Kvindeløb

Bøllings løbeklumme: Forkæl dig selv, når du løber

Du er en helt, hver gang du får de dér løbesko på, og helte fortjener masser af gaver, selvros og opmuntring. Sundhedsredaktør Christina Bølling har løbet fra problemerne i årevis og holdt sig i gang med fortjenstmedaljer.

Hver dag de første måneder jeg løb, lokkede jeg mig selv ud ad døren med et eller andet, der fjernede fokus fra løb. En gave eller en præmie, så jeg belønnede mig selv for at være dygtig og vedholdende. Jeg lyttede til lydbøger og cd’er, og jeg købte løbesko, nye løbesokker og lavede nye, sjove ruter for mig selv. 
 
I dag består min selvforkælelse oftest af godt selskab. Flere morgener om ugen mødes jeg og tre veninder for at løbe en times tid. Nogle gange kommer vi alle sammen plus et par af vores store døtre, andre gange er vi bare to, men vi har en fast aftale kl. 5.50 på skift hos en af os fire gange ugentlig. Det er selvforkælelse, fordi det er en fast prioritering af både det sociale sammenhold, venskab og sundhed. Det foregår uden makeup og uden filter. Det sjove er, at ingen af os alligevel rigtig gider sidde og ”sludre” over en kop kaffe, vi vil hellere få overstået træningen på en rar måde. Til trods for at vi har løbet i 20 år og rejst sammen, var det første gang nogensinde, vi så en film sammen her forleden. Jeg tror aldrig, vi har talt i telefon i timevis eller drukket kaffe sammen. Til gengæld ved vi ALT om hinandens liv, børn, kærester, problemer, glæder og sorger gennem så mange år, at vi praktisk talt er hinandens nærmeste familie.
 
Når veninderne ikke er der, eller jeg trænger til at løbe alene, sørger jeg for at gøre det lige så attraktivt. Min sidste tur fløj af sted til Lone Franks nye ”Ingen elsker Lone Frank”. Hvis du er til krimi, så er ”Mordene på Peter Bangsvej” også underholdende. I øvrigt er det nærmest lige så godt som en veninde at lytte til ”Kloge koner” og ”Det nye sort”, som er feminas egne podcasts. Et andet sikkert hit er Radio24syvs programmer. Prøv f.eks. Master Fatmans morgenprogram ”Croque Monsieur” eller Ditte Okmans ”Det, vi taler om”.
 
PS: Jeg har løbetøj og løbesko nok til resten af livet, alligevel køber jeg hvert år mindst én ny fed ting – et par handsker, sokker, en fed lille mavetaske til at have min telefon og mine nøgler i, eller et par sko i en pæn farve. Det er fortjenstmedaljer!
 
TILMELD DIG TIL FEMINA KVINDELØB HER
 
Løbeprogram Uge 8
 
Torsdag: Tag løbetøj på, og varm kroppen op med lunt i 5 minutter. Løb/lunt 20 minutter. Gå i 2 minutter.
Fredag: Fri.
Lørdag: Fri.
Søndag: Tag løbetøj på, og varm kroppen op med lunt i 5 minutter. Løb/lunt 20 minutter. Gå i 2 minutter.
Mandag: Tag løbetøj på, og varm kroppen op med lunt i 5 minutter. Løb/lunt 20 minutter. Gå i 2 minutter.
Onsdag: Fri.
 

 

Læs mere om: