Cecilie Stenspil: "Vi oplever alle angst for, at vores familie går i stykker"

’TAKNEMMELIG’ ER ET ORD, DER DUKKER OP IGEN OG IGEN…

… når Cecilie Stenspil fortæller – om sin nye film, om et travlt arbejdsliv og om sin familie, som sidste år blev forøget med en lille søn.

Det lyder så fortærsket, siger hun, men at få lov til at spille sådan en rolle som sin første hovedrolle i en film er hun dybt taknemmelig for. For det er en dybt begavet og vigtig historie, tilføjer hun.

Kollision’ er brødrene Avaz’ anden spillefilm, som kommer kun to år efter deres anmelderroste gennembrud, ‘Mens vi lever’. Med en stjernespækket besætning, der udover Cecilie Stenspil og Nikolaj Lie Kaas i de bærende roller også tæller Tommy Kenter, Henning Jensen, Bodil Jørgensen, Rasmus Bjerg, Nicolas Bro og Julie Christiansen, fortælles historien om en families sammenbrud. Om et ægtepar, der kastes ud i deres livs krise, og som glemmer deres niårige datter, der bliver kastebold mellem de stridende forældre.

Det er den stærke historie, Cecilie Stenspil er taknemmelig for at have fået lov at være med til at fortælle. Og det er den stærke familie, som Milad, Mehdi og Misam Avaz udgør, hun er taknemmelig for at have fået chancen for at arbejde med.

– De er så stærk en familie, de tre. Man kan mærke, at samarbejdet er så tæt, fordi det er familie, der laver det, og det har været en kæmpe gave at få lov til at være med, siger Cecilie Stenspil og tilføjer:

– Det har været en stor oplevelse, men også en stor beslutning for mig, fordi jeg lige er blevet mor. Så jeg havde min lille baby, Samuel, med på arbejde, da vi lavede ‘Kollision’. Det krævede, at min familie stod tæt sammen. Jeg havde min mor og min søde kæreste, Troels, med, fordi vi filmede i Aarhus. Vi boede i et hus i byen og pendlede derfra ud og lavede film, så jeg kunne have Samuel med. Så det hele var meget familiebåret.

Cecilie Stenspils bror, skuespilleren Simon Stenspil, og hans kæreste hjalp til i Aarhus og var med på settet. Og der blev taget masser af hensyn til ‘den lille fyr’, fortæller Cecilie Stenspil om Samuel, som kom til verden i august 2018.

– Filmholdet var simpelthen så tjekket, at det hele blev indrettet sådan, at når han skulle ammes eller var vågen og havde brug for sin mor, så stoppede vi optagelserne, og så var han sammen med mig. Og når han skulle sove igen, kørte han en tur i barnevognen med mormor. Så han oplevede det kun som noget rigtig hyggeligt, og både min mor, onkel Simon og selvfølgelig min kæreste fik lov at være endnu tættere på, fortæller Cecilie Stenspil og indskyder:

– Selvfølgelig tænkte jeg: ‘Åh, kan man det? Kan man godt arbejde, når man har så lille en baby?’ Men det synes jeg godt, man kan, når man har en familie, der står så tæt og stærkt rundt om en og hjælper. Jeg tror ikke, han har lidt afsavn på nogen måde. Tværtimod er han blevet tophamrende forkælet. Jeg arbejdede allerede fem uger efter, jeg havde født. Det var på ‘Badehotellet’, så han havde allerede været med på arbejde nogle gange, den lille fyr. Og så tror jeg da også, at det er ‘nemmere’ – i gåseøjne! – når babyerne er så små, for det er noget andet nu, hvor han er knap et år. Der er fuld knald på, siger hun og slår grinende ud med arme og ben for at vise det ‘blæksprutte-gear’, det kræver at være forælder til en tumling.

LÆNGSEL EFTER DRAMAET

Det er ikke kun hjemme, der er fuld knald på for Cecilie Stenspil. Det er der også i hendes arbejdskalender. ‘Det er vildt, at det overhovedet kunne hænge sammen i kalenderen’, siger hun om at få puslespillet til at gå op, så hun kunne være med i ‘Kollision’, som hun brændende gerne ville.

Sidste sommer kom hun tilbage fra New Zealand, hvor hun indspillede Viaplay-serien ‘Straight Forward’, og i sensommeren blev hun mor. Til vinter rejser hun igen om på den anden side af kloden for at skyde anden sæson af den dansk-newzealandske serie, og ind imellem optager hun også ‘Badehotellet’.

