Bøllings løbeklumme
Sundhed

Bøllings Løbeklumme: Den perfekte løbetur

9. maj 2019
af Christina Bølling
Solen skinner. Blå himmel. Let brise. Den perfekte løbetur er ingen myte, siger sundhedsredaktør Christina Bølling. Hun bliver nogle gange bevæget, når det hele spiller. Og kniber en tåre hver gang ved målstregen, når de seje kvinder kommer i mål sammen eller kaster håndtegn.
LØB UDEN VABLER Regel nummer ét: Tag aldrig nye sko på, og når du køber løbesko, skal du have en størrelse større, end du plejer, fødderne hæver nemlig, når du løber. Smør fødderne ind, fugtige fødder går ikke så let ”i stykker” som tørre. Tag rigtige løbesokker på, de er i syntetisk materiale, svedtransporterende og designet til at passe fodens anatomi. LØBE UDEN AT GÅ Start helt ekstremt langsomt, så du bare har det så godt med stille og rolig vejrtrækning. Tænk på løbet som ”1 km fem gange”, så du ligesom starter forfra ved hvert skilt. Tjek, om åndedrættet er o.k., og om din løbeteknik fungerer. Ret ind og op. HURTIG KLAR IGEN Det bedste, du kan gøre, når du kommer i mål, er at få noget tørt, varmt tøj på. Tag skiftetøj med og eventuelt et håndklæde, for hvis du kan hoppe i vandet lige efter, er det allerbedst. Koldt vand er godt for kroppen, når den skal restituere. Du kan også udnytte det såkaldte window of opportunity, hvor kroppen er ekstra modtagelig for kulhydrater og protein til reparation af cellerne. En drikkeyoghurt er perfekt. GNIDNINGSSÅR Lår, der rammer hinanden, eller bare en sports-bh, der gnider det samme sted, kan give nogle ret grimme sår. Smør de udsatte steder med babyolie, i hvert fald lår og armhuler. SE GODT UD PÅ BILLEDER Ret dig op, tag lange skridt, og tænk på at løfte knæene, hvis der står nogen og knipser ude på ruten, eller når du løber i mål. Og hvis du ikke gider se rødmosset ud på billederne, så er det altså ingen katastrofe at løbe med en god vandfast mascara og en foundation. Du kan godt se naturlig ud uden at være det ... Jeg siger det, fordi jeg ikke har gjort det, og derfor ser ret grim ud på alle de løbebilleder, jeg har. SLIP FOR MAVEPROBLEMER Drop fibre i et par dage, før du skal løbe, så maven er nogenlunde rolig. Melon og mango og andre frugter og grøntsager er alle tiders, fordi de indeholder væske og kulhydrater samtidig. Løbeprogram - nedtælling til feminas løb Torsdag: Tag løbetøj på, og varm kroppen op med lunt i 5 minutter. Løb/lunt 20 minutter. Gå i 2 minutter. Fredag: Fri. Lørdag: Fri. Søndag: Tag løbetøj på, og varm kroppen op med lunt i 5 minutter. Løb/lunt 20 minutter. Gå i 2 minutter. Mandag: Tag løbetøj på, og varm kroppen op med lunt i 5 minutter. Løb/lunt 20 minutter. Gå i 2 minutter. Onsdag: Fri.

Læs også