, gik i overalls med bare bryster under om sommeren. Jeg siger, at mange af nøgenscenerne i ”Klovn” måske virker mere provokerende nu, end de faktisk ville have gjort i 1970’erne. Frank strammer skruen:
 
– De er mere provokerende nu end for bare 10 år siden. Der er sket noget. Det at bryde grænser og tabuer blev for 10 år siden betragtet som heroisk. Det var i sig selv et mål. Nu bliver det opfattet som unødvendig krænkende adfærd. Men jeg tror altså, at ”Klovn” har toppet, når det kommer til grænseoverskridende opførsel. Vi slog alle rekorder med film nummer to, og det var sjovt, men vi har også været der nu. Den tredje film er langt mindre grænseoverskridende end de to første. 
 
Okay? Jeg kommer umiddelbart i tanke om Lille Christians rolle i filmen. Christian er dværg, og Frank er hård ved ham.
 
Mia: – Ja, det var så det eneste, jeg ville sige … Den var jeg lidt … bekymret ved.
 
Frank: – Jamen det er, fordi vi simpelt hen kender Christian så godt. Han har været en fast spiller i ”Klovn” i mange år, og i alle de år, hvor det var okay at drille små mennesker – dér gjorde vi det ikke. Vi omtalte ham ALDRIG som værende en lille mand. Men nu, hvor det er blevet så forbudt at omtale det, hvis man ikke lige selv er … vokseudfordret, så tror jeg næsten, det er en oprørsk handling, at vi for første gang har tilladt os at pege på, at han er en lille mand. Men det har vi altså gjort. Det er ikke, fordi vi selv har nogen glæde af at pege fingre ad nogen, der har det ene eller det andet problem. Når vi gør det her, er det for at vise, at når Frank driller en lille mand, så er han selv et lille menneske. Han ryger med i faldet. Det fortæller bare noget om, hvor ussel en situation han selv er i. 
 
Mia: – Men … da jeg læste det, var jeg da med det samme ude og spørge instruktøren: ”Er Christian okay med det?” Jeg var faktisk lidt nervøs. Nu var det også meget mig, der skulle have de scener med ham, og jeg skulle være HELT sikker på, at han var 100 procent med på den. 
 
Og det var han?
 
Frank: – FULDSTÆNDIG. 
 
Man kan vel nærmest sige, at ”Klovns” ”mission” er vokset i takt med, at vi er blevet mere nærtagende? 
 
Frank: – Ja… Jeg tror ikke, vi er den sidste bastion, men vi er da i hvert fald en bastion i forhold til at tale frit om tingene. Det at turde portrættere sine følelser. For ens følelser er ikke rigtige eller forkerte. Det er bare følelser. Det er mere interessant, hvordan man handler på en følelse. Altså man ser et menneske på en meter komme ind ad døren. Man SER, der kommer en dværg ind ad døren. At påstå, at man ikke har bemærket det, er jo uærligt. Men der er en tendens i tiden til, at vi overhovedet ikke må påpege hinandens forskelligheder. Man må nærmest ikke registrere, at der er forskelligheder. Men det er noget, alle ser, så det er noget pis ikke at snakke om det. Alle følelser er okay, det er måden, vi handler på dem derefter, der betyder noget. 
 
Mia: – Min datter var syg en dag, så hun var med på optagelse, da jeg skulle lave noget med Lille Christian. Inden følte jeg, at jeg var nødt til at forberede hende: ”Du skal bare lige vide, at ham, jeg skal spille sammen med, er altså DVÆRG.” Så sagde hun bare: ”Nå?” Så snakkede hun helt vildt meget med ham, og de hyggede sig rigtig. Da vi var færdige med dagen, fortalte hun om, at hun havde været med mig på arbejde. Og hun er ellers NOK en, der plejer at gå op i, hvordan folk ser ud. Men der var bare intet tidspunkt, hvor hun nævnte, at han var dværg. Det syntes jeg, var så fedt. 
 

USEXET

Det handler simpelt hen om kunsten at være et ordentligt menneske, bliver vi enige om. Og dér må man faktisk starte – med sig selv.
 
Mia: – Ja, og man skal også være et ordentligt menneske over for sig selv med det. For vi skal efterhånden alle sammen have skønhedsopereret det og det og se sådan og sådan ud. Det er der, det går lidt galt, synes jeg. Jeg har i mine yngre år brugt så meget krudt på det, jeg syntes var forkert ved mig. Jeg har skammet mig og flovet mig og skjult mig. 
 