ådan har hendes arbejdskalender i store træk set ud, siden hun blev færdig på Skuespillerskolen i 2006. Det mest prisværdige ved det er ifølge hende selv, at hun har fået lov til at lave så mange forskellige former for skuespil – fra Lisbed i ‘Erasmus Montanus’ og Eliza Doolittle i ‘My Fair Lady’ på teatret til krimi og slapstickhumor i tv-serier som ‘Livvagterne’ og ‘Badehotellet’.

Selv om de bærende roller har været mange, er rollen som Olivia i ‘Kollision’ hendes første hovedrolle i en spillefilm. Der har været ‘en stor længsel’ i hende efter at spille et stort drama. Og det er de helt store følelser, filmen rusker op i, når den går tæt på en familie i opløsning. Det er sjældent, at der bliver grædt under læseprøven på en film, men det gjorde der, da holdet bag ‘Kollision’ mødtes første gang, fortæller Cecilie Stenspil.

– Jeg tror ikke, at der er nogen, der ikke på et eller andet tidspunkt oplever en angst for, at konstellationen bag deres familie skal gå i stykker. At blive mor føles som at tage sit hjerte og give det to ben og kigge på det: Lige så stor kærlighed, lige så stor angst er der forbundet med det. Vi arbejder hele tiden på at være den bedste forælder, og vi ved, at lige meget hvor godt vi gør det, kommer vi på et eller andet plan til at ‘fucke noget op’ for det her lille menneske. Men det gælder måske især, når vi holder op med at lytte til hinanden, funderer hun.

Fortællingen i ‘Kollision’ om ægteparret Olivia og Leo – som ifølge Avaz-brødrene er inspireret af en virkelig historie – viser et par i så dyb krise, at de glemmer, at det også rammer andre mennesker, og ikke mindst deres niårige datter.

LÆS OGSÅ: Trine Dyrholm: "Min rolle i 'Dronningen' er den mest udfordrende nogensinde"

– Sådan et brud kan blive så grimt. Ingen kommer ud af det på en god måde, når det er sådan. For mig siger denne her film, at man skal gå hjem og give sin familie et knus. Gå hjem og vær til stede, så godt du kan, i dit eget liv. Vi skal huske at være her. Jeg talte med min mormor, som sagde, at det føles som at blinke med øjnene, så er man blevet 92. At livet er som sand, der løber ud mellem fingrene, når man prøver at holde det i hænderne. Derfor skal vi huske at nyde hinanden, for vi er her så forbandet kort tid. Og derfor nyder jeg at have travlt og gå på arbejde, for jeg holder meget af mit arbejde, og jeg er lykkelig for at kunne lave det, som jeg holder af. Men jeg nyder også at gå hjem og stable klodser med min søn og være i det ‘nu’, fortæller Cecilie Stenspil.

Det er noget, hun øver sig meget på, det der med at være til stede. Og hun prøver at huske sig selv på, at hun er nødt til at gøre en ting ad gangen for ‘ikke at blive monster-ramt af det høje tempo’, verden foregår i. At holde helt fri, når hun kommer hjem. Og at gøre de ting, der kan få hende ned i tempo – at cykle hjem og få blæst hovedet igennem eller sætte sig under et træ i haven og slappe af. Eller spise et stort stykke kage, tilføjer hun grinende.

For mig er det også at have mine nære omkring mig og at lave noget, der ikke handler om teater eller tv. At male en væg eller slå græs i haven – det helt lavpraktiske kan give mig den der særlige ro i en verden, der ellers cykler afsted temmelig hurtigt. Bare det, at vi begge to lige har sat vores telefoner på flyfunktion for at kunne sidde her og tale sammen uforstyrret, det er noget, der optager mig rigtig meget – det der med hvor lidt fri vi har, efter vi har fået en Iphone, der kan smide emails og beskeder ind til os hele tiden. Folk tror jo nærmest, der er noget galt, hvis man ikke svarer på en sms, 40 sekunder efter man har modtaget den, siger Cecilie Stenspil og samler sin telefon op og brølehvisker demonstrativt ned i den: ‘Hallooo! Er du der ikke?’

Der er man nødt til at gå hjem og lægge kontoret over i hjørnet og sige, ‘nu er jeg her, og nu spiser vi aftensmad’, og så må verden altså vente lidt, understreger hun.

– Det er jo heller ikke sådan, at fordi man ikke har taget et billede af noget, så eksisterer det ikke. Tværtimod. Det eksisterer måske endnu mere. Noget af det allermest nære er noget af det, jeg holder allertættest på min krop. For det er det, der betyder mest for mig. Det er min boble – min familie, min verden. Det lyder, som om jeg er 750 år, når jeg siger det, men jeg tror, det er enormt vigtigt, at vores tilstedeværelse i det virtuelle rum ikke kommer til at overtage alt. For så tror jeg, vi forsvinder, siger hun.

