Kendte

Annika Aakjær: "Jeg er ikke cool og ikke smart, og jeg danser ikke. Men jeg er sjov"

Annika Aakjær har en idé om, at der ikke er så meget, hun ikke kan. Det seneste års tid har sangskriveren vist, at hun også er ualmindeligt god til at bryde tabuer. Hvad enten hun synger om menstruation til Zulu Awards eller gør oprør mod den sexistiske kultur, hun har mødt i musikbranchen.

"Det er dag nummer to, hvor du skal bruge natbind om dagen. DivaCuppen bliver fuld. Du skal bruge en tampon stor som en køkkenrulle."

Annika Aakjær er sjov. Det fandt hele Danmark for alvor ud af, da hun optrådte til Zulu Comedy Galla i 2019 med menstruationssangen ”Natbind om dagen” på Sneakers’ gamle nummer ”Woodoo” og tog publikum – med bukserne nede.

Klippet med Annikas optræden er delt over 39.000 gange på Facebook, og på YouTube har videoen fået over 800.000 visninger. Hvis du ikke har set det – gør det. Og grin.

– Jeg har fået lov at synge i fjernsynet før, men det spændende var, at jeg først på gallaen, 12 år efter jeg havde udgivet min første plade, fik lov til at komme i fjernsynet med det, jeg rent faktisk laver, altså hele pakken.

- Og så var det bare – uden at lyde for selvfed, det er svært – men utrolig sweet, at det bare virkede. Det var som at have gået og vidst, at jeg havde ret i 12 år – og så endelig få det. Det er ret vildt.

Men Annika Aakjær har også for nylig bevist, at hun er meget mere end sjov. Som da hun tilbage i september var en slags musikbranchens svar på Sofie Linde og beskrev, hvordan der hersker en udpræget sexistisk kultur i musikbranchen. I en kommentar på musikmediet GAFFA.dk under overskriften "nu skal musikbranchen også til at lytte", kom hun ind på den omfattende sexisme i musikanmeldelser og på, hvor svært det er at bryde igennem som kvindelig musiker, hvis du ikke har udseendet eller passer ind i en bestemt rolle. Efterfølgende stod blandt andet en lang række kvinder frem i Politiken med deres beretninger

Annika Aakjær besidder en direktehed, som er afvæbnende. Uforblommet. Sand.

Som når hun afslutter sin kommentar om sexismen i musikbranchen med ordene: "...der er en komet på vej, og er du dino, så dør du!"

Det er også hendes direkthed, der får os til at grine, når hun sidder på den store scene og synger om menstruation. Fordi hun vover sig selv og afslører, hvor meget vi uden at tænke over det pakker menstruation ind i eufemismer og odeurkontrolleret tågeslør.

Var det scary at fremføre?

- Sådan oplever jeg det slet ikke. Jeg oplever det, som om jeg lavede en vejrudsigt. At det var … altså facts. Som jeg leverede uden skam: Der BLIVER regn i morgen.

- Jeg tror, det var derfor, det virkede – fordi der ikke var skam involveret i min præsentation. Jeg italesætter slet ikke, at det her emne er pinligt, jeg anerkender det ikke, det er overhovedet ikke en præmis.

Hunden Tove

Annika Aakjær løfter Tove op i hundetasken og siger:

– Jeg fik hund for at få struktur i min hverdag, og det var en god idé. Jeg kom fra noget strukturløst. Jeg har brug for noget, der forpligter og viser, at jeg kan tage ansvar for noget andet end mig selv.

Så går hun og hund. Ordene bliver hængende i luften. Som en konklusion på den samtale, vi har haft.

En time tidligere er hun trådt ind ad døren med Tove i armene og store, runde solbriller pyntet i kanten med hvide farmor-perler.

Hun er midt i en turné, som skulle have været gennemført i foråret. Corona gjorde det umuligt, og nu må hun og bandet maks. have 500 publikummer, så de spiller to koncerter om dagen for at kunne optræde for alle dem, der har købt billet. Det er heftigt.

