Kendte

Ahn Lê har ingen kæreste, kun elskere: "Jeg har ikke behov for at være en del af et par"

Anh Lê kunne ikke lave mad, da hun åbnede den første af de populære Lêlê-restauranter i Danmark. Hun vægter sin frihed for højt til at have et parforhold, til gengæld har hun samlet alle sine mænd omkring sig – brødre, eksmænd, ekskærester og elskere. Mød en usædvanlig kvinde, restauratør, kogebogsforfatter og bådflygtning.

Faren sidder ved et af restaurantens borde udenfor, iført shorts, spraglet skjorte, stok og sixpence, og kigger stoisk ud over mylderet på Vesterbrogade. Det er kort før åbningstid på Restaurant Lêlê, larmen fra køkkenet begynder så småt at tage til, tjenerne går rundt mellem bordene og tjekker, at alt er okay.
 
 
 
Anh Lê selv er lige ankommet sammen med en usædvanligt smuk lille dreng, der viser sig at være hendes otteårige søn Thor. Hun bænker ham ved bordet ved siden af farens, henter en sodavand og bestiller noget mad til ham. Han skal lige sidde her lidt, mens vi snakker, okay? spørger hun. Thor nikker og finder sin tablet frem.
 
– Undskyld, det er min uge, så jeg skal have al den tid med ham, jeg kan få, smiler Anh og sætter sig ned.
 
Hun er yndig i sin skjortekjole og med sine lange røde negle, og jeg undrer mig lidt, for jeg har læst, at Anh Lê kun ejer 10 sorte T-shirts, tre par sorte bukser og sorte sko. Skjortekjolen viser sig da også at være en venindes, hun har lånt. Og den er god nok den med den simple, sorte garderobe – det vender vi tilbage til.
 

LISTEN

Det er 15 år siden, hun skrev menukortet til en af de første vietnamesiske restauranter herhjemme – siden er Lêlê blevet en kæmpesucces og er vokset med flere street kitchens, food trucks og cateringservice, og Anh selv er blevet udråbt til restaurationsdronning. Hun er ikke typen, der siger: ”Iih, det havde jeg da ALDRIG troet!” – for det havde hun faktisk. Da hun var 12 år, skrev hun en liste over de ting, hun ville nå her i livet, der stod blandt andet, at hun skulle åbne restauranter i Paris og New York og være millionær, inden hun fyldte 40.
 
Få 13 nr. af femina + glasvase fra Lyngby Porcelæn for kun 348 kr.
 
– Det med at blive millionær var et mål, jeg havde i mange år, men det ændrede sig, da jeg fik et barn. Pludselig var det ikke så vigtigt for mig at køre så hurtigt længere, fortæller Anh Lê, som også havde skrevet på listen, at hun IKKE ville giftes med en vietnamesisk mand. Han skulle være fransk.
 
– Vietnam var fransk koloni, så vi havde meget fransk i Vietnam: Maden, sproget, en form for kærlighedsforhold til Frankrig på mange måder. Og de er jo kønne, de franske mænd, ikke?
 
Det punkt på listen kan hun også sætte hak ved, for hun giftede sig med en franskmand, Pierre, som i dag er hendes eksmand og partner i Lêlê. Thor har hun med en af sine elskere, Henrik, som er dansk, og som lige nu kommer ind ad døren med en lille dreng på armen.
 
– Er det okay med en lille pause, spørger Anh og rejser sig for at kramme både Henrik og den lille dreng, der viser sig at være Thors halvlillebror.
 
Henrik bor rundt om hjørnet i Anhs gamle lejlighed sammen med sin nye kone og deres lille dreng.
 
– Jeg samler alle mine mænd omkring mig, griner hun, da hun vender tilbage.
 
Det vender vi også tilbage til.
 
LÆS OGSÅ: Fodboldspilleren Nadia Nadim: Jeg vil gerne vise, at alt er muligt
 

FLUGTEN

Hun troede egentlig ikke, at hun kunne huske så meget, men minderne er kommet langsomt tilbage til hende gennem dufte og smage. Minderne fra dengang, familien Lê flygtede fra krigen i Vietnam. Det var i 1979, Anh var fem år gammel.
 