PERSONLIG MEN IKKE PRIVAT

De allernæreste og allerkæreste deler Cecilie Stenspil ikke med andre end sin inderste kreds. Glimt fra livet bag scenen og finurlige øjeblikke fra arbejdslivet indvier hun gerne andre i. Billeder af sønnen findes ikke på hendes Instagram, og når hun en sjælden gang imellem deler glimt fra fritiden, er det med en skarp skelnen mellem det private og det personlige.

Hun fortæller gerne, at hun elsker pandekager og koldskål, men hvem hun spiser dem med, holder hun for sig selv. Sådan har hun altid haft det. Sit privatliv holder hun tæt ind til kroppen.

– Det er en form for arbejdsredskab for mig. Jo mindre du ved om mig, jo mere kan jeg få dig til at tro på, at jeg er Batman, eller hvad det nu er for en rolle, jeg spiller. Jo mere du ved om mig, jo sværere er det at få dig til reelt at høre, hvad jeg siger oppe fra scenen. For så tænker du: ‘Nåh, det er hende, der har en blå cykel og bor der og har den lampe’. Der er mange, der arbejder på en helt anden måde, men for mig giver det et arbejdsrum at holde det adskilt, siger Cecilie Stenspil. Ordene kommer i et langsommere, eftertænksomt tempo nu. Det er noget, hun til stadighed tænker meget over. Det der med hvad man deler med andre, og hvordan blufærdighed bliver opfattet. Hvordan det kan misforstås. Det optager hende meget, fortæller hun, og det mærkes tydeligt. Hun sender flere spørgsmål retur – oprigtigt nysgerrig efter at høre andres overvejelser om balancen mellem det private og det personlige, og hvad og hvordan man deler med andre.

Jeg synes sagtens, vi kan have en personlig samtale uden at være dybt private. Vi kan sagtens tale sammen, uden at jeg behøver fortælle alt. Vi håndterer det alle meget forskelligt, det der med hvor meget vi deler, og det er på ingen måde for at sige, at jeg har fundet en gylden vej foran alle andre. Jeg tror, det er, fordi jeg er et meget privat og meget blufærdigt menneske. Jeg har lige så stor og dyb respekt for dem, der gør det modsatte og deler det hele på sociale medier. For det er vildt, at de kan holde til det. For mig er det vigtigt, at der er mit ‘arbejds-jeg’ og mit ‘eget jeg’. Det skaber plads i min verden at få lov til at have noget for mig selv, forklarer hun.

I dag kan alt googles og det meste findes frem fra digitale arkiver, stort som småt. Alt er i en eller anden form tilgængeligt, alle har i en vis grad adgang. Men sådan behøver det måske ikke være, mener Cecilie Stenspil.

– Jeg elsker, at jeg har et samarbejde med et filmhold i New Zealand, og at vi deler viden og information og erfaringer. Det er det fantastiske ved det her informationssamfund, og forhåbentlig bliver vi alle bedre mennesker af at lære hinanden at kende på tværs af kloden. Men jeg tror også, der skal være noget, der er helt dit eget.

Et hellested, som måske ikke nødvendigvis er mere spændende end alle de andres hellested, men som er dit. For at man kan stå i en verden, der er så pulserende og åben, tror jeg, det er vigtigt med ro. Det lærte jeg ret hurtigt, at det har jeg brug for for at kunne stille mig til rådighed for en god historie, som jo er skuespillerens arbejde, forklarer hun.

LÆS OGSÅ: Oh Land: "Det har været en livslang proces at lære at leve med smerterne"

MASSIV INTERESSE

Da Cecilie Stenspil for 10 år siden brød igennem som Jasmina i DR’s søndagsserie ‘Livvagterne’, blev hun bogstavelig talt et kendt ansigt fra den ene dag til den anden. En, som folk vendte sig om efter på gaden, en, som mange pludselig havde en holdning til, og en, som mange pludselig gerne ville vide en masse om. Fra første afsnit havde serien cirka halvanden million seere.

Belært af erfaringerne med tidligere seersucceser som ‘Krøniken’ havde DR forberedt Cecilie Stenspil på den enorme eksponering, hendes hovedrolle ville medføre. Sammen med flere af sine medspillere – der som hun selv hidtil var ukendt for den brede offentlighed – fik hun rådgivning i at tackle den pludselige og massive bevågenhed.

Og interessen var ‘ret massiv’, husker Cecilie Stenspil om serien. Men hun holdt fast i sit privatliv. Dengang var der ikke meget med sociale medier, og flow-tv – hvor alle så det samme og på samme tidspunkt – var stadig dominerende.

– Det var noget andet end i dag. Men går man længere tilbage, kan man se, at fx Ove Sprogøe nærmest ikke har lavet et interview, og han var jo kæmpekendt – i øvrigt uden sammenligning med mig overhovedet! – men han fik lov til at være et blufærdigt menneske og have sit privatliv for sig selv, fordi det var en anden tid. I dag er det nærmest unormalt at sige, at man ikke har lyst til opmærksomheden. Det virker nærmest afvisende, uden faktisk at være det, hvis jeg ikke øser ud af alt. Bare fordi jeg er skuespiller, ved jeg jo ikke alt om alt, og jeg behøver jo heller ikke have en holdning til det, siger Cecilie Stenspil.

Langt hen ad vejen bliver det mødt med forståelse, at hun er et privat menneske, indskyder hun. At det hverken skyldes uhøflighed eller ligegyldighed, at hun ikke deler ud af sit privatliv.

– Men jeg tager det jævnligt op til debat med mig selv. Hvorfor lægger jeg fx ikke et billede op af min søn? Det kunne jeg da godt gøre – han er jo smaddersød! Og jeg har jo taget mindst 200.000 billeder af ham til mig selv. Men det er vigtigt for mig, at det er hans valg. Han har jo ikke valgt, at han har sådan nogle forældre som os, hvor der en gang imellem er lidt bevågenhed. Jeg synes, at han selv skal have lov til at tackle det, når han bliver stor. Men jeg tager det jævnligt op, når jeg ser, hvad andre gør. De fleste kan godt forstå det og tager hensyn til det – måske er der også mange, som har det sådan selv, men som bare ikke behøver at skulle forklare sig. Jeg synes, at det med at skelne mellem det personlige og det private er en fin ting at lære – også at man som ungt menneske ikke behøver tage billeder af alting. Vi to har jo snakket sammen, selv om vi ikke har taget et billede og lagt det op. Jeg kan jo sagtens fortælle åbenhjertigt om en masse ting alligevel, siger Cecilie Stenspil.

Og det gør hun netop. Fortæller åbent og ærligt, mens hun ubemærket holder balancen på den usynlige streg, der skiller det private fra det personlige. Hun deltager livligt i samtalen, fortæller med en kærlig latter om sin mor, der overvejer, om hun tør se ‘Kollision’ – ‘men hun har jo kun set sin datter komme ind og ud af nogle meget svære og meget følelsesladede scener’, indskyder Cecilie Stenspil smilende – og om, hvordan hun oplever, at mange store samtaler i øjeblikket berører de samme emner; at være til stede i sit eget liv, at drømme og turde flytte sig uden at miste fodfæste, at holde fri fra telefonens evindelige bippen og opdateringer.

Måske er det, fordi tempoet er så højt og alt skal gå så hurtigt, at vi glemmer hinanden. Og det er jo også det, som ‘Kollision’ viser os. At vi skal passe på hinanden, for tiden går så hurtigt, og lige pludselig rammer virkeligheden dig i skallen ‘big time’, siger hun og tilføjer:

– Det er nok naivt at håbe, at jeg kan ændre verden for andre, men hvis jeg med denne her film kan være med til at få dig eller andre til at gå hjem og reflektere lidt … og være mere sammen med dine nærmeste og lytte mere til hinanden ... Det er det, det handler om, det med ikke at skulle stå i forkant. Jeg synes, det er historien, der er interessant. Ikke mig.

BLÅ BOG: CECILIE STENSPIL

• Født 22. oktober 1979 i Glostrup.
• Har siden 2013 dannet par med Troels Lyby, som hun sidste år fik sønnen Samuel med.
• Var som barn elev på Eventyrteatret og har siden da lagt stemmer til en lang række tegnefilm, serier og lydbøger.
• Uddannet ved Skuespillerskolen ved Odense Teater i 2006 og blev efterfølgende fastansat. Slog bredt igennem i 2009 med DR-serien ‘Livvagterne’, der samme år vandt en Emmy for bedste ikke-amerikanske tv-serie.
• Modtog i 2010 Ove Sprogøe-prisen, der gives til en yngre skuespiller for usædvanlige præstationer på teater, tv eller film i det forgangne år.
• Siden 2013 har cirka halvanden million ugentlige seere fulgt hende som Helene Aurland i ‘Badehotellet’ – TV 2’s mest sete tv-serie siden ‘Strisser på Samsø’ – og sideløbende har hun haft et væld af andre roller på både teater, film og tv.
• Spiller den kvindelige hovedrolle i ‘Kollision’, som har premiere 31. oktober.
• Tager til næste år igen til New Zealand for at filme anden sæson af Viaplay-serien ‘Straight Forward’.