– Corona har været brutal, synes jeg. Efter en lang periode, hvor der havde været rift om mig koncertmæssigt, havde jeg udsigt til en turné, der bare var megafed og kæmpestor og udsolgt. Så forsvandt det hele, fordi vi pludselig ikke måtte spille koncerter.

- Men det handler også om at erkende, at der er ting, der er ude af ens egne hænder. Det eneste, der er i ens hænder, er, hvordan man håndterer situationen. Det har jeg virkelig fået cementeret.

Syltet

Annika var sidste gang albumaktuel med ”Lykkens gang” i 2016. Det er længe siden. Det er der en grund til.

– Jeg lavede en hel plade i 2016-2017, som ikke er udkommet. Pladeselskabet ville ikke udgive den. Jeg ved faktisk ikke hvorfor. Jeg tror bare, jeg blev syltet.

- Jeg afleverede 12-15 sange otte måneder efter ”Lykkens gang”, og så hørte jeg bare ikke rigtig fra dem. Det er ikke usædvanligt, tror jeg.

- Da vi opløste kontrakten, fik jeg alle indspilningerne med. Jeg var pisselettet, da det skete, for det havde jeg ventet på i mere end et halvt år. Og jeg kunne godt have valgt at udgive det album, men det er bare noget med, at når nogen har pisset på noget, så synes man, at det lugter, ikke? Det kan man ikke rigtig fjerne fra det. Så de sange ligger der bare.

Jeg vil gerne høre dem.

- Jamen i virkeligheden var det en meget personlig og politisk plade.

- Det er selvfølgelig ikke til at sige, hvordan det var gået, hvis den var kommet ud, men den ville være kommet lige ud til MeToo, og der er en masse feministisk stof i den. Som nok også var grunden til, at de ikke forstod den på pladeselskabet. Fordi de var mænd.

Blev du vred?

- Ja. Og meget frustreret. I et år skrev jeg næsten ikke nogen sange, fordi det, der var sket, også tog al mit selvværd fra mig.

- Jeg var TØMT altså. Men jeg indså måske, at jeg ikke skulle lægge min skæbne i et pladeselskabs hænder. Dér lærte jeg, at der virkelig ikke er nogen, der må tage min selvtillid og min glæde ved at skabe og skrive sange fra mig.

Hun genfandt til sin egen overraskelse selvtilliden og glæden, da hun var med i ”Toppen af poppen” i 2018.

– Jeg havde ikke forudset, at der kom en masse sange efter det – at det at dykke ned i andres sange og fortolke dem gav mig en hel masse inspiration. Og det SELV at blive fortolket gjorde, at jeg fik cementeret inde i mig selv, at jeg er sangskriver.

- Når andre kan synge mine sange, så ER det sange. Det var, som om jeg gik ud derfra med lidt mere rettet ryg. Jeg tænkte: Jeg vil ikke være i musikbranchen på den måde mere, jeg vil styre tingene selv.

LÆS OGSÅ: Hella Joof: "Man må IKKE tale grimt om sin krop - mens ens lille datter lytter"

- Det var derfor, jeg lavede mit one woman-show ”Enebarn”. Det var ligesom for at tage magten tilbage. Det er sådan, jeg altid har optrådt, men pladebranchen har aldrig vidst, hvad de skulle gøre med det, for jeg er ikke cool og ikke smart, og jeg danser ikke. Men jeg er sjov.

Annika arbejder lige nu på et nyt album. På et eller andet tidspunkt kommer det. Lige nu ved hun ikke, hvad der skal hedde. Men hun ved, hvad der skal handle om.

– Hjertesorg. Ikke sådan om parforholdshjertesorg, men om alle de mennesker, der har knust ens hjerte. Det kan jo også være ens forældre eller venner.

- Det var det, der var min tanke, men jeg ved ikke, hvor det ender. Jeg har i hvert fald skrevet rigtig mange ulykkelige kærlighedssange det sidste år.

Annika Aakjær

38 år, uddannet fra Rytmisk Musikkonservatorium, sangskriver, entertainer og skuespiller.

Hun er født i Vodskov og bor på Amager sammen med Tove, der er en svensk gårdhund.

