Kendte

Birgithe Kosovic: "Jeg er bange for den bog, jeg har skrevet"

Birgithe Kosovic har i mange år forsøgt at forstå sin fars vrede og hvorfor han slog hånden af hende. Hendes nye dokumentarroman er en provokerende fortælling om hendes jugoslaviske far og hendes egen familie - og så stiller den sig kritisk over for det multikulturelle samfund.

Siden interviewet blev lavet, er Birgithe Kosovics far død af naturlige årsager. 

Undervejs var Birgithe Kosovic pludselig ikke sikker på, at hun kunne skrive den bog.

For hvordan skriver man en dokumentarroman om sin egen familie med ens vredesparate jugoslaviske far og hans besværlige liv som omdrejningspunkt?

På basis af det faktum, at han ikke har villet tale med én i fem-seks år? Og i et større og – ved hun udmærket godt selv – provokerende perspektiv: Om det multikulturelle samfund er en illusion? Hun gik i stå. Kom i gang igen. Tøvede. Tvivlede. Lod den ligge. Og kæmpede sig til sidst igennem. Men det er nu en gang forfatterens lod at skrive historier, siger hun. Også selv om det er hårdt og kommer tæt på.

Birgithe har lige afleveret manuskriptet på ”Det du ikke vil vide”, da vi mødes. Hun skriver som sædvanlig stadig videre inde i hovedet. Alt er, som det plejer. Og intet er, som det plejer. For denne bog er anderledes.

– Jeg må sgu indrømme, at jeg er lidt nervøs. Jeg vågner enormt tidligt om morgenen, og så kører det bare. Som jeg sagde til min redaktør forleden: ”Det er en underlig bog, er det ikke?”

Dokumentarromanen er via Birgithes families historier på begge sider – især hendes jugoslaviske fars, men også hendes danske mors – en beretning om både Tyskland og Jugoslavien under 2. verdenskrig og senere også Balkankrigen og de rædsler, det hele indebar.

Det er også en historie om, hvad der kan ske, når forskellige kulturer mases sammen og forventes at kunne leve sammen. Og så er det ikke mindst en historie om mislykket integration og en dansk/jugoslavisk datter, der prøver at forstå sin fars vrede.

– Det var rigtig svært for mig, og det var det, der satte mig i gang. Jeg ville også undersøge, hvad der kan få en mand til at sige, at han ikke ønsker at have kontakt med sine børn mere. Min far valgte at sprænge familien i luften, han slog simpelt hen hånden af os.

Modstand

Serbiske Jovan kommer fra Jugoslavien til Danmark i 1970, møder Annette fra Amager, kærligheden er åbenlys. Deres førstefødte er til Jovans totale overraskelse en pige: Birgithe. Siden får de Mark. Jovan har store planer, opfinder hele tiden ting og projekter, der skal gøre ham rig. Det lykkes ikke.

Han låner penge, investerer dem og taber dem. Forgælder sin kone. Og sig selv. Spiller penge op. Vreden er med hele vejen.

– Jeg har spurgt min bror: Hvad var det egentlig, han var så vred over, hvad var det egentlig, vi skændtes om? Der er ingen, der kan huske det. Det var bare de ting, som er i alle familier, hvor forældre bliver sure på deres børn. Men han blev bare så stikhamrende tosset.

LÆS OGSÅ: Anne-Grethe Bjarup Riis: "Vi kom ud i hampen af vrede, sorg og frustation"

Var du bange for ham?

– Jeg har i hvert fald altid syntes, det var en anstrengelse at være tæt på ham. Og nogle gange har jeg selvfølgelig også været bange for ham, sådan mere full blown. Og jeg har egentlig altid følt, at det ville være lettere, hvis min far ikke var der. Hvilket ikke er det samme som at sige, at jeg ikke elskede min far. Jeg ser ham som et menneske, der kommer fra en meget heftig baggrund. Han er født lige efter, at der skete nogle uhyrlige ting i det gamle Jugoslavien under 2. verdenskrig.

Ting, som i rædsel, perfiditet og uhygge fuldt ud kan måle sig med holocaust. Når et lands historie er meget voldsom, præger det også de enkelte mennesker, der har oplevet det, og dermed kommer det også til at præge familierne. Jugoslavien blev et kommunistisk land, hvor forskellige folkeslag skulle leve sammen. Det endte i blodbad under krigen i 1990’erne.

– Jeg forbinder min fars vrede ikke bare med krigserfaringen, men også med den volds- og frygtkultur, som Jugoslavien i et eller andet omfang var.

Det forsvinder ikke af, at man kommer til Danmark og bliver gift med en dansk kvinde og får et nyt liv?

– Nej. Og så oplever min far jo det, som vi alle sammen oplever i løbet af vores liv: Modstand. Vi oplever, at de ting, vi har troet og håbet på, ikke lever op til vores forventninger, og det gør vi heller ikke selv. Men hvordan håndterer man den modstand, hvis man i forvejen er disponeret for vrede?  Jamen så går man faktisk bare imod et stort sammenbrud. Men … selv om jeg godt kan forklare og forstå den historie og det, min far kommer fra, og dermed det, som jeg er vokset op med og i, så er det stadig ham, der har ansvaret. Fordi det er ham, der skal administrere det, er det også ham, der må bære byrden.

– Efter han ikke længere ville se os, oplevede jeg sådan set, at det var en stor lettelse. For det totale sammenbrud, som på en eller anden måde hang i luften som en enormt skræmmende og diffus mulighed, er faktisk lettere at have med at gøre. Fordi det er blevet foldet ud. Min mor ser ham, og det synes jeg, er godt. De er blevet skilt. Jeg har også selv meget sporadisk kontakt med ham nu. Men han er stadig et vredt menneske.

Jeg spørger, hvordan hun er blevet et helt menneske, hun svarer grinende, at det ved hun da heller ikke, om hun er. Og hopper direkte over til sit kærlighedsliv for at illustrere bagagen.

– Altså min allerførste mand, Morten Sabroe, var 25 år ældre end mig og faktisk et år ældre end min far, og jeg tror godt, at jeg uden at fornærme Morten kan sige, at han da også er en ret fyldig herre. Altså en, der fylder i landskabet. Det skal ikke lyde som en firkantet blok, for der var også meget stor kærlighed mellem mig og Morten. Men jeg tror alligevel godt man kan sige – det kan jeg i hvert fald for mit eget vedkommende – at når folk med en meget stor aldersforskel finder sammen, kan der nogle gange være et autoritetsissue på spil. Uden at det behøver gøre den kærlighed imellem de to mennesker sygelig eller forkert. Men man har nogle ting med sig. Og det kan så tage den form.

Hvad med nu?

– Jeg er gift. Men vi bor hver for sig.

Magisk

Vi befinder os oppe under loftet på femte sal i en gammel ejendom i København i en lillebitte lejlighed – køkken, stue og soveværelse er i ét. Badeværelset er eneste andet rum. Med kar. Der hænger en stang farvestrålende skræddersyet tøj i stuen: ”Man skal ikke smide tøj og sko væk, man skal købe det rigtige fra starten og beholde det.”

Og en rad vintagetasker står udstillet på en fin kommode. Et sanseligt hjem. Som Birgithe købte for et par år siden.

– Simon og jeg har været gift i mange år og har boet sammen i mange år, og jeg synes selv, det er sådan lidt specielt, at vi bor hver for sig nu, fordi jeg egentlig ikke anser mig selv for at være en meget moderne kvinde på dén måde. Men der er det ved det, at vi begge to arbejder hjemme. Han er kunstmaler og laver film og er ligesom mig meget optaget af sit arbejde. Det lyder måske, som om det er paradis, når begge bor og arbejder hjemme, men det er faktisk rigtig hårdt, fordi det ender med, at arbejdet hele tiden vinder, fordi det er meget krævende og altædende og ikke har nogen klare grænser.

LÆS OGSÅ: Mille Dinesen blev gravid, da alt håb var ude: "Jeg er enormt stædig"

Det var Birgithe, der valgte at flytte for sig selv, eftersom det oprindelig var hende, der var flyttet ind hos ham.

Det her spørgsmål stiller jeg faktisk aldrig: ”Hvorfor har du ikke fået børn?” Fordi det er groft. Men denne gang giver det mening. ”Kom med det,” siger Birgithe bare. Og så:

– Jeg har, siden jeg var en stor pige, vidst, at jeg gerne ville skrive, og at det at få børn ville være svært både tidmæssigt og pengemæssigt og oppe i hovedet. Min mand og jeg prøvede faktisk at lave babyer, men der var ikke rigtig bid, og nu var jeg også en lidt halvgammel slæde, da vi mødte hinanden, jeg var i midten af 30’erne, så … Men prøv at høre, det er jo livet! Der er bare en masse ting, man kommer til at give afkald på undervejs. Det er den helt store øvelse. Nu snakker jeg ikke om store traumer, men om vigtigheden af sorg. Der er også en sorg for mig over ikke at leve sammen med min mand. Men det er sådan, det er nødt til at være.

- Der er store glæder i det, men der er også en sorg. Og det, jeg har skrevet om min far … nu er det ikke, fordi man bliver ved med at være et barn hele sit liv, men selvfølgelig er der også en sorg inden i det. Det går mere og mere op for mig, at jeg faktisk heller ikke synes, jeg har kendt til faderkærlighed. Den der varme. Kærlighed simpelt hen. Fordi der ikke var nogen hengivenhed imellem os. Jeg tror ikke, han ved, hvad hengivenhed er.

Men det her er også en kærlighedshistorie?

– Det er det nemlig. Min far elskede min mor. Så godt han nu kunne. Han elskede os alle sammen, så godt han nu kunne. Men han kender ikke til hengivenhed. Det mener jeg virkelig alvorligt. Jugoslaviens rædsler har ødelagt ham.

Sandhed

Birgithe regner ikke med, at hendes far vil læse ”Det du ikke vil vide”. Men bogen rejser i sig selv et spørgsmål: Ejer man sin egen historie, når den involverer andre?

Har du tænkt over det?

– Ja. Meget. Mit problem er, at jeg er forfatter. Jeg er selvfølgelig utrolig opmærksom på, at jeg først og fremmest faktisk holder min fars liv i mine hænder. Men fordi jeg er forfatter, og fordi min families historie faktisk angår nogle af de spørgsmål, der er i vores tid, og som er større end os, ville jeg alligevel fortælle den historie. Det er ikke, fordi jeg vil slå min far ihjel. Det er heller ikke, fordi jeg vil frikende ham for hans personlige ansvar. Men det er et vilkår, at en forfatter fortæller historier.

Og hvis en forfatter gerne vil tale ind i sin egen tid, må vedkommende sige noget, der også er besværligt at sige.

- Jeg kunne godt have tænkt, at jeg måtte vente med at skrive den historie, til min far er død. Men … for mig er det her det rigtige øjeblik at skrive den. Jeg vil ikke gå og putte med den sandhed, der er i det, af hensyn til noget hos ham, jeg synes, er forkert. Jeg interesserer mig for min egen historie og for hans historie som udtryk for noget, der er større end ham og mig. Jeg vil fortælle om, hvordan sammenbrud viser sig imellem os. I en familie og i det store. Selv om det er svært:

– Det ville være lettere ikke at skulle have meninger om alvorlige ting. Det er også hårdt for en selv at træde ud i de der kampe. Det her handler et eller andet sted også om integration og det multikulturelle samfund, og det er et minefelt. Det er derfor, jeg vågner klokken seks om morgenen og er lysvågen. For jeg er skidebange for, hvad alt det her skal føre med sig. Fordi det ikke kun er en familiehistorie, det er også en historie om mødet mellem demokratiet og voldens og frygtkulturens mennesker og det multikulturelle samfund eller … der hvor der simpelt hen er en splittelse, fordi der er befolkningsgrupper med forskellige historier, kultur, religion, etnicitet.

– Vi skal forstå, at den multikulturelle familie og det multikulturelle samfund befinder sig i en latent krisetilstand, fordi vi ikke er enige om, hvad der er fælles. Vi er heller ikke enige om, hvordan vi håndterer modstand. Og det er de væsentligste parametre for, om vi kan møde hinanden eller ej. Hvor svært det er at forene folk, som har det meste til fælles, men kun adskiller sig ved at have hver sin historie, er Jugoslavien et uhyggeligt eksempel på.

– Jeg tror bare, vi er nødt til at acceptere det som et grundvilkår for mennesker, at vi alle sammen gerne vil være sammen med nogen, der minder om os selv. Fordi det er lettere. Det nytter ikke at moralisere over det. Selv om vi insisterer på, at alle er individer, kender folk godt selv deres identitet. Du kan ikke både være muslim og kristen, du kan ikke både være kroat og serber, du kan ikke både være protestant og katolik.

Må man godt sige det, du siger?

– Altså … jeg er bange for at sige det her. Det skræmmer mig, og det er derfor, jeg vågner klokken seks om morgenen. Jeg er bange for den bog, jeg har skrevet. Jeg er bange for folks vrede. For folk vil ikke høre om der, hvor integration ikke er en fremadrettet proces, men noget, der bryder sammen. Det er for sindsforstyrrende. Men jeg peger på, at der er nogle problemer, som stikker dybere. Der er nogle hårde skel imellem os, fordi man ikke både kan være del af den ene og den anden gruppe, og tilhørsforholdene går ubrudt i arv. Multikulturen er baseret på et ideal om, at alle vil leve i fordragelighed med hinanden, men de fleste mennesker tænker først på sig selv og deres nærmeste. Det præger dynamikkerne i en stat med flere folk.

Hvor står du selv?

– Jeg er demokrat. I min verden er der plads til alle, der står på demokratiets side i Danmark. Jeg har bare forstået, at demokrati og multikultur ikke hænger særlig godt sammen, for i demokrati skal vi se os selv og hinanden som individer, men det gør man ikke i det multikulturelle samfund. Det er gruppedynamikkerne, der er problemet.

Lige nu føles det, som om hele verden har været på besøg i Birgithes lillebitte lejlighed. Det ku’ den godt lære noget af.