Ann Eleonora Jørgensen
Kendte

Ann Eleonora Jørgensen: ”Jeg er meget bevidst om, at livet er nu og her”

Skuespiller Ann Eleonora Jørgensen er ikke typen, der skal vende og dreje tingene og mærke efter alle mulige steder. Hun kaster sig ud i tingene og tager dem derfra – for det er nu, hun er her. Det blev hun meget bevidst om, da hun for nogle år siden så døden i øjnene.

Hugo og Dante kaster sig over os, da vi kommer tilbage til lejligheden fra gåturen i Søndermarken. Den rød-brune retriever er stadig kun en hvalp, som sætter tænderne i alt inden for rækkevidde, inklusive terrieren Hugos nakke, som får en rusketur hvert andet minut.

– Så, så, nu er det nok, okay? Ikke mere af det, siger Ann Eleonora med blid stemme, mens hun aer Dante over ryggen.

 

Der bliver ikke skældt ud eller talt med store bogstaver til hundene, selv om de fylder meget i Vesterbrolejligheden, som Ann har stået for indretningen af. Hvis ikke det var, fordi jeg vidste bedre, ville jeg have troet, hun var indretningsarkitekt, for de store, højloftede rum er så smukt og smagfuldt indrettet, at enhver boligjournalist ville kaste sig frådende over dem. Her er rustikke møbler blandet med lysekroner og fantasifulde tableauer, og masser af kunst på væggene. Det hele i brændte nuancer og med et meget personligt touch i form af familiebilleder på væggene, fund fra naturen og ikke mindst Anns egne malerier. Dem vender vi tilbage til.

Først skal det handle om anden sæson af ”Herrens veje”, hvor den hårdtprøvede præstefamilie halvandet år efter sønnen Augusts død skal finde tilbage til livet. Priserne er regnet ned over den populære serie, som er solgt til hele 77 lande siden premieren sidste år, og selv har Ann Eleonora fået en Robert for sin fortolkning af præstefruen Elisabeth og hendes indre kamp mellem kærligheden til sin mand, den karismatiske, alkoholiske provst Johannes, og trangen til at bryde fri. En kamp, der indimellem har givet Ann Eleonora klaustrofobi af at være inde i Elisabeth.

 

Et troende menneske

– Der har været dage, hvor jeg har haft vild klaustrofobi over at spille Elisabeth, for hvorfor GØR hun ikke noget? Hvorfor siger hun ikke noget til Johannes? Jeg har været ved at gå op i limningen af frustration over det! Så det har været nødvendigt for mig at lære hende at kende, og en helt fundamental ting ved Elisabeth er, at der ikke er noget af det, Johannes gør, som hun ikke vidste, da hun mødte ham. Men jeg har været nødt til at lave en forhistorie på hende for selv at forstå hende, fortæller Ann Eleonora.

Hvad er hun så for et menneske – hvad er hendes historie?

– Elisabeth er født og opvokset i Skagen – ligesom mig selv – og havde en fuldstændig fantastisk far, der var selvbygger og kørte motorcykel. Han lavede blandt andet et værksted til hendes sarte mor, som var keramiker. Moren fik en depression, efter at hun havde født Elisabeth, så hun er lidt fjendtlig over for hende, lukker sig mere og mere inde og sidder bare dér ved sin drejebænk og er utilnærmelig. Da Elisabeth er 14 år, kører faren galt på sin motorcykel og dør, så nu er hun alene med en depressiv mor. Der er noget psykologisk dér: En mand (far), som hun sætter op på en piedestal, og nogle grænser, hun ikke har fået (af sin mor). Det gør, at hun kan leve rigtig længe med noget, hun ikke får (af en mand). Hun er ikke den, der bryder en familie op med den historie, hun har.

Laver du altid forhistorier på dine karakterer på den måde?

– Ja, for jeg skal have noget at spille fra. Ellers aner jeg jo ikke, hvem jeg er indeni, pointerer Ann Eleonora, der ligesom Elisabeth er et troende menneske.

– Det har jeg altid været. Jeg er ikke nødvendigvis så meget til den danske folkekirke, men den er jo forholdsvis fredsommelig, så jeg kan godt lide at være i kirkerummene, og jeg synes, vi har nogle fuldstændig fantastiske præster. Men religion er også kilden til en masse eksklusion – alt det modsatte af, hvad jeg opfatter som den kristne tro: At holde nogen ude, at sætte sig i en kreds og påstå, at vi er de fede, og hvis I ikke tænker ligesom os, er I ret ufede. Det praktiserer stort set alle religioner, og det har jeg det svært med. Men det skal jo ikke ligge Vorherre til last, at nogen har brug for at tolke det guddommelige hen i en retning, hvor det mister det almenmenneskelige og dét, det egentlig handler om: Næstekærligheden og rummeligheden. Det skal ikke forhindre mig i at være et troende menneske.