Hvad var der i vejen med dig?
 
Mia: – Det vil jeg da ikke sige! Men det er noget med at prøve at lære at holde af sig selv med alt det forkerte, man synes, man har.
 
Jeg har bakket ud af en del soveværelser, fordi jeg syntes, min røv var grim ...
 
Mia: – Jamen det har vi jo alle sammen. Kvinder altså. Det er jo det! Hvis man kunne holde op med at sige, ”åh, jeg er forkert”, kunne lære at holde mere af sine egne ikke så heldige ting og sager, ville det også være nemmere ikke at være så kejtet over for andre, der har ting og sager. Ligesom acceptere, at det er sådan, det er. Jeg tror ikke, mænd har det i lige så høj grad.
 
Frank: – ... Måske er det traditionelt lidt mere tilladt for mænd at være grimme. Eller også har det været nogle andre ting, der betød mere end deres udseende. Men mænd er også pivforfængelige. Det ser bare altid dumt ud, når vi er det.
 
Mia: – Jeg kender mange mænd, der er meget forfængelige. Og jeg synes, det er meget usexet, når mænd er forfængelige. 
 
Da Botox kommer på banen, siger Frank:
 
– Nej, ikke for meget Botox, det vil jeg advare stærkt imod.
 
Mia: – Men lidt Botox, er dét okay???
 
Frank: – Jeg ville aldrig selv gøre det, og jeg vil ikke anbefale nogen at gøre det, men jeg vil heller ikke gøre mig til dommer over de mennesker, der gør det. Fordi: Udseende betyder bare noget. Der er ikke noget at gøre. 
 
Udseende betyder noget?
 
Frank: – Ja, det gør det faktisk. Alle videnskabelige undersøgelser viser, at smukke mennesker kommer lettere igennem livet end grimme mennesker. Grimme mennesker lærer så til gengæld at fighte. Men kønne mennesker får lidt nemmere jobs og venner. Så kan man da ikke bebrejde nogen, at de efterstræber det kønne. 
 
Mia: – Det synes jeg bare også, er så uretfærdigt.
 
Frank: – Ja, det er pisseuretfærdigt. Men LIVET er også skideuretfærdigt. Nu skal jeg ikke lyde som min gamle far ... Arh, men det blev da først rigtig uretfærdigt, hvis det var sådan, at grimme mennesker ikke måtte stemme, ha ha. Jamen altså ... Man må bare undgå de mennesker, der ikke kan lide en, fordi man er grim.
 
LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Jeg blev tit valgt fra, fordi jeg ikke er lækker nok"
 

MENTAL-WANKER

Her indtræder et øjebliks måbende tavshed. Efterfulgt af et stort grin. Men Mia holder fast i budskabet og siger, at hun synes, det er fantastisk at se en film med en ikke SÅ specielt køn kvindelig skuespiller, ”som er skidegod og får lov”. Fordi det er undtagelsen. Og Frank siger: 
 
– De der kvindelige ”dukkespillere” siger mig ikke en skid. Men måske er det, fordi … de ikke har kigget i min retning. Jeg har bare lukket dem ned mentalt. Men … det, jeg også prøver at sige, er bare, at jeg leder efter intelligens, styrke og humor, når jeg kigger på en kvinde. Jeg kigger meget lidt på udseendet. 
 
Mia: – Det passer ikke, at du ikke også kigger på udseendet. Det gør du da også!
 
Frank: – Ja, selvfølgelig gør jeg det. Men det betyder helt sikkert mindre. Jeg er meget mere interesseret i at få intelligente børn end kønne børn.
 
Mia: – Ved du hvad, jeg tror ikke, du har helt styr på dig selv, for hvis der kommer en ny spiller ind på ”Klovn”, synes jeg tit, jeg hører dig OG Casper – det er så mest Casper, men du kommenterer også tit: ”Hun er meget pæn. Det er faktisk en pæn kvinde af den alder at være.” Jeg synes tit, du siger noget med udseendet. Det kan godt være, du ikke selv lægger mærke til det. 
 
Frank: – Jamen er det så meget pæne piger, jeg siger det om? Er det ikke bare mere min måde at sige på, at de ”har et eller andet”?
 
Mia: – Nej, du kommenterer det. Det er noget med udseendet. Det er ikke noget med, at de er stærke og så videre.
 
Frank: – Hvem har jeg sagt det om?
 
