Få årshoroskop 2021 for Vægten
Horoskoper

Årshoroskop for Vægten 2021

Af astrolog Cathrine Oppenheim 7. december 2020
Illustration: Anna Houplain
Læs hele dit årshoroskop for Vægten. Bliv klogere på, hvordan dit 2021 bliver!

Vægten 24/9 – 23/10

Kærlighed

Alt i forbindelse med parforhold og samarbejde bliver væsentligt nemmere i år end i 2020. Dine nære relationer, herunder også din partner, falder mere til ro, og du får mere tid til at passe dine egne sager.

Du har haft fuld opmærksomhed på parforholdet, og langsomt begynder du at kunne fokusere på andet.

I det faste forhold skal der stadig arbejdes for at holde kærligheden ved lige, men din partner får en del andet at se til, og dermed bliver det hele mere afslappet i forholdet.

Fra sidst i februar til sidst i marts føler du dig bedst tilpas med dig selv, og dermed har du også det største overskud til kærlighedslivet.

Ganske få tidspunkter i løbet af året får I mulighed for at dyrke hinandens selskab mere intenst.

Derfor vil det være en god idé allerede nu at planlægge nogle kærestedage, så den gode energi kan udnyttes. Særligt i starten af januar og dagene omkring 6. april vil stemningen være god imellem jer.

Er der kanter i forholdet, der skal slibes til, vil det vise sig markant i februar og juli. På de tidspunkter kan det være gavnligt at fokusere ekstra meget på hinanden og prøve at finde ud af, hvordan I kan komme videre.

Måske skal forholdet revideres, og nye aftaler indgås, eller det kan være, at I finder nye måder at være sammen på, som giver mere inspiration og kærlighed til hinanden.

Du er den part i forholdet, der har størst tolerance. Derfor bliver det også dig, der kommer til at trække det største læs med at finde en god balance i forholdet.

Er du single, vil der i år blive mere fokus på at få startet et forhold. Der vil være flere muligheder for at møde et seriøst match i år – især fra april til oktober.

Du vil, hvis du indgår i en ny relation, være opmærksom på, at din frihed ikke stækkes. Derfor vil du fokusere på at der skal være "luft" i relationen, og måske ønsker du ikke at indgå et traditionelt forhold i forbindelse med eksempelvis at flytte sammen eller føre familier sammen.

Familie og venner

Størst fokus er der på familien i januar, juni og december. Større omlægninger har sikkert fundet sted de seneste år, og det fortsætter en tid endnu.

Det kan også handle om dine boligforhold, hvor du måske har igangsat en større renovering af dit hjem – det kan være, at du i den forbindelse er genhuset og skal finde ud af at etablere en bolig for en kortere periode.

Familien generelt kan være i en proces, hvor nye familieroller vokser frem og udspiller sig. Alle skal lige vænne sig til, at nogle af de fundamentale byggesten i familien lægges om.

I februar har du din fulde opmærksomhed på familien/boligen, og det er på det tidspunkt, at der er behov for, at noget skal afsluttes, så noget nyt kan begynde.

Du kan ikke længere fortsætte din kurs – altså må der en justering til. I forhold til sidste år vil der komme mere stabilitet på familie- og boligområdet, hvilket du hilser velkomment.

Du har formentlig klaret de forhold i familien/boligen, som ikke levede op til dine krav og forventninger.

Vægtfødte har behov for venner og sjældent lyst til at være alene ret lang tid ad gangen. Derfor vil vennekredsen være vigtig for dig, og den prøver du at vedligeholde, så godt du kan.

Det var måske et problem sidste år (på grund af Covid-19), men måske fandt du i den forbindelse ud af, at der var nogle af dine nærmeste, som du egentlig ikke savnede eller havde lyst til at se. Nye venskaber kan etableres i år. Især i forbindelse med fritidsinteresser vil du møde personer, som du forbinder dig med.

Hverdagsliv

Med til hverdagen hører også fritidsinteresser. I år kommer der særlig fokus på det felt, og det betyder, at du kan gå mere seriøst til værks med det, som du er optaget af, og som giver dig livskvalitet.

Du har måske nogle lidt specielle interesseområder, som gerne er temaer, der er lidt forud for tiden.

Dine læsevaner går måske over i helt andre genrer, eller du kan blive bidt af for eksempel astronomi eller rumfart.

Det kan også være andre emner, men det skal helst være lidt ualmindeligt. Der er ingen tvivl om, at du i år kan nå nogle af de mål, du sætter dig for at udvide dit repertoire – uanset i hvilken retning det går.

Interesse for sundhed kan blive mere nærværende, og du vil bruge en del tid på at søge den rette niche.

Måske ligger det til den alternative side, hvor områder som zoneterapi, mindfullnes og lignende tiltrækker dig.

Du har interesse for andre helbredsformer end de traditionelle. Især mad og kost kan optage dig mere end normalt. Der er konstruktive aspekter for, at du kan lykkes med det, du sætter dig for på dette område.

Fremtid

Meget vil afhænge af, hvilke beslutninger du tager vedrørende arbejde, familie og bolig.

Derfor er januar meget afgørende for, hvordan det videre forløb bliver. Ændringer i job kan sagtens føre til ændringer på boligområdet – måske vælger du at flytte til en anden del af landet eller at gå på pension.

Er du udenfor arbejdsmarkedet, vil du især beskæftige dig med familien og/eller hjemmet.

Også her kommer vigtige afgørelser til at præge tiden frem. Endelig kan det være, at du er i en alder, hvor familieforøgelse kan være et ønske. Er det tilfældet, vil der være store chancer for, at dit ønske kan blive opfyldt i år!

Årets højdepunkter

Det bliver særligt vigtigt for dig i år at have en "udvalgt". Det kan være kærlighedsmæssigt såvel som en ven eller veninde.

Én, som du har lyst til at være sammen med hele tiden, som matcher dig, og som du er på bølgelængde med.

Den udkårne kan du måske møde i midten af februar, juni, september eller sidst i oktober. Måske kommer der en pause i relationen i maj og juni, men forbindelsen kan igen optages i juli.

Har du mål, som du går efter, måske i forbindelse med arbejde eller spirituel praksis, vil din største gennemslagskraft skinne igennem fra 25. februar til 21. marts.

I det tidsrum mærker du succes og stort velbehag – blandt andet med dem du omgås. Mellem 14. april og 9. maj samt 16. august til 10. september har du ligeledes mulighed for at markere dig på en konstruktive måde.

Alt hvad du gør i denne periode, vil med meget stor sandsynlighed lykkes for dig.