– Vi boede i et hus i Saigon med mine bedsteforældre, onkler og tanter, men da krigen kom, flygtede vi ud på landet. Min far var en del af marinen, som samarbejdede med amerikanerne, så da landet blev overtaget af kommunisterne, gemte vi os på en plantage uden for Saigon. Min far forsøgte at flygte to gange uden held, begge gange uden min mor og de mindste af os fire børn. Tredje gang tog han et kinesisk navn til os alle sammen, for kinesere var ikke velkomne i det nye styre, og planlagde sammen med en kinesisk købmand at bygge et skib. Min mor ville med denne gang, og hun sagde, hun hellere ville dø sammen med ham end ikke vide, hvor han og nogle af os børn var. Det er jo den samme debat, der er i dag: Hvorfor tager man sin familie med, når det nu er så farligt at flygte? Min mor havde set ham forlade landet to gange, og hun kunne ikke holde til det. Så hun bestemte, at skulle de dø, skulle de dø sammen, fortæller Anh Lê.
 
Skibet blev lastet med 1.000 mennesker, der bogstavelig talt lå lag på lag på etagerne. Dem, der havde penge, lå oppe på øverste dæk, de fattige nederst.
 
– Vi sejlede i 14 dage, og vandet slap op på femtedagen. Det værste, jeg kan huske, er lugtene. Både fordi folk tissede og sked, hvor de lå, fordi de var for udmattede til andet, og fordi asiater elsker at bruge tigerbalsam til alt. Vi blev nægtet adgang i Hongkong, Malaysia og Indonesien, og folk var desperate.
 

LEJREN

Efter to uger til havs levede de overlevende på båden af frugter og den saft, de kunne suge ud af dem. Folk var desperate, og faren valgte at følge et tip, han havde fået på vejen: Hvis man sejlede skibet i sænk ud for en kyst, ville det pågældende land tage imod dem som flygtninge, så en tidlig morgen bragede han skibet ind i en klippe ud for Indonesiens kyst. Anh og hendes storebror svømmede ind på stranden og fandt den største klippe, hvor han satte hende og brugte hende som pejlemærke, mens han svømmede ud efter de andre.
– Mine to små søskende var ni måneder og tre år på det tidspunkt, og den ventetid på dem og min mor føltes som hundrede år. Efterhånden så man den her smukke Bountystrand blive fyldt med alle de her tynde mennesker – dem, der ikke var døde undervejs. I Indonesien sad familien Lê i flygtningelejr i tre en halv måned. De lå på den bare jord og fik ikke udleveret mad. Kun spædbørnene kunne få mælkeerstatning – ellers var der kun mad, hvis du havde guld eller penge. De måtte ikke komme ud af lejren. Kun takket være farens snarrådighed fik familien Lê noget at spise. Om aftenen sneg han sig ud af lejren og fangede fisk, og alle i familien overlevede.
 
LÆS OGSÅ: Sarah Zobel: "Jeg skal lige lande efter mit brud nu"
 

ANKOMSTEN

I december 1979 landede familien Lê på Skt. Josephs Hospital i København, hvor de blev afluset og helbredt for eventuelle sygdomme. Siden blev familien sendt til Aalborg, for København tog ikke imod flygtninge.
 
– Der blev taget godt imod os, og vi blev integreret på ingen tid. Flygtninge blev sat i kontakt med danske familier, som lærte os om dansk kultur og de mest nødvendige ting.
 
Hvordan passede du ind her i Danmark?
 
– Har du hørt historien om den journalist, der spurgte en dansk pensionist, hvad hun syntes om de her asiater, der var i Danmark: ”De er meget dygtige, arbejdsomme og integrerede”, svarede hun, ”man hører dem ikke og man ser dem ikke ...”. Det er meget typisk for os: Vi er diskrete, vi arbejder, vi gør de ting, vi skal, men vi larmer ikke og deltager ikke i samfundsdebatten, som de unge arabere og muslimer gør. Det er jo positivt, at vi er så accepterede, men giver vi noget tilbage? Sætter vi spørgsmålstegn ved det samfund, vi har været med til at bygge op? Vi har holdninger, men vi holder dem for os selv. Sådan er den asiatiske kultur.
 
Men sådan er du jo ikke – nærmest tværtimod. Hvad gør dig anderledes?
 
– Det må være min liste, hehe. Og Pippi Langstrømpe. Og en mor, der er enormt stærk. Og så besluttede jeg mig meget hurtigt for, at jeg ikke ville være en del af den kultur, hvor kvinden går hjemme og passer børnene. Så jeg sagde fra, allerede da jeg var helt ung, fortæller Anh Lê.
 
Ahn Lê
 

TILBAGE TIL VIETNAM

Første gang hun så København, var på en klassetur sidst i 1980’erne, og Anh Lê var med det samme klar over, at det var her, hun skulle bo.
 
– I den lille provinsby, hvor vi boede, var det mest eksotiske, de havde set, en københavner, og nu så jeg noget så fantastisk som en dansk mand, der holdt en asiatisk kvinde i hånden på gaden. Det ville ALDRIG ske dér, hvor jeg kom fra. Det blev først populært, da prins Joachim kom med Alexandra, haha!
 
Der gik dog nogle år, før Anh Lê flyttede til hovedstaden. Efter gymnasiet tog hun til USA et år, og siden til Vietnam, hvor hun boede i to år.
 
– Det ændrede mit liv totalt. Dengang fornægtede jeg alt, hvad der havde med mine rødder at gøre – hver gang jeg så mig selv i spejlet, forventede jeg at se en høj, blond pige med blå øjne. Men det var jo ikke den, jeg var. Jeg var anderledes, jeg så anderledes ud, tænkte anderledes, og jeg var dybt frustreret over det. Jeg havde en masse ting, jeg gerne ville tale om, men mine forældre talte aldrig om det, der var sket – det var deres måde at distancere sig fra det på. Ude i verden kunne de måske bedre forstå, hvem jeg var, fortæller Anh Lê, som besluttede sig for at tage til Vietnam for at lære sine rødder at kende.
 
– De første seks måneder hadede jeg hvert eneste øjeblik. Jeg var et rigtigt curlingbarn, der havde det pissegodt i Danmark, og det ramte mig så hårdt at se alt det fattige, jeg kom fra. Min måde at tage det ind på var ved at tale nedladende om det, indtil jeg satte mig ned og sagde til mig selv: Okay, Anh, hvad er det lige, der sker her ..? Jeg kunne ikke lide mig selv og den måde, jeg tænkte på, og vietnameserne kunne heller ikke lide mig. Jeg var jo en af dem, der var flygtet til det gode liv og havde ladt de andre tilbage. Jeg talte og opførte mig som en forkælet unge uden respekt. Så jeg sagde til mig selv, at enten blev jeg og lærte menneskene og landet at kende, eller også tog jeg hjem igen og fortsatte med at leve mit liv i Danmark.
 

STEWARDESSE I FRANKRIG

Det endte med, at hun blev. Anh fik arbejde i en dansk virksomhed, og hver dag spiste hun frokost sammen med de andre i firmaet, selv om de ikke brød sig om hende. Den første måned sagde de ikke noget til hende. Den anden måned talte de lidt om maden, og den tredje måned begyndte de at føre samtaler med hende. Da de planlagte seks måneder var gået, ville hun ikke hjem. En af årsagerne hed Pierre – en fransk fyr, hun mødte i Saigon, og som hun endte med at gifte sig med. Efter to år i Vietnam tog hun hjem til Danmark for at færdiggøre den korteste uddannelse, hun kunne finde – markedsøkonom – så hun kunne komme tilbage til Vietnam og bo. Det var det eneste, hun ville.
 
– Men det ville Pierre ikke. Han ville have, at jeg kom til Frankrig, så jeg tog derned og landede i en provinsby, der var mindre end den, jeg kom fra, haha! Livets ironi! griner Anh Lê, som lærte sig selv fransk og fik job som stewardesse i Swiss Air.
– Det var ikke min drøm, men jeg kunne flyve rundt i Europa og tjene gode penge, så jeg kunne komme tilbage til Vietnam. Jeg var blevet så forelsket i landet, at det ikke længere var vigtigt for mig at blive millionær, men jeg opgav at flytte tilbage, da mange af dem, jeg kendte, var flyttet videre. Til gengæld havde jeg sparet 400.000 kroner sammen, og jeg fik idéen om, at jeg ville åbne min egen lille restaurant. Men det skulle ikke være i Aalborg! Det skulle være i København.
 
LÆS OGSÅ: Lotte Svendsen: "Jeg har fandeme aldrig haft det bedre, end jeg har det lige nu"
 
I 2003 satte Anh sig ned og flikkede det første menukort sammen til den lille restaurant på Vesterbrogade, hun havde købt.
 
– Og ved du hvad? Jeg kunne overhovedet ikke lave mad, da jeg åbnede Lêlê!, griner hun hjerteligt.
 
– Jeg ringede til min mor hver eneste dag, og det var hende, der stod i køkkenet.
 

MÆNDENE

I dag er Anh og Pierre skilt, men han er stadig partner i Lêlê, og de har et dagligt samarbejde.
 
