løven
Horoskoper

Årshoroskop for Løven 2022

15. november 2021
Af astrolog Cathrine Oppenheim
Udgivet første gang d. 7 december 2020 Illustration: Anna Houplain
Læs hele dit årshoroskop for Løven. Bliv klogere på, hvordan dit 2022 bliver!

Løven 22/7 – 22/8

Kærlighed

Det forgangne år har handlet meget om relationer, og parforholdet har for mange Løver været i centrum. Måske har det krævet noget ekstra at komme igennem nogle af de forhindringer, der allerede har været. I det nye år vil parforhold og relationer igen være i fokus.

I vil komme ud i alle hjørner af kærlighedsforholdet og få belyst de fleste aspekter af jeres kærlighed. Her skal du bruge ekstra energi på at få forholdet til at fungere. Det betyder, at på de punkter, hvor forholdet ikke fungerer optimalt, må du gøre noget ved dem. En forventningsafstemning vil være gavnlig. Lykkes det jer at få styr på knasterne, kan I få noget nær det perfekte forhold.

Men det er under betingelse af, at du er villig til at indordne jer. Og det er ikke nemt for nogen af jer. Din partner har brug for plads omkring sig og har måske ikke det store behov for følelsesmæssig opmærksomhed hele tiden. Det kan irritere dig, at din partner kan lide at gøre ting alene. For du vil gerne være centrum i din partners liv og har næsten hele tiden behov for, at vedkommende beundrer dig og anerkender det, du gør. Skal I lykkes med at gøre noget konstruktivt for jeres forhold – hvis der er behov for det – vil det være oplagt at gøre det i februar.

Det nytter ikke at springe over, for så kommer I for alvor på arbejde. Får I klaret eventuelle knaster i februar og i august, er der intet i vejen for, at I kan nyde 2022 og hinanden. Vil du gøre noget særligt for din partner, kan du arrangere kærestedage i april, juni, oktober eller i december.

Single-løven har mange muligheder for at finde en partner i 2022. Marts, maj, august og november er oplagte til at søge kontakt. Særligt fra maj til november kan du forvente at møde en person, der næsten overgår dine forventninger. 

Familie og venner

Du kan lide at have samling på tropperne og især i familien. Du kan nemt komme til at blande dig i for meget, og en gang imellem må du finde dig i at blive afvist eller møde surmuleri fra nogle i familien. Den bedste periode i 2022 med din familie er først i maj og midt i oktober. Her kan du med fordel arrangere sammenkomster for familien. Sidst på året kan der opstå uenigheder – I kan finde en løsning, men det vil ikke gå stille for sig.

Det er vigtigt for dig at sætte dagsordenen, og der vil være orddueller, som egentlig kan more dig. Du tager ikke tingene så personligt, hvilket er en god egenskab i den situation. I år kan du måske komme på kant med enkelte af dine nære venner.

Ønsker du at se dette indhold skal du acceptere øvrige cookies.

Sidst i januar, i maj og i september kan det være klogt at holde lav profil og lade vennerne passe sig selv. De skal nok dukke op igen, når de får overskud til det. Dit forhold til andre er præget af større forventninger end normalt, og du kan ind imellem blive skuffet. Det kan også være, at du i starten af februar får en nær kontakt, som kan udvikle sig til et livslangt bekendtskab. 

Hverdag

For mange Løver har arbejdslivet siden 2008 være under forandring. Det kommende år vil også give dig muligheden for ændringer i dit arbejde. Der er formentlig mange, der i det forgangne år – måske i forbindelse med covid-19 - har ønsket at ændre på hverdagen, og nu kommer der mere stabilitet i hverdagen og på jobområdet.

Vil du ændre på noget i hverdagen og for alvor vil sætte en streg i sandet, er det optimalt i starten af februar. Dit fysiske velvære og energi-niveau vil i april, juni, oktober og december være i top. Her får du mest fra hånden, og det er også her, du fungerer godt med dine pligtopgaver og oplever, at alt kører tilfredsstillende. 

Fremtid

Du har sikkert oplevet, at faste planer for fremtiden ikke fungerer efter hensigten i disse år. Men måske er det slet ikke så dårligt, for det giver dig mulighed for at være mere impulsiv og følge nye veje i livet. Alt for faste ideer låser dig fast og gør det hele lidt kedeligt.

Uranus, som bl.a. står for overraskelser, opererer i dit fremtidsfelt og gør det temmelig uforudsigeligt. Nyd det frirum – mange muligheder står åbne.

Hvis du drømmer om et gennembrud i at blive kendt eller bemærket for særlige evner eller talenter, kan du opleve dit magiske øjeblik i april. Du kan komme til at shine mere, end du måske havde forventet.