Mia: – Mange.
 
Vild latter. I en sofa på Østerbro sidder Frank Hvam iført sennepsgul farfartrøje og har lige fået en ren træfning …
 
Frank: – Det vil jeg så i hvert fald lige tage fat i. Jeg vil lige kigge lidt indad. For det er en ny erkendelse for mig. Deeet er noget, jeg gerne vil beklage. Kvindelige skuespillere på ”Klovn” skal ikke have den fornemmelse, at jeg sidder og mental-wanker i det tilstødende rum. Det må ikke ske. Det mener jeg faktisk. Jeg tror, det er en dårlig vane. Ligesom jeg smasker. Det er heller ikke noget, jeg tænker over. 
 
Mia: – Men det gør du da ikke, det har jeg ikke tænkt! 
 
Frank: – Så er jeg blevet lidt bedre til det, for jeg har fået det at vide. Meget. Men ... Det har jeg sikkert også sagt om dig, Mia. Om dit udseende. Det vil jeg tro. Jeg har i hvert fald sagt til dem, at jeg var tiltrukket af dig, for det var fuldstændig afgørende for, at vi kunne spille mand og kone, at jeg følte, at du var et tiltrækkende menneske. Så god en skuespiller er jeg heller ikke. Jeg ville simpelt hen ikke kunne lave det, vi laver, hvis jeg ikke syntes, du var en dejlig kvinde. 
 

YNKELIGE

Vi begyndte i dobbeltsengen, og vi ender i dobbeltsengen. For jeg har lige læst om en undersøgelse, der viste, at mænd langt op i alderen synes, at sex fem-seks gange om ugen ville være passende. Mens kvinder synes, at en gang er nok. Det fortæller jeg. Reaktionen kommer prompte:
 
Frank: – FEM-SEKS gange? Så er jeg også kvinde. Altså også mænd i min alder? Så tror jeg sgu hellere, jeg vil se et rigtig godt afsnit på Netflix og spise en kage. FEM-SEKS gange??? Det er voldsomt. Mia, forventes det?
 
Mia: – Det tror jeg simpelt hen ikke på. Det er ønsketænkning.
 
Frank: – Måske er det en offentlig undersøgelse i Italien, hvor man ikke kunne være anonym … Men kvinder har ikke noget problem med ikke at være på toppen længere. Det har mænd. Det er derfor, mænd er så ynkelige. Vi bliver ved med at insistere på, at vi peaker, også når vi ikke gør det længere. Mænd har svært ved at blive gamle. Kvinder gør det med langt større værdighed.
 
Mia: – Kvinder har sgu da også svært ved at blive gamle. 
 
Frank: – Jeg synes bare, at mænd isolerer sig lidt, og ældre kvinder ofte bliver næsten endnu mere sociale og giver sig selv nye roller, hvor mænd er helt hjælpeløse. Mange mænd ender med at sidde lidt afsondret og drikke lidt for meget og bruge meget tid ned ad Memory Lane, og når de endelig bliver spurgt om noget, er de sure, og alt var bedre i gamle dage. De bliver irrelevante på en måde, som moderne ældre kvinder ikke gør det. Jeg synes, der er mere elastik i hovedet på damer. Det er en kæmpe styrke.
 
Mia: – Mange af de der fædreagtige mænd har ikke så mange venner. Det er tit konerne, der sørger for det sociale. Det har i hvert fald altid været min mor, der sørgede for sociale arrangementer og aftaler med deres venner. Jeg tror da aldrig, at min stedfar har taget ET initiativ til noget af den slags. Ikke et. 
 
Frank: – Engang besøgte jeg min farfar. Vi kommer ud på gaden, hvor der er en lille pige, som har tegnet med kridt på fortovet. Så giver han hende en ordentlig skideballe. Der tænkte jeg bare instinktivt: Den mand har ikke langt igen, han har jo ikke noget at være her for. Tænk at bruge energi, 70 år gammel, på at skælde ud på en lille pige, der har tegnet med kridt på fortovet. Det er altså kun mænd, der kan ende dér, synes jeg. 
 
Mia: – Det tror jeg ikke. 
 
Frank: – Nå? Jeg lærer rigtig meget i dag.
 
Og så går de ud ad døren. Sammen. Det er Frank, der bærer vinen.  
 
Mia Lyhne og Frank Hvam, der har været ”gift” i ”Klovn” i 15 år. Aktuelle i filmen "Klovn - the final".