– Pierre er blevet ligesom en bror for mig. Vi kender hinanden så godt, og hvis man kan sammen med sin eks, og man deler noget med dem – især børn – kan jeg ikke se, hvorfor de skal ud ad bagdøren, lige så snart man ikke er kærester længere. Det kan godt være, man ikke er enige om alt, men så må man lave nogle regler, hvor man respekterer hinanden og får det til at fungere. Min søns far, Henrik, er også en fantastisk mand og den bedste far, og vi fungerer så godt sammen som venner. Hvorfor skulle man smide sådan et forhold ud? Det er jo familie, de kender dig bedre end dine venner, de har set dig fra alle vinkler.
 
Du har valgt ikke at have noget parforhold, kun elskere – hvorfor det?
 
– Fordi jeg vægter min frihed for højt, og så er jeg meget intens og meget selvstændig. Mange siger til mig, at det er, fordi jeg ikke har mødt den rigtige endnu, og det smiler jeg altid ad, for den diskussion kan du ikke tage. I Danmark går du efter den eneste ene, og når det er slut, går du efter den næste eneste ene. Den næste kærlighed fylder meget i manges liv, men det gør det ikke for mig, og jeg får rigeligt med kærlighed.
 
– Jeg har ikke behov for at være en del af et par, for jeg lever et åbent liv med mange mennesker omkring mig, så jeg har brug for space, når jeg kommer hjem. Jeg har selvfølgelig de behov, alle kvinder har, så jeg har mine elskere, men det er noget andet. Når jeg kommer hjem, har jeg ikke behov for, at der sidder en mand og venter og skal være med i alle dele af mit liv.
 
Hvad så, hvis en af dine elskere forelsker sig i dig for alvor?
 
– Det har jeg oplevet, og så melder jeg fra. De ved, hvad de går ind til: Jeg ser dem måske som onsdags- eller fredags-elskere, og det er dét.
 
Ahn Lê

PENGENE

Måske er det på grund af det, hun kommer fra, Anh Lê indimellem synes, folk er nogle brokkehoveder. Hun selv er enormt taknemmelig over at være vokset op i Danmark, med alle de muligheder, man har.
 
– Der er jo sørget for det hele. Hvis du kigger rundt i verden, er folk slet ikke nået så langt, som vi er, men vi tager det for givet og glemmer at kæmpe for andre, der ikke har det så nemt. Vi kunne alle give meget mere, hvis vi ville.
 
Du bruger ikke ret mange penge på dig selv. Er det rigtigt, at du kun har 10 sorte T-shirts, tre par sorte bukser og sorte sko?
 
– Ja. Det, jeg har på nu, er min venindes – hun synes, jeg skal gøre lidt mere ud af mig selv, så hun har givet mig det her. For jeg gider ikke gå i butikker, og jeg køber helst genbrugstøj.
 
Så du shopper aldrig, selv om du har penge nok?
 
– Jo, jeg køber undertøj. Det skal jo være rent og pænt, haha! Men sådan noget med at gå ud og købe en taske til 5.000 kroner … det gør ondt i hjertet på mig! Jeg kan simpelt hen ikke forstå det. Det er nok på grund af alt det, jeg har set. Jeg tror på, at mange unge i velfærdssamfund ville have godt af at tage til et fattigt land og bo nogle måneder.
 
LÆS OGSÅ: Marie Askehave: Kærligheden er for altid
 
Hvad bruger du så dine penge på?
 
– På min byhave, som jeg har anlagt derhjemme. Mine venner, brødre, nevøer, niecer og mine gamle forældre – jeg har brugt en del penge på det familiekollektiv, min søn og jeg bor i sammen med dem. Når man har oplevet så mange ting sammen med sin familie og været tæt på at miste den, så har man en anden tilgang til den, tror jeg. Det er ikke ren lykke hele tiden at bo sammen med dem, slet ikke. Men mine forældre er ved at blive gamle, og jeg vil ikke en dag sidde og fortryde, at jeg ikke fik de sidste år sammen med dem. Krigen fjernede mine bedsteforældre, mine onkler og tanter døde, så min søn skal have dem alle sammen tæt på – han skal have hele pakken. Så i stedet for at sende dem på plejehjem har jeg valgt at passe dem.
 
– Og så elsker jeg at spise ude og bruge penge på dem, jeg elsker. Og så selvfølgelig på ham dér, siger Anh Lê og peger ud på Thor.
 
– Han får næsten alt, hvad han peger på. Det er meget vigtigt for mig, at han får en lang barndom og får lov til at lege. Det fik jeg aldrig selv lov til. 
 
Læs mere om: