"Der er nogle ord i sproget specielt reserveret til kvinder. Ord som ’skrap’, ’skinger’ eller en ’finke"

Er kvindelige studieværter omvandrende sexobjekter? Er det OK at kommentere kvinders vægt, udseende og påklædning frem for deres professionelle meritter? Og skal man som kvindelig studievært simpelthen ruste sig til at lægge ryg til sexistiske kommentarer, hvis man går efter en karriere på tv-skærmen efter devisen, at stikker man snuden frem, risikerer man at få ørerne i maskinen? Eller er den tid simpelthen forbi, hvor man som kvinde skal vurderes på sin lækkerhed – sin fuckability – hvis man træder frem i det offentlige rum?

Den debat har været oppe at vende flere gange siden efteråret 2019. Ikke mindst på grund af Lise Rønnes opråb til Politiken, der ramte nettet og samtlige SoMe-kanaler midt i december sidste år. Jo, dén Lise Rønne. Jeg så tilfældigvis artiklen, i samme øjeblik den blev lagt op på Politikens webavis. Det var en fredag aften. Børnene var rastløse og hungrede efter fredagsslik, og jeg selv surfede rastløst rundt på nettet for at udskyde madlavningen. Så poppede Lise Rønnes kronik op på Politikens webavis. ’Politiken, jeg synes, I skal holde op med at tale fornedrende til kvinder’, lød overskriften. Hold da op, tænkte jeg. Jeg blev faktisk så forbavset over de hårdtslående ord, at jeg et kort øjeblik måtte forsikre mig om, at den Lise Rønne, der havde skrevet indlægget, var den samme Lise Rønne, der altid møder seerne med et imødekommende smil og en imponerende tv-professionalisme, hvad enten hun toner frem på skærmen som vært for ”X Factor”, ”Melodi Grand Prix” eller ”Aftenshowet”. Jo, det var dén Lise Rønne, der på udvidet spalteplads og under den kontante overskrift gik i rette med Politikens mangeårige tv-anmelder, Bo Tao Michaëlis, for i sin anmeldelse af Lise Rønnes rolle i et nyt tv-program om danske digtere at skrive, at ’hun vimsede småneurotisk rundt i vanlig værtindestil’. LÆS OGSÅ: Ditte Okman: "Hvorfor må man ikke synes, en kvinde er en idiot, bare fordi man selv er kvinde?"

Kvinder må ikke fylde

Der er ingen tvivl om, at den aldrende tv-anmelder dissede Lise Rønne med de ord. Der er dog heller ingen tvivl om, at det ikke var verdenshistoriens værste dis. Så hvad havde fået Lise Rønne til tasterne? Jo, for Lise Rønne var anmelderens ord simpelthen den berømte dråbe. I sin tæt på 20 år lange tv-karriere har hun måttet lægge ryg, ører og indbakke til en så stor mængde af kommentarer om sit udseende, at det i perioder har fået hende til at miste troen på sig selv og verden. ’Jeg har haft år – altså: flere hele år af mit liv – hvor jeg ikke turde fylde, ikke turde grine højt, ikke turde tale for meget, ikke turde være et helt menneske, fordi forskellige mennesker på forskellige tidspunkter i mit liv lod mig vide, at jeg var for meget,’ skrev hun blandt andet. Lige dér kunne jeg – uden at være i nærheden af at være kvindelig studievært på landsdækkende tv – selv nikke genkendende til kritikken. For hvornår har man ikke som kvinde oplevet, at der var tidspunkter, hvor man tonede ned for sig selv? Hvor man liiiige tænkte en ekstra gang over, hvor nedringet, højhælet eller latterbrølende man førte sig frem? Eller gange, hvor man bare har været træt, TRÆT, af at være udseende først og menneske/medarbejder/kollega/professionel derefter? Jeg var tydeligvis ikke den eneste, der havde det sådan, for Lise Rønnes kronik spredte sig som en steppebrand på de sociale medier. Både hendes (fortrinsvis kvindelige) tv-kolleger og helt almindelige kvinder delte hendes opråb, det blev flittigt liket, og under hvert opslag tilkendegav mange kvinder alt fra ’godt brølet’ til ’det genkender jeg’.

Sproget udhuler selvtilliden

Maria Yde, der er vært på DR’s ”TV Avisen”, har også i sine 18 år i branchen oplevet, at kvinder bliver målt på udseendet, før de måles på deres faglighed. – Det er meget kendetegnende, at den kritik, vi møder, går på vores udseende og vores køn. Når vi møder den kritik, får den os automatisk til at stille spørgsmål ved, om vi nu også er dygtige nok. Der er også nogle ord i sproget, der er specielt reserveret til kvinder. Ord som at være ’skrap’, ’skinger’ eller en ’finke’. Det er en sprogbrug, vi er opfostret med, og som vi ofte ikke tænker over. Men det giver et nedsættende billede af de kvinder, man skriver eller taler om, siger hun. Selv kunne hun genkende Lise Rønnes kritik. – Den var så spot on. Jeg har også – ligesom Lise Rønne – fået kommentaren om, om jeg led af anoreksi, da jeg var yngre. Men hendes kronik er et skridt i den rigtige retning, så vi kan få den her diskussion på dagsordenen.

Dickpics og pandehår

En anden, der følte, at Lise Rønnes kritik ramte plet, er 43-årige Karen Helene Hjorth, der er vært på TV 2 News. Hun var en af de mange, der delte Lise Rønnes kronik i dagene efter offentliggørelsen. Ikke mindst fordi Lise Rønne med sin kritik formåede at sætte ord på noget, der for mange kvinder er blevet så normalt, at det ikke diskuteres. – Det, jeg selv oplever, er, at mænd kritiseres på deres faglighed, mens kvinder kritiseres på deres personlighed, tøj, hår og makeup. Det er et lag, man i mange år har accepteret som en del af det at være kvinde. Jeg elsker selv at være kvinde netop på grund af mit hår, tøj og min kvindelighed, men hvorfor skal den del rummes i et forum, der handler om faglighed? Da vi taler sammen, er det faktisk kun fire dage siden, Karen Helene Hjorth sidst modtog et dickpic uden så meget som et ’hej’. – Når man er på skærmen, føler folk ofte, at man er hjemme i deres stue. Men jeg synes, at der er sket et skred, i forhold til hvad folk synes, de kan tillade sig at sende til én. Mange har glemt at bruge deres empati og almindelige høflighed. De tænker ikke over, at der sidder et rigtigt menneske i den anden ende. Jeg har været så mange år i branchen, at jeg efterhånden føler mig galvaniseret over for de direkte seksuelle kommentarer. Men der, hvor jeg får lyst til at svare igen, er hvis en mand skriver: ”Jeg synes egentlig, at du er dygtig, men dit pandehår får dig til at se uintelligent ud”. Kan du ikke bare være ligeglad, når du modtager sådan en besked? – Jeg tænker da tit, at det skal de ikke bestemme. Men jeg kan ikke undsige, at det går mig på et eller andet sted. Det er svært at sortere den faglige kritik fra den personlige, for det er jo ofte blandet sammen. Så når jeg modtager kommentarer om, at jeg er for træls eller for meget eller for lidt, er det svært ikke at tage det ind. Oplever du nogensinde, at du toner ned for dig selv for at imødegå kritik? – Ja, jeg har skruet ned for mit tøjvalg. Jeg har ofte fået at vide, at jeg larmer meget i mig selv, så jeg tænker over, at mit tøj ikke også larmer. Jeg er klædt mere konservativt på skærmen, end jeg er privat, og mit hår er også mere konservativt. Det skal selvfølgelig også være sådan, at seerne fortrinsvis lytter til, hvad jeg siger, og ikke ser på, hvad jeg har på, men jeg skruer også ned, fordi jeg for eksempel har fået at vide, at jeg virker for flirtende, siger Karen Helene Hjorth. LÆS OGSÅ: Signe Lindkvist: "Jeg blev tit valgt fra, fordi jeg ikke var lækker nok"

Et skift på vej

Det er ikke en nyhed i sig selv, at kvinder møder mere kritik i offentligheden end mænd, og at den ofte kan have en grov eller sexistisk karakter. I 2015 stod DR bag dokumentaren ”Ti stille, kvinde”, hvor folkevalgte kvindelige politikere stod frem med de trusler og skældsord, de jævnligt mødes med i deres indbakke. Karen Helene Hjorth aner heldigvis en positiv udvikling, i takt med at mediebilledet og –verdenen bliver mere ligestillet. – Jeg mærker, at der er et skift på vej. På min arbejdsplads har vi fået mange kvindelige chefer, og det kan være én af årsagerne. Vi skal ikke længere ligne pin-up-modeller på skærmen, og vi får i langt højere grad end tidligere mulighed for at bruge vores professionalisme og journalistiske integritet. Det bliver også i højere grad accepteret, at vi bliver ældre. Det er ikke længere utænkeligt, at man kan sidde som kvinde på tv i lang tid uden at skulle fornægte sin alder og forsøge at ligne en, der er yngre end sin alder.

Et kollektivt problem

’I er med til at skabe virkelighed, også for generationerne, der kommer, og den virkelighed sætter sig ikke kun i den enkelte, den forplanter sig også til familie- og samfundsstrukturer,’ skrev Lise Rønne til Politiken. Rikke Andreassen, professor og forsker i køn og medier på RUC, er enig i, at sexismen skal anskues strukturelt og ikke som den enkelte kvindes individuelle problem. Samtidig bakker hun op om Karen Helene Hjorths optimisme. Hun oplever, at der er opstået en anden form for lydhørhed i det offentlige rum, når vi taler om emner som sexisme. – Der er noget i tiden, hvor vi er mere villige til at tage diskussioner om, hvordan vi taler om og til hinanden. Vi har set nogle brede bevægelser som #MeToo og Everyday Sexism Project, hvor man lytter til, hvad individet siger. Indlæg som Lise Rønnes gør derfor en forskel. Og den måde, de cirkulerer og deles på, gør en forskel. Det kan godt være, at et enkelt indlæg føles som en dråbe i havet, men når der er dråber nok, kan de til sidst være med til at skabe forandring. Hun gør også opmærksom på, at det er vigtigt at se på det brede perspektiv. – Der sker også det, når man deler sine oplevelser, at man oplever, at man ikke er alene med dem. Genkendeligheden i et indlæg som Lise Rønnes gør, at folk bliver opmærksomme på, at det problem, hun peger på, er strukturelt og ikke individuelt. Det gør det nemmere at gøre noget kollektivt ved det. Og det fjerner skammen fra den enkelte. Rikke Andreassen ser gerne, at medierne tager et ansvar for det billede, de er med til at skabe af kvinder. – Men kvinder møder stadig en helt anden kritik end mænd. Det har vi også set i forhold til Greta Thunberg. Det er ikke indholdet i det, hun siger, der diskuteres, men hendes stereotype kvindelige og barnlige væremåde; hun er hysterisk og følelsesladet. Og her har medierne et ansvar. De er med til at opretholde nogle forestillinger om kvinder som nogen, der ikke er lige så objektive og dygtige, men for eksempel styres af deres følelser og hormoner. Det er ikke, fordi jeg synes, at vi skal have censur, men jeg efterlyser et ansvar hos medierne.

Vi er alle optaget af skønhed

Noget tyder på, at det ikke er helt grundløst at være optimistisk. Politiken gik ud og gav Lise Rønne en uforbeholden undskyldning. Nogle måneder senere gjorde Weekendavisens anmelder Klaus Rothstein det samme, efter han i en notits havde anmeldt Malou Aamunds udseende og familieforhold i stedet for at forholde sig til den roman, som forretningskvinden debuterer med her i foråret. Men hvad med alle de gange, vi kvinder får at vide, at vi er smukke? TV 2-værten Gertrud Højlund gør opmærksom på, at det stærke fokus på kvinders skønhed generelt er med til at opretholde idéen om, at kvinder får værdi via deres udseende. – Vi taler ofte om de negative kommentarer, men vi modtager også ofte mange positive kommentarer for vores udseende. Jeg gør meget ud af ikke at se de positive som mere væsentlige end de negative. For begge dele afspejler overfladiske betragtninger, der ikke er væsentlige i forhold til mit arbejde. Folk skulle bare vide, hvor glad jeg ville blive, hvis de kommenterede positivt på det interview, jeg lige havde lavet, i stedet. – Men vi lever stadig i en kultur, hvor kvinder bruger mere tid på at gøre sig pæne, end mænd gør. Den er jeg også underlagt. Og så længe der er konsensus – både i samfundet og hos os kvinder selv – omkring, at det er sådan, det er, så er vores udseende et parameter, som andre kan forholde sig enten positivt eller negativt til. Det tager min mandlige kollega 10 minutter at blive klar til det arbejde, vi laver, mens det tager en halv time for mig. Betyder det, at jeg ser mindre rigtig ud fra start? Det synes jeg er et interessant spørgsmål at stille.