LÆS OGSÅ: Nikolaj Lie Kaas: "I et parforhold bliver du hele tiden konfronteret med dig selv"

Var meget alene

Ann Eleonora Jørgensen er født i Hjørring af meget unge forældre, som havde travlt med at blive voksne, så det var primært Anns oldemor, mormor og moster, der tog sig af hende. Hun har aldrig været i institution – de gange de prøvede at sætte hende i børnehave, stak hun af.

– Jeg syntes, det var helt forfærdeligt at være der, så jeg kravlede over hegnet. Jeg var vant til at være sammen med min oldemor Eleonora, som jeg er opkaldt efter, og hun havde altid god tid. Vi skulle måske plukke en høne til aftensmad, og mens hun sov middagslur sad jeg og lyttede til Preben Kaas og Jørgen Ryg i radioen og legede med min dukke – det kunne der gå timer med.

Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.

– Vi boede oppe ved Vesterhavet, hvor naturkræfterne rasede, og da jeg var lille, ville jeg gerne sove i telt udenfor. Mine forældre tænkte, at jeg nok ville komme ind igen, når det blev mørkt – for det blev MEGET mørkt – men det gjorde jeg ikke. Jeg har aldrig været bange for at være alene, for jeg har aldrig følt mig alene – selv om jeg har brugt rigtig meget tid for mig selv. Også når jeg har rejst rundt i verden, har jeg været alene. Jeg har altid følt et nærvær af … du kan kalde det Gud, det guddommelige. En kontakt til universet, til nogle energier, der er større end dig selv.

Husker du det som en god barndom?

– Hmmm. Jeg tror, der er en masse ting, jeg ikke husker, og det er der en grund til. Så er der en masse ting, jeg husker, og steder, jeg flygter hen i tankerne. Små dryp. Jeg kan ikke sige, om min barndom var lykkelig eller ulykkelig – det har jeg aldrig dykket så meget ned i.

Ann Eleonora Jørgensen

 

En af de hårde piger

I skolen sad Ann under bordet det første lange stykke tid og vænnede sig til alle de andre børn, larmen, miljøet.

– Jeg var nok blevet et mobbeoffer, hvis ikke jeg havde min frygtløse side – hvis nogen drillede mig, fik de én på siden af hovedet. Hvilket var nødvendigt indimellem, for jeg var både rødhåret og havde fregner. Jeg har siden fået ”diagnosen” highly sensitive personality, hvilket vil sige, at jeg sanser alting meget stærkere end andre. Så jeg skal have tingene lidt ad gangen, så jeg kan trække mig tilbage ind imellem.

Hendes forældre blev skilt, da hun var 11 år, og Ann rykkede med sin mor til Sjælland, nærmere bestemt et betonbyggeri a la Tingbjerg, i Måløv.

Fra Vesterhavet og de store vidder – hvordan var det?

– Det var en kæmpe omvæltning. Hvis jeg skulle passe ind i det miljø med masser af kriminalitet, var jeg nødt til at spille en rolle, så jeg gjorde mig selv til en af de hårde piger, som gik i klub og læderjakke med rødt plys og var kold i røven og ikke bange for at slås. De kaldte mig Blackie, fordi jeg altid gik i sort. Jeg tog simpelt hen en anden identitet på mig.

Hvor gjorde du så af Ann?

– Det er et godt spørgsmål. Jeg læste meget, det var et helle for mig. Og jeg havde masser af venner, det var ikke noget problem, selv om jeg var hende den mærkelige med bøger i inderlommen. Jeg gik ud af 10. klasse og kom aldrig i gymnasiet, og jeg ville gerne være tandlæge, for jeg syntes, det var sådan nogle pæne damer, der arbejdede oppe på klinikken. Så jeg fik en læreplads hos dem, jeg havde været i skolepraktik hos, og tog klinikassistentuddannelsen.

LÆS OGSÅ: Robert Hansen: "Jeg har simpelthen haft så meget angst"

Fugleperspektivet

Og hvordan landede hun så lige her – som en af Danmarks bedste skuespillere?

– Ved en tilfældighed. Efter tre år fandt jeg ud af, at jeg nok ikke kunne bevare min energi på så lille et felt resten af mit liv, så jeg tog ud at rejse. Alene. Boede i Israel, Nepal, Himalaya, Egypten, og arbejdede mig frem. Da jeg kom hjem, skulle den veninde, jeg boede sammen med på Frederiksberg, på arbejdsweekend for statister på Grønnegårds Teatret, og jeg tog med. Mange af dem søgte ind på teaterskolen, men jeg havde altid troet, man skulle være født af Lone Hertz, hvis man skulle være skuespiller – jeg vidste ikke engang, der var en skole for det, og jeg havde aldrig været i teatret.

– Men i den weekend var der nogen, der opfordrede mig til at søge ind på skolen, og én sagde: ”Du tør ikke!”. Det skal man ikke sige til mig. Så jeg søgte ind og gik videre til tredjeprøven, fortæller Ann Eleonora, som dog ikke kom ind første gang – fordi hun fik grineflip midt under prøven.

– Jeg har det med indimellem at zoome ud og se livet i fugleperspektiv, og det fik mig til at bryde sammen af grin derinde. ”Ja tak”, sagde de, ”det er fint”. Da jeg
ringede til dem bagefter og spurgte, hvad grunden var til, at de afviste mig, sagde Lene Tiemroth: ”Du har vist ikke helt forstået alvoren i det her, Ann”. Haha. Det havde hun nok ret i. Jeg får stadig grineflip indimellem, når jeg spiller, for jeg kan få det dér fugleperspektiv på så mange situatio-
ner – især i min branche, hvor folk jo hele tiden lader, som om de er nogle andre. ”Som om du er præst, hold nu kæft!”. Det ER da lidt komisk, ikke?

Ann Eleonora Jørgensen

Tæt på at dø

Ann Eleonora kom ind på teaterskolen i andet forsøg – helt uden at grine. På tredjeåret på skolen vågner hun en morgen og opdager, at hele hendes venstre side af ansigtet hænger. Munden, øjet. Hun er lam i den ene side.

– Jeg bliver indlagt akut, og lynhurtigt skal jeg ind i en MR-scanner, hvor de sprøjter kontrastvæske ind i mig, som jeg er allergisk over for. Da er jeg ved at stille træskoene. Jeg kan mærke, at jeg ikke kan åbne øjnene og har svært ved at trække vejret, men da jeg siger det til dem, tror de bare, jeg har klaustrofobi inde i scanneren. Det er det ikke, tænkte jeg. Jeg er fucking ved at dø! Så jeg rev de dér ting af mig, og da jeg kom ud, fik de et chok. På et sekund stod der en horde af mennesker over mig, som sprøjtede modgift i mig. Jeg kan huske, at jeg lå og kiggede op på en sygeplejerske og spurgte: ”Skal jeg dø af det her?”. Hun kiggede på mig og svarede: ”Det ved jeg ikke.”

– Så begyndte de at skændes om, hvad der var galt med mig. Om det var herpes på hjernen, som man rent faktisk kan dø af, galopperende sklerose eller en autoimmun sygdom. De kunne ikke finde ud af det, så jeg skulle ind i en anden scanner, men først skulle jeg have taget en graviditetstest for at sikre, at jeg ikke var gravid. Det var jeg. Og jeg vidste det ikke selv. Men barnet var enten slået ihjel eller helt defekt, fordi jeg havde fået så meget skidt og lort i kroppen, så det skulle fjernes, inden jeg skulle scannes.

Ej, for fanden ..!

– Ja. Efter tre ugers mareridt begynder lammelsen så at blive bedre, mit ansigt var næsten normalt. Og jeg blev udskrevet, uden at de fandt ud af, hvad det var. Men det svar, jeg gik ud med, var, at det nok ville komme tilbage, og jeg i hvert fald ikke skulle blive gravid – det var deres anbefaling. Men så fik jeg den dér igen: Der er ingen, der skal sige, at der er noget, jeg ikke tør! Og da jeg lå dér på hospitalet og troede, jeg skulle dø, tænkte jeg ikke: Åh nej, jeg kommer aldrig til at spille Shakespeare! Det eneste, jeg kunne tænke på, var, at jeg ikke nåede at få et barn. Så jeg vidste, at hvis jeg skulle nå at blive et lykkeligt menneske, et menneske, der virkelig havde været til stede her i livet, så skulle jeg have et barn. Om jeg så skulle sidde i kørestol. Hellere dét end ikke få et.

 

Ikke egnet til business

Så da Ann var færdiguddannet på teaterskolen som 27-årig, fik hun sit første barn umiddelbart efter. Ikke noget særlig smart træk rent karrieremæssigt, alligevel gik hun fra den ene succes til den anden – bl.a. TV-
serien ”Taxa” og kæmpehittet ”Italiensk for begyndere” – og har aldrig manglet arbejde.

– Men jeg søger også andre ting, og jeg har ikke været god nok til at flette mine kreative evner, så de blev en større del af mig. Men da jeg var midt i 40’erne, følte jeg ikke, de roller, jeg blev tilbudt, var spændende nok. Man kommer jo i en alder, hvor man spiller den interessante karakters mor – det kan du så gøre i nogle år, men til sidst fik jeg det sådan, at hvis det er dét her, mit liv skal gå med, så er det spild. Jeg har sindssygt svært ved ikke at spille en, der har noget på hjerte, og jo mindre jeg er tvunget til det, des gladere et menneske er jeg. Så jeg begyndte at lave smykker, det var en måde at se, om jeg kunne blive uafhængig af skuespillet på. Og indimellem skal du væk fra det, du er i, for at forstå værdien i det.

Det gik rigtig godt med smykkerne, som Ann Eleonora designer under navnet An.No. Lidt for godt, faktisk, og hun var slet ikke gearet til at drive en større virksomhed.

– Jeg blev hurtigt sådan en, der skulle levere på linje med de store koncerner, og jeg fandt ud af, at det ikke interesserede mig nok. Det interesserer mig at være kreativ, så i dag er jeg landet dér, hvor jeg kun laver ting til private. Jeg skal i hvert fald ikke være businesskvinde – jeg egner mig slet ikke til det.

Og malerierne?

– Har jeg kun lavet til skuffen. Jeg har aldrig turdet udstille, for TÆNK, hvis nogen sagde: ”Ej, helt ærligt ..,” griner Ann.

Jeg ville gerne have et af dem hængende. De er jo sindssygt flotte!

– Virkelig? Jamen, det kan da også være, jeg skal have kigget på det, så …

LÆS OGSÅ: Solbjørg Højfeldt: "Jeg fik aldrig lov til at reagere på at have mistet min mor"

Tillader mig selv alt

Ann Eleonora er ikke i tvivl om, at oplevelsen på hospitalet har påvirket den måde, hun lever sit liv på i dag.

– Jeg er meget bevidst om, at livet er nu og her, og det lever jeg efter. Det er også derfor, jeg kaster mig ud i alt muligt og tager den derfra. Jeg har ikke råd til at gå og vente og mærke efter og fedte med tingene – jeg både ryger og drikker og tillader mig selv alt. Men jeg gør det på fransk: Jeg ryger ikke 20 smøger, men fire. Jeg skal sgu være her, mens jeg er her. Det har så den slagside, at jeg kan være lidt hård ved mig selv, jeg kan have svært ved at stille mig tilfreds med at være dér, hvor jeg er. Hvad enten det er moderskabet, hustruskabet, en rolle, et sommerhus, som står dejligt, men hvad nu hvis vi havde en petanquebane ..? Den mekanisme er jeg meget bevidst om hos mig selv, så jeg er blevet bedre til at slå bremsen i og ikke have så travlt.

Kræver du også meget af dine relationer?

– Ja, det gør jeg. Jeg kræver nærvær, deltagelse, interesse, nysgerrighed, generøsitet, ægthed. Nogen vil måske beskrive mig som lidt kompromisløs – jeg er i hvert fald meget tydelig og har et til tider voldsomt temperament. Ikke at jeg er hidsig, jeg er bare meget klar over, hvad jeg vil og ikke vil. Også i mit ægteskab; man er ikke i tvivl om, hvad jeg føler og tænker. Jeg har ikke tid til spil eller til at gå og fedte med noget.

Du har været sammen med din mand i 19 år ... kan I blive ved med at have det så fedt, som du gerne vil have det?

– Nej, det kan vi da slet ikke! Vi keder vi os indimellem og synes, der går trummerum i den, men så rusker vi op i hinanden. Karen Blixen har sagt, at det vigtigste for en mand og en kvinde er, at de kan blive ved med at inspirere hinanden, og det synes jeg er helt rigtigt. Der er jo alt muligt, der går op og ned i et langt forhold, men hvis man kan blive ved med at inspirere hinanden, kan man også blive ved med at blive draget af hinanden. Så det øver vi os i.

 

Ann Eleonora Jørgensen, 53, skuespiller og smykkedesigner. Gift med pressechef Rasmus Windfeld, som hun har sønnen Oscar på 14 år sammen med. Fra sit ægteskab med Emmet Feigenberg har hun derudover datteren Carla på 24. Familien bor på Vesterbro. Lige nu kan du se Ann Eleonora som præstefruen Elisabeth i anden sæson af TV-serien ”Herrens veje” på DR 1.

 

Læs mere om: