Birgitte Hjort Sørensen
Underholdning

Birgitte Hjort Sørensen har haft barsel et år: "Det med udlandet er bare sat på hold"

26. august 2019
redigeret til web af redaktionen
Foto: Sif Meincke Makeup: Ulla Jacobsen.
Efter et år på barsel er skuespiller Birgitte Hjort Sørensen vendt tilbage til scenekanten. I første omgang i Danmark, men hun har ikke sagt endegyldigt farvel til muligheden for at arbejde i udlandet.

Skuespiller Birgitte Hjort Sørensen er vendt tilbage fra et års barsel og optræder nu sammen med Caroline Henderson og Kaja Brüel i Glassalen i Tivoli med ”Divaer i glas”, hvor de tre fortolker sange af store divaer som Marlene Dietrich, Josephine Baker og Ella Fitzgerald.

Men når hun nu har spillet ”Farlige forbindelser” på Broadway i New York og haft roller i store internationale serier som ”Game of Thrones”, ”Vinyl” og ”Borgen” og filmroller i ”En du elsker” og ”Marie Krøyer” og så videre og så videre – hvordan føles det så? Som en hård opbremsning eller hvad?

– Jeg havde helt praktisk nået relativt meget inden, og jeg vidste også, at jeg skulle i gang med forestillingen her bagefter. På den måde følte jeg ikke, at jeg var fuldstændig uden arbejde, og at der var en afgrundsdyb fornemmelse under mig. Det var bare rigtig dejligt, jeg var enormt glad for at vide, at jeg havde god lang tid til at koncentrere mig om at få et barn og være hjemme. Jeg vidste godt, at det ville blive sværere med jobs i udlandet i et stykke tid. Men jeg var virkelig privilegeret, jeg havde prøvet rigtig meget af det, jeg godt kunne tænke mig at prøve. Men jeg havde også prøvet opgaver i udlandet, hvor jeg meget af tiden faktisk ikke syntes, det var så fedt. Hvor jeg bare sad alene og ventede på at skulle på arbejde. Så når jeg ligesom gjorde regnestykket op, var det ikke sjovt nok. På det tidspunkt i hvert fald, siger hun.

LÆS OGSÅ: Lasse Rimmer om kæresten Line: "Jeg har fra starten skullet forstå, at det er en præmis for Line, at hun er hjertetransplanteret"

Man forestiller sig, at det er glamourøst og divaagtigt – i virkeligheden sidder skuespillerne i kø og venter?

– Helt klart. Fuldstændig. Fordi de har flere penge derovre, kan de betale folk godt for at sidde og vente. Og folk gør det jo gerne – også fordi outcomet måske bliver rigtig stort, det er jo det, man håber på: Det her lyder sørme som et fedt projekt, jeg tror, det bliver en stor succes, og måske kan jeg få nogle endnu sjovere jobs bagefter. Men jeg blev nødt til at tage alvorligt, at jeg mange af dagene ikke syntes, at selve hverdagen var sjov, og så var det ikke det værd. Derfor havde jeg ret meget fred i sindet med at komme hjem og sige: Nu tager jeg et par år, hvor det bliver meget svært, hvis jeg skal til udlandet. Jeg har fået et par tilbud, mens jeg var på barsel – også sjove ting i udlandet. Og jeg har lige hurtigt leget med tanken: Det kunne fandeme være skægt. Men så har jeg ligesom prøvet at tænke scenariet til ende. Så skulle jeg enten rejse ud og tage min datter med og lade hende passe af andre i løbet af dagen, eller også skulle jeg lade hende blive hjemme hos sin far, som jo sagtens kunne passe hende, men jeg ville ikke undvære nogen af dem. Der er ikke NOGEN af de to scenarier, jeg ville have lyst til. Det hang jo ikke sammen. Helt i starten kom jeg i bad en gang om ugen og sov 45 minutter ad gangen. Jeg kunne slet ikke se, hvordan jeg skulle begynde at rejse ud med sådan en lille baby.

Kampen for at komme i bad. Jeg havde helt glemt den…

– Haha, man opdager pludselig, hvor utrolig meget man kan med en hånd. Men den største overraskelse for mig er, hvor hårdt det går ud over den personlige hygiejne at blive mor. Det er tit sådan noget med, at man må vælge: Vil du i bad, eller vil du have klippet tånegle? Der er ikke tid til begge dele.

LÆS OGSÅ: Katinka: Jeg ligner for det meste bare udskidt æblegrød, og jeg har det dejligt med det

Ambitioner

Birgitte har absolut ikke sagt farvel til muligheden for at arbejde i udlandet. Lige nu er det bare noget andet, der er vigtigere.

– Det med udlandet er bare sat på hold, for det har helt klart været noget af det sjoveste, jeg har prøvet. Der er et fantastisk ambitionsniveau. Pludselig er man oppe og lege med nogle af de store kanoner. Jeg kan mærke, hvor meget folk tager sig sammen derovre. Nogle gange har man fornemmelsen af, at barren bliver sat lidt højere. Man strammer sig lidt mere an. Det er jo enormt dejligt at arbejde i Danmark, og lige nu sætter jeg så stor pris på den omsorg, vi har for hinanden og hinandens familieliv – at der er plads til barnets første sygedag. Men nogle gange har jeg også oplevet herhjemme, at vi er begyndt at blive magelige. I udlandet er der ikke det sikkerhedsnet, og derfor strammer folk sig virkelig an og det gør noget godt for hele arbejdsmoralen på et set eller en teaterproduktion. Så hvis man kunne kombinere de to ting, tror jeg virkelig, det ville være godt.

Hun har gjort sig mange tanker om berømmelse og hvad det gør ved mennesker.

– Især når jeg har arbejdet med nogle af de store stjerner i udlandet. For det GØR noget ved folk. De får et kæmpe kontrolbehov og ret meget angst. Nogle gange handler det om overnight at være blevet en succes og måske ikke rigtig vide, hvorfor eller hvordan man skal blive ved med at have succes. Især i udlandet er det intimiderende, når folk kigger og pludselig har forventninger, og man bliver bange for ikke at kunne gøre det godt nok og for, hvad folk går og siger, og pludselig skriver nogen noget, der ikke passer, og det er … frygteligt. Jeg har selv prøvet det i meget mild grad, og det føles som at få revet bukserne af i skolegården. Det føles, som om man bliver mobbet, og at det bare er okay.

Der skete det, at et blad lavede en kavalkade over outfits, hun havde haft på til en række premierer.

– Det var tidligt i min karriere, så det var mit eget tøj, jeg havde ikke nogen, der ordnede noget for mig dengang. Og så gav bladet ligesom mit tøj karakter: Hvornår var det pænt? Hvornår var det ikke så pænt? Hvad klædte mig? Hvad klædte mig ikke? Det er vel i den mere stille og rolige afdeling, men jeg blev simpelthen så ked af det, for det føltes fuldstændig, som om nogen stod og pegede fingre ad mig i skolegården, og jeg havde ikke mulighed for at tage til genmæle, jeg måtte bare finde mig i det. For man tænker også, at når man har et job, hvor man har en offentlig profil, så må man finde sig i, at der er folk, der siger noget om en. Men følelsen er den samme: Det gør stadig super ondt. Så når man oplever det i meget større skala – som nogle af de der folk, jeg har arbejdet med i udlandet – så kan jeg godt forstå, at deres verdensbillede bliver tvistet. Det BLIVER liv eller død for dem, hvad der står. De tror, at andre går lige så meget op i det, som de selv gør. Så de får et enormt behov for at kontrollere det, de kan. Det udmønter sig nogle gange i, at man KUN vil have blå M&M’s.

Birgitte Hjort Sørensen, 37 år, skuespiller, mor til snart 1-årig datter, som hun har fået sammen med sin kæreste, Kristian Ladegaard-Pedersen, der er freelance-redaktionschef. Aktuel i ”Divaer i Glas”, som spiller frem til den 12. september.

https://imgix.femina.dk/call_to_action/fe_abo_web_8nr_1138x370_4.png

Læs også