Hun brød igennem med albummet ”Lille filantrop” i 2009 fulgt af ”Missionær” i 2012 og ”Lykkens gang” i 2016. Har deltaget i ”Toppen af poppen” i både 2018 og i jubilæumsudgaven i 2020.

Den 28. november er hun vært ved dette års Danish Music Awards (DMA). 

Hun har blandt andet skrevet sangen "T-shirt", som er en refleksion over en form for præpubertært pigeliv - og hendes veninde Rebekka, der er to og et halvt år ældre end Annika.

- Hun var meget blond og meget smuk og blev hurtigere knust af, hvordan verden er over for piger.

Den foregår i det punkt, hvor hun er 10-11 år i 1990'erne og Pamela Andersson fortalte, at hun købte tøj i børneafdelingen, for så sad det helt til. Hun havde kæmpestore silikonebryster og gik lidt barnagtigt klædt.

Den æstetik var fremherskende, der var noget meget seksualiseret over barnekroppen der og i årene frem. Og som lille pige ville man bare gerne være med på moden med de korte mavebluser. Britney Spears var det ultimative i skolepigeuniform, fortæller Annika.

- ”T-shirt” handler om den frihed, man har som barn, FØR man taber den, fordi man opdager … egentlig ikke ens egen, men mest af alt andres seksualitet. Mens man stadig føler, at man kan alt.

- Selv om den handler om en tid, der var, så handler den også om nutiden, ikke? Den handler om, hvor jeg er i mit liv. Om en søgen mod… den frihed, jeg havde som barn. Til den personlighed, jeg var som barn. 

Legitimt

Vi hiver lige en ven med ind fra højre: Huxi Bach.

Annika og Huxi har været på turné sammen og i New York sammen, de er venner og har været det i otte år, selv om de på mange punkter repræsenterer hver sin yderlighed.

For der er en grund til, at Annika har sagt til Huxi, at han ”aldrig kommer til at skrive gode sange, fordi han ikke har haft det hårdt nok”.

- Huxi er sådan en, der naturligt er indenfor i alle sammenhænge og hviler i sig selv. Og – det her er bare min projektion – har været populær i folkeskolen og alt det der.

- Jeg er ligesom det modsatte. Derfor havde jeg det først sådan: ”Åh nej, ham der …”. Men … vi grinede meget sammen, og vi havde meget de samme observationer, og heldigvis er jeg så Radikale Venstre-agtig, at jeg bare vender: Okay, så er vi venner!

Har du lært noget om mænd af venskabet med Huxi?

– Ja, jeg får virkelig meget ud af at vende ting med Huxi – som jeg ikke får ud af at vende ting med kvinder. Generelt har jeg mange drengevenner, fordi jeg også er i en drengebranche.

- Jeg har egentlig altid haft nære relationer til mænd. Jeg oplever en stor rummelighed hos mænd til, at folk godt må være dem, de er.

Den oplever du ikke hos kvinder?

- Øhm, det har jeg ikke lyst til at sige … Jeg synes egentlig, der er en rummelighed i de kvindevenskaber, jeg har i mit liv.

- Men jeg synes også, der er en tendens til, at kvinder retter hinanden ind i grupper, og det kan jeg ikke være i. Det har jeg aldrig kunnet finde ud af. Jeg har aldrig været stærk nok, jeg har ikke kunnet sige fra på en måde, hvor jeg var sikker på, at jeg ville blive hørt, derfor er jeg også tit gået ud af venskaber med kvinder.

- Jeg føler, at jeg siger noget grimt om kvinder, og det har jeg ikke lyst til. Men jeg tror, det er, fordi der er meget på spil imellem kvinder på en anden måde. De læner sig meget op ad deres venindeskaber. Derfor kræver man måske mere af hinanden.

LÆS OGSÅ: Huxi Back: ”Der er to nye nummer ét hjemme hos mig”

- Det er positivt, men det er også svært. Både min bedste veninde fra efterskolen, Kristine, og min bedste ven er homoseksuelle. Så jeg tror, jeg bevæger mig på et ikke særlig kønsnormt spektrum. Og har altid gjort det. Jeg har også kun venskaber, som er en til en, jeg har ikke grupper, jeg trives ikke i grupper.

Du sagde før, at du var det modsatte af Huxi?

- Ha ha, ja … Jeg var udenfor i folkeskolen og følte mig heller ikke som sådan særlig indenfor derhjemme.

Hvorfor?

- Jamen … Min far er død, men min mor lever stadig, så jeg skal lige overveje, hvordan jeg siger det … Altså min mor er helt sikkert uenig, det er det, der er det ulykkelige, men jeg tror måske, at jeg aldrig har følt, jeg kunne fange min mors opmærksomhed.

- Det er grundlæggende. Min mor har haft et svært liv og HAR et svært liv. Det har fyldt det hele for hende, kan man sige.

Der var ikke plads til dig?

- Det var meget hendes følelser, der var. Derfor var der ikke plads til mine følelser. Og det er sjovt, for den dynamik er der stadig. Det menneske, jeg er, er ikke det menneske, jeg er, når jeg er sammen med hende, det er ikke den person, jeg er, og det er ret vildt.

- Måske er det tragiske i det også, at hun måske har det på samme måde, men man kan ikke komme ud af det, og jeg accepterer, at vi aldrig kommer ud af det. For det KAN man ikke.

Mønsterbryder

Annikas forældre lavede:

– Ingenting.

- Min mor er førtidspensionist. Min far … kørte taxa i mange år og var inde og ude af forskellige løsansættelser, men endte bare på overførselsindkomst de sidste 15 år af sit liv.

Hun fortæller, at hendes mor nu er syg, og at hendes far døde for tre år siden.

Du har rykket dig ekstremt langt fra dit udgangspunkt?

- Jamen ... Ja. Og nej. Det synes jeg nemlig, er spændende. Jeg har brugt meget tid på at tænke på mønsterbrydning og den ensomhed, der ligger i det liv, man får, når man er mønsterbryder.

- Og hvis vi siger, at mit udgangspunkt er mine forældre, så ja. Men hvis vi siger, at mit udgangspunkt er det BARN, jeg var, så nej. Fordi det var et ekstremt kreativt og ressourcestærkt barn.

Har det undret dig, hvordan der kan komme sådan et barn ud af det, du voksede op i?

- Nej, egentlig ikke. For min far var ret godt begavet, man skal ikke tage fejl af, at folk, der kan ende på den ene eller den anden måde, sagtens kan have haft en begavelse, men kan have haft noget modstand eller en diagnose, så nej, egentlig ikke.

- Jeg har faktisk altid syntes, at mine forældre var noget særligt, det synes jeg stadig, selv om jeg har svært ved dem. Jeg synes faktisk, de er nogle meget specielle mennesker.

- Efter jeg har arbejdet med det barn, jeg var, arbejder jeg også med at finde ud af, hvad for nogle gode ting, jeg har fra dem.

- Jeg skal grave rigtig meget i min egen sårethed for at kunne komme derned, hvor jeg kan anerkende de ting, men det vil jeg enormt gerne.

En dag sagde Annikas moster f.eks. noget til hende, der gjorde hende enormt glad:

- ”Din menstruationsoptræden – den kunne din mor godt have lavet.” Hun har bare ikke haft evnerne, viljen, whatever, til at finde ud af at stille sig op og gøre det, men den rebelskhed, der også er i den optræden, har jeg fra hende. 100 procent.

- Og så har jeg en ubegrundet og barnlig og ulidelig selvglæde, som jeg har direkte fra min far. Han var FRYGTELIG glad for sig selv. Hver gang han fandt på noget fedt, gentog han det 100 gange. Altså vi HAR hørt det nu, far! Det har jeg fra ham. Det er positive og negative ting, det er, som man tager det.

Men det, vi har med – er ikke nødvendigvis det, vi er:

- Det provokerede mig allerede som barn, når jeg blev mødt af voksne og ret hurtigt kunne fornemme, at de ikke så MIG, men det jeg kom fra. Og dét har jeg mødt meget af. Fordomme.

- Eller man udfordrede mig ikke, og et barn som mig havde netop brug for at få udfordringer. Mentalt og alt muligt andet.

Hvem så dig?

- Min farmor. Jeg har også haft nogle gode lærere og pædagoger. Og alle lærere og pædagoger, der læser med her, skal vide, hvor LIDT det kræver af dem at løfte et barn.

- Helle var en pissesød pædagog i Fritteren. Jeg har altid malet og tegnet og været kreativ, og en dag, da vi lavede julegaver i Fritteren, sagde Helle: ”Det er altid fedt at lave de her ting med dig, for du gør dig umage, og du laver ting færdig, og du gør en dyd ud af det.”

- Jeg kan ikke sætte ord på, hvad det betød for mig at få det at vide. Det tager 10 sekunder at sige det.

Men du har husket det hele dit liv?

 – Ja. Grundlæggende: Der skal ikke ret meget til.

Kærlighed

Tove bjæffer.

Der er en fræk fugl i træet udenfor. Annika taler blidt til sin lille hundeven, som falder til ro.

Annika bor alene i lejligheden på Amager – med Tove selvfølgelig. For et par år siden boede hun sammen med sin nu ekskæreste. De var sammen, fra hun var 23, til hun var 36.

Hvad har du lært af livet om kærlighed, tør du?

- Puuuh, ja, altså. Jeg forstår godt, at folk ikke tør efter en skilsmisse f.eks.

- Jeg har lært, at når man er blevet skilt og har den alder, jeg har, så kræver forelskelse, at man tillader sig selv at være helt naiv og 23 år. Og dét kræver rigtig meget, når man ikke er 23 år længere.

- Jeg har lært, at nederlagene virkelig aktivt skal modarbejdes, når det kommer til at tro på kærligheden igen efter et brudt forhold, som man havde arbejdet på.

Der kom ikke børn ud af det lange forhold, siger hun, men der kom noget andet eksistentielt:

- Jeg har lært, hvad sådan dyb og grundlæggende kærlighed er. Jeg har aldrig forestillet mig, at jeg skulle giftes, men jeg har altid forestillet mig, at jeg ville blive skilt, ha ha.

- Jeg har altid tænkt, at jeg skulle have sådan et Lisbet Dahl-liv, så det kom egentlig bag på mig, at jeg endte i et forhold, der varede så længe.

- Og selv om det ikke holdt, er det noget af det, jeg er virkelig stolt af: At jeg kunne finde ud af at være i et forhold. For det troede jeg ikke, jeg ville kunne.

- Jeg har været bange for at være i forhold, hvis det nu begrænsede mig. Altså at jeg kom til at blive så forelsket i nogen eller elske nogen så højt, at jeg ikke kunne gå, hvis det var dårligt for mig. Det har været min største frygt. Den har jeg ligesom fået overvundet med det her forhold. Også selv om det er slut.

Er du ked af, at det sluttede?

- Ja, ja, er du sindssyg. Altså … Det kunne egentlig godt have varet for evigt, tror jeg, men jeg tog et aktivt valg om, at det skulle det så ikke.

- Det handlede om, at jeg var 36, og det er bare en alder, hvor der skal tages nogle store beslutninger. Man kan ikke fedte rundt med, hvad man vil i sit liv mere. Om man vil have børn, hvor man vil bo, VIL man det samme?

- Hvis man ikke vil det samme, bliver man ulykkelig og kommer til at svigte hinanden og den kærlighed, man har, også selv om man elsker hinanden. Det var grundlæggende det. Vi ville ikke det samme.

Du har været god til at tage ansvar for dit liv?

- Ja. Jeg tror grundlæggende, jeg kan kategoriseres som handlekraftig, selv om jeg synes, det er svært at sige om mig selv, men det er rigtigt.

- Men jeg er altså ikke god til at vælge fornuft. At vælge passion frem for fornuft, dét er jeg faktisk god til. Og så har jeg bare en idé om, at der ikke er så meget, jeg ikke kan. Hvilket selvfølgelig ikke er rigtigt. Men jeg FØLER, at jeg kan alt, og jeg tror bare, at den idé giver en … nødudgang i min hjerne.

Læs mere om: