Kendte

Filosof Vincent Hendricks: "Den sidste, du vil have til at styre verden, er en professor i filosofi"

Filosofiprofessor Vincent Hendricks er godt klar over det: Han har nok været en anelse selvoptaget. Det hjalp, da han fik sin søn og opdagede, at hans egne behov ikke længere kom først. Nu er sønnen 20 år, og Vincent har skrevet bogen ”Vend verden” som et testamente til ham – og os andre. Med filosofien som værktøj forsøger han at gøre os bevidste om, hvad verden gør ved os, hvad vi har gjort ved den, og hvad vi så gør ved begge dele. Før det er for sent.

Hvis Vincent F. Hendricks var fem år, ville man sige, at han var en dreng med krudt i røven. Se ham lige, som han sidder dér i sofaen og trækker kraven på sin højhalsede sweater op over munden. Og ned igen. Op over munden. Og ned igen. Op. Ned. Op. Ned. Op. Ned. I en time. Vincent er ikke fem år, han er lige blevet 50. 194 cm mental trykkoger af en mand med maskuline armbånd, tunge sølvfingerringe, coatede sorte jeans og sorte ruskindsstøvler. Med et enkelt ord: Testosteron. Jeg har hørt fra pålidelig kilde, at han virker magnetisk på en del studerende af det modsatte køn på Københavns Universitet, hvor han er professor i filosofi.
 
 
Vincent er en slags filosofiens rockstar. I sin nye bog ”Vend verden” skriver han: ”Mit allerstørste aktiv er, at jeg ikke ligner det, jeg er.” Med filosofien som værktøj forsøger han at fortolke, formidle og gøre os bevidste om, hvad det er, verden gør ved os, hvad vi har gjort ved den, og hvad vi så gør ved begge dele. Før det er for sent. 
 
– Hvis vi bare fortsætter sådan her, bliver vores generation den første i menneskehedens historie, som overlader en verden til vores børn, som er i en værre forfatning end den verden, vi fik af vores forældre. Vi er NØDT til at gribe i egen barm. 
 
Vincents søn Milton var otte år, da hans far en dag i 2008 stod og klædte sig fint på. Vincent skulle ind og modtage EliteForsk-prisen – 1,2 millioner gode danske kroner. En million til forskning – resten lige ned i foret for hædrende indsats. Milton kiggede på sin far, der baksede med slipset, og spurgte så: ”Hvad er det egentlig, du laver?” Og dernæst: ”Hvorfor er det så vigtigt?” Situationen er med i ”Vend verden”. Faktisk årsag til bogen. 
 
– Den er et testamente til min søn og hans generation. Den handler simpelt hen om at besvare de to spørgsmål. Jeg synes, jeg skylder ham svar. På hvorfor det er vigtigt i forhold til den store dagsorden om migration, flygtninge, klima, stigende ulighed, verdensomspændende sundhed, fake news som demokratiundergravende virksomhed og det faktum, at vi alle sammen er blevet ”produkter” i den opmærksomhedsøkonomi, som er hjulene på de sociale medier. De lever af vores opmærksomhed, vores data, det er ét stort marketingstunt. Og så er der alt det andet – det er ikke for sjov, at FN laver 17 verdensmål, eller at World Economic Forum i Davos igen i år gav 10 udfordringer til verdensfreden, vel? Jeg skylder også min søn et svar på, hvad det vil sige at være et ordentligt menneske.
 
Hvad er det?
 
– Det er at engagere sig i verden og mene, at man gør en forskel for andet og mere end sig selv. At have det som ambition. Og man samtidig prøver at undgå at brænde alt for meget på forfængelighedens bål selv. Undervejs har jeg altid tænkt, at det gode liv er det liv, hvor jeg altid kan se mig selv i spejlet, når jeg står op. Når jeg hiver al sildesalaten af, professoratet, EliteForsk-prisen og alt det andet isenkram, jeg har jagtet i tidens løb, kan jeg så kende mig selv? Hvis ikke, er der noget galt. Så det er lakmusprøven.    
 
Har du været på kanten af ikke at kunne kende dig selv?
 
– Nej, men jeg tror, du vil få svært ved at finde et menneske, som ikke har følt sig forført på et eller andet tidspunkt. 
 
Af hvad?
 
– Andres anerkendelse. Nu var jeg model som ganske ung. Både herhjemme og i New York. Det var et fantastisk boost af mit ego. Men det var samtidig sådan en kortlivet fornøjelse. Pragtfuldt et øjeblik, frygtelig koldt det næste. Som model var man i virkeligheden den SIDSTE, der var interessant. Det handlede om fotografen og alle mulige andre. Man kom bare ind, når man skulle. Resten af tiden sad man og spiste labre larver og vingummibamser og ventede på, at tiden gik.
 

PRYGL

Her 25-30 år senere har Vincent været hos fotografen igen, men denne gang ER det faktisk ham, der er interessant. Han er på forsiden af ”Vend verden”. Det er første gang, han optræder som sig selv i en bog. Det har krævet overvejelse.
 
– Jeg ved godt, jeg har et tilsyneladende meget ekstrovert ydre, men jeg er samtidig et enormt privat menneske. Jeg er mere introvert og sky, end man umiddelbart skulle tro. De HAR ringet fra ”Kender du typen” og ”Vild med dans”, og det kommer ikke til at ske. Den del af mig – den vedrører kun mig og mine. Så bogen har klart været en balancegang. Det er den første bog, hvor min stemme er med. Det er ellers altid professoren, jeg sender i byen. Det er der en helt strategisk grund til: Professoren kan de godt prygle på. Så længe jeg har min videnskab i orden, må de prygle mig alt det, de vil. Med bogen her strækker jeg mig betydeligt længere, end jeg nogen sinde har gjort. Mine små personlige idiosynkratiske betragtninger og fedtede meninger om dette og hint har jo aldrig været en del af mit embede. 
 
Hvor klog er du?
 
– Hvad mener du? 
 
Altså du tog til USA som ung og havde en ret klar fornemmelse af din egen klogskab …
 
– Ha ha, min SELVFORSTÅELSE af min egen klogskab var helt forskruet på det tidspunkt. Men det er heller ikke så overraskende, det er vist aldersbetinget, er det ikke? Jeg havde læst noget undergraduate i New York, og det var gået godt, selv om jeg havde travlt med alt muligt andet. At gå i catsuit og rød læbestift. Det gjorde man jo i slutningen af 1980’erne. Jeg er halvt amerikansk, så jeg bosatte mig i New York fra slutningen af 1980’erne til begyndelsen af 1990’erne, og dér løb vi rundt i fullsize catsuits og rød læbestift, og jeg var brandsmart, syntes jeg selv. Med Doctor Martens-støvler snøret helt op til knæene. 
 
Okayyy Vincent, DET ville vi sådan set gerne have set et par billeder af… Han har desværre ikke nogen.
 
Var du punker?
 
– Nej. Hvis jeg var noget, var det vel i virkeligheden luksuspunker. Selv om vi boede i skotøjsæsker ude i Brooklyn, kørte vi i limousine ind til natklubberne. Det var REN bobleøkonomi det hele, ha ha. Men det virkede for min selvforståelse. Og en del af det at være menneske og at være ung er at finde sig selv, du ved … Jeg rejste tilbage til København, startede på universitetet, fik min kandidatgrad og tænkte: Arh, men det er gået relativt let, der er godt med hjernevindinger ”deroppe”. Så jeg tog til Carnegie Mellon University i Pittsburgh med indstillingen: Det er ikke så meget et spørgsmål om, hvad de kan lære mig, men mere et spørgsmål om, hvad jeg kan lære dem. Hvilket jo i bedste fald er naivt og i værste fald stupidt. 
 
Han opdagede, at han var omringet af rigtig godt begavede studerende.
 
– Og derfor fandt jeg også ud af, at jeg ikke havde mere end gennemsnittet, når det vedrørte begavelse. Min ph.d.-vejleder sagde: ”Du er ikke en af de mest begavede ph.d.-studerende, jeg har haft.” Det gjorde ondt i min selvforståelse, ikke? ”Dumme svin,” tænkte jeg. Indtil han meget fint sagde: ”Men du er en af de mere arbejdsomme. Du tror selv, du ligger helt derude, hvor der ikke er særlig mange, men til gengæld rigtig godt begavede. Der må jeg lige lave en virkelighedskorrektion og rykke dig ind på midten sammen med de fleste andre normalbegavede. MEN når det vedrører villigheden til hårdt arbejde, har du mere end gennemsnittet. Så der er også plads til dig, men der er ikke noget quick fix, det er 24/7.
 
– Det var måske det, der lærte mig vigtigheden af den latinske dyd ”semper ardens” – altid brændende. Det er 10 procent talent, og resten er hårdt arbejde. Uddannelse er en livslang proces. Man får ikke afkastet umiddelbart bagefter, som jeg fik af modeljobbet, det er en langtidsinvestering. Men det er faktisk lidt svært at komme igennem med nødvendigheden af arbejdsomhed i dag, hvor alle, som Warhol sagde, gerne vil have deres 15 minutes of fame. 
 
Hep hep, Vincent! Hvor er det rart at blive mindet om, at uddannelse ikke er en kedelig omvej i livet, men VEJEN til succes – og personlig udvikling. 
 
 
Hvad var du for et barn?
 
– Et meget GENERT barn. Det fulgte mig faktisk helt op i ungdomsårene, specielt i gymnasiet. Jeg prøvede i 1.g at blive en del af det sociale netværk og miljø på Ordrup Gymnasium. Det lykkedes ikke. Jeg var så dårlig til det. Jeg kunne ikke finde ud af de sociale koder. Så efter 1.g besluttede jeg mig for, at det her kan jeg simpelt hen ikke finde ud af, så nu gør jeg følgende: Jeg kommer fra klokken 8 til klokken 14, taler ikke med nogen, er der i timerne, rækker hånden op og laver mine lektier. Hvis jeg kan klare det to år i streg, kan jeg klare hvad som helst. Så det gjorde jeg. Jeg snakkede ikke med mine medstuderende i to år.
 
Prøvede de ikke?
 
– I starten. Så opgav de. Så blev jeg bare sådan en ornamentering. 
 
Blev du ikke ensom?
 
– … Nej… Jo… Det gjorde jeg på nogle punkter, men jeg syntes også, det var karakterbyggende. Samtidig tabte jeg mig. Jeg havde behov for at have følelsen af, at jeg havde fuld kontrol over alt, hvad der vedrørte mig. 
 
Var du tyk?
 
– Nej. Men jeg var ikke tynd. Men jeg BLEV tynd, det endte med, at jeg i 3.g var lige så høj, som jeg er nu, og vejede 62 kilo. Næsten anorektisk uden at være det. Blot for at sige, at jo, jeg havde det besværligt, men ikke mere besværligt, end at jeg godt kunne se, at det tjente et formål for mig. Det var ikke bare, fordi jeg skulle have weltschmerz, det var, fordi jeg skulle bygge karakter. 
 
 

USIKKER

Så nej – det med piger var heller ikke let, selv om hans udseende, i hvert fald før kiloene raslede af, ikke ligefrem var en hæmsko. 
 
– Jeg følte mig ikke specielt sexet. En ting er, hvordan man ser ud. En anden, hvordan man ser sig selv, agerer og interagerer socialt. Og der var jeg usikker, for at sige det, som det var. Jeg var frygtelig usikker i forhold til det modsatte køn. Indtil jeg nåede omkring 18-årsalderen. Jeg var ikke specielt dygtig eller kyndig på det område. Jeg havde nogle ting, jeg skulle have afklaret med mig selv først.
 
Med den grad af indelukkethed kunne det måske godt være endt galt. Men så kom Vincent – på plejehjem.
 
– Der skete faktisk først noget, da jeg blev færdig med gymnasiet og flyttede for mig selv og fik job som nattevagt på et plejehjem. Dér var der altså ikke plads til at være introvert. Når jeg skulle ind til fru Horthy og tørre hende bagi eller rense hendes cancerfyldte øje eller skifte glasøje på fru Daisy, eller hvad det måtte være, måtte jeg bare smalltalke med folk og forstå, hvad sociale relationer var. Det er et af de mest givende job, jeg nogen sinde har haft. Jeg var GLAD for det. Jeg er på mange måder et meget enspænderagtigt væsen, men der lærte jeg, at samarbejde betaler sig. At man ikke kan gøre alting alene. Jeg lærte at bygge teamspirit sammen med de andre.
 
Du landede i dig selv?
 
– Ja, og så forstod jeg også, hvordan verden kan se ud, når andre mennesker betragter den. Et plejehjem samler mange forskellige mennesker fra de mest depraverede til de velfungerende med store sociale netværker. Det lærte mig, at mennesker kan komme i mange forskellige slags aftapninger, men også at man bliver nødt til at forholde sig rimeligt fordomsfrit, ellers kan man ikke agere i det. Man har en ydelse, som de skal have, man skal hjælpe dem med noget af det allermest private, nemlig hvordan de ser ud forneden, eller om de er inkontinente, eller hvad det måtte være. Det må man bare tage som fra menneske til menneske. Hvis nogen skulle komme og hjælpe mig med det samme, ville jeg nok føle mig noget bagud på point ... 
 

PLOVFURER

Danmark tilbage i 1963. Vincents amerikanske far kom hertil og mødte siden Vincents danske mor. Han havde læst fysik i Pennsylvania og ville gerne læse på Niels Bohr Institutet. 
 
– Min far kom hertil fra et racesegregeret USA, længere siden er det ikke. Han havde prøvet at sidde bagerst i bussen og øverst i biografen. Her var der nærmest ikke andet end kaukasiere – plus ham. Det var på alle mulige måder noget af en omvæltning. Han er et oplyst menneske og har været her siden og har været glad for det, men hvis man har oplevet racisme systemisk, som min far har, sætter det dybe plovfurer i ens selvforståelse. At flække folk langs den identitetspolitiske akse gør ondt. 
 
Hvad med ham selv i en tid og et Danmark, hvor racisme faktisk forekommer? Oh well …
 
– Man skal passe på, at man ikke selv bliver for fordomsfuld og siger: Det er også bare, fordi jeg er mørk. På mange måder har jeg stort set kun oplevet fordele af at være et blandingsprodukt. MEN med nedslag et par steder.
 
For der er et eller andet ved hans udseende, der åbenbart får nogen til at tænke, at han muligvis er noget, han ikke er. Som kræver nærmere inspektion. Tit. Så dér står han f.eks. i Københavns Lufthavn på vej hjem, da han bliver tilbageholdt af en betjent fra lufthavnspolitiet, som spørger: ”Hvad laver du?” Vincent svarer, som sandt er: ”Jeg er professor i filosofi på Københavns Universitet.” Betjenten svarer tilbage: ”Ja ja, og jeg er Napoleon Bonaparte.”
 
Der var også dengang i en kiosk, hvor han åbnede døren for en ældre dame, som sagde: ”Ih, hvor er det dog pænt af Dem.” Og Vincent svarede: ”Det var bare det mindste.” Hvortil damen replicerede: ”Ja, det er så usædvanligt, for I sorte svin plejer altid at være så ubehøvlede.” 
 
Charmerende, ikke? Men Vincent gider ikke lege offer. Han griner faktisk af begge historier og siger: 
 
– Det er et paradoks, at vi altid møder andre med vores fordomme. Det er en del af måden, vi er på. Vi kategoriserer verden og får den til at give mening ved at placere folk i nogle kasser. Tit og ofte passer de fordomme bare rigtig dårligt. De er forkerte. Men det kræver enormt meget arbejde med én selv at lave det om. Det er lettere at være fordomsfuld.
 
Lige præcis derfor mener han faktisk, at hans allerstørste aktiv er, at han ikke ligner det, han er. For så kan han overraske og overrumple folk, der tror, at han muligvis kunne være narkokurer, basketballspiller eller udsmider fra et diskotek på Vestegnen (hov, det var vist mine egen fordomme, der tittede frem her …) og I HVERT FALD IKKE er professor i filosofi, og dermed kan han være en af dem, der prøver at nedbryde fordomme.
 
– Vi skal trods alt leve sammen, og jo mere global verden bliver, jo mere forskelligartet kommer vi til at skulle leve sammen. Derfor gælder det om at prøve at gå til verden så fordomsfrit som muligt. 
 
 
Hvis du kunne bestemme, hvordan skulle verden så se ud?
 
– Ha ha ha ha. Nu skal du huske på, at jeg er professor i filosofi, og den sidste, du vil have til at styre verden, er en professor i filosofi. Jeg gør mere gavn i den rolle, jeg har, end hvis jeg havde været politiker. Jeg er ikke et vanvittig tålmodigt menneske, og jeg hader møder. Jeg garanterer for, at det ikke er gode forudsætninger for en leder, der skal styre et land. Og jeg er ikke et magtmenneske. På universitetet er jeg leder af mit eget ”Center for information og boblestudier” og har vel 15 personer under mig, men i en meget flad ledelsesstruktur. Jeg er mere optaget af at kunne uddelegere ansvar og ekspertise end at kunne sidde på det hele, for det kan jeg alligevel ikke. Dermed har jeg også skullet vænne mig til at ansætte folk, der er betydeligt bedre begavede end mig selv. Det gør sgu lidt ondt i starten, men man vænner sig til det.
 

SILDESALAT

Vincents søn er lige flyttet hjemmefra. Vincent kalder Milton ”mit livs lys”. Han har haft ham på fifty-fifty-basis. Han er skilt fra hans mor. Formentlig har han ikke været alene siden – og er det heller ikke nu. Mere vil han ikke sige. Ud over at ”Vend verden” – med pænt højt lixtal – også er en slags statusopgørelse over hans eget liv. 
 
– Er jeg selv nået derhen, hvor jeg syntes, jeg skulle hen? Og hvor skal vi alle sammen hen fremover? 
 
Er du blevet klogere på meningen med livet?
 
– Det håber jeg. Jeg prøver med bogen at gengive, hvad det vil sige at leve og være i et LIV. Jeg synes ikke, det er let altid. Men det er spændende. 
 
Hvornår er det ikke let?
 
– Åh du ved … De der eksistentielle kampe i mine ungdomsår i gymnasiet – det var sgu ikke let. Og det kom også tilbage i ny og næ. Jeg har et element af at blive … altså usikker. Og dermed også at skulle bevise noget. Noget af den sildesalat, jeg har indhentet, har jeg ikke kun indhentet, fordi jeg syntes, det var sjovt. Det var karrierefremmende, men det var da også for at vise over for mig selv og omverdenen, at det der kunne jeg da godt klare. Bedre skal man ikke se sig selv. På den måde har jeg ikke hvilet i mig selv i ligevægt hele vejen igennem. Men jeg er da … mere afbalanceret om, hvem jeg er, nu, end jeg var, da jeg var 20. Og det er trods alt et fremskridt på 30 år. 
 
Han svarer uden at tøve: Hans livs vendepunkt var, da han fik sin søn, Milton.
 
– Det er meget forståeligt hvorfor. Jeg var 30 og nok rimelig egocentrisk. Det var: ”Nå, nok om mig, hvad med dig, hvad synes du om mig?” Så kommer den der lille hobbit ud. DET blev jeg klog af. Det var et kæmpe vendepunkt i mit liv, fordi det betød, at jeg måtte sætte mig selv i anden række. Det var der også en vis eksistentiel udfordring i: Hvordan gjorde man det? Så det tog lidt tid. Og livet har da givet mig nogle knubs på vejen. Med kærester. Og ekshustru. Det prøver man så at håndtere og blive klog af, så godt man kan. Jeg har ikke noget imod weltschmerz. Jeg har også haft en del af det. Men den skal tjene et formål. Når weltschmerzen ikke kan bære mere, skal man smide den væk. Det er ikke en sindstilstand, jeg bryder mig om at være i som den primære. 
 
Hvordan smider man den væk?
 
– Altså … smider væk og smider væk. Når det ser allersortest ud, tror jeg, man skal begynde at koncentrere sig om de små ting, der fungerer. Det er der altid et eller andet, der gør. Når jeg har fået nok af min weltschmerz, går jeg i gang med at skrive en klumme eller gør noget andet som afløb. Man skal erkende, hvad for en slags sind man er. Jeg er grundlæggende ikke et mørkt sind, jeg er et lyst sind. I mange år mente jeg, at jeg var et mørkt sind, fordi jeg syntes, det var mere dybsindigt at være det. I ungdomsårene brugte jeg enormt meget tid på at simulere et mørkt sind. Nogle gange KUNNE jeg også være det – fordi jeg var usikker. Men jeg måtte erkende: Du er faktisk ikke et specielt mørkt sind. Det betyder ikke, at du er overfladisk. Det er okay, det er godt. Den erkendelse har jeg skullet kæmpe med, fordi jeg mente, at weltschmerz og det at være Nietzsche-agtig var dybden i livet. Det var det også på nogle punkter, og jeg fik meget ud af det som menneske, men det var ikke en tilstand, der faldt mig så naturlig, som jeg selv troede.
 
  
Læs mere om: